x

Guide: 11 essentielle koncerter og fester i påsken

Guide: 11 essentielle koncerter og fester i påsken

Foråret er i luften, og påsken ånder os i nakken. I dag går de fleste danskere på påskeferie, og de næste dage står på påskeæg og påskebryg. For at sikre en god miniferie stiller mange musikere sig på scenen og tilbyder rammerne for en skøn aften. GAFFA har her lavet en guide over 11 essentielle koncerter, hvor der stadig er billetter, så du kan komme med. Og nu, det er påske, har et par fester sneget sig ind på listen.

 

Onsdag den 12. april

Temples i Pumpehuset, København

Temples blev dannet af sanger og guitarist James Bagshaw og bassist Thomas Walmsley i den engelske by Kettering i 2012. Efterfølgende fulgte Adam Smith på keyboard og Samuel Toms på trommer trop. Det engelske band er kendt for deres psykedeliske og retrorockede klang. I sidste måned udgav gruppen deres andet studiealbum, ”Volcano”. GAFFAs anmelder Kristian Bach Petersen tildelte rockgruppen andet studiealbum fire stjerner, da det hænger godt sammen, men mangler store hits som dem fra debutalbummet.

 

Se Temples "Certanity" fra det nyeste album: 

 

Onsdag den 12. april

Blue Foundation på Tobakken, Esbjerg

Den danske dreampopduo Blue Foundation er draget på turné rundt omkring i landet som en opfølgning på deres seneste og femte album, "Blood Moon". Albummet fra september 2016 fik fem stjerner af GAFFA-anmelder Jens Dræby, som dertil skrev: "Når man skal lave velpoleret, selvhøjtidelig, elektronisk pop-musik, så har man bare at gøre det ordentligt. Gudskelov for Blue Foundation”.

Blue Foundation spiler flere dage i påsken:

VoxHall, Aarhus 13. april

Posten, Odense 14. april

 

Varm op med titelsangen "Blood Moon":

 

Fredag den 14. april

Sort Sol, Musikhuset Aarhus

Sort Sol, alias sanger Steen Jørgensen, guitarist Lars Top-Galia og trommeslager Tomas Ortved, er tilbage. Rockorkestret begyndte i slutningen af marts deres turné, og den 19. maj udkommer deres første album i 14 år, ”Stor langsom stjerne”. Det bliver Sort Sols i alt tiende. GAFFAs anmelder Torben Holleufer var begejstret for turnépremieren på Portalen i Greve, hvor han uddelte fem stjerner og blandt andet skrev: "Sort Sol foretog på Portalen et kvantespring, som ikke var et comeback, men nyt liv og nye grænseløse ambitioner". Der er altså gode ting i vente på fredag.

 

Turnéen er langtfra slut, og Sort Sol spiller blandt andet på Odeon i Odense den 15. april.

 

Kom i stemning med "Holler High" fra 2002: 

 

Fredag den 14. april

Katinka på Stars, Vordingborg

Den 7. april tog Katinka på forårsturné rundt i det danske land. En turné, som følger efter udgivelsen af gruppens debutalbum ”Vi er ikke kønne nok til at danse”, som udkom den 31. marts. Det første udspil fra bandet, med samme navn som forsangeren, blev belønnet med fem stjerner af Jan Opstrup Poulsen, som yderligere skrev: ”Der er så ufattelig meget krop i Katinkas sange, at man kun kan blive væltet omkuld. Og det er faktisk på tide, at en yngre kunstner på den måde rusker op i former og formler”.

 

Katinka spiller også på Harders i Svendborg den 15. april. Hvis du ikke får glæden af dem på forårsturnéen, eller bare vil varmes op, kan du her både se og høre hendes single ”Luftballoner” i en smuk blanding med ”Du Tænker Ikke”, som hun spillede til GAFFA-Prisen i år:

 

Fredag den 14. april

Timber Timbre på Bremen

Langfredag byder på masser af lækker musik, så der skulle være noget for næsten enhver smag i påsken. Mange fik for alvor øjnene op for Timber Timbres verden, da de udgav det sensuelt dragende album ”Hot Dreams” i 2014. Nu er den canadiske trio tilbage med deres sjette album ”Sincerely, Future Pollution”, og fredag gæster de Bremen. Albummet har en mørk sødme, som omhandler nutidens vestlige problematikker. Til NPR har bandets frontfigur Taylor Kirk grinende udtalt: ”Jeg havde den idé, at vi kunne lave noget, der var sjovt. Hvilket… vi ikke kan”.

 

Se her musikvideoen til ”Sewer Blues” fra det nye album:

 

Fredag den 14. april

Specktors, Natkoncert, Rust, København

Fredag fester vi videre med Specktors. Hiphopgruppen fra Dragør blev dannet i 2008, deres debutalbum ”Shanksville” kom på gaden i 2009, og siden da har de udsendt bangers som for eksempel ”Lågsus” og samarbejdet med Kato på ”Ejer Det”. Siden debutalbummet har Specktors huseret i æteren, på spillestederne og festivalerne. I januar 2017 var de klar med en ny single, ”Kommet for at danse”, og nu gælder en natkoncert på Rust. Hvor der uden tvivl vil blive spillet op til et brag af en fest.

 

Varm op til festen med fyrenes seneste udspil "Kommet for at danse":

 

 

Fredag den 14. april

Sanne Salomonsen i Torvehallerne, Vejle

Vores alle sammens rock-mama er igen at finde på landevejene. Den danske sangfugl Sanne Salomonsen er efterhånden en garvet dame og rundede i 2015 de 60. Rockmamaen har siden midten af 80'erne haft gang i sin succesfulde solokarriere og rocker stadig diverse danske scener. Nu gæster hun diverse danske spillesteder, på fredag kan du opleve sangerinden i Vejle og til sommer finder vi hende til Smukfest. Vi kan alle synge med på de gode gamle klassikere som ”Taxa” og ”Kærligheden Kalder”, men også sangene fra det sidste album ”Hjem” kan skabe fællessang, og et nyt album er lige om hjørnet.

 

Sanne Salomonsen spiller også en anden koncert i påsken på Skråen i Aalborg den 15. april.

Varm op med hendes version af "Hjem":

 

 

Lørdag den 15. april

High Voltage Rock Awards på High Voltage, København

I 2015 løb High Voltage Rock Awards af stablen for første gang. Formålet med uddelingen er at hylde den ægte rockmusik. Underforstået regulær rockmusik, hardrock, heavy metal, classic rock, bluesrock og beslægtede genrer. I et selskab klinisk renset for hipster-attituder, indie og den slags musik. Det bliver altså det tredje år, hvor der uddeles 14 tungtvejende statuetter på High Voltage i Boltens Gård, København. Øllet vil flyde frit i en time, og blandt andre Defecto, Helhorse og Huldre vil optræde, men der er få billetter tilbage, så du skal skynde dig.

 

Se her et kort sammendrag fra sidste års show:

 

Søndag den 16. april

DDJA i Amager Bio

I år vender Danish DeeJay Awards tilbage til det københavnske efter at have været forbi Aarhus sidste år. Amager Bio danner rammerne, når den danske dj-scene påskesøndag skal hyldes for 17. gang. Både artister, dj’s, producere og klubber fra den danske klubscene skal hyldes til det store awardshow, hvor du kan opleve Al Agami, De Danske Hyrder og Phase 5, når showet kommer til Amager.

Her kan du se eller gense teaseren for DDJA i 2016:

 

Søndag den 16. april

Club Awards i Valby Hallen

Club Awards fejrer den danske klubscene med 12 priser, og den 16. april bliver det blandt andet afgjort, hvem der er Årets Danske Club Navn. Igen i år er det publikum, der afgør, hvem af de nominerede der skal vinde priserne, hvor Club Awards mission er at give Danmark et awardshow, der er gennemsigtigt og seriøst. Blandt andre skal Ericka Jane, Infernal og Ude Af Kontrol optræde, så dem kan du opleve, hvis du slår forbi Valby Hallen den 16. april.

 

Aligator spillede til sidste års Club Awards:

 

Søndag den 16. april

Rub’A’Dub Easter Bash med Pharfar i Stengade, København

Ud over de to awardshows der afholdes påskedag, inviterer Pharfar traditionen tro til påskefest. Pharfar indtager Rub’A’Dub Sundays med sit Easter Bash og selvfølgelig sammen med en række kammesjukker. Ud over ham selv optræder Klumben, Fresh-I og Chonny Jazz. Og husk, at dagen efter, påskemandag også er en helligdag.

 

Bliv helt festklar med Pharfar og ”La’ Mig Rulle Dig”:

 

Hvis de følgende koncerter ikke havde været udsolgt, havde de fået en plads på listen: Katinka spiller hele påsken, så også den 12. og 13. april spiller hun op til dans på Dexter i Odense. Den 13. april er det skærtorsdag, dagen for den sidste nadver. Men i år er det også dagen, hvor Sean Paul omdanner Store Vega til en jamaicansk natklub. Koncerten blev hurtigt meldt udsolgt, så dem der nåede at få billetter, må glæde sig. Den 15. april spiller det skotske poprockband Simple Minds (akustisk) DR Koncerthuset op. Bandet har taget landskvinden KT Tunsthall med, til hvad der bliver en eksklusiv aften.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA