x

Sweden Rock Festival-reportage: Let the Music do the Talking ...

Sweden Rock Festival-reportage: Let the Music do the Talking ...

Sweden Rock Festival åbnede i år portene for 26. gang, og det endnu engang med 32.000 musikhungrende rockfans fra over 50 lande. Vejrudsigten lignende til forveksling en festival i det danske sommerland, men bortset fra koncerten med Black Star Riders natten til torsdag, der druknede i silende regn, holdt rockguderne hånden over os og gav os tilmed smukt sommervejr, hvilket jo er en god baggrund for fire dage med et overflødighedshorn af fede navne på den 80+ bands store festivalplakat.

Sweden Rock Festival er juleaften for fans af rock af forskellig art, og der var absolut lidt for enhver smag fra hård metal til melodisk rock af den pænere slags. Festivalen blev vanen tro afviklet på smukkeste vis, med enkelte kritikpunkter. Trods de små ridser blev festivalen endnu engang gennemført i verdensklasse og med "verdens bedste publikum", som festivalen promoverer sig på. Stemningen var i top, og der blev taget hensyn til hinanden. Det virkede desuden, som om flere danskere efterhånden har fået øjnene op for festivalen.

For det første havde Sweden Rock valgt at genindsætte den høje catwalk på Festival Stage, hvilket er en uforståelig beslutning, da den blokerede for udsynet, med mindre man stod på 100 meters afstand. Desværre betød det, at koncerterne blev mindre nærværende for publikum og slet ikke på niveau med koncerterne på de øvrige scener. Det fungerede for hovednavnene, da de havde stort anlagte shows med masser af sceneshow, men slet ikke for de øvrige. Koncerter handler om være i kontakt med publikum og komme ud over scenekanten, og så nytter det ikke, at man ikke kan se hen over scenekanten!

Et andet kritikpunkt kunne være udvalget af mad, der stort set bestod af burgere i alle afskygninger, pommes frites, pizza mv. Kun de asiatiske køkkener sejlede ikke i fedt. Så er fire dage satme lang tid, med mindre man havde lyst til at spise nudler og ris tre gange i døgnet!

Festivalen skal derimod roses for det store sikkerhedsarbejde set i lyset af den seneste tids voldsomme terrorhandlinger rundt omkring i Europa. Alle blev grundigt visiteret, og festivalen var konstant omringet af svært bevæbnede politifolk. Sørgeligt, men desværre nødvendigt. Det hele skete diskret og alt forløb smertefrit.

På plakaten i 2017 var der vanen tro både de store veletablerede navne, de pladeaktuelle bands samt godbidder for rigtige rocknørder, dvs. bands vi sjældent ser på disse breddegrader. Med 80+ bands er Sweden Rock en stor festival, så jeg var i sagens natur ikke i nærheden af alle koncerter. Jeg så 25% af koncerterne fuldt ud plus det løse. Igen i år valgte jeg efter interesse og forventninger. Jeg anmelder ikke bands, jeg ikke bryder mig om, da alle skal have en fair behandling.

 

The Headliners

AEROSMITH ****** (6 stjerner)

Efter det brag af en koncert, Aerosmith leverede i Royal Arena Grundlovsdag, var jeg spændt på, om de gamle drenge kunne toppe den oplevelse. Det kunne de og lidt til. Det var en magtdemonstration af de store, da Aerosmith headlinede torsdag aften.

Meget bedre lyd gjorde oplevelsen total. Den 69-årige forsanger Steven Tyler styrede løjerne på forbilledlig vis. Den energi, autoritet og det engagement ses ikke ofte. Han skal nu ikke have hele æren, for Aerosmith, der fortsat består af samtlige fem originalmedlemmer plus en til lejligheden medbragt keyboardspiller, spillede ganske enkelt røven ud af bukserne på de fleste bands. Guitarvirtuos Joe Perry sprøjtede den ene solo efter den anden ud af ærmet ofte i duel med Brad Whitford, der trods sin mere afdæmpede fremtoning også lynede på guitaren. Rytmesektionen er tight og steady as a rock. Trommeslager Joey Kramer ser dog ind imellem ud, som om han er lige ved at kollapse, men jeg tror egentlig bare, at han giver sig fuldt ud, da han altid ser lidt lidende ud.

Som i Royal Arena satte de koncerten i gang med "Let the Music do the Talking" og "Young Lust", der endnu engang sparkede alvorligt røv. Koncerten var primært bygget op omkring 80'er- og 90’er-udgivelserne "Permanent Vacation", "Pump" og "Get a Grip", men der var ændret lidt på sætlisten i forhold til København, hvilket gav et glædeligt større fokus på 70'erne og livealbummet "Bootleg", der er et af de "store" livealbums fra tiden, lige inden stoffer tog livet af Aerosmith for en rum tid. Så midten af koncerten blev en parade af godbidder såsom "Mama Kin", "Back in the Saddle", "Chip Away the Stone" og "Sweet Emotion", der alle er at finde på "Bootleg". "Ragdoll" swinger som ind i helvede, og Aerosmiths udgave af Beatles-klassikeren "Come Together" sidder lige i rockskabet. Koncerten slutter med "Dude (Looks Like a Lady)", der vel meget passende leder tankerne hen på Steven Tyler, der som vanligt lignede en forhekset spåkone i sine spraglede gevandter.

Steven Tyler kom op af gulvet og satte sig ved klaveret, og vi fik en fantastisk smuk "Dream On". Joe Perry kravlede op på klaveret, og vi fik guitarsolo for alle pengene. Efter lidt jam i James Browns "Mother Popcorn" steg temperaturen blandt publikum, da de sluttede hele herligheden med den skønne "Walk This Way". Aerosmith er måske stadig det mest cool band på rocktoppen i dag, og om ikke andet var de det denne smukke sommeraften i Sverige. Turen hedder Aero-Viderci! Så må vi bare håbe, at de ikke trækker sig tilbage, da vi er mange, der slet ikke er færdige med Aerosmith.

 

SCORPIONS ***** (5 stjerner)

Scorpions har lige igangsat deres Crazy World Tour 2017, der den 29. november rammer Royal Arena i København. At dømme efter denne aften kan du roligt anskaffe dig en billet, da Scorpions efter nyligt ankomne Mikkey Dee (tidligere Motörhead) på trommer er blevet mere sprudlende end nogensinde. Mikkey Dee har tilført Scorpions lidt saft og kraft, og det klæder absolut de tyske rockhelte.

Tankerne gik tilbage til første gang, jeg så dem som opvarmning til The Sweet i Brøndbyhallen for 42 år siden i 1975. Først og fremmest kunne jeg konstatere, at Klaus Meine stadig har en af de mest karakteristiske stemmer på rock himlen, og den var intakt. Derudover er Rudolf Schenker med årerne blevet kombineret rytme- og lead-guitarist. Bandet var tight og samspillet fungerede perfekt.

Sætlisten var stort set den samme som på Copenhell 2016, og bestod som altid af en kombination af hard rock og rockballader, som kun Scorpions laver dem. Ny i sættet var "Bad Boys Running Wild", "Can't Get Enough", "Coming Home" og deres hyldest til Lemmy og Motörhead, "Overkill”. Sidstnævnte skal de måske øve sig lidt mere på, da den virkede en anelse rodet og uden den power, det nummer skal have.

Om man er til akustisk er smag og behag, men jeg synes faktisk, at Scorpions slap godt fra det afbræk, det akustiske sæt blev i en højhastighedskoncert. Først fik vi en smagsprøve på lead-guitarist Mathias Jabs kunnen i instrumentalnummeret "Delicate Dance", før stilheden sænkede sig, og vi fik "Always Somewhere", "Eye of the Storm", "Send Me an Angel" og "Wind of Change" i rækkefølge. Det akustiske sæt blev spillet meget overbevisende, og publikum kvitterede da også med højlydt fællessang.

Vi får selvfølgelig Scorpions-klassikerne "Make It Real", "The Zoo", "Blackout", "Big City Nights", balladen "Still Loving You" og som rosinen i pølse enden "Rock You Like A Hurricane".

En super koncert, der dog mister en stjerne, da der var skønhedsfejl, og så spillede de bare for lavt. Det var også en anelse forudsigeligt, men den tyske rockmaskine er velsmurt, og man kigger ikke på klokken, og det er en god indikator.

 

BLACK STAR RIDERS ***** (5 stjerner)

Black Star Riders er bygget op omkring den tidligere Thin Lizzy guitarist Scott Gorham samt duoen Rick Warwick (vokal, guitar) og Damon Johnson (lead guitar). Efter 3 super gode albums er det endelig lykkedes dem at skabe deres egen sound, der selvfølgelig er inspireret af Thin Lizzy.

Koncerten blev desværre afviklet i silende regn, hvilket lagde en naturlig dæmper på publikum, men på scenen blev der fyret max op for rockfyret. BSR er ganske enkelt et gedigent rockband. Rendyrket rock spillet med stort overskud og kompetence. Scott Gorham kan stadig flashe den ene solo efter den anden, og Damon Johnson er en super cool guitarist, der mestrer riffs på den fede måde.

Koncerten var bygget op omkring deres nyeste album "Heavy Fire" blandet med numre fra de to første albums. BSR spillede da også kun to sange fra Thin Lizzy-tiden, "The Boys are Back in Town" og "Whisky in the Jar" ud af i alt 19 numre spillet. Respekt for, at BSR satser benhårdt på deres eget materiale.

Synd, at kun nogle få hundrede fans trodsede regnen helt til afslutningen, for dette band fortjener opmærksomhed, for de brænder for sagen og leverer hver gang.

Udover Aerosmith, Scorpions og Black Star Riders var svenske In Flames hovednavn. Dem anmelder jeg ikke, da jeg ikke kan skrive en fair anmeldelse, da jeg ikke bryder mig om dem.

Nogle af de øvrige koncerter i hovedtræk:

 

RATT ****** (6 stjerner)

Ratt har aldrig kunnet enes, og deres historie er både lang, tragisk og fyldt med tabte muligheder. Ratt har de seneste år kæmpet en kamp om navnet med bandets oprindelige trommeslager Bobby Blotzer. Han gad ikke vente på, at de andre fik nosset sig sammen og endte paradoksalt nok ude i kulden, så nu har Jimmy DeGrasso (tidligere Black Star Riders) overtaget hans plads i Ratt, der består af de oprindelige medlemmer, sanger Stephen Pearcy, guitarist Warren DeMartini og bassist Juan Croucier. Endelig er den tidligere Quiet Riot-guitarist Carlos Cavazo med i Ratt i stedet for Robbin Crosby, der døde af en heroinoverdosis tilbage i 2002.

Man fristes til at sige, at man aldrig rigtig ved, om Ratt stiller op, før de rent faktisk står på scenen. De gjorde de så på Sweden Rock i år. Måske at den virak om bandet og alle de interne intriger var medvirkende til, at bandet virkede sultne, når de endelig stod på scenen, for jeg skal da lige love for, at de hamrede derudad. Sanger Stephen Pearcy vandrede nonchalant rundt på scenen og var Mr. Cool himself og med en stemme, der stadig lyder autentisk. Warren DeMartini og Carlos Cavazo langede den ene solo efter den anden ud over scenekanten. Det var råt, det var eksplosivt, og det var Ratt'n'Roll. Jeg havde forventet en høj performance inden showet, men jeg blev blæst tilbage af deres energi og deres spilleglæde.

Ratt kom det meste af deres karriere igennem. "Way Cool Jr.", "You're in Love", "Body Talk", "Round and Round" m.fl. sendte trykbølger ud over festivalpladsen og skabte en fest foran scenen. Vi har ventet længe på dette gensyn, og det var klart ventetiden værd. Spørgsmålet er så, om det var sidste gang. Det vil tiden vise.

 

DORO PESCH's WARLOCK ****** (6 stjerner)

Tyske metal queen Doro Pesch har offentlig proklameret, at hun har viet sit liv til at spille rock og underholde os alle med metal. Hun har samlet en samling kompetente musikere, der brænder 110% for sagen. Denne tour er så et flashback til tiden i Warlock, hvorfor bandet er suppleret med Warlock-guitaristen Tommy Bolan.

Seks stjerner lyder måske af meget, men Doro leverede live ud over, hvad man kan forlange af en heavy metal-koncert. Det var uhyre effektivt, det var medrivende, det var catchy, og det var heavy metal, hvor alle kan være med. Synd at hun på plade ikke kan genskabe det engagement og den spilleglæde, der kom frem live. 

Vi fik selvfølgelig en lang række af de bedste Warlock-numre som "East Meets West", "All We Are", True As Steel" og "I Rule the Ruins". Oven i hatten fik vi den smukke ballade "Für Immer" og til sidst en omorganiseret udgave af Judas Priest-klassikeren "Breaking the Law". Doro burde som et andet cirkus turnere kloden en gang om året, så vi alle kunne få et metalfix.

  

IAN HUNTER & THE RANT BAND ***** (5 stjerner)

Ian Hunter var med sine 78 år ældste deltager på Sweden Rock, så vidt jeg ved. Man skulle ellers have troet, at tiden i Mott The Hoople med stoffer og excentrisk livsstil i 70'erne for længst havde taget livet af ham, men der stod han frisk som en havørn og sang "Once Bitten, Twice Shy". I det hele taget var han nærværende, humoristisk og havde medtaget et band bestående af musikere, der kunne deres kram.

Vi fik en god blanding af numre fra hans lange karriere. De bedste var dog fra tiden i førnævnte Mott The Hoople, "Bastard", "All the Way From Memphis" og den evigt fede "All the Young Dudes". Jeg havde glædet mig til at se, hvad han kunne, og jeg blev klart positivt overrasket.

 

THUNDER ***** (5 stjerner)

Engelske Thunder er et af de bands, som man glæder sig til, men hvor man ikke forventer, at træerne vokser ind i himlen ... og hver gang sparker de benene væk under en. Det er i sjælden grad tight. Det swinger for vildt, og man bliver glad i låget over deres åbenlyse glæde ved at spille rendyrket rock, som da far var dreng.

Både de nye numre "Wonder Days" og "Enemy Inside" sidder lige i rockskabet side om side med gamle klassikere som "Backstreet Symphony" og "Higher Ground". Bedst blev de dog på den super seje "Serpentine", hvor man skal passe på speederen, hvis man sidder en sen aften på motorvejen.

 

SWEDEN ROCK SYMPHONY ORCHESTRA **** (4 stjerner)

Som noget nyt havde Sweden Rock indbudt et symfoniorkester til at spille sammen med svenske Freak Kitchen og med indbudte sangere fra ind- og udland. En rigtig god ide, der virkede i virkeligheden og som trak mange tilskuere.

Først var det den tidligere Uriah Heep-sanger John Lawton, der sang to Uriah Heep-klassikere. Han sang "July Morning" og "Easy Livin'", hvilket begge er sange fra en anden tid end hans egen tid i bandet. Det var sgu lidt pinligt, og det virkede heller ikke særligt overbevisende. Nu var det et one-off gig, så det var det. Ellers ville jeg have skrevet, at det var en ommer, men lad det nu ligge.

Næste levende billede var den tidligere Nightwish-sangerinde Tarja Turunen, hvilket omvendt fungerede supergodt. Hun startede med sin egen "Love to Hate" efterfulgt af Nightwish-klassikeren "Nemo". Tarja er som skabt til denne konstellation, og det var rigtig fedt at opleve hende med et symfoniorkester i ryggen. Jeg ville gerne have haft lidt flere numre, men der var kun to numre til hver.

Så blev det Joe Lynn Turners tur; kendt fra Rainbow, Deep Purple m.fl. Med tanke på førnævnte John Lawton havde jeg frygtet, at vi skulle høre "Smoke on the Water", men han havde valgt to numre, han selv har medvirket på. "Rising Force" fra tiden hos Yngwie Malmsteen og "I Surrender" fra tiden i Rainbow. Særligt "Rising Force" fungerede perfekt og der var saft og kraft i samspillet mellem symfoni orkester, bandet og Joe Lynn i front. Vi fik også lidt keyboardsolo fra kapelmester Mark Stanway.

Så kom Dan McCafferty, der af helbredsmæssige årsager måtte forlade Nazareth i 2013. Det var godt at se legenden, men ikke godt at se ham sidde på en stol næsten ude af stand til at bevæge sig. Det blev sgu lidt patetisk at høre "Love Hurts" med bævrende stemme. Så fungerede det trods alt lidt bedre på "This Flight Tonight", der også passede bedre til symfoniorkestret. Kedelig måde at slutte sin karriere på. Helt og aldeles uværdigt.

De sidste to sangere var svenske Peter Tägtgren fra blandt andet Pain og ligeledes svenske Joacim Cans fra Hammerfall. Lidt mærkeligt at sætte disse to sammen med de øvrige 4 stjerner, men nu er jeg jo heller ikke svensker. Peter Tägtgren virkede nedladende over for projektet, hvorimod Joacim Cans gjorde det godt.

 

STEEL PANTHER *** (3 stjerner)

Det var sjette gang, jeg så Steel Panther, og det bliver det desværre ikke bedre af. Jeg må indrømme, at det er svært at bevare en passende grimasse over for dette charmerende band, der egentlig spiller ganske udmærket og absolut har humoren med.

MEN det bliver desværre så fortærsket, at jeg mistede interessen lidt. Problemet var også, at det var sjofelt og kinky, men samtidig var det pænt og harmløst. Jeg manglede sgu noget power og mandehørm i stedet for den lidt fimsede tilgang på trods af, at deres ordforråd for det meste består af pik, fisse, blowjob etc.

Jeg havde faktisk ikke troet, at denne "joke" kunne fortsætte så længe, som den har gjort. En af mine venner på festivalen sagde, at det var fordi, jeg drak for lidt Pisang Ambon nu om dage. Det er sgu nok der, hunden ligger begravet. Steel Panther skal ses, når man har drukket sig en pind i øret, og hvor man så sænker barren for, hvad der er humor og hvad der bare er humor i forklædning. Nuvel de spiller som nævnt godt og har gode numre, men kom nu lidt videre for helvede ... deres nye plade hedder i øvrigt "Lower the Bar"!

Derudover så jeg HARDLINE (5 stjerner), DARE (4 stjerner), KIX (4 stjerner), TREAT (4 stjerner), WISHBONE ASH (3 stjerner), GOTTHARD (3 stjerner), EDGUY (3 stjerner), HELIX (3 stjerner), ART NATION (2 stjerner), METAL CHURCH (2 stjerner) og VENOM (1 stjerne).

Sweden Rock Festival 2018 pågår i dagene 6.-9. juni 2018 kun to timers kørsel fra København. Book allerede nu i kalenderen og vær opmærksom på, at det allerede måneder inden er stort umuligt at opdrive et hotelværelse i den weekend, så book i god tid. Heja Sverige ... vi ses i 2018! Tak for i år!

 

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA