x

Soundgarden-interview fra 2012: Ridderne af The Soundtable rider igen

Soundgarden-interview fra 2012: Ridderne af The Soundtable rider igen

Vi mindes netop afdøde Chris Cornell med dette Soundgarden-interview fra 2012

Soundgarden har et nyt album på gaden for første gang i 16 år, og rockdyret spiller med musklerne på King Animal. Vi har mødt Chris Cornell og Ben Shepherd til et overblik over fortiden, nutiden og ikke mindst fremtiden for tilbagevendte Soundgarden.

Det har flere gange været blankt afvist, at Soundgarden skulle finde sammen igen efter bruddet i 1997. I 2007 sagde bandets på det tidspunkt daværende frontmand Chris Cornell til GAFFA om mulighederne for en Soundgarden-gendannelse:

– Pengene har aldrig været en drivkraft tidligere, ville ikke være det i dag og er i det hele taget det værst tænkelige grundlag for en genforening. Jeg tror, det aldrig kommer til at finde sted. Blandt andet fordi materialet er temmelig svært at spille; det ville ikke være let.

Og to år senere i 2009, lød det som følger fra den karismatiske sanger, hvis vokale formåen spænder over imponerende fire oktaver:

– Jeg føler, at jeg har været nok fastlåst i bandsammenhænge, det er jo en form for et låst scenario.

Så der er ingen reunion af Soundgarden på vej? Mange bands fra samme generation har jo fundet sammen igen, senest Faith No More?

– Det ser efterhånden ud til, at hvert år er "reunion year" (griner over hele hovedet). Synes hele tiden jeg får tilbud fra forskellige festivaler, der vil have reunions, men nej – der er ingen planer om en Soundgarden-reunion lige nu.

Men så pludselig allerede året efter – i 2010 – kunne man læse følgende besked på bandets officielle hjemmeside: "The 12 Year Break is Over and School is Back in Session. Sign up now. Knights of the Soundtable ride again!"

 

Ikke et nostalgi-foretagende

Siden har Soundgarden officielt været tilbage og selvom bandet – som størstedelen af de efterhånden mange gendannede bands derude – indtil videre har været aktive på livefronten, hvor publikum har kunnet opleve eller genopleve de gamle sange live, men sådan skulle det ikke blive ved med at være. For i stedet for at ridde på en nostalgi-bølge, hvor det først og fremmest er fortidens bedrifter, der holdes i hævd, har bandet siden 2010 arbejdet på et nyt, album, og den 12. i sidste måned, var Soundgardens første studiealbum siden Down On The Upside endelig at finde på hylderne i pladebutikkerne. Albummet har fået titlen King Animal, og med er de originale medlemmer Chris Cornell, Kim Thayil, Ben Shepherd og ikke mindst Matt Cameron, der siden 1998 også har siddet bag trommerne hos Seattle-kollegaerne i Pearl Jam.

Om albummet udtaler Chris Cornell: – Der er ikke noget som helst nostagisk over det, men det lyder stadig rigtig meget som os.

Lad os gå tilbage til begyndelsen på enden i 1996, hvor Soundgarden udgav Down On The Upside, der længe så ud til at blive bandets svanesang oven på det endelige gennembrud og den overvældende succes, bandet oplevede med forgængeren Superunknown, der kastede massive hits som Spoonman, The Day I Tried To Live og ikke mindst Black Hole Sun af sig. Verden lå for bandets fødder, og der har været mange spekulationer omkring, hvorfor de valgte at trække stikket på karrierens højdepunkt. Nogle af dem går på, at der var uenigheder mellem Chris Cornell og guitarist Kim Thayil over Cornells ønske om at fjerne sig lidt fra den tunge guitarlyd, der indtil da havde været en integreret del af bandets særlige udtryk – noget der i hvert fald var bemærkelsesværdigt på netop Down On The Upside. Der var også tale om interne spændinger i bandet, og om at den omfattende turnévirksomhed, der begav sig ud på, trættede dem, og adspurgt om netop dette, udtalte Chris Cornell:

– Vi nyder virkelig at turnere til et punkt, men så begynder det at føles kedeligt, fordi det simpelthen bliver for ensformigt. Det er som om, at fansene har betalt penge for at komme at se os spille sangene for dem, som var det første gang, vi spillede dem, og det er der, vi begynder at hade det.

Da Soundgarden den 9. april 1997 meddelte, at de gik i opløsning, sagde guitarist Kim Thayil:

– Det er helt tydeligt ud fra alle i bandets generelle attitude over det sidste halve år, at der har været en del utilfredshed, og trommeslager Matt Cameron udtalte, at bandet var blevet ædt op af industrien.

 

Det proaktive i at gøre som Hemmingway

Når GAFFA i år møder et par glade og afslappede Soundgarden-riddere i form af Chris Cornell og Ben Shepherd på 19. etage på SAS Radisson Hotel Royal i hjertet af København i anledning af udgivelsen af King Animal, er det imidlertid en anden forklaring, der melder sig til spørgsmålet om, hvorfor bandet gik i opløsning dengang.

Hvorfor gik I fra hinanden i første omgang? Var det bare ikke sjovt at være i Soundgarden længere?

Chris: – Vi lavede et rigtig fedt album med  Down On The Upside dengang tilbage i 1996. Det var en opfølger til en anden rigtig fed plade, som fjernede de musikalske stereotyper og båse, folk måtte have placeret Soundgarden i. Da Ben kom med i bandet i 1990, føltes vi endelig som en enhed, for vi gik igennem en periode, hvor Hiro (Yamamoto, red.) ikke rigtig bidrog med noget, og det gav mig mindre lyst til at lave musik. Det var virkelig svært, for når en person, der er en kreativ kraft i bandet holder op med at være det, kan man virkelig mærke det. Det bliver hurtigt et savnet element.

Ben: – Ja, da Kim fortalte mig, at Hiro gik ud af bandet, troede jeg, at I gik fra hinanden, for han var virkelig en essentiel del af det samlede udtryk.

Chris: – Ja, og da Ben så kom med blev en del af det kreative tomrum, der var i bandet, udfyldt af et nyt hele. Pludselig var vi igen fire fokuserede og kreative bandmedlemmer, plus at Bens tilgang til musik er helt hans egen, så der var også noget nyt og friskt over os, som vi ikke havde følt før. Det virkede helt skæbnebestemt, at det var lige præcis os fire, der skulle være med i bandet. Det gav perfekt mening.

Chris: – Superunknown smadrede nogle af de definerende aspekter af, hvem vi var. Det var et album, hvor vi havde muligheden for at bevise, at vi ikke bare var et eller andet band fra Seattle, men at vi faktisk var det af ”grunge”-bandsene, der havde eksisteret i længst tid, og som havde fået folk uden for byen til at fokusere på dens musikscene. Vi havde muligheden for at bevise, at vi som band fortjente at udgive en strøm af plader og være en vigtig reference i rock musikken. Og Down On The Upside var et nyt kapitel, der gik yderligere et stykke videre. Den plade var virkelig en enorm kreativ triumf for os. Den var et musikalsk og kunstnerisk højdepunkt, og sådan havde vi det alle sammen, og den har betydet meget for os alle i de 15 efterfølgende år, hvor vi ikke var Soundgarden. Vi forlod ikke vores musikalske arv liggende i en rygende bunke aske efter at have udgivet en række forfærdelige plader og skifte medlemmerne ud et efter et eller fyre hinanden. Det var der ikke noget af, haha! Vi stoppede, mens legen var god…

Ben: – Det var den proaktive ting at gøre…

Chris: – Det var den proaktive ting at gøre; at sige ”det her var fedt, men lad os stoppe her”. Der var ingen, der havde en sårlig smag i munden på noget tidspunkt.

Ben: – Nej, og det lod jo døren stå åben til, at vi kunne finde sammen igen, som vi jo har gjort nu.

Så I var alle på god fod, da I gik fra hinanden? 

Chris: – Helt sikkert, og hvis den sidste kreative oplevelse, man har haft sammen, har været en god en af slagsen, virker det ikke som så stor en udfordring at skulle begynde en ny igen… Hemmingway holdt for eksempel altid op med at skrive, før han løb tør for idéer i løbet af dagen. Han stoppede, når han havde lyst til at skrive et afsnit til. 

Ben: – Præcis. Så han kunne starte et sted, hvor idéerne bare strømmede til. 

Chris: – Ja, og jeg føler, det er præcis sådan, vi har haft det. Vi har endda lavet nogle arrangementer til et par sange, der har ligget siden 1996. Og selvom langt det meste på pladen er nyt, er der et enkelt af numrene fra den gang, der faktisk har fundet vej til albummet. A Thousand Days Before arbejdede vi på helt tilbage fra 1996, men den er først blevet færdig nu, haha!

 

At sælge ud?

Der er tydeligvis god stemning og begejstring over både det at have fundet sammen om musikken igen og om det færdige resultat af King Animal-indspilningerne, men erfaringerne med gendannede bands viser, at mange er gået fra hinanden igen – enten fordi kemien ikke holdt, eller fordi gendannelsen kun havde et tidsbegrænset omfang fra start. Og til spørgsmålet om hvorvidt gendannelsen er permanent, kommer der et svar med slet skjult sarkasme fra Shepherd, der ligger på sofaen iført solbriller, læderjakke og et lille smil:

– Nej, vi skal bare lige skumme fløden lidt, og så er vi snart væk igen. Cornell tilføjer i samme toneleje:

– Præcis, og så er der endda ingen, der betaler os for at lave det her presselort – det er noget værre pis, hvorefter han ikke kan holde en latter tilbage. Og shepherd slutter sig klukkende til ovre fra sit vandrette leje. Cornells smil går over i en mere seriøs mine, og han uddyber hele penge-spørgsmålet, som Soundgarden har fået mere end bare et par gange:

– Lad os sige, at det nu kun handlede om pengene for os; hvordan ville det så være anderledes? Jeg vil ikke overintellektualisere det, men ideen om at ”sælge ud” og skumme fløden på den musikalske ”arv”, man har efterladt, virker underlig, for hvis vi ikke havde været væk, men stadig havde været en aktiv del af vores egen musik i alle disse år, hvordan havde det så ikke været at skumme fløden på det i forhold til, hvad vi gør nu? Eller er det sådan, at hvis man har opbygget en ”arv” og som band går fra hinanden, så skal man bare holde sig fra den for altid, ellers er det at sælge ud? Også selvom man stadig har mange fans, der gerne vil høre musikken? Jeg tror også, det er en rock-ting. Rocken er meget selvbevidst, det er en musik-form, der kom fra garagen og fra en meget arbejder-præget verden. Og integritet betyder ikke nødvendigvis ikke at være succesfuld, men det har alligevel en snert af det. Selv for de folk, der var rockmusikere tilbage i 50’erne – som Elvis, der pludselig fik succes, kom det pludselig til at være de materielle ting; bilerne og pengene, der fik fokus i stedet for musikken. Bands som U2 og The Clash, der startede fra ingenting og hvis tekster og musik virkelig har nogle socialt bevidste ting på hjerte, har også været ude for, at deres fans ikke har brudt sig om – eller forstået, at de kunne have kommerciel succes, blive millionærer og stadig stå for de samme værdier, de gjorde, da de startede. The Clash måtte virkelig høre på meget lort. Hvis de spillede en stor koncert et sted, ville journalisterne altid spørge dem om, hvad de ville gøre med de penge de tjente på koncerten. Og selv de mest berømte rockmusikere i verden tjener ikke en brøkdel af de penge som alle de navneløse, ansigtsløse direktører i pladeselskaber rundt omkring i verden. Led Zeppelin var for eksempel på Atlantic Records, og selvom Led Zeppelin tjente en masse penge, var det altså kun en lille procentdel, af alle de penge, Atlantic Records tjente på at have bandet i deres stald. De fik kun toppen af isbjerget.

Det er som om, det på en eller anden måde er blevet ildeset, at musikere gerne vil tjene nogle penge, på den musik de laver.

Ben: – Ja, det er virkelig mærkeligt. Jeg forstår slet ikke den tankegang. De burde være efter alle de fucking våbenfirmaer, der tjener penge på ammunition og ting, der slår folk ihjel, i stedet for at lade kunstnere få deres pis i kog, for også at ville have til dagen og vejen. Det er fucked up!

Chris: – Hvis en person er en kunstner til at begynde med, kommer pengene ikke til at ændre noget. Faktisk bliver det kun gavnligt, for så kan personen kun fokusere på sin kunst og sin musik, og det burde vel være til glæde for alle. Så er der råd til at betale regninger, lys, vand, mad og tøj. Der hvor der er et negativt element i det, er når folk lader pengene distrahere sig. Det er sket for mig et par gange, hvor jeg har ladet pengene distrahere mig – altså de ting jeg kan gøre med dem, men der er ikke noget, der kan sammenlignes med den følelse, jeg får, når jeg skaber eller spiller musik.

Ben: – Jeg er helt sikker på, at vi vil lave flere plader sammen som Soundgarden. Der er slet ikke noget at rafle om der. 

 

King Animal og svaret på The White Album

Med King Animal har Chris, Kim, Matt og Ben begået en plade, der indeholder en masse klassiske Soundgarden-elementer, men som også prøver nogle nye ting af. Men hvordan hænger titlen sammen med det hele? Svaret skal noget overraskende findes i albummets visuelle akkompagnement: coveret.

Ben: – Titlen dukkede op, efter pladen var næsten helt færdig.

Chris: – Titlen kom til os, da vi så det næsten færdige cover, som Josh Graham har lavet. Han er en meget dygtig musiker, filmskaber og grafisk kunstner, vi har arbejdet med i et par år efterhånden. Han var faktisk færdig med coveret, før vi var færdige med pladen, og det var første gang i forbindelse med at navngive pladen, at det gik op for os at titlen også skulle passe til indpakningen, og siden indpakningen allerede var færdig, kunne vi jo lige så godt begynde at spekulere i de baner, og der dukkede King Animal op. Lige modsat Guns N’ Roses, der havde titlen Chinese Democracy liggende længe som det eneste. ”Tjah, jeg ved i hvert fald, hvad den skal hedde”, haha!

Tilbage i 1996 beskrev du, Chris, Down On The Upside, som jeres svar på The Beatles’ The White Album. Ser du stadig på det på den måde i dag?

Chris: – I dag ser jeg nok på det på en lidt anden måde, og jeg betragter måske egentlig mere Superunknown som vores White Album.

Okay. Har jeres arbejdsmetode ændet sig siden dengang?

Chris: – Ja, helt bestemt. Vi kan hver især skrive sange og bringer hele numre til bordet, men vi arrangerer og supplerer hinandens materiale alle sammen. På King Animal har vi skrevet og arrangeret alle sangene sammen i det samme rum. Vi har lagt til og trukket fra og kommet op med nye ting på stedet, og det har virkelig været en fed måde at gøre det på. 

Ben: – Mellem Superunknown og Down On The Upside besluttede vi os for at droppe alle mellemregningerne og stå for det meste selv, så på den måde blev Down On The Upside måske mere til Rubber Soul eller Revolver end The White Album, for vi var endelig fri for at betale en eller anden mellemmand og kunne koncentrere os om bandet. Vi beviste, at vi kunne klare os selv. 

Chris: – Ja, det var virkelig en stor frihed at opleve.

 

At tillade sig selv friheder

Da Soundgarden  tilbage i 1984 udsprang af The Shemps, bestod bandet af  bassist Hiro Yamamoto,  guitarist Kim Thayil og sanger og trommeslager (!) Chris Cornell. Men hvornår lod han stikkerne hvile til fordel for den seksstrengede? Cornell fortæller:

Chris: – Helt tilbage i starten sang jeg og spillede trommer samtidig, så det første, jeg gjorde, var at holde op med at spille trommer og så ellers bare at koncentrere mig om at synge. Og så tog Scott Sundquist over på trommerne…

Ben: – ”The Sun King”, plejede vi at kalde ham.

Chris: – Ja, det er rigtigt. Han er i øvrigt svensk. Da jeg stadig spillede trommer var jeg så småt begyndt at samle guitaren op, og jeg havde også skrevet et par sange på guitar i starten, og da jeg besluttede mig for at gøre noget mere ved det, var alle i bandet åbne for ideen. Kim, der jo er guitaristen i bandet, var for eksempel vildt positiv over, hvis jeg, der jo var trommeslager og sanger og ikke engang en særlig god guitarist på det tidspunkt, viste ham et eller andet, jeg syntes var fedt, på guitaren. I stedet for at forholde sig kritisk eller føle sig truet over det, var han lige så meget oppe at køre over det som alle andre, for han vidste, at det, der kom ud af det ville blive til en sang i hans band. Men sådan har han altid æret, hans bedømmelse af musik er udelukkende baseret på, hvordan han har det med musikken alene. Man kan være enig eller uenig med hans følelse omkring det, men det er altid hundrede procent ærligt fra hans side. Og hans entusiasme er altid ægte. Jeg spillede guitar på to sange, vi endte med at bruge på Screaming Life (ep fra 1987, red.) – det var første gang, vi indspillede noget, og det åbnede døren til, at alle havde flere roller i forhold til arrangementer og de samlede musikalske billede, og derfra føltes det som om, jeg bare skulle spille guitar. På en eller anden måde, ville det ikke gøre mig noget at eksperimentere med at spille mindre guitar live og tillade sangene at blive mere nedbarberede. De behøver ikke være perfekte gengivelser af, hvordan de lyder på pladerne. Jeg har det nærmest som om, jeg er begyndt at spille for meget guitar.

Virkelig? Det er interessant.

Ben: – Vi bør tillade os selv sådanne friheder for os selv.

Ja, man kan selvfølgelig altid prøve ting af, og se, om de fungerer.

Ben: – Ja, selv hvis de ikke fungerer, vil det føles godt, at have prøvet det af.

Chris: – Når vi for eksempel spiller Beyond The Wheel til en festival-koncert, har 90 procent af publikum ikke engang hørt nummeret før, fordi det er fra sådan en gammel plade (Ultramega OK fra 1988, red.). Og alligevel brænder det igennem, som var det et radio-hit, fordi folk tager så entusiastisk imod det, du ved.

 

Sidste nummer

King Animal lægger sig fint imellem de forskellige kvaliteter fra jeres tre sidste plader, men I prøver også nogle nye ting af. Blandt andet på afslutningsnummeret Rowing – hvor kom den sang fra?

Chris: – Ja, det er rigtigt. Det kom fra, at Ben spillede denne her vildt cool basfigur, og pludselig stod vi andre bare med instrumenterne i hænderne og lyttede til, hvad han havde gang i. Derefter skyndte vi os at lytte til optagelserne af, hvad han havde spillet for at lave en sang ud af det. Vi endte med at loope det og lagde et tromme-beat under det. Jeg brugte en dags tid på at lave en tekst og melodi til, og det skrev nærmest sig selv. Det var en meget inspireret proces – pludselig var sangen der bare. Men den er direkte da opstået af noget, Ben havde gang i. Jeg tror, det er en proces, mange bruger til at skrive sange; at tage en bestemt lydbid og gentage den og så ellers tilføje eller fjerne forskellige lag. 

Ben: – Det var sådan, Joy Division plejede at skrive sange. De plejede bare at jamme, og så ville Ian Curtis sige ”det stykke er godt, lad os bruge det!” og så ville de sætte deres sange sammen af de forskellige stykker, han pegede ud. Og så skrev han ellers tekster sideløbende med. Et af de bedste interviews, jeg har læst nogensinde, var med resten af bandet om, hvordan de plejede at skrive musik sammen med Ian. De ville gerne lyde som The Stooges, så de blev noget overraskede, da de hørte de færdigproducerede versioner af sangene. 

Haha, hvem vi I gerne lyde som?

Ben: – Som Soundgarden.

Chris: – Jeg tror, vi ville komme til at lyde som Soundgarden, selv hvis vi ikke ville det.

Ben: – Ja, selv hvis vi prøvede at lave en countryplade.

 

I mellemtiden

En oversigt over, hvad de forskellige bandmedlemmer lavede i den årrække, hvor der ikke fandtes et Soundgarden.

 

Chris Cornell  udgav i 1999 sit første studiealbum, Euphoria Morning, der siden blev efterfulgt af Carry On (2007) og den udskældte, Timbaland-producerede Scream (2009) samt live solo-albummet Songbook fra sidste år. I perioden 2001 – 2007 var Cornell desuden medlem af gruppen Audioslave, der ud over ham selv også bestod af de – på det tidspunkt – tidligere Rage Against The Machine-medlemmer Tom Morello, Tim Commerford og Brad Wilks. Gruppen udgav de tre album Audioslave (2002), Out Of Exile (2005) og Revelations (2006). Herudover har Chris Cornell leveret sangen You Know My Name til James Bond-filmen Casino Royale fra 2006 og lånt sin vokal ud til Slash på nummeret Promise fra sidstnævntes selvbetitlede album fra 2010.

Matt Cameron bidrog til plader med Hater og Wellweather Conspiracy, hvor Kim Thayil og Ben Shepherd bidrog til sidstnævnte. Han medvirkede blandt andet også på The Smashing Pumpkins album Adore (1998) og Chris Cornells Euphoria Morning. Som følge af Pearl Jam-trommeslager Jack Irons’ helbredsproblemer tog han med bandet på tour i 1998 og siden har han været fast medlem og medvirket på pladerne Binaural (2000) (der efter denne skribents ydmyge mening har en helt formidabel trommelyd), Riot Act (2002), Pearl Jam (2006) og Backspacer (2009).

Kim Thayil har selv udtalt, at han har brugt mange af de mellemliggende år på at leve hver dag, som om det var søndag. Dog ikke i Morrisseys pessimistiske anvendelse af udtrykket.

– Jeg har læst nogle bøger, tilbragt tid med familie og venner og arbejdet på forskellige projekter, du ved. De ting, man laver på en søndag, udtalte han til Rolling Stone i februar i år. Hvad det musikalske angår har han indspillet et album med No WTO Combo sammen med Jello Biafra og Krist Noveselic og leveret bidrag til nummeret Blood Swamp fra Boris og Sunn O)))s fællesudgivelse Altar fra 2006 samt indspillet med Dave Grohls metal-projekt Probot.

Ben Shepherds musikalske gøremål inden genforeningen har også været af lidt tilbageholdende karakter. I 1997 medvirkede han på den første af Josh Hommes Dessert Sessions-udgivelser og i 2001 samarbejdede han med Mark Lanegan på dennes album fremragende  Field Songs. Før det blev annonceret, at Soundgarden vendte tilbage, indspillede Shepherd desuden sit solo-debut-album, der stadig har til gode at se dagens lys og pladebutikkernes hylder. Ud over det rent musikalske har Shepherd syslet med at skrive lidt, og han åbnede også baren Hazlewood i Seattle.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA