x

Nekrolog: Prodigy fra Mobb Deep 1974-2017

Nekrolog: Prodigy fra Mobb Deep 1974-2017

Albert “Prodigy” Johnson fra Mobb Deep døde 20. juni 2017. Han efterlader et fingeraftryk på hiphop og musikindustrien, der er langt større end det umiddelbart er blevet dokumenteret gennem hans blot 42 år lange, tumultariske liv.

I hiphopkulturen er det ikke usædvanligt at kunstnerne dør i en ung alder. Oftest forbinder vi deres bortgang med vilde pistolattentater, som det var tilfældet med Notorious BIG, Big L, Jam Master Jay og den biografaktuelle Tupac Shakur. Sådan havde de fleste nok forventet Prodigy også ville ende, hvis han skulle tidligt herfra. I stedet blev det - efter alt at dømme - et livslangt sygdomsforløb, der til sidst blev han skæbne.  

Vokset op mellem kunst og kriminalitet

Prodigy voksede op i det sociale boligbyggeri Queensbridge Housing Projects i New York, et sted der skulle blive omdrejningspunktet for hans musikalske identitet. Han blev tidligt interesseret i kunst, særligt igennem bedstemoderens danseskole, hvor han både dansede step og ballet, men som han beskriver i selvbiografien "My Infamous Life" var han lige så fascineret af kriminalitet som kreativitet og så op til kvartereret pushere.

Allerede dengang var Queensbridge kendt for sine rapstjerner som Marley Marl, MC Shan, Roxanne Shante og Prodigy, som kan oversættes til vidunderbarn, fandt tidligt ud af han havde flair for at rappe. Som ganske ung teenager indspillede han et rapvers til r’n’b-gruppen Hi-Fives nummer Too Young, der endte på "Boyz N The Hood" soundtracket i 1991. Det var dog først da han mødte Kejuan Muchita, senere kendt som Havoc, og de sammen dannede duoen Mobb Deep, at han for alvor fandt sit ståsted. De blev kåret til månedens Unsigned Hype i hiphopmagasinet The Source, hvilket dengang var en stor ære, og udgav i 1993 albummet "Juvenile Hell" - et overset album, der, til trods for produktioner fra DJ Premier og Large Professor, dengang blev sat i kategorien børnerap, særligt på grund af titlen.

Shook Ones II: Chokerende ægte

Det reelle gennembrud kom med det andet album, det karrieredefinerende “The Infamous” fra 1995.  Gruppen overtog selv ansvaret for produktionerne med Havoc som hovedkraften og herpå indkapslede de med dystre melodier og slæbende jazzsamples den forråede, tillokkende stemning af Queensbridge. Med beskrivelser som “There's a war goin' on outside no man is safe from. You could run, but you can't hide forever” på nummeret Survival of the Fittest, blev det en slags seriøs, dyster modpol til NWA’s Compton. Mobb Deep bliver dermed en vigtig brik i New Yorks genkomst efter westcoast-rappens indmarch og som en af de få grupper laver de helt eksplicitte diss-numre til Snoop Dogg og Tupac.

Albummets hjørnesten er nummeret Shook Ones pt. II, hvorpå Prodigy leverer et fænomenalt indledende vers. Den indledende linje “I got you stuck off the realness”, står alene uden at blive rimet på, hvilket understreger udsagnets værdi, hvorefter han bevæger sig ind i en socialrealistisk beskrivelse af hverdagen fyldt med kriminalitet og en udpenslet aggression, hvor ofte citerede linjer som “Rock you in your face stab your brain with your nosebone” fremstår skæmmende ægte. I stedet for datidens tendens til at råbe et enkelte ord i omkvædet, bliver refrænet “Son they shook, cause ain’t no such thing as halfway crooks” forlænget over otte takter, der rappes i næsten samme afmålte toneleje, hvad der efterfølgende blev stilskabende. Kombinationen af det atonale klaverstykke og de voldsomme, men afdæmpede tekster har givet nummeret klassikerstatus. Meget sigende om nummerets indflydelse bruger Eminem da også Shook Ones til både at indlede og afslutte sin fortælling i blockbusteren "8 Mile".  

Det var i samme tid jeg gik fra blot at høre rap til identificere mig selv som hiphopper. På godt og ondt er grupper som Mobb Deep, der ligger udenfor mainstreamen og som man skal investere tid i, og måske endda kan provokere ens forældre, noget af det bindingsværk, der gav tidens teenagere fællesstof og vi dyrkede "The Infamous" som tidligere generationer havde dyrket Jimi Hendrix og Miles Davis - mestre indenfor deres genre. 

Derfor kom det som ikke så lille en overraskelse, at se Mobb Deep buste rim live i datidens nyhedskanal Yo! MTV Raps og se hvor små de to medlemmer, der fremstod som New Yorks største gangstere var i virkeligheden. 

Pistoler og hospitalssenge

Den mest centrale linje på Shook Ones er udsagnet “I’m only nineteen but my mind is old”. I samtiden blev det betragtet som en direkte reference til den daglige kamp i ghettoen, men formentlig også har hentydet til et hårdt liv med seglcelleanæmi, en medfødt sygdom, der udtrætter og tærer, kræver konstant behandling og blodtransfusion. I sin biografi beskriver Prodigy kampen med sygdommen som et forløb ind og ud af hospitaler. Imens bliver Prodigys position i byen mere udfordret. Han har stadig ikke flyttet sig væk fra det kriminelle miljø og som han skriver “It was tremendous, everybody in Queens Bridge was a drug dealer”.     

Opfølgeren Hell On Earth bliver ligeledes en succes og cementerer Mobb Deeps ry som leverandører af hård, autentisk New Yorker-rap og deres dunn-slang imiteres verden over. Omkring årtusindskiftet vælger han dog at stå på egne ben med albummet “H.N.I.C” - en forkortelse for Head Nigga In Charge. Det er et overraskende helstøbt album, hvor Prodigy selv har produceret en del af musikken. Det største hit derfra er dog lavet af produceren Alchemist fra Los Angeles, der efterhånden har fået en forkærlighed for at producere Queensbridge-rappere. Nummeret Keep It Thoro stråler uden omkvæd som en hardcore gangsta-kroning af Prodigy som solorapper over pompøse horn og fængende keyboard.     

I krig med musikindustrien - i ballettøj 

Det hører med historien om Prodigy, at han fik et ordentlig hak i tuden, da Jay-Z i sin storhedstid vælger et noget ekstraordinært våben i beefen med Mobb Deep. Da Jay-Z spiller til Hot 97’s Summer Jam-fest i 2001 debuterer han det Kanye West-producerede nummer Take Over. Ud over en stribe rammende disses til Mobb Deep, fremviser han på den gigantiske bagskærm et billede af en ung Prodigy i stramt ballettøj, formentlig taget på bedstemoderens skole - et billede, der ligger milevidt fra Mobb Deeps image. Mobb Deep svarer naturligvis igen og man kan sagtens argumentere for, at de har haft en gigantisk indflydelse på Jay-Z’s lyd, men ikke desto mindre står han for eftertiden som sejrherre, især efter han på MTV Unplugged fremfører nummeret mens Roots spiller en live-version af Shook Ones.       

Prodigy har dog andre problemer end verbale. Med en evne til konstant at involvere sig i beef både i musikbranchen og på gadeplan, er det som om han leger med ilden. Til trods for Mobb Deep får karrierens bedste pladekontrakt med 50 Cents G-Unit Records, har han efter sigende kløe i aftrækkerfingeren og akkumulerer en mængde anholdelser for ulovlig våbenbesiddelse Til sidst ender han med at sidde tre år i fængsel mellem 2008 og 2011.

Fængslende tanker

Det er mens han sidder i fængsel, at han skriver sin biografi, der giver et indblik i hans sammensatte personlighed. My Infamous Life er en voldsom og ofte selvinkriminerende fortælling. Han er ikke bleg for at fortælle om sine egne nederlag som da han og Nas skriver rim sammen og det går op for ham, hvor meget dygtigere Nas er som tekstforfatter, eller da han næsten er på vej i seng med Lil Kim, for blot at blive afvist til sidst.

Det er dog kampen med seglcelleanæmi, der fylder mest og man mærker, at Prodigy konstant føler sig presset af sygdommen, der svækker ham. Desuden udpensler, og måske overdriver, han partneren Havocs alkoholisme, hvilket betyder Mobb Deep rager uklar efter Prodigys løsladelse. Det sker under stor mediebevågenhed, da Havoc lægger en stribe svinere til Prodigy på sin Twitter, og blandt andet antyder, at Prodigy har haft en mandlig kæreste i fængslet.      

Til trods for den megen modgang, er det som om Prodigys musik, især som solokunstner bliver stærkere og stærkere. Såvel “Bumpy Johnson”-albummet samt hans udgivelser med Alchemist som “Return of the Mac” og “Albert Einstein” er nogle af karrierens stærkeste. Sindet er fyldt af mistro til alle former for systemer, især den amerikanske stat og teksterne fyldes med konspirationsteorier. Hans stemme får mere patina og autoritet så den matcher det gamle sind, han er født med.

Da Søndermarken blev stuck off the realness

Mobb Deep genforenes ligeledes, hvilket fører til deres sidste Danmarksbesøg. Det var meningen gruppen skulle have spillet til den legendariske hiphopfestival SubKult 96, hvilket desværre blev aflyst, da det ville have været lige i kølvandet på gennembruddet med The Infamous. Til gengæld kommer de i 2005 og spiller i Amager Bio sammen med Digable Planets og returnerer i 2014 til samme spillested.

Deres største koncert på dansk jord bliver dog til Vanguard Music Festival, hvor de headliner udendørs musikfestivalen i Søndermarken. Det må siges at være noget af en omvæltning for to hiphoppere fra betonen, at skulle spille i folkeparken omgivet af gamle egetræer. Jeg havde selv æren af at være konferencier til festivalen og mødte derfor Prodigy og Havoc før koncerten. Ud over igen at konstatere hvor små de store gangstahelte var, var det en fornøjelse at se dem i så strålende humør og hvordan de så ud til at nyde hinandens selskab igen. 

Mobb Deep leverede de en forrygende koncert, hvor højdepunktet ubetinget var fremførelsen af Shook Ones pt. II, hvor legenderne M.O.P. og DJ Premier, der havde spillet tidligere på dagen, sluttede sig til gruppen på scenen i spontan begejstring. 

En menneskealder på papirets linjer

Allerede kort efter sin død er Albert “Prodigy” Johnson blevet æret ved BET Awards, hvor Kendrick Lamar fortalte hvor stor påvirkning Mobb Deep havde på ham. I den kommende tid, vil det formentlig vise sig, hvor stor hans popularitet og indflydelse var. Fra den gamle til den nye generation, var han en respekteret rapper. En af gangsta-rappens gudfædre, Ice-T har i flere år kaldt Prodigy for sin yndlingsrapper og den talentfulde Pusha-T, der selv leverer nogle af de mest levende beskrivelser af gangsterlivet i sine tekster, konstaterer at hans musik aldrig ville have haft samme lyd uden “The Infamous”-albummet.  

Efter blot 42 år på planeten, forlader Prodigy os med et eftermæle af rim, der fortjener at blive hørt og husket. Som han koldt konstaterede: “I put my lifetime in between the papers lines”. Her følger afslutningvis hans vers fra netop Shook Ones pt. II...  

"I got you stuck off the realness, we be the infamous
you heard of us
official Queensbridge murderers
the Mobb comes equipped with warfare, beware
of my crime family who got nuff shots to share
for all of those who wanna profile and pose
rock you in your face, stab your brain wit' your nosebone
you all alone in these streets, cousin
every man for theirself in this land we be gunnin'
and keep them shook crews runnin'
like they supposed to
they come around but they never come close to
I can see it inside your face
you're in the wrong place
cowards like you just get they're whole body laced up
with bullet holes and such
speak the wrong words man and you will get touched
you can put your whole army against my team and
I guarantee you it'll be your very last time breathin'
your simple words just don't move me
you're minor, we're major
you all up in the game and don't deserve to be a player
don't make me have to call your name out
your crew is featherweight
my gunshots'll make you levitate
I'm only nineteen but my mind is old
and when the things get for real my warm heart turns cold
another nigga deceased, another story gets told
it ain't nothin' really
hey, yo dun spark the Phillie
so I can get my mind off these yellowbacked niggas
why they still alive I don't know, go figure
meanwhile back in Queens the realness is foundation
if I die I couldn't choose a better location
when the slugs penetrate you feel a burning sensation
getting closer to God in a tight situation
now, take these words home and think it through
or the next rhyme I write might be about you

Son, they shook...
'cause ain't no such things as halfway crooks
scared to death, scared to look
they shook
'cause ain't no such things as halfway crooks
scared to death, scared to look

livin' the live that of diamonds and guns
there's numerous ways you can choose to earn funds...earn funds
some of 'em get shot, locked down and turn nuns
cowardly hearts end straight up shook ones...shook ones
he ain't a crook son, he's just a shook one...shook one..."     


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA