x

moi Caprices turnedagbog fra Vietnam kapitel 2

moi Caprices turnedagbog fra Vietnam kapitel 2

Efter at vi sidst aflagde rapport fra det vietnamesiske, gik alting pludselig utroligt stærkt, og der var ikke megen tid eller internetmulighed til at skrive videre, så det bliver i stedet en lille post-rejse-rapport, nu hvor den værste jetlag har lagt sig, og vi har opdaget, at vores billigt indkøbte dvd-pakker ikke fungerer optimalt. Men der er meget at fortælle. Det var en fantastisk tur, meget rørende og fantastisk sjov. Men...

Vores første koncert var som nævnt i sidste del i et kommunistisk teater i Hanoi. Nervøsiteten ramte os lidt uventet før koncerten, det var trods alt en ret anderledes koncertsituation at vandre ind til. Det gik dog over alt forventning, ca. 400 tilskuere startede stille ud på deres siddepladser, men det gik langsomt mere og mere banjo, og da ”Drama Queen” og ”My Girl You Blush” satte tempoet op hen mod slutningen, var der rene kaos-tilstande i teatret. En gruppe unge vietnamesere, den yngste vel 8 år, blev smidt af scenen af politiet, mens folk stod på stolene eller løb rundt foran scenen. En fantastisk oplevelse.

Allerede næste morgen var vi i vælten igen; vi skulle spille en kort koncert på en kunstskole i udkanten af Hanoi. Med to oversættere, som formidlede vores jokes mellem numrene, var det også en ganske interessant omgang. På en eller anden måde lykkedes det os gradvist at få erstattet samtlige medlemmer af bandet med en lokal musiker, så vi til sidst fik en udgave af ”Drama Queen” udført af en vietnamesisk kvintet, en event, som forhåbentlig vil være at finde på YouTube snarest!

Den største oplevelse ventede dog i Buon Ma Thuot i Dak Lak-provinsen, en af de største krigszoner under Vietnam-krigen. Provinsen er fattig og underudviklet, og vi havde fået at vide, at vi måske skulle spille på en lille kulturhus-agtig scene, hvilket dog ikke holdt stik. Det viste sig, at vi var det første vestlige rockband, der nogensinde skulle spille der, og de havde gjort fuldstændigt afsindigt meget, du det hele. Vi blev hentet, ikke i lufthavnen, men ved selve flyet af en større velkomstkomité med blomster. Den slags bannere, der normalt kun blev brugt til beskeder fra partiet, blev denne ene gang brugt som reklame for vores koncert, der var radiobeskeder om koncerten fra højtalere i byen, og ikke mindst havde de lejet en gigantisk scene med et lysshow a la Orange Scene, pyroteknik og meget mere gear, end vi kunne bruge.

Før koncerten nåede jeg en gåtur rundt om i byen, hvor jeg ikke så andre vesterlændinge overhovedet. Interessen fra lokalsamfundet var tilsvarende intens, man følte sig vitterligt som en kuriositet.
Før lydprøven blev vi kørt til et møde i, hvad der vel svarer til rådhuset, hvor vi talte med det, der svarer til viceborgmesteren (gennem tolk), i et stort officielt mødelokale med Ho Chi Minh-statue og kommunistiske ordsprog på væggene. Hun takkede os mange gange, ikke bare for vores koncert senere på dagen, men for hele Danmarks hjælp gennem ulandsstøtten. Efter en rørende omgang med tårer i øjnene tog vi af sted til lydprøve, og foran scenen var der allerede samlet en del mennesker.

Lidt over 19 gik vi på scenen efter en kort introduktion af et partimedlem og en oversætter til en udsigt af 1500-2000 lokale spredt over byens centrale plads, der sluttede med et stort kommunistisk sejrsmonument, med bagscenen dekoreret med et stort lokalt fabrikeret banner, hvorover hang hammer og sejl. På forreste række sad partiet og bagved en blanding af unge og ældre lokale, som tog fantastisk imod os og blev mere og mere entusiastiske, jo længere koncerten skred frem. Det hele var rent ud sagt fuldstændig fantastisk, en enormt rørende oplevelse, der endte i en alenlang, underholdende meet’n’greet, med kindkys og håndtryk ad lib, som først blev afbrudt, da politiet skar ind og vi måtte vinke farvel til den nok største og mest rørende oplevelse i bandets karriere.

Efter en enkelt handelsdag i Ho Chi Minh City rejste vi mod det kolde nord igen, en håndfuld etniske instrumenter rigere og mere socialt bevidste end nogensinde.

moi Caprices hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA