x

Interview: Gæoudjiparl – på udkig efter nyt land

Interview: Gæoudjiparl – på udkig efter nyt land

Gæoudjiparl Van Den Dobbelsteen, Goodiepal, Mainpal Inv – jo, kært barn har mange navne. Kristian Vester, der er manden bag alle disse kunstneriske pseudonymer, har lige udsendt en eksklusiv ni-delt vinyl-udgivelse med titlen "Mort Aux Vaches Ekstra" og holder foredrag om den i denne måned. GAFFA kontaktede den respekterede danske musiker og fik blandt andet facts retur om den ekstravagante nye udgivelse, tilblivelsen af hans tema til DR2-programmet "Den 11. time" og hans unikke tilgang til sociale networking-sider på internettet.

Hvad har du lavet indtil nu i dag?

- I dag har jeg set Per Høier på YouTube [1] [2], og så har jeg været på Myspace og Facebook, hvor der findes et par falske Gæoudjiparl-profiler. Jeg har det sådan med alle disse netværk, at jeg ikke vil røre den slags med en ildtang, men de to profiler er åbne, hvilket vil sige, at alle kan logge ind, og i morskabens og nysgerrighedens navn har jeg så selv logget ind et par gange og haft fornøjelsen af at være mit online-jeg.

- Begge profiler anvender p.t. samme login (kan findes på myspace-siden linket ovenfor, red.), og folk skal være velkomne til at bruge dem, hvis de kan få noget ud af det. Jeg ønsker som sådan ikke at have noget med profilerne at gøre, de lever et liv uden for mig så at sige.

Du har lige udgivet den ni-dobbelte vinylkompilation "Mort Aux Vaches Ekstra". Hvad er baggrunden for udgivelsen?

- "Mort Aux Vaches Ekstra" eller "Extra", om man vil, ser jeg som min opfølger til det, mange så som mit debutalbum, nemlig "Narc Beacon" fra 2001. "Mort Aux Vaches Ekstra" er en liveindspilning eller et klasse-sæt, et uscanneligt partitur med omkring ni fonogram-indspilninger, der kan springe i tid, og som har været syv år undervejs. Det er det tætteste, jeg kommer på at udgive en opfølger til "Narc Beacon".

Foruden dobbelt-vinyl udgaven af "Narc Beacon", alias "Nag Nag Bacon", indeholder kompilationen syv andre vinylskiver med musik fra "Mort Aux Vaches"-serien. På din "Mort Aux Vaches"-cd fra 2005 var der ikke blot inkluderet musik fra "Mort Aux Vaches"-serien, men også optagelser fra forskellige koncerter. Hvad kan man forvente sig af indholdet på de syv nye skiver?

- Musikken på de syv fonogrammer spejler alle sammen en MOTHER-koncert fra Paradiso i Amsterdam den 5. september 2004, og det er rigtigt, at man også får "Nag Nag Bacon" med oven i indbindingen som en slags bonus. Dette er, fordi jeg finder det vigtigt at lægge et visitkort ud med information om, hvor vi slap. Det vil med andre ord sige, at det kan være meget rart for nye lyttere at vide, hvor "Narc Beacon" egentligt stoppede, men dette er udelukkende en bonus og altså i virkeligheden ikke en del af boksen eller kompileringen eller klassesættet eller indbindingen - alt efter hvilket begreb, man vælger at bruge. Det virkelige værk ligger i alle "Mort Aux Vaches Ekstra"-fonogrammerne og de partiturer og generelle informationer, der er skrevet og graveret i og om materialet.

- Jeg bliver ved med at tale om partiturerne, da det er vigtigt for mig, at man ser denne udgivelse som en slags partitur- samling, hvori der ligger audio-materiale, som man kan afvikle i sekvenser efter det på forhånd noterede.

- Jeg har været meget fascineret af, hvad en kunstigt skabt computerintelligens vil kunne forstå, og hvad den ikke kan, så derfor er alle indbindingernes informationer skræddersyede til nemt at kunne læses af mennesker, men ikke af en computer. Dette er ikke gjort som en hån af eller mod kunstig intelligens, snarere som en hyldest og en opfordring til fremtidig samhørighed.

Dine udgivelser er oftest i meget eksklusive oplag, og "Mort Aux Vaches Ekstra" udkommer i blot 45 eksemplarer. Hvorfor?

- Der er vel ikke brug for mere. Jeg regner ikke med, at der er meget mere end 45 mennesker, der har interesse i at købe den til en pris på flere tusind kroner. De andre må så benytte sig af en eventuel scannet eller uploaded version eller købe vinylerne enkeltvis til en pris, der ligger noget under prisen for den samlede indbinding. Men jeg ser disse indbindinger som et manuskript, og ejeren af en indbinding bestemmer, om han vil dele den med omverdenen - det være sig som fysisk objekt eller i online form.

- Da alle indbindinger er forskellige, kommer man under alle omstændigheder ud i det dilemma, at der vil være dele af et hele, som man ikke har og derfor må ty til andre, der er indehavere af et helt eller delvist sæt, indbundet eller ej.

Prisen på "Mort Aux Vaches Ekstra" varierer mellem 3.500 og 28.000 kroner afhængigt af, hvornår man køber den. Prisniveauet giver mere indtryk af udgivelsen som et kunstobjekt fremfor en regulær pladeudgivelse - noget, der også understøttes af, at den blev lanceret på New York Art Book Fair og i øjeblikket udstilles på galleriet Andersen_s Contemporary i København. Betragter du dig mere som kunstner end musiker i disse dage?

- Hmm, det har vel altid været musik, der har været i fokus i mit arbejde. Jeg ser ikke mig selv som billedkunstner. Jeg beskæftiger mig med klang og begivenheder over tid. Men jeg forsøger altid at tage billedkunsten seriøst i mit virke, og så har jeg haft en utrolig stor fascination af at objektifisere musik, uden at man af den grund direkte begynder at lave skulptur eller installationskunst. Så for at svare på spørgsmålet: p.t. komponerer jeg både med klang og visuelle elementer, men fokus er som altid musik.

- Og prisen? Alle mine plader er de sidste år blevet solgt til den pris, køberen vil betale for dem. Derfor kan en lille teenager betale 12 kroner og gå hjem med fem vinyler, eller du kan gå til Frieze Art Fair og købe dem til en pris mellem 3.500 og 28.000 kroner. Dette er helt op til dem, som køber min musik. Den koster, hvad køberen synes, at den skal koste. Og det, indtil jeg finder på noget andet.

- Jeg har valgt at ledsage denne udgivelse med en udstilling og en forelæsningsrække på Andersen_s Contemporary i København. Det har jeg valgt, fordi med mange af de kompositioner, jeg p.t. arbejder med, giver det mening at vise dem frem og tale om dem i stedet for at læse om dem på en hjemmeside. Der har indtil nu været tre forelæsninger, der alle handler om "Mort Aux Vaches Ekstra"-indbindingen i sammenfald og sammenhæng med den omkringliggende musicerende verden. Den 16. og 17. november er der så to mere, og enhver er velkommen til at troppe op på Andersen_s Contemporary til en af forelæsningerne og lytte eller stille spørgsmål. Det er derfor, vi laver dem.

- Titlerne på forelæsningerne er samtidig også titlerne på numrene på den vinyl-invitation, vi sendte ud fra galleriet inden åbningen. Invitationen indeholdt fem nye skæringer og kan ses her. Hvis man vil vide mere om forelæsningerne, kan man læse her.

Hvad finder du inspirerende i øjeblikket?

- YouTube og Escho.

Dit debutalbum "Narc Beacon" blev i "Politikens Dansk Rock Leksikon 1956-2002" udnævnt som en af de 50 vigtigste plader i Danmarkshistorien. Hvad betyder det for dig?

- Jeg blev da glad, men jeg kan ikke få Statens Kunstfonds tre-årige arbejdsstipendium alligevel.

- Jeg vil tro, at det var Henrik Queitsch, der satte den der, og hans musikjournalistik har jeg stor respekt for.

Et af dine i Danmark mest kendte værker er temaet til DR2-programmet "Den 11. time" - et program, hvori du også har optrådt som gæst. Hvordan kom det projekt i stand?

- Se her er noget, jeg finder dybt interessant. Titlen på værket er "My Robotic Skills Have Failed", og det er fra omkring 1997. Det er i virkeligheden bare et tonalt tema, som kan moduleres. Jeg blev kontaktet af "Den 11. time" og spurgt, om jeg ville give det et skud at forsøge at lave en åbningsmelodi til programmet. Vi skrev noder et par uger og orkestrerede det til DRs Big Band, men de kunne ikke spille det. Sådan et band er jo på fast løn, og de er mere interesserede i at komme tidligt hjem end at øve, og de kunne faktisk ikke spille tonerne. Derfor blev resultatet en mere CNN-klingende version, som jeg optog på egen hånd.

- Jeg er godt tilfreds med musikken som ikon til programmet, om end den egentlige idé var også at have en akustisk variation af temaet til at afslutte programmet. Dette tager den danske musiker Peder og hans musik sig så af i stedet for nu, og jeg synes, at det er fremragende. Kan man ikke føre sin egen vision ud i virkeligheden, kan verden som regel gøre det bedre. Dette er også tilfældet her. Men jeg er og har altid været meget interesseret i jinglen som strukturel kompositionsform og vil meget gerne lave dem. Uheldigvis bliver jeg i disse dage kun sjældent spurgt eller hyret til sådanne opgaver.

Hvad er dine planer med hensyn til at udgive et nyt regulært album?

- Jamen "Mort Aux Vaches Ekstra" er skam et regulært album, eller i hvert tilfælde så regulært, som jeg kan lave det. Det strækker sig bare over ni fonogrammer. Hvis det giver mere mening, kan man kalde det for et ni-dobbelt album, selvom et ni-delt album klinger bedre i mine ører.

Hvis du ser tilbage på dine mange år som musiker, hvad står for dig så som det foreløbige højdepunkt?

- Jo, det er faktisk denne udgivelse. Den har taget syv år at udarbejde, og jeg synes, at den kan en hel masse, som jeg ikke er sikker på, hvor ender, hvilket jeg altid ser som en kvalitet. Dette er for en gangs skyld nyt land.

Hvad planer har du for den nærmeste fremtid?

- Jeg har jo åbnet en form for praksis i London, hvorfra jeg tilbyder mit arbejde. Dette agter jeg at fortsætte med. Jeg er hjemme fra 09:00 til 10:10 de fleste hverdage og vil gøre mit bedste for at løse de opgaver, folk giver mig. En liste over, hvad jeg kan, findes her.

- Derudover har jeg mine kompositionsstuderende på Det Jyske Musikkonservatorium, som jeg giver meget tid, men aldrig nok. Det er der en tidsmæssig og en økonomisk forklaring på, men det at være blevet skolelærer er for mig utroligt spændende, og jeg håber, at eleverne og jeg selv i samarbejde får defineret en begrebssamling, som vi kan anvende til at beskrive alt det nye, der omgiver os. Men der er lang vej endnu!

Har du en sidste kommentar?

- Hvis man ikke forstod noget af det her, så holder vi som sagt to forelæsninger på Andersen_s Contemporary i København den 16. og 17. november, og det er selvfølgelig gratis at komme ind.


Mere om den eksklusive indbundne udgave af "Mort Aux Vaches Ekstra" kan findes her.

Man kan også forsøge at erhverve sig materialet ved hjælp af gør-det-selv-metoden ved at søge på ‘Goodiepal’ her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA