x

The Head And The Heart: Musik til dem, der lytter

The Head And The Heart: Musik til dem, der lytter

Når man tænker på Seattle, tænker man sikkert på Nirvana, Pearl Jam og den øvrige grunge-bølge. Man tænker på byens pladeselskab Sub Pop, og måske endda Fleet Foxes og Band Of Horses. Men det er nok de færreste, der forbinder byen med et sprudlende folk-miljø og bandet The Head And The Heart. Men historien om netop det band skiller sig også en smule ud fra andre. Det er ikke et band, der på samme måde er fostret af byens kultur og historie, men alligevel udgør byen et særligt element for bandets seks medlemmer.

– Vi mødtes alle sammen i Seattle, hvor Jonathan (Russell, guitarist og vokalist) var flyttet til efter gymnasiet, fortæller trommeslager Tyler Williams, da vi møder bandet forud for deres udsolgte koncert i Lille Vega i januar. – Kenny og Josiah var også lige flyttet dertil fra L.A., og de begyndte alle tre at spille til et open mic-arrangement. Derefter udviklede det sig bare, og da de sendte nogle sange afsted til mig, fik det mig til at flytte dertil i september 2009. Charity var lige kommet hjem fra Frankrig, hvor hun studerede samfundsvidenskab, og Chris arbejdede som bartender på baren Conor Byrne, hvor arrangementerne blev holdt. Vi indspillede vores første plade selv, og kort tid efter fik Sub Pop fingrene i den.

 

Byen, der værner om det lokale

Seattle i det nordvestlige USA har længe været kendt som en by med et helt særligt sammenhold. Det har været modpolen til det fartdrevne Los Angeles og den prætentiøse ungdomskultur i New York, og selvom byens musikalske udvikling er kommet i faser hen over de sidste tredive år, har kulturen sat sit aftryk på bands og musikken fra byen. Det var også tilfældet med The Head And The Heart, der i 2009 oplevede kulminationen af den lokale musikscene.

– Miljøet i Seattle er virkelig anderledes end i Los Angeles, fortæller Kenny Hensley, der er pianist i bandet og oprindeligt fra Los Angeles. – Jeg er vild med byen, men i Los Angeles er alle lidt for smarte. Der er ingen, der tager til en koncert for at høre musikken, de tager af sted for at drikke sig fulde. Så at blive opdaget som musiker i Los Angeles er virkelig svært. Af en eller anden grund er det helt anderledes i Seattle. Folk fokuserer på kunsten i musikken. Og så har den lokale radiostation KEXP også en kæmpe indflydelse, for de spiller rigtig meget lokal musik. Det har hjulpet os meget.

– Det gode venskabelige miljø eksisterer stadig i dag. Vi har bare rykket os lidt væk fra det, og det har mange af vores samtidige bands egentlig også, fortæller Tyler Williams. – Jonathan og jeg er flyttet tilbage til Virginia, så vi er tættere på familien, og Kenny bor i L.A. igen. Men selvom byen er gået igennem forskellige faser, virker det som om, at miljøerne stadig findes. I dag er det måske bare i en anden form.

– Jeg har det indtryk, at den gruppe mennesker stadig er til stede, tilføjer Matt Gervais, som bor i Seattle sammen med sin kone Charity Rose Thielen, der er violinist i The Head And The Heart. Men det ser anderledes ud, og det er andre miljøer, der får fokus. Den bølge, vi var en del af, er blevet spredt lidt ud. Hvis der ikke sker så meget, og der ikke kommer så meget ud af det, falder det fra hinanden. Vi var bare på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Dengang var der tonsvis af bands, som var vores venner, og som vi spillede sammen med over hele byen. I dag er nogle tilbage, men nogle er også fortid.

 

Nye udfordringer er nye tider

Det hektiske liv med turnéer, skiftende pladeselskaber og generel stigende succes har også sine dæmoner. Siden bandets fødsel i 2009 er der sket meget, og hovedpersonen Josiah Johnson har nu taget en pause fra musikken.

– Vi holder stadig kontakten, men af praktiske årsager blev vi bare enige om at arbejde med vores seneste album uden ham, fortæller Kenny Hensley. – Vi så ham for et par uger siden i Seattle, og han har det rigtig godt nu, men han har også haft brug for den her pause, så han kan blive ved med at nyde at lave musik. Det er virkelig svært at være sund, når man er på turné. Forsøger man at komme over en eller anden afhængighed, er landevejen bare det værste sted, man kan være. Der er sket meget i bandet hen over det sidste år, men det har været godt for os.

 

Hvem: The Head And The Heart blev hurtigt samlet op af Sub Pop Records og har haft live-sessions på den lokale radiostation KEXP.

Hvad: – Albummet Signs of Light er klart mere direkte end tidligere. Da vi skrev albummet, havde vi lige holdt et års pause fra at turnere og spille musik sammen, så vi var alle friske på at lave noget, vi ikke havde gjort før. Det endte med, at vi tog inspirationer fra de første to albums, og det gjorde albummet mere direkte.

Hvor: Fostret af det skiftende og melankolske klima i Seattle, Washington.

 

Se musikvideoen til All We Ever Knew fra gruppens seneste album, Signs of Light:

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA