Guide: Ugens 11 essentielle koncerter i uge 11

Guide: Ugens 11 essentielle koncerter i uge 11

Foråret begynder at røre på sig, og det samme kan siges om mange musikere og bands, der drager på turné i løbet af årets første måneder for at fremføre både nyt og gammelt materiale. Vi har fundet 11 essentielle koncerter i uge 11, som der stadig er billetter til, og som du ikke må gå glip af. Se dem herunder:

 

TIRSDAG DEN 14. MARTS

Odense:

Scott Bradley’s Postmodern Jukebox, Posten (spiller også på Train i Aarhus 15. marts samt Baltoppen i Ballerup 21. marts)

Scott Bradlee’s Postmodern Jukebox er kendt for at “retroficere” moderne hits, og med sit store ensemble er gruppen nu taget på tour og kommer derfor forbi Posten i Odense og Train i Aarhus – samt i Ballerup i næste uge. Deres vintage og skæve twist på moderne pophits har betydet flere udsolgte shows og stor efterspørgsel efter omfortolkninger af hits fra blandt andre Hozier, Lorde og Sia, og nu får det danske publikum altså også muligheden for at opleve showet.

Scott Bradley’s Postmodern Jukebox - “Titanium” (David Guetta feat. Sia cover): 

 

 

ONSDAG DEN 15. MARTS

København:

Katinka, GAFFA Sessions, KU.BE (turnéen fortsætter)

Katinka (billedet) udkommer med sit første solo-album “Vi er ikke kønne nok til at danse” den 31. marts, men inden da kan du opleve den danske sangerinde i intime rammer til GAFFA Sessions. Hver aften byder på halvanden times solo-interview med Katinka, blandet med akustiske live-numre fremført på hendes “trademark”, ukulelen. Henrik Tuxen fra GAFFA interviewer, og efterfølgende er der mulighed for spørgsmål fra publikum og meet’n’greet med Katinka.

Katinka - “Idioter”:

 

LANY, Lille Vega (få billetter)

Den amerikanske elektropopgruppe LANY gæster Lille Vega og byder på en forsmag på deres debutalbum, der udkommer 30. juni. Med drømmende, sfæriske popnumre, der går benhårdt efter at forplante sig i lytterne ved at slå rødder i hovedet og fange hjertet, er LANY anerkendte for deres liveperformances. Gruppen har kun eksisteret siden 2014, men har allerede fire ep’er bag sig og flere hits som “ILYSB” og “Where The Hell Are My Friends”.

LANY - “ILYSB”:

 

 

TORSDAG DEN 16. MARTS

København:

Sampha, Store Vega (få billetter)

Det britiske r&b-stjerneskud Sampha udgav i sidste måned sit debutalbum “Process”, og nu kan han opleves live i Danmark, når han gæster Store Vega. Med sin intense og inderlige soulvokal er Sampha blevet spået til at være Storbritanniens næste store r&b-stjerne. Især hans til tider futuristiske tilgang til elektronisk soul begejstrer musikkritikere verden over. Sampha har tidligere arbejdet som sangskriver og producer for store navne som Solange Knowles, Kanye West og Drake. 

Sampha - “(No One Knows Me) Like The Piano”:

 

 

Aarhus:

Wafande, Atlas (spiller også på Skraaen i Aalborg 17. marts og Stars i Vordingborg 18. marts)

Wafande har efter sin deltagelse som dommer i underholdningsprogrammet “Voice Junior” vundet plads i mange danskeres hjerter. Den danske dancehallkonge formår om nogen at sætte en fest i gang, og for snart et år siden fik Wafande fem stjerner her i GAFFA for sin optræden på Posten i Odense. Den gang blev showet kaldt “verdensklasse”, og så godt kan det meget vel også blive, når Wafande giver koncerter henover weekenden.

Wafande - “Kom Og Tag Mig”:

 

 

Slagelse:

Hun Solo, Slagelse Musikhus (spiller også i Musikhuset Aarhus 18. marts (udsolgt) og DR Koncerthuset i København 19. marts (få billetter))

Hun Solo er koncertaftener, hvor en række kvindelige artister spiller hver sin solo-koncert. Konceptet blev søsat sidste år med et ønske om at sætte spot på de mange interessante og markante kvindelige kunstnere, der findes i musiklandskabet. Aftenens fem kvinder i fokus er færøske Eivør Pálsdóttir, Hannah Schneider, Penny Police, Nana Jacobi og Kirstine Stubbe Teglbjærg.

Lyt til numre fra de fem kvinder i playlisten herunder:

 

 

FREDAG DEN 17. MARTS

Aarhus:

Asking Alexandria, Train 

Det britiske metalcore-band Asking Alexandria gæster Danmark med sidste års album “The Black” stadig frisk i erindringen. Gruppens elektronisk funderede og tunge melodier blev vel taget imod på Copenhell tilbage i 2015, da GAFFAs anmelder Keld Broksø kvitterede med fire stjerner og blandt andet skrev: “Det britiske metalcore-band Asking Alexandria (med helt ny ukrainsk forsanger) var et forfriskende indslag på Copenhell”. Sidenhen er forsangeren dog blevet udskiftet igen, og han og resten af flokken kan opleves på Train i Aarhus på fredag.

Asking Alexandria - “Here I Am”:

 

 

Herning:

Love Shop, Fermaten (spiller også på Posten i Odense 18. marts)

Tidligere på måneden fik Love Shops seneste albumudspil “Risiko” fem flotte stjerner her i GAFFA. Anmelder Jan Opstrup Poulsen skrev blandt andet: “På Love Shops 11. studiealbum har sanger og sangskriver Jens Unmack for alvor ramt den tone, som han alle dage har efterstræbt, hvor bandet indkapsler og filtrerer deres velkendte lyd. Det er der ikke noget nyt i, men på Risiko lyder bandet mere klare i mælet end længe hørt og har næsten endegyldigt fundet den gyldne popsang”. Selv efter 25 år er appetitten ikke mættet. Love Shop møder frem i topform i både Herning og Odense.

Love Shop - “De Forelskedes Smag I Din Mund”:

 

 

LØRDAG DEN 18. MARTS

København:

Marcus & Martinus, Royal Arena (få billetter) 

De to unge norske gutter Marcus & Martinus har fat i de helt unge og hitter i hele Skandinavien med sange som “Elektrisk” og “Girls”. I efteråret udkom deres andet album, der samtidig var duoens første engelsksprogede udspil. Den sproglige spring har imidlertid ikke skræmt fanskaren, og Royal Arena melder tæt på udsolgt til dansefest for de yngste.

Marcus & Martinus - “Without You”:

 

 

Randers:

Bisse, Turbinen 

Bisse er en af tidens mest omtalte og ikke mindst produktive danske musikere. Seks album på to år og to mere på vej vidner om høj ydeevne for musikeren, der fik fem stjerner for sit seneste album her i GAFFA. Den gang beskrev anmelder Espen Strunk albummet som et “besynderligt, besættende bekendtskab - og et album, som alligevel synes at komme sin lytter mere i møde end de foregående plader”. Bisse har desuden bebudet, at koncerten i Turbinen vil byde på helt nye sange, så der er grund til at glæde sig.

Bisse - “Showbiz”:

 

 

SØNDAG DEN 19. MARTS

København:

Tindersticks, Charlottenborg Kunsthal (to koncerter) 

Det eftertænksomme britiske band Tindersticks lægger vejen forbi København med en speciel koncert, som bliver fremført to gange samme dag. Koncerten kommer både til at indeholde timelapse-naturfilm fra starten af 1900-tallet, helt ny musik skabt til filmene samt et helt sæt af klassiske Tindersticks-numre fra deres store bagkatalog. Hele koncerten bliver opført to gange i alt, både klokken 16:00 og klokken 20:00, og altså i atypiske rammer, nemlig Charlottenborg Kunsthal.

Tindersticks - “We Are Dreamers!”:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA