x

Reportage: GAFFA på Tallinn Music Week 2017 – den største showcasefestival i de baltiske lande

Reportage: GAFFA på Tallinn Music Week 2017 – den største showcasefestival i de baltiske lande

Tallinn Music Week i Estland er den største showcasefestival i de baltiske lande og et vigtigt mødested og trækplaster for professionelle musikfolk fra især de øst- og centraleurpæiske lande, som også er massivt repræsenteret i det omfattende program. Tallinn Music Week blev grundlagt i 2009, og omkring 35.000 publikummer og 1000 delegerede deltager i festivalen hvert år. Som på andre lignende showcasefestivaler bliver hele byen nærmest omdannet til en stor musikvenue under den en ugelange event. Stort set alle barer, caféer, spillesteder og klubber i den pittoreske gamle bydel er en del af festivalen, og spændende musik strømmer imod en overalt.

Programmet består næsten udelukkende af af nye upcoming navne, hvoraf langt størstedelen er fra værtslandet Estland. Derover er Rusland, Ungarn, Finland, Sverige, Letland, Litauen og Canada godt repræsenteret, mens der også er enkelte artister fra Japan, Italien, Kroatien, Australien, Belgien, England, Holland, Island og Danmark. Ialt byder programmet på over 250 forskellige navne fordelt på 32 forskellige venues over fem dage.

Udover de mange koncerter har festivalen også et ganske omfattende film-, mad- og kunstprogram samt et solidt konferenceprogram for musikbranchen, der byder på diverse oplæg, talks og paneldebatter om alt fra lige fra publishing til streaming, branding, hvordan man skriver hits, tips til at organisere festivaler og i det hele taget få succes med sin musik.

I Sovjets skygge
Fredagens program starter allerede kl. 10.00 med en officiel åbningstale af Estlands præsident Kersti Kaljulaid, der understreger vigtigheden af at være kreativ, nysgerrig, tolerant, samarbejdende og åben over for andre nationaliteter og idéer, hvis man skal have success i de kreative brancher. Herefter er konferencen åben, og det myldrer med delegerede med sorte vip-armbånd og navneskilte om halsen. For mit vedkommende går turen mod hotellet og et hurtigt check-in, inden jeg har tilmeldt mig en pressetur til byens KGB-museum. Estland var ligesom de andre baltiske lande en del af Sovjetunionen indtil sammenbruddet i 1991, og trods 25 år som en fri nation og medlemskab af EU og NATO bærer landet stadig præg af sin sovjetiske fortid. Dengang overvågede det berygtede hemmelige statspoliti KGB landets befolkning med hård og nidkær hånd, og der fandt både tortur og deportationer sted, hvis man faldt i unåde med de barske håndlangere. Et af sovjets hovedkvarterer i Tallinn var det luksuriøse hotel Viru, hvor KGB havde hemmelige kontorer og forhørslokaler. Lokalerne lå på øverste etage med en forrygende udsigt over byen, og vi får en guidet tur rundt i tidslommen, som er holdt nogenlunde intakt siden KGB fra den ene dag til den anden lynhurtigt forsvandt ud af landet, da Sovjet gik i opløsning. Spændende og en skræmmende påmindelse om, at frihed ikke er noget, vi kan tage for givet og slet ikke på disse kanter, hvor det lille land mod øst, siden Putins overtagelse af Krim, igen er begyndt at frygte den store nabo Rusland.

A crack in everything
Senere går turen over mod festivalens åbningsreception, der foregår i Tallinns nyrenoverede kreative bydel. Festen foregår i et gammelt og lettere spooky kraftværk, og fans af filminstruktøren Andrei Tarkovsky kender sikkert bygningen som kulisse i kultklassikeren "Stalker" fra 1977. Indenfor er der råt, rustent og højt til loftet. Vi får serveret lækre estlandske specialiteter, øl og snaps, og der bliver minglet igennem med alle de andre musikbranchefolk fra det meste af verden.

Det første musikalske stop er med danske Roxy Jules, der spiller på indieklubben Sinilind. Kvinden bag Roxy Jules er Julie Runa, som siden 2011 har begået tre stærke og kompromisløse album, der alle bevæger sig i det mere mørke og dystre spekter af støjrocken fyldt med molakkorder og vemod. Live har der gennem årene været forskellige besætninger ombord, og for tiden stiller hun op som duo med guitaristen Valentin Kruse. Sangene flimrer flot ud fra scenekanten og rammer publikum både blidt og brutalt som en mavepuster med fløjshandsker. Der er masser af distortion, hvid støj og disharmoniske beats som underlæg. Men midt i det hele er der altid gemt en fin lille melodi, som åbner op for lyset i al mørket. Leonard Cohens berømte linje "There is a crack / a crack in everything / that's how the lights get in" passer glimrende til Roxy Jules' lydunivers, der konstant spænder mellem det lyse og mørke. Det er simpelt, enkelt, effektivt og stemningsfyldt, og Julie Runa er selv en glimrende frontfigur, når hun rastløst og dovent forfører salen med sit messende femme fatale-sangforedrag. Lidt mere lys over land, og så ville endnu flere komme med på Roxy Jules-vognen. 

Depeche Mode-bar
Det meste af Østeuropa og Rusland elsker Depeche Mode, der igennem årtier har været et af de allerstørste bands herovre. Synth-pop-trioen fylder gang på gang stadioner ud på deres udsolgte turnéer her og hvorfor så ikke lave en bar, som kun er dedikeret til dem? Det gjorde nogle driftige fans tilbage i 1999, og baren kører stadig for fuld styrke. De forskellige drinks er opkaldt efter kendte DM-sange, og der bliver naturligvis kun spillet DM-musik herinde. Ejerne har igennem årene samlet diverse DM-memorabilia sammen og udstillet det overalt, hvor man har kunne finde plads, så stedet også fungerer som en slags fanmuseum.

Noise & romance
Godt pumpet med DM-sange i ørerne rykker turen videre gennem de brolagte, snirklede gader over til et andet dansk band: The Entrepreneurs. Selvom bandet kun har udgivet en enkelt ep, har de allerede massiv liveerfaring og haft prestigefyldte jobs på blandt andet Roskilde Festival og Spot og fået skabt en god hype omkring sig selv. Det er fuldt fortjent, for bandet har alt det, der skal til for få et regulært gennembrud. Sangene er effektive og sprængfyldte med gode melodier. Stilen er højeksplosiv garage, punk og støjrock. En stil, de selv kalder for "noise & romance". Live er det højt, hurtigt og hæsblæsende. Rytmesektionen er knivskarp, og så har bandet i forsanger Mathias Bertelsen en regulær stjernesanger, hvis ekspressive og nærmest Neil Youngske stemme skaber en intens og indtrængende stemning, der giver musikken en mere indfølt dimension. Der er helt fyldt på spillestedet, og publikum bliver til sidste tone. En flot fremtid burde ligge i kortene. 

Guitareksplosion 
Barene er mange og øllet er billigt i Tallinn, der ofte bliver brugt som decideret drukdestination for polterabendselskaber fra Nordeuropa. Sådan en fredag nat er der således fyldt med fulde fyre, der vælter rundt i gaderne, og selv hopper nogle af os med på vognen og dyrker pubcrawlstilen et par timer, inden sidste musikalske stop bliver med det forrygende finske ensemble Teksti-TV 666. Bandet er lige så fandenivoldske som deres navn og byder især på en ting: Guitarer! Det syv mand store band har ikke mindre end fem guitarister, og de går helt amok. Der bliver spillet spade på alle tænkelige og utænkelige måder, og energiniveauet er uhørt. Det tre år gamle band har allerede spillet over hundrede koncerter, og stilen står et sted mellem shoegazer, krautrock, punk og heavy. Den skizofrene genreblanding holder hele vejen, og alle i salen overgiver sig og hopper rundt med store smil på læberne til den sene natteseance. Tak for fest og derefter hjem på hovedet i seng!

Glam rock talk
Efter en heftig morgenbuffet starter lørdagen med lidt treatment for de rødsprængte øjne og den allerde brugte festivalkrop. Hotellet byder på et rooftop spa-område med indendørs pool, jacuzzi, sauna og dampbad. Efter sådan en tur kan man godt igen, og så går turen over til konferencecentret, hvor den engelske musikforfatter Simon Reynolds holder en talk om sin seneste bog "Shock and Awe: Glam Rock and its Legacy". Reynolds har tidligere udgivet nogle særdeles interessante og velskrevne musikbøger blandt andet om den retromani, der ofte hersker i populærkulturen, og han er et stort og anerkendt navn blandt alverdens musikjournalister. I sin nye nye bog hudfletter han 70'ernes glamrockscene på over sekshundrede fascinerende sider, men som foredragsholder er han ikke nogen stjerne. Han sidder ned i en sofa og læser lidt højt fra nogle forskelige noter og viser af og til et par musikvideoer med Alice Cooper og David Bowie og andre glamrockikoner. Han virker uforberedt og introvert og mere som en type, der meget hellere ville sidde hjemme i sin rockhule og skrive end at skulle ud og underholde en fyldt sal med nysgerrige musikdelegerede.

Lettere skuffet over mødet med et stort idol går turen over til endnu endnu en reception, hvor der bliver serveret ungarnsk mad og drikke. Derefter står der metal på programmet med det estiske  Abandoned Elysium. Bandet pumper den ene højoktane og ganske krævende metalsang ud efter den anden, og der er fyldt med skaldede mænd, lædertøj, nitter, piercinger, tusser og kulørte hårfarver blandt publikum.

Efter en stribe øl med de andre delegerede går turen herefter ned i kælderen til bandet No Real Pioneers (billedet) fra Litauen. Det er sjældent, jeg har hørt så smadret en vokal som den, forsangeren præsenterer. Ufatteligt hæs og en ægte skærebrændervokal. Men sangene er gode og fyldt med gode melodier, som bliver pakket ind i speedet grunge og postrock med massive trommer og aggressivt stroboskoblys. Det er helt tydeligt, at Pixies og Nirvana ikke har levet forgæves her.

Russisk punk og kroatisk åbenbaring
Den gode stil fortsætter på den fede klub Kelm, hvor trioen Nacow er i gang med at rive taget af. Mine fordomme om russiske bands er ganske store, men her er der en fuldfed overraskelse. Bandet er bosat i Moskva og kører en ubesværet, ultraenergisk og catchy punkstil, der sidder lige i skabet. Det synes publikum også, for der bliver gået til den foran scenen med pogodans og moshpit, så man ender med at kigge mere på det eksplosive publikum end bandet.

Inde i nabosalen står festivalens mest positive musikalske åbenbaring klar. De hedder Zen og kommer fra Kroatien. De fire kvinder leverer et himmelsk og eminent lydunivers, der trækker på alt mellem postrock, math rock, electronica, shoegazer, dreampop og krautrock. Sangene er både sarte og syrede og storslåede og sammensatte. Man svæver af sted på det sammensatte lydtapet, mens spacede og farvefulde visuals flyver rundt i lokalet. Koncerten på fyrre minutter føles alt for kort, men også som noget af en åbenbaring.

Helt ør i sjælen er det tid til et musikbreak, og resten af natten står den på et gigantisk afterparty, hvor alle de over 1000 delegerede er inviteret til fest til den lyse morgen. Tallinn Music Week kan varmt anbefales. Ikke kun for musik- og konferenceprogrammet, men også for den smukke gamle by, de flinke folk og de særdeles rimelige priser. Vi ses næste år.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA