x

Afrobeat-legenden Fela Kuti døde for 20 år siden i dag: Musikken var hans våben

Afrobeat-legenden Fela Kuti døde for 20 år siden i dag: Musikken var hans våben

Artiklen har tidligere været bragt som Klub GAFFA-tillæg i juli 2011 og bringes nu online for at mindes Fela Kuti, der døde for 20 år siden i dag.

Der var ekstraordinært gang i begravelserne i 1997, mens sommeren gik på hæld.

I Pakistan sørgede man, fordi den sindssygt overvægtige sanger, Nusrat Fateh Ali Khans krop endelig gav op. Han blev 48. Hen mod slutningen af august ramte prinsesse Diana den berømte bropille i Paris, og nede i Calcutta takkede en nonne ved navn Moder Teresa af.

Især de sidste to snakkede verden meget om. Alligevel kan det meget vel være den livsbane, der sluttede i Nigerias største by, Lagos, som for eftertiden kan gå hen og blive den vigtigste. Nemlig da sygdom sugede de sidste kræfter ud af en af de sejeste musikere og orkesterledere, verden nogensinde har set. For den 2. august 1997 afgik Fela Anikulapo Kuti ved døden. Mandens livsstil in mente var dødsårsagen den store dræber i Afrika: AIDS.

Hvorefter en sørgende nation kunne belave sig på den største begravelse i mands minde. Og magthaverne kunne drage et lettelsens suk. For det var i den grad en stemme, der forstummede den hamrende varme sommerdag.

Stilheden varede dog ikke så længe. Fra sin egen klub, The Shrine, var hans søn, Femi, allerede i gang med kombinationen af sindssygt svedig musik og bidske politiske paroler. Ligesom andre lokale kunstnere, som Lagbaja og siden endnu en søn, den unge Seun, ville vende hjem fra konservatoriet i London, og tage farens kamp op med det gamle orkester. Og atter andre musikere over hele verden tog Felas eksempel op og spillede den smittende musik, fremmanende den herlige blanding af en trance, der sætter sig sødt i sindet og får fødderne til at danse, og politiske paroler, der kræver handling nu.

I Paris var Felas følgesvend, da afrobeat blev til, den formidable trommeslager Tony Allen, i fuld gang med sit helt særlige take på afrobeat, kaldet afrofunk. Han havde endelig fået nok af Felas kombination af politiske ambitioner og manglende tanke for musikernes ve og vel og var skredet efter et tiår med en serie plader, hvis lige hverken det afrikanske kontinent eller verden generelt nogensinde havde set mage. Og i USA var orkestre som kollektivet Antibalas fra New York i fuld gang med at skabe deres helt eget brand af afrobeat.

Ti år senere kender rigtigt mange stilen, som ellers kun syntes forbeholdt den snævre inderkreds. På Broadway trækker en musical om Felas liv fulde huse, og alskens folkeslag kan uden betænkeligheder danse uden grænser til en kompleks og synkoperet bigbandmusik.

Kort sagt er arven fra den store Fela i den grad levende. Det være sig blandt de orkestre, der dyrker det vanedannende beat og skaber nye hybrider. Ligesom rigtigt mange af de afroamerikanske og caraibiske gadekulturers udtryk, fra rap til dancehall affyret med gadens sprog og dialekter, nok bør se i retning af den karismatiske orkesterleder, der betalte prisen igen og igen.

Og som vedblev med at rejse sig, til kræfterne slap op.

 

Skepsis i vuggegave

Fela bliver født den 15. oktober 1938 i Abeokuta, en provinsby cirka 100 kilometer nord for Lagos, daværende hovedstad i Nigeria, der på den tid er koloniseret af englænderne. Hans fulde navn er Olufela Olusegun Oludotun Ransome-Kuti, og han er født ind i en intellektuel og velstående familie, hvor betydelig skepsis mod magthaverne er et særkende. Faren er præst og sangskriver, men det er moren, Funmilayo, som for alvor bliver inspirationen for den rolle, sønnen indtager senere i livet.

Nigeria er et enormt land, som er det folkerigeste i Afrika. Der er 250 etniske grupper i landet, som groft sagt er delt op i to, nemlig de nordlige stater, hvor den dominerende religion er islam, og hvor en særdeles konservativ version vækker stor udbredelse, og den sydlige, hvor man er kristne. Af samme grund er den nuværende hovedstad, Abuja, beliggende midt i landet som et kompromis. Landet har været uafhængigt siden 1960, og har i lange perioder været underlagt militærstyre og med et niveau af korruption, som skriger til himlen. Det er den baggrund, som skabte Fela Kuti, og som for alvor antændte den politiske musik, som vi kender som afrobeat.

I det sydvestlige Nigeria er den generelle term for de mange etniske grupper yoruba. De er tæt forbundet med nabolandet Benin. Ud over sproget er en fællesnævner de animistiske åndemanertraditioner, og herfra blev rigtigt mange slaver udskibet til Den Nye Verden. Man finder lignende traditioner i staten Bahia i Brasilien og på Cuba.

I tilfældet Fela Kuti kan man tale om en kristen baggrund, men også med den afrikanske ingrediens. Han ville senere i livet oprette sine templer, som den kendte The Shrine, hvor han på bedste animistiske vis ville køre en kult, der blandede både de gamle ånder og hans egne politiske forbilleder, inklusive hans afdøde mor, og ville have en platform, hvorfra han ikke mindst ville give muslimerne i nord tørt på. Fela Kuti var altså i den grad et produkt af den del af Nigeria, hvor han voksede op. Men tilbage til historien:

Moren Funmilayo Ransome-Kuti er internationalt anerkendt kvindesagsaktivist, der rejser verden rundt, og hun er med til at skaffe nigerianske kvinder stemmeret. Hun kender store afrikanere som den panafrikanske første præsident for Ghana, som i lighed med Nigeria er engelsk koloni. Det er et inspirerende hjem, hvor alle børnene når langt, for eksempel bliver en storebror minister, ligesom lillebroren, der er læge, følger i Felas fodspor med fængselsstraffe, fordi han tester sin ytringsfrihed langt mere, end magthaverne synes om. Alle børn studerer i England, og det gælder også Fela, som tager til London, hvor han snart opgiver forældrenes idé om lægegerningen for at satse hundrede procent på musikken, som han har dyrket intenst derhjemme, hvor landet i 1950'erne er gået amok over highlife-musik. (Highlife er en musik, som opstod i Ghana i begyndelsen af det forrige århundrede. Det er stadig den mest populære musik i Ghana, men findes også i blandt andet Nigeria, Sierra Leone og Cameroun. Oprindelig bigbandmusik baseret på lokale tradioner blandet med inspiration fra guldkystens militærorkestre, sea shanties fra engelske søfolk og kirkemusik, men efter 2. verdenskrig kom guitar ind over, og fra 1960'erne har det været en stil, hvor jazzede horn og guitarlinjer ledsaget af et let beat er i front. Blandt de store kunstnere er E. T. Mensa, George Darko, Victor Olaiya & Rex Lawson. Red.). Han går på Trinity-universitetet, hvor også notabiliteter som etiopiske Mulatu Astatke siden kommer til at gå.

Highlife er som sagt baggrunden, men han bliver hurtigt opslugt af alskens musik. Fra USA kommer bebop-jazzen, og fra hans eget kontinent bliver han dybt inspireret af de forskellige afarter af salsa, for eksempel Congos soukouss-musik. Og snart danner han orkestret Koola Lobitos med en ven hjemmefra, samt et hold musikere af caraibisk herkomst. Det spanskklingende navn synes at være et ekko af den inspiration fra cubansk musik, som fejer hen over de afrikanske miljøer i de år. Under alle omstændigheder er Fela Ransome-Kuti i gang, og den virkelige historie kan tage sin begyndelse.

 

Uægte afrikaner

Det er i London, at Fela møder Remi Taylor, med hvem han får tre børn. Hun er af blandet herkomst, noget der siden kommer til at plage hendes ældste søn, Femi, som bliver født i 1962. Rønnebærrene er så sure, efter Fela dør i 1997, og farens orkester med saxofonisten Lekan Animashaun i spidsen ønsker, at Femi skal træde ind og sikre dem smør på brødet. Da Femi ikke vil det, falder loddet på den meget unge Seun, som musikerne ifølge Femi "har nemmere ved at manipulere". Ligesom de altså spiller racekortet: Femi er på grund af Remis delvis hvide baggrund ikke en rigtig afrikaner. Og derfor ikke sin fars arv værdig. Her starter den fejde, som først nu har fået sin afslutning og sikrer, at de to brødre kan vise sig på samme scene omkring deres fars evigt aktuelle budskaber. En fejde, der betyder, at Femi som ældste søn påberåber sig rettighederne til farens musik, og derfor indirekte gør lillebror en stor tjeneste. For da han ikke må optræde med Felas kompositioner i et stykke tid, bliver han jo nødt til at lave nogle selv. Hvilket ikke mindst det spritnye album From Africa With Fury: Rise til fulde vidner om.

I London har Fela og Koola Lobitos svært ved at få job, og han sidder ind på jazzklubberne, hvor han spiller trompet. Han bliver færdig på Trinity i 1963, og mens han er væk, bliver Nigeria selvstændigt. Vel ankommet til Lagos skal han jo forsørge Remi og ungerne og får et job på den nationale radio. Ligesom han danner et jazzorkester, The Fela Ransome-Kuti Quintet, dog uden den store succes. Bølgen skyller ind fra Ghana, som også er blevet selvstændigt, og hvor regeringen støtter den lokale musik. Og denne bølge dikterer highlife-musik.

På radioen er Fela i den grad sin egen herre. Han kommer notorisk for sent, ignorerer den udbredte smag og bruger sin adgang til lytterne på at reklamere for sin egen musik. De fyrer ham i 1965, så han danner den anden udgave af Koola Lobitos, og her finder han en sjælebror af rang i den to år yngre trommeslager Tony Oladipo Allen, ligesom han indleder et samarbejde, der varer livet ud med Lekan Animashaun. Han har spillet nogle gange med Allen, som allerede har spillet i et par af tidens bedste highlifegrupper. Allerede her har han udviklet sin distinkte stil hentet fra jazzen, med det unikke spil på lilletromme og hi-hat, mens han kaster sine karakteristiske "bomber" på tomtom'en og den dybe bastromme. Koola Lobitos bliver forløberen for afrobeat, men er først og fremmest et ægteskab mellem jazz, highlife og inspirationer fra yorubamusikken.  Tony Allen har beskrevet musikken således: "Inden for fem minutter ville vi bruge op mod fem forskellige arrangementer … det var alt for kompliceret for publikum. De kunne ikke forstå, hvad der skete, bortset fra måske dem, der havde en speciel interesse for musik og vidste, at denne musik var helt forskellig fra alle de lokale ting, de havde lyttet til. Der var lidt blær over det!"

Der sker dog også noget andet for Fela, for han opdager i 1966, at hvis han ryger græs, inden han går på scenen, kan det åbne op for en brønd af inspiration. Fra det øjeblik begynder han at få et rygte som en rebel inden for nigeriansk highlife. Desværre er landet for alvor røget ud i kaos, da først en regeringsleder bliver myrdet, og landet derefter kastes ud i borgerkrig.

Der er i den grad noget at blive vred over. Og Fela Kuti holder sig ikke tilbage.

 

En rebel fødes

I 1969 drager Fela til USA med sine Koola Lobitos. I lufthavnen starter det rigtigt godt, da nigerianere i eksil modtager dem. Vi er i samme år som Woodstockfestivalen, og fra alle sider af amerikansk kultur kommer der fantastisk musik, ligesom landet politisk er en trykkoger med Vietnamkrigen og gang i gaderne. Desværre er falder de arrangerede job igennem, en bassist hopper af, og gruppen ender i Los Angeles, hvor deres tremåneders visa snart udløber. Men det bliver også her, at Fela møder en kvinde, der skal blive en mentor for ham. Nemlig Sandra Smith, smuk og afrikansk-amerikansk, der er tidligere medlem af den radikale borgerretsgruppe De Sorte Pantere. Sandra – som siden skifter sit ”slaveefternavn” ud med Izsadore – bliver Felas kæreste, men hun åbner også hans bevidsthed for uretfærdigheder i hans egen verdensdel. Og så bliver han introduceret til alle lederne inden for den bevægelse, som kaldes Black Power, folk som panterne Eldridge Cleaver, Bobby Seale og Huey P. Newton, eller de store ledere, som er blevet dræbt ved attentater i årene før, nemlig Malcolm X og Martin Luther King. Specielt den første bliver en stor helt for Fela Kuti. Det er hans eksempel, han vil følge. Hans kamp, han vil leve.

Sandra har siden sagt dette om Fela og den vej, hun sporede ham ind på:

”På det tidspunkt i mit liv var jeg et ekstremt passioneret menneske – specielt med hensyn til det at være sort, Afrika, Malcolm X, og sådan noget. Men den Fela, jeg mødte, så ikke Afrika som et koncept. Selvom jeg ikke indså det dengang, var det noget, han lærte fra mig hen ad vejen. Det var som om, jeg drejede ham på Afrika. Senere gik han over i den modsatte grøft, hvor alt, der drejede sig om Afrika var godt. Hvor selv det slemme var godt!”

Ud over Sandras tilstedeværelse er det en åbenbaring for Fela at opleve, hvordan sorte amerikanere i den grad søger tilbage til deres afrikanske rødder. Hvordan grupper som Sly & The Family Stone og Jimi Hendrix Experience råhitter, mens de både er politiske og bærer de omfangsrige fro’s, altså afrofrisurer, ligesom det kommer på mode at tage afrikansk lydende navne, som bokseren Cassius Clay, der havde samme muslimske mentor som Malcolm X og forkaster sit ”slavenavn”. Han bliver, som de fleste ved, til Muhammed Ali.

I det klima dropper Fela bandnavnet Koola Lobitos og skifter det til Nigeria 70. De får fast job i en klub på Sunset Boulevard, og her skifter numrene karakter og begynder at blive længere, mens teksterne afspejler den afrikanske vækkelse. Fela og hans orkester er begyndt at spille det, som de snart døber Afrobeat.

Hjemme i Nigeria er borgerkrigen i gang og slutter med, at rebellerne i Biafra taber. I Vesten bliver krigen mest beskrevet som hungersnød, hvor vi bliver præsenteret for billeder af de små sorte børn med skeletagtige ben og oppustede maver. Men krigen handler især om den olie, som er blevet fundet på land i netop den enklave, som vil løsrives. Nu er den i stedet totalt smadret af krigen, og alle verdens olieselskaber rykker ind som fluer på et stykke sukker. Ligesom tiden er kommet til, at Fela og Nigeria 70 vender hjem.

De vender hjem til en hvepserede. Og Fela benytter selvfølgelig omgående chancen til at stikke fingrene i den.

 

Afrika 70

Hjemme i Lagos etablerer Fela en klub ved navn Afro-Spot, så de har deres egen scene og kan spille hele tiden, hvilket også er nødvendigt, da Lagos ikke er et sted, hvor man går alene hjem om natten, så bandets kører nonstop til daggry. Desuden er det kutyme i Afrika, at enhver bandleder kører sin egen klub. Det er i realiteten et hippiekollektiv med en afrikansk drejning, Her lever Fela og Remi med deres børn i, hvad der snart bliver et særdeles åbent ægteskab, for Felas danserinder og korpiger synger hele vejen ind i soveværelset.

Ligesom numrene bare sprøjter ud med temaer som Why Black Man Dey Suffer, som det toneangivende engelske pladeselskab EMI ikke vil udgive, fordi det er for politisk. I slutningen af 1970 kommer ”verdens travleste mand”, James Brown, samt hans orkester forbi Nigeria, og de besøger selvfølgelig Afro-Spot, hvor Tony Allen senere har sagt, at de sad og fulgte med i hans arbejde for at aflure ham hans hemmeligheder. James Browns bassist, William ”Bootsy” Collins, fortæller om tiden ude hos Fela og hans folk:

”Fela havde en klub i Lagos, og vi kom til klubben, hvor de behandlede os som konger. Vi fortalte dem, at de var de mest funky cats, vi havde hørt i hele vores liv, og de svarede, at det var os, der var de mest funky. Forstå det lige: vi var The James Brown Band, og de blæste os totalt omkuld! Det var en rejse, jeg ikke vil bytte for noget”.

Lige efter besøget scorer Fela det første hit med Jeun K’oku, som har en så seksuelt ladet tekst, at den i lighed med James Browns Sex Machine bliver forbudt i Nigeria. Alligevel grovhitter den i hele Vestafrika. Og lidt inde i 1971 skifter orkestret navn til Afrika 70 med direkte reference til Felas nye vision for Afrika. De bliver så populære, at det bliver tid til at finde en større klub, og i løbet af sommeren drager de til England, hvor alle bare vil se det nye fænomen. I den forbindelse besøger de EMI’s berømte studier på Abbey Road, hvor en stribe lp’er bliver til. Og endelig møder de Ginger Baker, den berømte trommeslager fra orkestrene Cream og Blind Faith, som Fela oprindelig har jammet med i jazzdagene et årti før. Han tager efterfølgende med til Nigeria, hvor han hjælper med at sætte et studie op, så Fela og hans gruppe ikke skal rejse den lange vej op til London for at indspille. Et klogt initiativ, for de næste mange år kommer lp’erne på samlebånd. Som regel i forbløffende kvalitet og ofte passet ind, så et nummer fylder en pladeside.

I de år føjer Fela sig til rækken af afrikanske artister, som bruger elementer fra den folkelige tradition og ritualerne og skaber nye hybrider, som Thomas Mapfumo i det nuværende Zimbabwe, der tager mbira-musikken, alle Francos disciple i Congo, som finpudser den flydende afrikanske rumba under navnet soukous, og alle de fede bands fra det fransktalende Vestafrika, som valfarter til musikstudierne i Abidjan i Elfenbenskysten, til Dakar i Senegal eller op til Paris, hvor de ville skabe alskens mesterværker, som eksempelvis Malis Rail Band og Guineas berømte Bembeya Jazz.

Og den afgørende faktor for Fela Kuti er i de år Tony Allen, der spiller så formidabelt, at tre mand må ansættes i hans sted, da han endelig forlader bandet i 1979, uden at de dog kan fyre trommemesterens helt unikke grooves af.

Efter min vurdering er der fortsat ingen, der når den nu snart 71-årige trommeslagers unikke niveau. Simpelthen.

 

Shrine og Kalakuta

For hver plade vil Fela Kuti og hans gruppe vokse i popularitet, og en ny klub bliver fundet i en af Lagos’ nordlige forstæder, nemlig den berømte, som får navnet The Shrine. Trods kaos i de forskellige militærregeringer er olieforekomsterne så massive, og under 1970’ernes oliekrise i Vesten blomstrer Nigeria, eller i hvert fald de befolkningsgrupper, der får del i festen. For desværre får magtens mænd og deres venner mere end travlt med at stikke den rare udenlandske valuta i egne lommer.

Fra hele omegnen og fra andre dele af Afrika og Europa vil unge ankomme til The Shrine, hvor Felas band hele tiden spiller spritnye kompositioner. Det bliver normen hos det flittige band, at man aldrig hører de samme numre flere gange. Pengene ruller snart ind, og Fela ejer en serie busser og biler, som han og orkestret med deres store følge tager på turné med.

Eksempelvis turnerer de på stadions over hele Vestafrika. Medvirkende til det er, at selvom Fela vil begynde at skrive de tidstypiske politiske sange om udstødelse, bestikkelse og andre relevante emner, har han endnu ikke for alvor indtaget en rolle, hvor politi og militær ser ham som en trussel. Det skal dog snart komme.

I 1974 besøger reggaestjernen Jimmy Cliff Lagos og spiller på et stort stadion tæt på The Shrine. Han er ekstremt populær efter at have udsendt pladen og filmen The Harder They Come året før. Alligevel stopper koncerten før tiden, da Fela og hans følge af venner og kærester ankommer. På stedet løfter publikum ham op på deres skuldre og marcherer rundt med deres superstjerne, mens Cliff bare må pakke sammen. Fela er for alvor ved at komme i fokus. Hans musik bliver spillet overalt, og de stadigt skarpere tekster ledsages af en musik, der er hårdtslående med knivskarpe hornsalver og det insisterende beat og basgange. Det, samt det faktum, at folk begynder at benævne deres kæderygende pothoved af en helt med titlen The Black President, gør alt sammen, at politiet og hæren føler, at de må sætte en stopper for det. Og anledningen venter lige om hjørnet.

Optakten er, at ballademagere begynder at komme til festerne og smadre ting. Så i april 1974 bliver Felas storkollektiv angrebet af over 50 sværtbevæbnede politifolk med hunde, som officielt leder efter stoffer, men også banker folk, nu de er i gang. Fela og godt 60 andre, der opholder sig i huset, bliver slæbt ned i fængslet Alagbon Close, ligesom politiet kommer tilbage dagen efter og prøver på at finde hash en gang til. Efter sigende medbringer myndighederne selv bevismaterialet i form af en hashplante, men det lykkes Fela at sluge den, og efterfølgende venter politiet på, at han skal gå på toilettet. Hans bytter dog afføring med en anden fange, og politiet får en lang næse. Ligesom de omgående bliver til grin i de historier, den veloplagte entertainer oplagt vil divertere med fra scenen, hvor hittet Expensive Shit jo ikke er til at misforstå, ligesom en anden plade bliver opkaldt efter fængslet. Fela Kuti er nu startet på en lang række arrestationer og fængselsophold, som kommer til at fortsætte resten af hans liv.

Det er i den forbindelse, at han dropper sit såkaldte slavenavn, Ransome, og bytter det med Anikulapo, ligesom han opkalder sit hus efter en celle, han i sin tid er blevet holdt fanget i. Altså hedder han nu Fela Anikulapo Kuti, og storkollektivet, som nu er befæstet og bag pigtråd, bærer navnet Kalakuta-republikken. Igen noget, magthaverne bestemt ikke synes om.

Du kender historien, ikke? I en anden virkelighed kan vi tale om Fristaden Christiania, som vores nuværende regering heller ikke kan acceptere er fristad eller kollektivt styret. Magthavere synes åbenbart skåret efter stort set samme model både i Lagos og København. One size fits all.

Og der går heller ikke lang tid, før hæren angriber det nye sted. Bevæbnet med økser og tåregas invaderer de huset, og efterfølgende tilbringer Fela Kuti 17 dage på hospitalet, inden han kan vende hjem, hvor han selvfølgelig omgående går på scenen med en joint i hånden, der er på størrelse med en vaffel-is, og går i lag med sin nye komposition, Kalakuta Show, hvor hans personlige oplevelse bliver udgangspunkt for en sønderlemmende kritik af regeringen.

Musikalsk er han og bandet på toppen af karrieren. Han har da for længst skiftet trompeten ud med tenorsaxen, ligesom forbilledet, jazzikonet John Coltrane. Den bliver hans hofinstrument sammen med først det elektriske klaver og siden i firserne et orgel, indtil sygdommen til sidst stopper de berømte udladninger fra hans horn.

 

Begyndelsen til enden

Zombie og Coffin For Head Of State er to legendariske plader fra Den Sorte Præsident.

Fantastisk musik og rystende tekster. Og markerende begyndelsen og enden på det mareridt, som endegyldigt lukker kapitlet for de gode år og det bedste band. Ligesom historien indvarsler den tid, hvor Fela blander det glødende politiske engagement med et lovligt navlebeskuende egotrip, som får blandt andre Tony Allen til endelig at skride med bemærkningen om, at ”Fela betaler os ikke mere. Alt skal bruges til at skabe hans politiske karriere. Reelt er vi hans slaver!” Hårde og sikkert sande ord og symptomet på en udvikling, som får lov til at køre særdeles langt ud.

Den 13. februar 1976 bliver Nigerias leder, Murtala Mohammed, dræbt ved et attentat, hvorefter det i forvejen ustabile land bliver om muligt endnu mere kaotisk. Redningen skal forestille at være rundt om hjørnet i form af en stor international kulturfestival, som bliver kaldt FESTAC. Her er planen, at sorte kunstnere fra hele verden skal samles i Lagos, og regeringen bruger i omegnen af 140 millioner dollar på projektet, noget der udløser et ramaskrig blandt de fattige i millionbyen.

Det skal også snart vise sig, at rigtigt mange af de anviste penge på mystisk vis forsvinder. En ny general er kommet til magten, som faktisk er vokset op med Fela i Abeokuta, og han vil gerne have Felas gruppe til at spille, da de er det mest populære band i landet. Desværre for regeringen – og for Fela – bliver de uvenner, og Fela går ud med en offentlig boykot af festlighederne. Så mens lokale stjerner som juju-kongen King Sunny Adé og highlife-stjernen Chief Ebenezer Obey smilende er patriotiske, laver Fela Kuti en anti-FESTAC-fest i The Shrine, og til magthavernes rædsel ender de fleste af de inviterede stjerner, som tæller blandt andre Stevie Wonder og Art Ensemble of Chicago, med at tage ud til Felas fest. Og pressen følger med, og en journalist skriver i den forbindelse malende om, hvad han oplever:

”Trætte af det officielle program tog vi ud til Africa Shrine, hvor Fela Anikulapo Kuti havde inviteret nogle fantastiske amerikanske musikere til at dele scenen med sig i en afrikansk-amerikansk solidaritetsaften. Det blev et alternativt FESTAC med Fela, som talte mod korruption, åbent røg græs på scenen, hans go-go-piger vrikkende løs i deres træbure, stedet totalt pakket med seje unge fra Lagos, mange prostituerede, Felas familie og selvfølgelig hundredevis af FESTAC-gæster, der var nysgerrige efter at se, hvad nigeriansk musik for alvor handlede om”.

Fela stopper selvfølgelig ikke der. Han er i forvejen på forsiderne, fordi han og familien har lagt sag an mod regeringen for Expensive Shit-arrestationen, og offentligt begynder han at lufte ambitioner om at stille op til præsidentvalget i et land, der er drevet af militæret. Og som en sidste provokation udsender han albummet Zombie, som i detaljer gør grin med regeringen, og hvor zombierne er soldaterne, som i forvejen er udstationeret over hele byen. Det er et spørgsmål om tid, før reaktionen kommer, og den bliver da også særdeles voldelig. Den 18. februar 1977, da FESTAC er overstået og de prominente udlændinge rejst hjem, møder over 1000 bevæbnede soldater op uden for Kalakuta-republikken, hvorefter de går ind, som var de Navy Seals på jagt efter Osama bin Laden. Den 76-årige Funmilayo Ransome-Kuti bliver kastet ud af et vindue på første sal og kommer sig aldrig. Felas bror Beko ender i rullestol i flere måneder, mens Fela selv kun overlever, fordi en overordnet stopper soldaternes målrettede gennembankning af ham. Kollektivets kvinder må lide den tort at blive kørt på ladvogne ned til nærmeste politistation og voldtaget, og til sidst bliver bygningerne smadret og brændt af. Fotografer, der forsøger at filme, får samme bekomst som Fela og musikerne. Og alle instrumenter, musikstudiet, masterbånd – en sand guldmine – går til i flammerne.

Fela og hans folk bliver løsladt, men har altså mistet alt. De drager midlertidigt i eksil i Ghana, og i forbindelse med et besøg i hjemlandet gifter Fela sig med 27 af sangerinderne og danserinderne i hans orkester, tilsyneladende mest af alt for at give dem status efter den hårde behandling, de har været udsat for under det, der bliver døbt Kalakuta-massakren. Men én ulykke kommer som bekendt sjældent alene, og i april 1978 dør Felas mor endelig af sine kvæstelser, og efterfølgende foranstalter Fela en af sine mest berømte demonstrationer, da han laver en procession med en kiste, der skal symbolisere morens, og sætter den foran præsidentens bolig. Ligesom han skriver den berømte sang Coffin For Head Of State.

På en efterfølgende tur til Berlin er det dog ved at være slut. Publikum ser ham som en despot, eftersom han rejser med sine 27 koner. Resultatet er udgivet på plade, hvor orkestret spiller fantastisk, mens det tyske publikum højlydt giver deres mishag til kende.

Efterfølgende går det formidable Afrika 70 i opløsning.

En unik æra i afrikansk musik er slut.

 

Solnedgang

Det følgende tiår byder stadig på en masse god musik. Uden Tony Allen må Fela finde en ny vej for afrobeat, og med sin nye gruppe Egypt 80 realiserer han det også, selvom de fleste eksperter er enige om, at han aldrig igen når det tidligere niveau.

Problemerne med magthaverne fortsætter, og efter en formidabel koncert ved Glastonbury-festivalen i England – som findes på film, og hvor orkestret leverer en gyngende drømmeudgave af vaskeægte yorubatrance, mens de kvindelige dansere og Fela bærer deres maskelignende ansigtsmaling og opfører sangen Teacher Don’t Teach Me Nonsense – har magthaverne endnu en ubehagelig overraskelse i baghånden. Og da orkestret efterfølgende skal over og spille på Apollo-teatret i New York-bydelen Harlem, bliver Fela tilbageholdt på nogle falske beskyldninger, og han ender denne gang med at sidde indespærret i lang tid.

I 1990’erne er hans popularitet kraftigt på retur, ligesom der bliver langt mellem de store øjeblikke. Han er også syg i perioder, og slår det hen, som var det en influenza, selvom han med sin livsstil i så mange år in mente og de mange dødsfald blandt afrikanske musikere som følge af aids nok bør lytte til alarmklokkerne. Som en anden stor afrikaner med magt, nemlig Nelson Mandela, ignorerer han risikoen for, at han kan være syg, samt for at han kan være en potentiel smittebærer.

I de sidste år går hans unge søn Seun mere og mere ind og synger for til festerne i klubben. Felas åndedræt er ikke mere til at spille sax, men han holder ud, til der ikke er mere at komme efter.

Fela Kuti vil til sidst udvikle Kaposi’s Sarcoma, en form for hudkræft, der ofte ses i forbindelse med aids. Og dagen efter hans død den 2. august 1997 fortæller hans storebror en rystet verden, at den store Fela nu ikke er mere. Over en million mennesker følger hans kiste på vej, og han er begravet i sin elskede Africa Shrine.

Vi ved nu, at hans minde og arv lever videre.

Det manglede da også bare.

 

 

Tidslinje for Fela Anikulapo Kuti (1938-1997) og afrobeat:

1938:  Olufela (Fela) Olusegun Oludotun Ransome-Kuti bliver født i  Abeokuta, Ogun State, Nigeria. Søn af præsten og skolelæreren, Israel Oludotun Ransome-Kuti og aktivisten Funmilayo Ransome-Kuti.

1958: Fela bliver sendt til London ligesom adskillige af hans brødre for at gå på universitet og blive læge. I stedet starter han på Trinity College og studerer musik. Starter sit første orkester, Koola Lobitos.

1960: Møder Remilekun (Remi) Taylor, som bliver hans første kone. Sammen får de tre børn, blandt andre sønnen Olufela Olufemi (Femi).

1963: Familien flytter tilbage til Nigerias største by, Lagos. Fela gendanner Koola Lobitos, som spillede en kombination af jazz og highlife, ligesom han en tid spiller med highlife-ikonet Victor Olaiya. Møder trommeslageren Tony Allen året efter, og de påbegynder deres mangeårige og banebrydende samarbejde.

1965: Den nuværende leder af Egypt 80-gruppen, der optræder med Seun Kuti, barytonsaxofonisten Lekan Animashaun, kommer med i Koola Lobitos.

1967: Fela tager til Ghana, hvor han er dybt inspireret af den netop afsatte præsident Kwame Nkrumah og hans tanker om anti-kolonialisme og afrikansk enhed. Fela udtænker her sin retning og formulerer første gang termen Afrobeat. Samme år starter borgerkrigen i Nigeria, kendt i udlandet som Biafra-krigen. Omtrent samtidig bliver Fela dybt påvirket af sorte amerikanske soulstjerner som Otis Redding og især James Brown.

1969: Fela tager bandet med til USA, hvor de bor i Los Angeles. Han bliver betaget af filosofien bag den sorte borgerretskæmper Malcolm X, som blev myrdet i 1965. Og han møder Sandra Smith, der er med i De Sorte Pantere, og som siden bytter sit ”slavenavn” ud, så hun kommer til at hedder Sandra Izsadore. Hun bliver en vigtig mentor for Kuti, som vågner politisk og herfra planlægger at arbejde politisk med musikken som våben. Fela og bandet vender hjem til Nigeria og åbner klubben Afro-Spot i Lagos. Brown og hans gruppe oplever Fela og hans gruppe på Afro-Spot. Brown udtaler sig ikke om det, men hans bassist William ”Bootsy” Collins er helt blæst væk.

1970: Krigen slutter, og genopbygningen begynder. Nigeria boomer som olieland, men det fører til udstrakt korruption, men Lagos bliver også center for pladeproduktion i Vestafrika, hvor britiske pladeselselskaber med Decca og EMI i spidsen flytter ind. James Brown besøger Lagos i december, hvor tusinder modtager ham i lufthavnen.

1971: Efter at have heddet Nigeria 70 skifter bandet navn til Afrika 70 (stavemåden bliver siden på pladerne rettet til Africa 70). Afro-Spot flytter til forstaden Surulere. Africa 70 tager til London under stor opmærksomhed, ligesom de indspiller en række album i Abbey Road-studierne. Fela møder Cream-trommeslageren, Ginger Baker. Han flytter til Lagos for at hjælpe Fela med at bygge et 16 spors studie.

1972: Fela beslutter sig for at synge på pidgin-engelsk for at tale direkte til folk på gaden med sine sange. Orkestret har enorm succes og flytter fra Afro-Spot til Agege Motor Road, hvor Fela i langt større lokaler etablerer klubben The Shrine. Her er en åben plads med plads til 1000 tilskuere. Scorer i øvrigt et hit med Lady.

1973: The Shrine er et center for vestafrikansk musik. Beatlen Paul McCartney er blandt de mange udenlandske musikere, som tager til Lagos for at indspille. Han får dog en ublid medfart af Fela, som beskylder ham for at ville stjæle afrikanernes musik. Lagos vokser eksplosivt i de år med migration fra land til by. Det betyder arbejdsløshed, udstrakte slumområder og kriminalitet. De udstødte har fra starten Fela som en ambassadør i kampen mod magthaverne, der snart bliver trætte af den populære og provokerende sanger. Desuden går sladderen i pressen om seksuel løssluppenhed og stoffer i forbindelse med Felas kollektiv, og hans mange letpåklædte danserinder gør ikke sagen bedre, ligesom sange som Na Poi bryder alle tabuer og beskriver sex uden forbehold.

1974: Svært bevæbnet politi entrer Afrika70-kollektivet officielt for at lede efter cannabis. Fela og 60 andre bliver sat i Alagbon Close-fængslet, og Fela sluger bevismaterialet, og det lykkes ham at snyde vagterne efterfølgende. Han producerer efterfølgende en afføring, som politiet ikke kan bruge som bevis og skriver den hånende sang Expensive Shit.

1975: Fela Ransome-Kuti bliver til Fela Anikulapo Kuti. Det nye ”ikke-slave-navn” betyder ”ham, der bærer døden i sin pung”. Ligesom bygningerne, hvor hans kollektiv holder til, og som ligger lige overfor The Shrine, bliver døbt Kalakuta-republikken efter en celle, han opholdt sig i. Fela hitter samtidig med lp’en Kalakuta Show. Samme år kommer Murtala Mohammad til magten ved et militærkup.

1976: Den nye magthaver bliver dræbt ved et attentat. Samme år afholder Nigeria en stor festival fejrende sort og afrikansk kunst og kultur under navnet FESTAC. Fela nægter at optræde og laver en anti-festival, ligesom han på gaden bliver kaldt for Den Sorte Præsident, og taler om at stille op til valget. Provokationerne kulminerer med udsendelsen af albummet Zombie, en slet skjult reference til militæret.

1977: Kalakuta-republikken bliver omringet af over 1000 soldater, som invaderer og smadrer alt, der bliver brændt af, inklusive natklub og studie. Felas mor Fummilayo, der er 78 år gammel, bliver kastet ud fra første sal og dør siden af sine kvæstelser. Fela undgår kun lige at blive slået ihjel. Efter løsladelsen afholder han en demonstration, hvor en replika af morens kiste bliver stillet foran parlamentet. Inspirerer til sangen og albummet Coffin for Head of State. Derefter emigrerer Fela og hans følge til Ghana.

1978: Fela besøger Nigeria flere gange, og i februar gifter han sig med 27 af sine sangere og dansere, blandt dem moren til Seun Kuti, der bliver født i 1983. Senere tager han på turné med bandet til Europa. Imens jævner militæret både hans mors gamle hus og Kalakuta med jorden. Tony Allen og andre musikere forlader Fela, og Afrika 70 er historie.

1979: Tilbage i Nigeria danner Fela et band under navnet The New Afrika 70, som blandt andet tæller hans 18-årige søn Femi Kuti på saxofon. Åbner den nye Afrika Shrine på Pepple Street i Lagos-forstaden Ikeja. Fela er kraftigt optaget af Yoruba-åndemageri i det nye tempel og indleder samarbejde med sin nye åndelige vejleder, Professor Hindu.

1980: Bandet bliver taget i lufthavnen i Napoli med 45 kilo marihuana. En amerikansk kvinde tager skylden, og rygtet vil, at den nigerianske regering står bag. Det bremser Felas præsidentdrømme.

1981: Bandet skifter navn til Egypt 80, ”for at verden skal anerkende, at den ægyptiske civilisation var afrikansk”. En turné i foråret understreger, at Fela er et ikon i vesten i året, hvor en af dem, der nævnes i samme åndedrag, Bob Marley, dør. Desuden kommer den berømte dokumentarfilm om Fela, Music Is The Weapon. I december invaderer politi og soldater The New Afrika Shrine. Fela bliver gennembanket og er døden nær. Samme år bliver han officielt skilt fra sin første kone.

1983: Fela besøger Europa med et band bestående af 30 medlemmer. Turen strækker sig ind i 1984, hvor de spiller den berømte koncert på Glastonbury-festivalen.

1984: På vej til USA i december bliver Fela tilbageholdt i lufthavnen i Lagos og beskyldt for valutasvindel. Gruppen fortsætter turneen uden sin leder. Pladen Army Arrangement bliver produceret af Bill Laswell, som dog sletter en masse af musikken uden at spørge Fela, som er i fængsel. Efterfølgende beskylder Fela Laswell for at udnytte sort musik. Det er ikke sidste gang, den amerikanske producer hører den kritik! Ved hjemkomsten leder Femi orkestret, indtil faren bliver løsladt efter 18 måneder bag tremmer. Politiets anklager er selvfølgelig grundløse.

1987-89: Femi har forladt fars orkester, og Fela er fortrinsvis hjemme, afbrudt af turnéer som African Sunsplash.

1989: Besøger New York og spiller støttekoncerter for James Brown, som er i fængsel. Femi Kuti debuterer med sit første album, No Cause For Alarm.

1990-96: Felas popularitet er faldende. I 1992 bliver han forsonet med sin ældste søn, som han ellers ikke har tilgivet for at forlade ham og hans musik. I 1996 ryger han flere gange i fængsel for at ryge marihuana. Han er også svækket af sygdom i flere perioder. Han nægter dog at lade sig teste for aids, som han kalder ”den hvide mands sygdom”.

1997: Den 2. august dør Fela Anikulapo Kuti af aids og hjerteproblemer. Han er bare 58 år gammel. 14-årige Seun Kuti bliver ny sanger. Han kommer dog til at passe sine studier sideløbende og følger også i farens fodspor med musikstudier i London.

1998: Femi Anikulapo Kuti og hans orkester The Positive Force hitter med albummet Shoki Shoki. Han kommer siden på 2001-albummet Fight To Win med en kommentar til tabuemnet aids med sangen Stop Aids! I USA danner Martin Perna Antibalas Afrobeat Orchestra og begynder den nye bølge for afrobeat.

2008: Seun Kuti og Egypt 80 udgiver Many Things, samt drager på turné over det meste af verden. I New York er der premiere på musicalen Fela! Den omhandler Felas liv og genererer massiv interesse for The Black President.

2011: Femi & Seun Kuti optræder for første gang sammen på Roskilde Festival.

 

Afrobeat Album Guide

 

Fela Anikulapo (Ransome) Kuti:

 

Fela & The Africa 70:

 

Shakara/London Scene (1971/1972)

(Wrasse/Universal)

******

Klassisk Kuti, hvor titelnummeret er formidabelt, ligesom hans måske mest berømte nummer, Lady, åbner denne plade. Den anden halvdel er med Nigeria 70 og viser den rivende udvikling, hvor han med Tony Allen og de andre udviklede afrobeats udtryk. Fed og historisk skive.

 

Expensive Shit/He Miss Road (1975)

(Wrasse/Universal)

******

Stærkt swingende titelnummer skrevet efter en tur i fængslet, hvor politiet havde stormet hans Afrika 70-kollektiv og arresteret ham for besiddelse af marihuana. Her slugte Fela sin joint, og så ventede politiet på resultatet. Angiveligt byttede Fela afføring med en medfange, og politiet fik en lang næse og resultatet var altså … expensive shit. Lange kald-svar-sekvenser og en Tony Allen i ufattelig form.

 

Fela with Ginger Baker Live (1970)

(Wrasse/Universal)

******

Den berømte liveplade, hvor den legendariske Cream- og Blind Faith-trommeslager, Ginger Baker, stillede sit trommesæt op ved siden af Tony Allens, og så gik det ellers derudad. Superskive, simpelthen.

 

Open & Close/Afrodisiac (1972)

(Wrasse/Universal)

******

Måske min yndlingsskive med Fela, specielt den helt utrolige Afrodisiac. Og jeg er ikke alene. Pladen dannede inspiration for Brian Eno & David Byrne, da Talking Heads lavede milepælen Remain In Light.

 

Alagbone Close/Why Black Men Dey Suffer (1974/1971)

(Wrasse/Universal)

******

Alagbone Close var det fængsel i Lagos, som Fela blev smidt i og hører sammen med Expensive Shit. Why Black Men Dey Suffer er klassisk Kuti fra begyndelsen og er med direkte adresse til inspirationen fra Malcolm X og De Sorte Pantere i USA. Musikalsk forskellige, men begge ustoppelige i deres uendelige kreativitet.

 

Confusion/Gentleman (1975/1973)

(Barclay/Universal)

******

Mange regner denne udgivelse for den ultimative. Confusion starter syret med Tony Allen i spaceland, men dykker så ned i claves, Fender Rhodes og en optimistisk basgang som indgang til det sejeste afrobeat-groove over 25 minutter, hvor en veloplagt Fela i den grad giver de europæiske kolonialister tørt på. Ren ekstase.

 

Zombie (1976)

(Wrasse/Universal)

******

Kæmpehit, der også blev begyndelsen på enden for Fela. Zombierne er den nigerianske hær, og de reagerede efterfølgende med at angribe Felas Kalakuta-republik, brænde den inklusive musikstudie og instrumenter og kaste Felas mor ud fra første sal. Musikalsk er det en uimodståelig Fela. Den sidste optagelse er en historisk misforståelse, efter at han havde giftet sig med 27 kvinder og blev udsat for et feministisk publikum i Berlin, som så ham som en chauvinistisk diktator. Musikken er fantastisk, mens publikum er tåkrummende. Superskive.

 

Coffin For Head Of State (1980)

(Wrasse/Universal)

******

Fela lavede et optog med en replika af morens kiste, som blev stillet foran parlamentsbygningen. Sangene blev dette rystende album, som også indeholder en anden klassiker, nemlig Unknown Soldier. En af de vigtigste afrikanske udgivelser nogensinde.

 

Fela – specielle udgivelser:

 

Fela – King Of Afrobeat – The Anthology (3cd) (1999)

(Barclay/Universal)

*****

I kølvandet på genudgivelserne af det meste af bagkataloget kom der dette stærke 3-cd-album, hvor vi også får alle de fede ting med det tidlige band fra den gyldne epoke, men også får store ting med Egypt80, som blandt andre Teacher Teach No Nonsense, Army Arrangement, Beast Of No Nation. Skal du have en samlende plade med Fela, er denne et godt bud.

 

Anthology 1 (2cd+dvd)

(Wrasse/Universal)

******

Denne formidable udgivelse er delt i tre. De to cd’er dækker den første del af karrieren, altså det tidlige band Koola Lobitos, og det orkester, som regnes for hans stærkeste, Africa70. Vi får klassikere som Shakara, Black Man’s Cry, Roforofo Fight, Monkey Banana og andre, ligesom scoopet er den fede dokumentarfilm, Teacher Don’t Teach Me Nonsense, som inkluderer samme nummer fra den berømte koncert på Glastonbury Festival i 1984 med Egypt 80 og de dansende koner. Besættende optagelse!

 

Red Hot + Riot (2000)

(MCA/Universal)

*****

Støtteplade mod aids, hvor Fela – der døde af aids, efter at have ignoreret det i årevis – bliver hyldet af en lang række kunstnere, såsom Tony Allen, Femi Kuti, Meshell Ndegeocello, Ray Lema, Baaba Maal og mange andre. De mange kokke formår overraskende nok at skabe et samlet album, som er forrygende og opdaterer de gamle sange.

 

Fela Kuti Live (1999) (dvd)

(Shanachie/Comet)

******

Den berømte Glastonbury-koncert med blandt andet Teacher Don’t Teach Me Nonsense i sin fulde udstrækning. Fantastisk tenorsaxofonsolo af  Yinusa Akinibosun, ligesom en meget ung Femi Kuti heller ikke holder sig tilbage. Yoruba-trancen strakt helt ud, og berusende at se de malede sangerinder og dansere og Fela i total kontrol over et formidabelt band.

 

Tony Allen:

 

Eager Hands & Restless Feet (2002)

(Wrasse)

*****

Fantastisk opsamling fra Tony Allens mange år inden det store gennembrud. Inkluderer et af alle tiders mest smittende tracks inden for afrobeat, nemlig Asiko. Desuden tracks som N.E.P.A (Never Expect Power Always) og Kindness, som stammer fra hans succesplade fra 2002, Home Cooking.

 

Lagos No Shaking (2006)

(Honest Jon’s/EMI)

*****

Del af Allens samarbejde med Damon Albarn, som også inkluderede tjansen med The Good, The Bad & The Queen, og udgivet på kultpladeselskabet Honest Jons i London. Uhyre veloplagt plade, der inkluderer den herlige Gbedu, som er rendyrket yorubatrance, der kalder ånderne frem.

 

Secret Agent (2009)

(World Circuit/Playground)

****

Tony Allens sidste officielle soloskive med det store band, han også præsenterede på Roskilde Festival. Mr. Swing King er i fornem form på et album, der understreger gennembruddet med kontrakt med toneangivende World Circuit.

 

Inspiration Information 4 (med Jimi Tenor) (2009)

(Strut/VME)

******

Mesterværk, hvor Tony Allens helt eventyrlige trommespil møder den finskfødte avantgardist på en sindssygt funky plade. Fortsat en af de skiver, jeg hører allermest. Ligesom den understreger, at det er som sideman, at Allen for alvor bliver udfordret. Den vildeste plade!

 

Femi Kuti:

Shoki Shoki (1998)

(Barclay/Universal)

****

Albummet, som for alvor lancerede ældste søn Femi året efter den store Felas død. Stærkt lovende album, som indeholder politiske sange, der mindede magthaverne hjemme om, at Kuti stadig var lig med et friskt sprog som et spark i skridtet. De store sange er Beng Beng Beng og Sorry Sorry. God plade.

 

Africa Shrine (Live) (2005)

(MK Music)

*****

Femi Kutis egen afrofunk for fuld udblæsning. Et helt utroligt livealbum, som afspejler Femi Kutis koncerters utroligt høje niveau. Can’t Buy Me er uimodståelig afrikansk funk med pumpende bas, veloplagte vokaler og horn, Fela selv ville have været stolt af. Indeholder 97, sangen om det sørgelige år og en original version af farens Water No Get Enemy.

 

Africa For Africa (2011)

(Wrasse)

*****

Det aktuelle album med Femi Kuti. Jeg skrev blandt andet i anmeldelsen i GAFFA: ” Og sådan er det også på pladen her, som er en lang tirade mod magthaverne. Pakket ind i de sejeste hornriffs og et hold sange, der har en formidabel kvalitet, såsom Now You See, som fortjener at blive en afrikansk klassiker”. Superskive.

 

Seun Kuti:

 

Many Things (2009)

(Tot Ou Tard/VME)

****

Fejden med storebror om retten til at spille farens materiale udmøntede sig i, at lillebror skrev sit eget materiale. God idé. Ved udgivelsen for et par år siden skrev jeg blandt andet: ”Pladens højdepunkt er rendyrket afrobeat, der ville have gjort selv Fela stolt. Nemlig på Mosquito Song, hvor koklokken rammer beatet, som på en gang presser på, samtidig med at det er tilbagelænet. Afrobeatets magi i reneste aftapning!”

 

From Africa With Fury: Rise (2011)

(Because/Cosmos Music)

*****

Seun Kutis aktuelle album, hvor han med Brian Eno som medproducent har foretaget et kvantespring med farens firserorkester. Jeg skrev i anmeldelsen blandt andet: ”Det er et album, som aflægger betydelige løfter mod det store showdown med storebror på Roskilde om et par måneder. For nu har også Seun formået at flytte sig ud af farens skygge med et afrobeat, der er umiskendeligt Kuti og yoruba, men hvor hver en drejning og riff sidder formidabelt lige mellem øjnene, mens benene danser derudad”.

 

Antibalas Afrobeat Orchestra:

 

Liberation Afrobeat Vol. 1 (2001)

(Ninja Tune/VME)

****

New York-kollektivet har i en årrække været eksponenter for den boblende undergrund, som nu manifesterer sig overalt. Her er starten på det forløb, som endte med en ud-af-kroppen-oplevelse på Roskilde Festival i 2002. Klassiker i afrobeat post-Fela.

 

Who Is This America? (2004)

(Rykodisc/Playground)

*****

Formidabelt gået af disciplene fra Det Store Æble, som langer ud efter korrupte politikere i fineste stil, men først og fremmest spiller en trance, som dykker direkte ned i den yoruba-trance, som Fela brugte som afsæt, men som i denne transatlantiske version også tager os forbi santería på Cuba. Fed, fed skive. Afrobeat af fineste aftapning.

 

Fanga:

Sira Ba (2010)

(Underdog)

****

Det nye lovende franske band er på vej frem med stormskridt. Live er de en fornøjelse, og de er blandt de førende i den nye bølge af orkestre, som også tæller danske WhoAreYouPeople. I den grad værd at tjekke ud.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA