Med udsigt fra E Street: En samtale med Little Steven – 2. del

Med udsigt fra E Street: En samtale med Little Steven – 2. del

Du kender med en vis sandsynlighed fjæset – hvis ikke fra Bruce Springsteen & The E Street Band (altid indhyllet i et pirattørklæde), så muligvis fra den fremragende tv-serie ”Sopranos”, som i sin tid indvarslede det seneste årtis bølge af kvalitetsserier fra allestedsnærværende netværk som Netflix og HBO.

Steven Van Zandt er navnet – eller Little Steven, eller bare Stevie – dåbsattesten siger 1950, og sidste år udgav manden et af sine relativt sjældne soloalbum, hvor han vender tilbage til sine musikalske rødder i det særlige krydsfelt mellem rock og soul.

Det var en ren fest, da den karismatiske amerikaner for et lille års tid siden lagde vejen forbi Amager Bio med sit femten (!) mand store band – og 22. november er ensemblet så tilbage i København, og i anledning af koncerten kan du i dag læse anden del af nyt, stort interview med den legendariske guitarist, aktivist og skuespiller.

Første del blev bragt i går her på gaffa.dk – læs det her. Mine damer og herrer…mød: Little Steven!

 

Fælles grund

I titelnummeret på ”Soulfire” præsenterer du idéen om, at vi har brug for en slags åndeligt omdrejningspunkt for at klare os gennem de hårde tider, vi gennemgår. Hvad er det for et spiritual centre, du tænker på? Eller: Hvad er et åndeligt omdrejningspunkt for dig?

Dybt nede tror jeg, at vi er forbundet af, hvad vi kan kalde en sjæl. Der, hvor det metafysiske møder det fysiske. Du kan kalde det et åndeligt centrum, men det handler dybest set om et fælles ståsted, for menneskeheden.

For alle levende ting, tror jeg faktisk, er forbundne. Så det er et østligt-religiøst baseret koncept om, at alting er levende og forbundet – kombineret med videnskab:

Hver reaktion har en modreaktion; materie forsvinder aldrig, det skifter bare form. Den slags steder, hvor videnskaben møder østlig religion. Som jeg tror fuld og fast på, dybt nede. Det handler om fælles grund, for jeg tror at vi alle sammen ønsker os de samme ting.

Jeg skrev en sang, som hedder ”Solidarity”, som egentlig siger det ret klart.  Og jeg tror, at det i disse tider er vigtigt, at vi fortsætter med at tale om det her – præsidentskab – som deler os.

Det var derfor, jeg skrev sangen ”I’m a Patriot”, som jeg synes er gået ret godt live, på grund af det partiløse tema: Sangen siger grundlæggende, at når politiske partier begynder at opføre sig som fodboldhold – og kun er optaget af at vinde – så er det folket, der taber.

Så det er en slags opsang mod de ting, som deler os – og en søgen efter de ting, som bringer os tættere sammen. Som vi har til fælles. Og det er den dybereliggende, fælles grund, som vi kalder soul.

 

Historiens radar

Tak for det illuminerende svar. Et andet spørgsmål, jeg gerne vil stille dig, er dette: Har rockmusikken, med al dens kraft til at transcendere og opløfte, tidløse kvaliteter – eller er den simpelthen en specifik, kulturel udtryksform knyttet til en afgrænset periode i vestlig kulturhistorie?

Yeah, det er et interessant spørgsmål. Det er klart, at det er noget, som tiden vil vise. Men jeg synes faktisk allerede vi kan se, at den periode som jeg kalder for renæssance-perioden – som dybest set varede fra 1951 til ’71, den tyve års periode.

Eller rock-æraen, som groft sagt var en tredive års periode fra 1965 til ’95 – vælg selv: renæssance-perioden eller rockæraen.

Men altså, jeg synes at vi kan se tilbage i dag og se, at det var dømt til at være et tidsbegrænset fænomen. Det ville ikke vare evigt, eller blive en permanent del af vores kultur. Det var bare en periode; a flip on the radar screen of history, really….

Når kunst tages ud af sin kulturelle kontekst, er det vanskeligt at lave en kvalificeret vurdering af den, før der er gået tid nok til, at du kan se tilbage på det. Men jeg tror som sagt, at der allerede er gået tid nok til, at vi kan se tilbage på det og konstatere, at de her ting vil være inspirerende og motiverende for evigt.

Eller i al fald indtil man opfinder nye instrumenter, og en helt anden form for bevidsthed har udviklet sig. Men jeg tror helt ærligt, at de ting fra renæssanceperioden og rockæraen vil blive studeret de næste mange hundrede år.

Og jeg tror, at 1960’erne vil blive set som en skillelinje mellem fortiden og fremtiden. Jeg tror, at folk om bogstaveligt talt hundredvis af år vil se tilbage på 1960’erne og årtierne derefter som et tidspunkt, hvor historien ændrede sig. Så du har præ- og post-1960’erne.

Fra grundlæggende bevidsthed til fødslen af massemedier, international kommunikation og af så mange indsatser, som skabte bevidsthed om eksempelvis kvinders rettigheder, borgerrettigheder, homoseksuelles rettigheder, økologi, miljøet og så videre. Alle de ting begyndte at blive talt om i den her renæssanceperiode.

Først af beatforfatterne – Kerouac, Ginsberg og de fyre - og siden med rockmusikken. Og selvfølgelig også i film, bøger og anden kunst. Og jeg tror som sagt allerede vi kan sige, at her var der noget specielt, som formentlig ikke kommer igen nogensinde, eller i al fald ikke i de næste mange hundrede år.

 

Det andet band

Ok, et enkelt spørgsmål om det dér andet band, du spiller i… udover den rent personlige dynamik mellem Springsteen og dig, hvordan vil du så beskrive guitardynamikken mellem jer, samspillet?

På et tidspunkt mellem ”Born to Run” og ”Darkness on the Edge of Town”, altså engang i ’77-’79, havde Bruce bedt mig om at slutte mig til bandet, så han kunne lægge guitaren fra sig og stille sig i front for bandet. Så jeg blev den primære guitarist – i et øjeblik.

For så besluttede han, at han ville spille flere af soloerne, hvilket han så begyndte at gøre; fra "Darkness"- og videre på ”The River”-turnéerne – og så forlod jeg bandet. Og da jeg kom tilbage, havde han hyret Nils Lofgren. Som spillede en masse soli, og det gjorde Bruce også.

Så min rolle lå i, at det er essentielt at have en ren rytmeguitar som fundament for E Street-lyden. Og det besluttede jeg måtte være min rolle – og sådan er det forblevet.

Men langt vigtigere er den dér rene rytmeguitar, som egentlig udgør basis i rock’n’roll. Trommer, bas og rytmeguitar – alt andet bygger ovenpå det. Så det blev min rolle, mere eller mindre siden genforeningen – hvilket jeg har det helt fint med.

Men jeg har skullet lære at spille leadguitar igen, til mit eget band og mine egne plader, haha. Sådan lidt ”åh nej, jeg er nødt til at kunne spille det her igen!” Så jeg har været tilbage omkring mine bluesrødder og så videre, for at lære at spille igen. Men altså, det har været sjovt.

Jeg betragter altid guitaren som…du ved, vi startede alle sammen ud med et behov for at blive musikere – med den ambition. Men jeg blev ret hurtigt klar over, at det jeg ønskede at gøre med guitaren, grundlæggende set, var at komplimentere sangene.

Det fandt jeg langt mere tilfredsstillende end at være musiker for musikerskabets egen skyld; jeg tændte langt mere på det end på at spille en fem minutter lang guitarsolo.

Det handlede dybest set om sangene, for mig. Det er bare et spørgsmål om smag; jeg siger ikke, at det ene er rigtigere end det andet. Vi gik alle sammen igennem den dér jamperiode, hvor man spillede blues hele natten – solo efter solo efter solo.

Og der er også nogen, som bliver ved med det, hvilket er fint – det var bare ikke min ting. Det interesserede mig ikke. Jeg ville hele komplimentere sangene end at stå og vente på en fem minutter lang solo.

 

Regruppering på E Street 

Er det din oplevelse, at de senere års regruppering af The E Street Band har ændret på gruppens grundlæggende dynamik?

Well, vi var jo nødt til at udvikle os, efter tabet af to fantastiske medlemmer; Danny og Clarence. Vi var nødt til at beslutte, om vi overhovedet skulle fortsætte – og hvordan det i givet fald skulle foregå. Så vi begyndte bare at udvikle det og fandt en måde at fortsætte på. Hvilket jeg følte var vigtigt.

Jeg følte, at Bruces sange simpelthen fortjente at have evigt liv. De skulle spilles live, for det er det, som holder dem i live. Og Bruce skriver stadig, på et meget højt niveau. Også meget mere, end han egentlig har brug for.

Så vi besluttede at holde det kørende; vi gennemgik en overgang og turnerede med en blæsersektion – og Clarences nevø, Jake Clemons, kom virkelig som sendt fra himlen.

På den måde kunne saxofonen træde ud af blæsersektionen, hvilket hjalp på overgangen. Og i dag er Jake på egen hånd, når vi er på scenen. Men vi var nødt til, rent fysisk, at få det til at fungere i overgangsperioden – så det gjorde vi. 

Udover de legendariske E Street-koncerter, som du selv har været en del af – hvad har så været dine mest mindeværdige shows gennem årene?

Hm, jeg tænker umiddelbart på den første ”Free Nelson Mandela”-koncert, jeg lavede på Wembley sammen med Jim Kerr, Simple Minds, Peter Gabriel med flere. Den stikker ud som en særligt meningsfuld koncert. Vi har lavet adskillige af den type velgørenheds-agtige koncerter.

Vi lavede en af de allerførste anti-atomkraft-koncerter her i New York – og et af de første shows til ære for Vietnamveteraner. Tro det eller ej, men det var faktisk ret kontroversielt på det tidspunkt.

De her gutter kom hjem fra Vietnam og oplevede at blive spyttet på – det var helt utilstedeligt, forfærdeligt. Så vi var meget fremme, i forhold til at støtte Vietnamveteranerne. Det er den slags ting, som rager op for mig.

 

Hall of Fame

Klart. I øvrigt: Du er jo med til at nominere navne til optagelse i Rock’n’Roll Hall of Fame hvert år – hvorfor i alverden er Warren Zevon ikke blevet indlemmet endnu?

Well, der er en hel liste over folk, som fortjener optagelse. Desværre har de besluttet kun at indlemme fem nye medlemmer per år. Og der er en liste på i al fald 100 kunstnere, som bør være med i Rock’n’Roll Hall of Fame.

Du ved, vi mødes bare en gang om året og tager kampen; argumenterer for, hvorfor de pågældende kandidater skal med. Det bliver så sendt videre til en større afstemning – og bliver så besluttet.

Jeg tror, at Zevon nok skal komme ind – men det er der som sagt mange, som bør komme. 

Du har talt om, at du gerne så Procol Harum blive indlemmet…hvad er særligt for dig ved netop det band?

Åh, du godeste…..well, ja, i øjeblikket står de formentlig øverst på min mentale liste over navne, som fortjener at komme ind. Det handler om sangenes kvalitet, sangenes originalitet, det faktum at de opfandt deres egen genre.

Og om de enkelte musikere: En af alletiders største sangere, en af de bedste trommeslagere, en af de bedste guitarister – Robin Trower.

De skabte hele artrock-tingen, som første til at man begyndte at inkludere klassisk musik i rock og ledte til navne som Emerson, Lake & Palmer, Yes og en masse andre. Og så er de et af de bedste livebands, jeg har hørt.

Jeg er klar over, at det ikke er alle som er gamle nok til at have set dem live. Men de var fænomenale. Så altså: Uanset hvordan du vil måle kriterierne for at fortjene optagelse i Hall of Fame, så fortjener Procol Harum at komme ind. 

Ok. Jeg bør ikke tage mere af din tid – men tak for den, det har været en stor fornøjelse….

Fornøjelsen er på min side, min ven. Ses vi til koncerten? 

Helt sikkert!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA