Janove gæster Danmark som solist: – Kaizers Orchestra er enten "all-in" eller ingenting

Janove gæster Danmark som solist: – Kaizers Orchestra er enten "all-in" eller ingenting

Den tidligere frontmand fra Kaizers Orchestra, Janove Ottesen, giver nu sine første koncerter på dansk grund, siden det ellers så populære band gik i opløsning i 2013. Nu er den karismatiske frontmand, der som solist kun bruger sit fornavn, klar med en række koncerter og soloalbummet "Artisten & Marlene".

Janove gæster Danmark, når han går på scenen i Lille Vega i København den 22. marts og i VoxHall i Aarhus den 23. marts, blot få dage efter premieren på turnéen, der fandt sted i hjembyen Stavanger den 15. marts. Der er i skrivende stund billetter tilbage til begge danske koncerter.

Helt alene er han dog ikke om projektet. Han har sammensat et band med musikere, som Janove selv beskriver således: "De er alle gamle venner eller kolleger, som hver og én er helt fantastiske mennesker, musikere og artister. Jeg er 41 år og faktisk den yngste i bandet. Det er en taktisk genistreg, synes jeg. Så er jeg stadig ham den unge og lovende, der endnu er up and coming.” 

Janoves nye band er:
Børge Fjordheim på trommer (Morten Abel, Cloroform, Sivert Høyem)
Mattias Hellberg på guitar (Håkan Helstrøm, Soundtrack Of Our Lives)
Micke Lohse på piano og orgler (Atomic Swing, Stefan Sundstrøm)
Gulleiv Wee på bas (The September When)

Den unge danske sanger og sangskriver IAMJJ varmer op i både København og Aarhus.

Vi har stillet Janove en stribe spørgsmål om de kommende koncerter:

Hvordan er det gået i øvelokalet?
– Der har været god stemning, og forberedelserne har været gode. Det er vældig spændende at lave ny musik med nye mennesker, nyt band, nyt produktion og nye processser. Man tænker absolut anderledes med nye mennesker i studiet. Der er fantastisk mange nye idéer og ændringer i den kreative proces netop på grund af de nye mennesker. Det kan være kompliceret, men det er gået rigtig godt med at afprøve nye idéer.

Hvad kan vi forvente af dine koncerter her i Danmark?
– Lyden, lyset og scenen er blevet vægtet højt i planlægningen. Det bliver stort og flot, og det hjælper, der er masser af erfaring fra tiden med Kaizers Orchestra. Men det bliver som det plejer med mig – masser energi på scenen.

Hvordan skaber du en god koncertoplevelse?
– Først og fremmest skal man komponere en type musik, som egner sig godt til liveoptrædener. Det har vi masser af erfaring med. Masser af energi og festlig musik. Det må også gerne være romantisk – de store følelser skal frem. Det passer godt på scenen. Større bevægelser hjælper også meget, når man står foran publikum.

Hvad gør du, lige inden du går på scenen?
– Lige før koncerten gør jeg intet specielt. Men i timerne op til koncerten spiller vi i bandet, synger og kommer i godt humør. Jeg spiser gerne noget let mad før koncerten, fx en salat eller lignende – ikke nogen tung pizza eller burger. Og så et glas vin eller to – det er opskriften på at komme “in the mood.”

Hvad står der på din forplejningsliste?
– Intet crazy. Øl og vin. Lidt snacks. Det, som er vigtigt for mig er at have god musik backstage og være sikker på, at der god lyd. En anden vigtig ting er belysning. Jeg kan godt lide, at der er dæmpet lys, ellers føles det lidt som at være ved tandlægen – og man vil ikke høre på en syngende tandlæge.

Hvad lytter du til i tourbussen?
– For tiden hører vi meget på guitaristen Mathis Hällbacks musik. Han er også DJ, så han kender en hel masse musik, som han spiller for os.

Hvordan vil du beskrive din musik?
– Jeg blander meget stilarter. Der skal være masser af energi i musikken, og det skal være godt til at kunne fremføre live, for at vi kan være i stand til at give et godt sceneshow.

Hvorfor besluttede du dig for at starte et band op igen?
– Først og fremmest ville jeg gerne udvide min stil, ved at lave ny musik med nye mennesker. Det startede som en vild rejse med Kaizers Orchestra, men der skulle nogle nye idéer på banen kunne vi mærke. Jeg har behov for at udtrykke mig på forskellige kunstneriske platforme.

Betyder det, at Kaizers Orchestra aldrig finder sammen igen?
– Vi stoppede helt i 2013 og har ikke spillet siden, og “eksisterer” ikke som sådan længere. Men vi er gode venner, og det var en fælles beslutning at stoppe. Det er selvfølgelig en mulighed at finde sammen igen – livet er langt. Men det er noget, der ligger langt ude fremtiden, hvis det skulle ske. Kaizers Orchestra er “all-in” eller ingenting. Lige nu er det ingenting.

Hvilken historie vil du gerne fortælle med dine tekster?
– Min stil er at skrive tekster til at kunne fortælle en stor historie på scenen. “Artisten & Marlene” handler om to dansere, der er ungdomskærester og vokser op sammen. Det handler om balancen mellem kærligheden og de artistiske ambitioner, man har. Jeg beskriver det udefra og kan selv relatere til det, hvilket er vigtigt. Fiktionen bliver mere troværdig, hvis den er virkelighedsnær og bygger på personlig erfaring.

Har du på noget tidspunkt overvejet at synge på engelsk i stedet for norsk?
– Nej, jeg har lyst til at gøre det, som jeg er bedst til. Det er at synge på norsk. Jeg skaber billeder med mine tekster langt bedre på norsk. Jeg kan selvfølgelig tale engelsk, men det er en kunst at mestre et sprog – og jeg har respekt for folk, der kan mestre engelsk som andet eller tredjesprog. Jeg holder mig dog til norsk.

Se Janove fremføre et at numrene fra det nye album, "Marlene":


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA