x

Playliste: Her er maj måneds 11 essentielle sange

Playliste: Her er maj måneds 11 essentielle sange

Vi er i fuld gang med i en ny måned, og derfor tager vi et kig på månedens mest spændende sange indtil nu. Hør sangene på en playliste nedenfor via Spotify og Apple Music.

  1. The National - The System Only Dreams in Total Darkness

Til september udkommer albummet Sleep Well Beast, der bliver det syvende i rækken for amerikanske The National. Det vil følge op på Trouble Will Find Me, der udkom i 2013. 

  1. Haim - Want You Back

Der er fortrydelse at spore i vokalerne på Haim, der synger om tabt kærlighed på Want You Back. Nummeret er anden single fra deres kommende album Something To Tell You, der udkommer 7. juli i år. Udgivelsen kommer til at bryde fire års tavshed siden debutalbummet. 

  1. Flume - Hyperreal feat. Kucka

Efter udgivelsen af albummet Skin og to opfølgende ep’er, der indeholdt numre, som ikke figurerer på selve albummet, sætter Flume det sidste søm i Skin-kavalkaden. Det gør han med den atmosfæriske Hyperreal, der er bonustrack på vinyl-udgivelsen af Skin Companion II

  1. LCD Soundsystem - American Dream

Amerikanske LCD Soundsystem brød egentlig op tilbage i 2011, men har nu endnu et album i støbeskeen. Det bliver gruppens første siden This Is Happening fra 2010. De giver en smagsprøve på det nye materiale med dobbeltsinglen, der indeholder den synth-tunge og drømmende American Dream sammen med den pulserende Call the Police

  1. Sleep Party People - Fainting Spell

De nye toner fra Sleep Party People er både atmosfæriske, eklektiske og afbalancerede. Nummeret vil være at finde på det kommende album Lingering, der udkommer den 2. juni. 

  1. Grizzly Bear - Three Rings

Det ulmer hos Grizzly Bear. Siden april har de trukket spændingen med korte videoer og lydklip på deres Instagram-profil. Nu er den bedrøvelige Three Rings landet samtidig med annonceringen af et kommende album, der endnu ikke har fået hverken udgivelsesdato eller titel. 

  1. Pede B - Kodesprog feat. Artigeardit

Der bliver gravet ned i slang, når de to rappere mødes på grænsen af hver sin generation. Med selvironi og kløgtige ordspil får Pede B en lektion i nye slangord af den yngre Artigeardit. Nummeret er fra hans kommende album Sparring

  1. Bleachers - Everybody Lost Somebody

Frontmand Jack Antonoff mistede sin lillesøster, der døde af cancer i en alder af 13 år. Han bearbejder sorgen med et nummer, der paradoksalt nok kombinerer det sørgmodige med det sorgløse. Singlen kommer fra albummet Gone Now, der udkom i begyndelsen af juni. 

  1. Marcus Gordon - Byen

Den kun 19-årige sanger er et friskt skud i det danske vækstlag. Han debuterede med singlen Genudsendt for nogle måneder siden og er nu tilbage med det pulserende nummer Byen, der fortæller om hans skridt mod storbyen og musikken. 

  1. Miley Cyrus - Malibu

Miley Cyrus vender tilbage til sine countryrødder på Malibu, hvor hun fremtræder både afdæmpet og reflekterende. Det er endnu et vendepunkt for sangerinden, der på sit seneste album Miley Cyrus And Her Dead Petz fra 2015 eksperimenterede med musikken i selskab med The Flaming Lips. Nummeret er fra hendes endnu ikke navngivne sjette album. 

  1. Halsey - Eyes Closed

Det er The Weeknd, der fik improviseret sig frem til melodien på Eyes Closed under indspilningerne på sit seneste album Starboy. Nummeret er senere landet i hænderne på Halsey, der har bidraget med teksten og en tungsindig, mørklødet stemning, der sagtens kan associeres tilbage til The Weeknd. Singlen er fra Halseys seneste album Hopeless Fountain Kingdom, der udkom den 2. juni.

Hør sangene her:

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA