x

Guide: Juleræsets opsamlingsheat

Guide: Juleræsets opsamlingsheat

For femte år har GAFFA.dk forsøgt at give et overblik over i hvert fald en del af den sværm af opsamlingsalbum, der hver år med usvigelig sikkerhed udgives op til den søde juletid. Vi giver en samlet karakter for både musikken og fænomenet "kompilering", som dækker udvalget af sange og måden, de er sat sammen og bliver serveret på: Er der kælet for detaljerne, eller er det bare en samling sange klasket hurtigt sammen til julesalget, så pladeselskaberne kan få årsregnskabet til at balancere?

Eric Clapton
Complete Clapton

(Polydor Records / Universal Music)
*****
Det er faktisk første gang, der kommer en opsamling, der både rummer højdepunkter fra Claptons solokarriere og fra hans fortid som guitarinnovator i Cream, Blind Faith og Derek & The Dominos (men dog ikke de helt unge år i John Mayall’s Bluesbreakers i midt-tresserne, dengang han ifølge graffitimalerne i London var gud). Dobbelt-cd’en ”Complete Clapton” falder med andre ord på et tørt sted, og den rummer da også et fint udvalg af Claptons bedste bedrifter gennem tiden – fra fem Cream-klassikere fra de psykedeliske sluttressere over to bluesy Derek & The Dominos-sange – det ene naturligvis klassikeren ”Leyla” til den mere polerede solotid, der har været lidt mere slingrende i kvalitet – men dog vellykket meget af tiden.

Blandt højdepunkterne kan nævnes storhittende træffere som ”Cocaine”, ”Lay Down Sally” (co-skrevet af en ung Marcy Levy, som langt senere hittede som Marcella Detroit i Shakespear’s Sister), de unplugged versioner af ”Tears In Heaven” og ”Running On Faith” samt ”Riding With The King” fra duopladen af samme navn med forbilledet B.B. King. Der er dog også missere. Som mange andre kunstnere led også Clapton i firserne under overproduktion, hvilket blandt andet går ud over ”Miss You”, hvor keyboardene næsten overdøver det ellers som altid sprudlende guitarspil. Også den overpolerede ”My Father’s Eyes” fra 1998 trækker ned med sit kedelige trommemaskine-beat. Og så har Clapton alt andet lige nok indspillet lidt for mange covernumre gennem tiden, om end han har formået at gøre nogle af dem til sine egne – J.J. Cales ”Cocaine” er nok det bedste eksempel. Dobbelt-cd’en rummer i alt 36 sange (ingen nye), der lykkeligvis er lagt i kronologisk orden. Men hvornår de enkelte sange er fra, fremgår desværre kun i begrænset omfang af det ellers ganske interessante lille essay i indercoveret. (ORS)

David Gray
Greatest Hits

(Atlantic Records / Warner Music)
****
Hvis man var ondskabsfuldt anlagt, kunne man fristes til at kalde denne opsamling for ”Greatest Hits – and more”, for det er langtfra alle de 14 sange på albummet, der har været store hits. Vel strengt taget kun tre, nemlig ”Babylon” og ”Please Forgive Me” fra det storhittende 1999-album ”White Ladder”, og ”The One I Love” fra 2005-albummet ”Life In Slow Motion”. Både ”Life In Slow Motion”-albummet og dets forgænger, ”A New Day At Midnight”, toppede dog den engelske albumhitliste, og de er begge repræsenteret med adskillige sange, som så bare ikke har været singlehits.

Med en enkelt undtagelse består ”Greatest Hits” kun af sange fra og med Grays store gennembrud med ”White Ladder”-albummet og dermed kun af en enkelt sang fra et af Grays første tre album, den fine ”Shine”. Denne periode blev dog tidligere på året dækket med opsamlingen ”Shine”, men det havde dog været mere overskueligt med én opsamling spændende over hele Grays karriere, der har udviklet sig interessant fra de første, akustiske og folk-orienterede album til de senere års sofistikerede og eftertænksomme singer-songwriter-pop-rock, som på det seneste album, ”Life In Slow Motion”, blev udvidet med formfuldendte strygere og blæsere. (Og derfor skulle sangene selvfølgelig også have været lagt i kronologisk rækkefølge). Vi får et enkelt nyindspillet (men ifølge Gray selv gammelt), udmærket nummer, ”Destroyer”. Og hele vejen igennem med Grays karakteristiske, nasale og meget smukke stemme helt i front. Gray har i øvrigt skrevet ganske interessante noter til hver sang. Det er dog ikke hver gang, han husker at skrive, hvilket album eller år de stammer fra. (ORS)

Ed Harcourt
Until Tomorrow Then – The Best Of

(Heavenly Records / EMI Music)
****
Det er lidt tidligt, at den engelske singer-songwriter Ed Harcourt udgiver sin første best of. Han har hun udgivet fire studiealbum, det første kom i 2001, og han kan ikke ligefrem siges at have væltet hits ud af sig, så der er vel ikke ligefrem brug for at gøre status allerede nu. Der er heller ikke den store udvikling at spore fra album til album, og måske derfor er sangene heller ikke lagt i kronologisk rækkefølge. De enkelte numre, 16 i alt, et enkelt nyt og et andet ikke tidligere udgivet, er dog absolut fine og dækker udmærket Harcourts fire plader. Ed Harcourt er nemlig en ganske habil singer-songwriter med en forholdsvis stor og følsom stemme, der giver visse associationer til Jeff Buckley og Rufus Wainwright. Ganske som hos Wainwright er klaveret ofte omdrejningspunkt i Harcourts sange, og ganske som hos Wainwright er de ofte forsynet med elegante stryger- og/eller blæserarrangementer. Harcourt kommer dog hverken stemme- eller instrumentmæssigt op i samme stormfulde højder som Wainwright eller for den sags skyld Buckley, men har til gengæld øre for iørefaldende og radiovenlige sange, og man kan undre sig over, at han ikke har fået et større gennembrud herhjemme. Det kan roligt anbefales at stige på toget, hvis du endnu ikke har gjort det. Harcourt har ligesom Gray skrevet covernoter – lidt mere kortfattede end Grays, men ganske interessante. Det er dog heller ikke hos Harcourt hver gang, han husker at skrive, hvilket album de enkelte sange stammer fra. (ORS)

Whitney Houston
The Ultimate Collection

(Arista Records / Sony BMG)
****
Der er masser af hits at hive op af nissehuen hjemme hos Whitney. Og denne jul har hun samlet 18 af de absolut fineste på ”The Ultimate Collection”. Med titler som ”The Greatest Love Of All”, ”Where Do Broken Hearts Go?”, ”I Wanna Dance With Somebody (Who Loves Me)” og ”Saving All My Love For You” lever opsamlingen fint op til titlen. Det er cremen af Whitneys karriere. Men det er længe siden, Whitney har udgivet et album med storhittende singler som ovennævnte. Seneste album, ”Just Whitney” fra 2002, er af samme grund slet ikke repræsenteret på opsamlingen. Så der er ikke kommet mere glasur på kagen, siden Whitney i 2000 udgav sine ”Greatest Hits” og i 2001 ”Love, Whitney” med de største kærlighedssange. Variationen på de tre opsamlinger er forsvindende lille, da Whitney unægtelig har flest kærlighedssange at tage af. Så når du står i din lokale og skal vælge, så står det mellem kvantitet, hele kagen, 35 tracks på ”Greatest Hits” – eller kvalitet, toppen af kagen, de 18 tracks på ”The Ultimate Collection”. Sidstnævnte anbefales. Den lægger sig som en krans af flødeskum om ethvert pophjerte. Og man kan altid gå på slankekur i januar. (SBW)

Johnny Madsen
De Tørre & De Bedste

(RecArt)
***
I år er det 25 år siden, Johnny Madsen pladedebuterede med albummet ”De Tørre Er De Best … Men Våde Er De Flest...” Det markeres med Johnny Madsen-opsamlingen ”De Tørre & De Bedste,” der i luksusudgaven indeholder 3 cd’er og en dvd. Man har uden større held forsøgt at dele Madsens sange op i ”De Tørre,” forstået som ”de skæve,” og ”De Bedste,” forstået som de største hits. Det er en dårlig ide; som de fleste ved, er alle Madsens sange heldigvis voldsomt skæve, og en sådan opdeling bliver søgt og uhensigtsmæssig.

Derudover indeholder opsamlingen en dvd-optagelse af en veloplagt akustisk koncert med Madsen, Møller og From med tilhørende cd. Denne Madsen-trio er som bekendt blot en lille parentes i Madsens 30 år lange rockkarriere, og da konstellationen allerede tidligere er dokumenteret med en dvd-udgivelse, er det ærgerligt, at man til en opsamling som denne ikke i stedet vælger at lave en dvd-optagelse med Madsens svedigt sammenspillede rockband, sådan som vi kender det fra utallige koncerter.

Ser man på ”greatest hits-cd’en,” som man har valgt at kalde ”De Bedste,” findes her på pladens 16 numre mange besynderlige valg og fravalg. På pladens anden skæring møder vi f.eks. sangen ”Pestskibet,” som vist næppe nogensinde har været noget Madsen-monsterhit, mens flere elskede Madsen-klassikere som ”Sergei og Johnny” og ”One Man Band”, hverken er med på denne eller de øvrige tre cd’er. (Og det bliver altså aldrig et hit at høre Johnny synge ”Jeg Elsker Dig!”). Cd’en ”De Tørre” (skæve) derimod indeholder f.eks. sangen ”Havanna,” en af de mest ligegyldige sange fra Madsens stærkt velpolerede ”Room Service”.

Denne udgivelse er, dens flotte indpakning til trods, noget jammerligt miskmask, der lugter langt væk af dårlige kompromiser. Brug i stedet et minimum af dit julebudget på opsamlingen ”Madsens Største, Fyrre Af De Fede” fra 1996, med Madsens finurlige og personlige kommentarer til alle sangene, og 2004-udgivelsen ”Madsen På Den Anden Side”, hvor Madsen på smukkeste vis har genindspillet de fineste ballader fra hele karrieren og kælet for samtlige detaljer. En perle af en cd, som ligesom dobbelt-cd’en ”Madsens Største” er at finde i rodekassen i Føtex for en flad 50’er. (TF)

Van Morrison
Still On Top – The Greatest Hits

*****
I sommer udgav pladeselskabet EMI ”The Best Of Van Morrison Vol. 3”, efterfølgeren til volume 1 og 2 fra henholdsvis 1990 og 1993 (begge sjovt nok udgivet af Universal). Er du ikke begyndt at samle på dén serie, er det dog et meget bedre køb at investere i nærværende ”Still On Top – The Greatest Hits” (i øvrigt igen en Universal-udgivelse). Især hvis du køber limited edition-udgaven med 3 cd’er, der kun koster lidt mere end én almindelig cd. Men for den sags skyld også, hvis du ”nøjes” med den ordinære dobbelt-cd til én cd’s pris. Denne indeholder nemlig hele 37 numre fra hele Van The Mans karriere, helt tilbage fra dagene med Them i start-tresserne og frem til 2005’s ”Magic Time”, mens country-coveralbummet fra 2006, ”Pay The Devil”, ikke er fundet værdigt (i øvrigt ikke det store tab). Deluxe-udgaven betyder på yderligere 14 af den tilknappede irers mere skæve og mindre kendte sange, mens den ordinære version primært fokuserer på hits. Det vil sige, at vi selvsagt får ”Gloria”, ”Brown Eyed Girl”, ”Moondance”, ”Crazy Love”, ”Into The Mystic”, ”Bright Side Of The Road”, ”Have I Told You Lately” og ”Whenever God Shines His Light”, mens også knap så store træffere, eksempelvis ”Vanlose Stairway” fra Vans tid som eksil-irer i København. Sangene er ikke langt kronologisk, men det gør heller ikke så meget, da Van lyder temmelig meget på den samme (fede) måde gennem hele sin lange karriere. Altså svedig og/eller spirituel og ja, sjælfuld soul/r&b/blues/folk-med-mere med mere eller mindre tydelig keltisk inspiration og The Belfast Cowboys karakteristiske, nasale og ekstremt intense sangforedrag i front. På limited edition-udgaven kan du blandt andet glæde dig over den 11 minutter lange ”Listen To The Lion”, der ender i en slags hyper-engageret scat-sang fra The Man og i øvrigt også refererer til hans tid i Danmark. Selvsagt er ikke alle Vans 33 studiealbum repræsenteret, heller ikke den let kryptiske, men ellers klassiske ”Astral Weeks”, men lad gå. Desværre er covernoterne spartanske, men så kan man glæde sig over, at Morrisons hjemmeside både rummer fyldige informationer og tekster. Ja, den gamle gnavpot er sgu stadig på toppen.

Nikolaj Nørlund
Resumé

(Auditorium / A:larm Music)
*****
11 år efter sin første dansksprogede plade har Nikolaj Nørlund fundet tiden inde til at udgive en opsamling med materiale fra hans fire dansksprogede album samt fra de forskellige dansksprogede samarbejdsprojekter, han har været involveret i – Steppeulvene-hyldestpladen ”Hip”, Leonard Cohen-fortolkningerne ”På Danske Læber” og H.C. Andersen-hyldesten ”Andersens Drømme”. Sidstnævnte havde Nørlund som komponist og producer, men ikke sanger. Den rolle var overladt til en række andre danske og svenske kunstnere, hvorfor det er Teitur, der fremfører bidraget fra albummet. Et meget spøjst og meget velsyngende indslag midt på et album, hvor Nørlund i sit meget velskrevne cover-essay fortæller, at sangene ikke er lagt i kronologisk rækkefølge, da dette ikke er en særlig musikalsk fremstillingsform. Enig, men man får nu et lettere overblik over Nørlunds meget alsidige karriere ved en kronologisk gennemgang. Nørlund er – som det forhåbentlig er læseren bekendt – en fremragende tekstforfatter og komponist, og samtlige sange er derfor på et højt niveau. Af særlig interesse kan nævnes en genindspilning af ”Dreng Alene Hjemme” sammen med den københavnske gruppe 1 2 3 4, hvis 2007-debutalbum ”In Your Faith” Nørlund både har produceret og udsendt på sit selskab Auditorium. Vi får også et enkelt nyt, udmærket nummer, ”Midt I Gaden”. En fornem opsamling, hvor også forfatteren Benn Q. Holm har skrevet covernoter – nu mangler vi bare en ditto cd med Nørlund på engelsk, det vil sige med hans alias Rhonda Harris og hans gamle band Trains & Boats & Planes. Måske til næste jul? (ORS)

Santana
Ultimate Santana

(Arista Records / Sony BMG)
****
Go’e gamle, guitarsvingende Carlos Santana fik et massivt comeback i 1999 med det multi-million-sælgende album ”Supernatural” og hittene ”Smooth” og ”Maria Maria”. Et album, hvor han arbejdede tæt sammen med en række yngre kunstnere fra både hiphop- og r&b-miljøet. Hans to følgende album, ”Shaman” og ”All That I Am”, fulgte samme stil, men blev ikke nær så store succeser, så man kan ikke undre sig over, at Santana (eller nok rettere hans pladeselskab) forsøger sig med denne opsamling – altså den første siden genkomsten til superligaen. Albummet rummer en lang række af Santanas hits helt tilbage fra 1969-debuten og frem til nu. Dermed får vi både en stribe af de gamle og i nogen grad instrumentale latinrock-numre, hvor Santanas uhæmmede guitarspil får lov at brede sig ud over det hele, og de nyere, hvor den stadig fritflydende guitar mere titter frem her og der. Rækkefølgen af sangene er dog noget af en rodebutik, hvor vi første får en række nyere sange, så en stribe ældre og så nogle nye igen. En kronologisk rækkefølge – eventuelt omvendt, så de nyere hits kommer først – ville have været langt bedre. Musikken er der dog ikke meget at indvende mod, selvom Santana trods alt var bedst på sine første par plader. Det er i øvrigt vist gået stærkt med covernoterne – kun på halvdelen af sangene fremgår det, hvilke album de stammer fra. Albummet indeholder tre okay nye numre samt en lidt overflødig ny version af 2002-hittet ”The Game Of Love”, denne gang med Tina Turner på vokal i stedet for Michelle Branch, der ellers gjorde det udmærket på originalen, som heldigvis også er medtaget her. (ORS)

Spice Girls
Greatest Hits

(Virgin Records / EMI Music)
****
Selvfølgelig måtte der komme en greatest hits fra kryddersildene i forbindelse med deres meget omtalte gendannelse. Selv om der i sagens natur er tale om letbenet popmusik, holder forbavsende mange af sangene fra storhedstiden i 1996-1998 (ja, så kort varede festen, da den var på sit højeste) faktisk stadig. Sangene har ikke helt samme infantile under- og overtoner som eksempelvis Aquas, som Spice Girls dengang lå og kæmpede med på hitlisterne – dem frembrusende fem var trods alt en kende mere velsyngende end Lene og René, og deres med-sangskrivere og -producere var unægtelig en anelse mere sofistikerede. Numrene er lagt i kronologisk rækkefølge, men denne fremstillingsform viser så, at det unægtelig gik ned ad bakke mod slutningen af første del af Spice Girls’ regeringstid. Der er ikke meget fut i numrene fra gruppens tredje album ”Forever” (!), ”Let Love Lead The Way” og ”Holler”, i forhold til debutens ”Wannabe” og ”Who Do You Think You Are” – og ærlig talt heller ikke i de to nye numre, ”Headlines (Friendship Never Ends)” og ”Voodoo”. Sjovt nok er albummet den eneste opsamling i år – i hvert fald den eneste af dem, der er landet på mit bord – som har tekster i coveret. På trods af, at de jo ikke ligefrem er i Nobel-klassen. (ORS)

Lis Sørensen
De Allerstørste Sange

(RecArt)
****
80’erne er som bekendt et årti, der dukker op igen og igen. Anne Linnet er pludselig atter hip, og nu kommer også denne opsamling med Lis Sørensen, der havde sin storhedstid i 1989, hvor albummet ”Hjerternes Sang” solgte flere hundrede tusind eksemplarer. En imponerende tredobbelt cd (til én cd’s pris), hvor cd1 er helliget Sørensens største up-tempo-hits, cd2 balladerne, og cd3 er en halvakustisk koncertoptagelse fra Kronborg tidligere i år – med strygesekstet. Albummet findes tilmed i en deluxe-udgave med en stemningsfuld dvd-optagelse af førnævnte koncert med fem ekstra numre i forhold til cd-udgaven af koncerten.

De gamle Sørensen-numre viser sig overraskende stærke ved genhør, ikke mindst balladerne, hvor Lis’ livskraftige, både let hæse og meget smukke stemme folder sig ud i al sin glans og herlighed. Eksempelvis på de mange Sebastian-kompositioner, hvor ”Rose”, ”Indtil Dig Igen”, ”Stille Før Storm” og ikke mindst den knap så kendte julesang ”The Greatest Story” hører til højdepunkterne. Det er også sjovt at få et genhør med ”Brændt” – en coverversion af amerikanske Ednaswaps ”Torn” med dansk tekst, indspillet flere år, før norske Trine Rein fik et mindre hit med samme sang og endnu flere år før Natalie Imbruglia fik et verdens-ditto med den. ”Brændt” stammer i øvrigt fra 1993-albummet ”Under Stjernerne Et Sted”. Et af de første album, Soulshock & Karlin producerede sammen, igen flere år før de brød igennem i USA som producere for Monica, Whitney Houston og Brandy. (ORS)

Swan Lee
The Complete Collection

(GoGo Records / A:larm Music)
****
Der gik et chok gennem den danske musikbranche, da Swan Lee i september 2005 overraskende meddelte, at de valgte at opløse sig selv – lige, da de havde opnået alt det, de drømte om: Stor succes i Danmark og et muligt gennembrud i Europa lurende om hjørnet. Men sådan ville bandet det altså. Og mens alle venter på debutalbummet med Pernille Rosendahls nye projekt, The Storm, kommer så ”Swan Lee – The Complete Collection”. Gruppen nåede kun at udgive to studiealbum, så Swan Lee og deres pladeselskab har valgt det eneste rigtige: Nemlig at samle de to album på en dobbelt-cd med righoldigt bonusmateriale i form af livenumre, bidrag til opsamlingsplader, remixes og ikke tidligere udgivet materiale. Det ville jo have været helt sort med en enkelt-cd-opsamling med halvdelen af numrene fra hver af Swan Lees to plader, sådan som ”The Best Of Dizzy Mizz Lizzy” (der dog retfærdigvis også indeholdt en live-cd).

De to originalalbum, ”Enter” og ”Swan Lee”, holder heldigvis stadig vand – begavet og melodiøs pop med smuk vokal – og det samme gør langt størstedelen af ekstranumrene. Blandt disse kan fremhæves den personlige fortolkning af New Orders ”Blue Monday” (meget mere melodiøs end end minimalistiske original) samt ”Love Will Keep You Warm” og ”Lord Knows I Can Be Strong” med henholdsvis soulveteranen Howard Tate og den danske mestercrooner Claus Hempler på fyldige gæstevokaler. Men når der nu er gjort så meget ud af cover og covernoter, hvorfor er teksterne så ikke med? (Ikke at de er dybt litterære, men alligevel...) (ORS)



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA