x

GAFFA på EuroSonic - Alphabeat

GAFFA på EuroSonic - Alphabeat

Billeder: http://www.rasmuswengkarlsen.dk

I disse dage finder den store europæiske branche- og musikfestival EuroSonic sted i den hollandske universitetsby Groningen. 180 kunstnere fra hele Europa spiller showcase-agtige koncerter på hver 45 minutter for europæiske branchefolk og publikummer i håb om at få (mere) gang i deres internationale karriere. Et af de syv danske bands er de selverklærede "Fantastic 6" fra Silkeborg, Alphabeat. En gruppe, der allerede er på vej i fuld fart ud i den store verden og sidste år skrev international kontrakt med det multinationale pladeselskab EMI. Sekstetten gav en kort, men ganske heftig koncert på det ret store spillested Grand Theatre foran cirka 500 mennesker. Folk tog generelt imod den glade og iørefaldende popmusik, om end cirka 100 forlod koncerten undervejs - men der var jo også gang i mange andre koncerter samtidig. Efter koncerten fangede GAFFA gruppen på bagtrappen til en snak om deres internationale planer.

Hvordan syntes I, koncerten gik?
– Vi syntes, den gik godt, svarer guitarist Anders B og fortsætter: – Vi var lidt overraskede over, at der kom så mange, for vi er jo endnu ret ukendte i Holland, men måske er folk bare meget åbne ved sådan en festival.

Hvordan er I kommet på EuroSonic?
- Det er vores manager, der har arbejdet på det. Det er noget, han har talt om i 100 år, griner trommeslager Troels Hansen, og Anders B fortsætter:

- Vi er jo så heldige allerede at have en international pladekontrakt, med EMI's hovedkontor i London, så det skal vi ikke tænke på, og vi har også international booking. Vi har ligesom fundet det team, der skal arbejde for os. Men det er alligevel vigtigt at spille her, fordi der er så mange internationale presse- og branchefolk. Og for os er det især vigtigt at blive opdaget af nogle europæiske festivalfolk, så vi kan komme ud og spille på nogle festivaler.

Hvad er jeres næmeste fremtidsplaner?
Anders B: - Nu skal vi over og spille i England i resten af januar og februar. Vi har lige udsendt vores single "Fantastic Six" i England som promosingle i begrænset oplag til radioer, og den er også blevet spillet lidt. Så kommer "Fascination" som single i april, og så vores album i maj, både i England og i resten af Europa. Det bliver en international udgave af vores debutalbum, der kom i Danmark sidste år. Der kommer nogle nye numre på og nogle af de gamle, både nogle i originalversionerne og så nogle, der er blevet genindspillet lidt, så de passer lidt mere til den lyd, vi har i dag.

Og hvad er så det for en lyd?
Anders B: - Nu er der så mange, der har sagt, at de synes, vi først og fremmest er et fest- og danseband, så derfor har vi sat lidt mere fokus på stortrommen, altsa gjort musikken lidt mere disko-agtig og dansevenlig. Det gælder eksempelvis et nummer som "Boyfriend".

Bassist Anders Reinholdt tilføjer: - Men samtidig har musikken også fået mere kant og skarphed. Vi har også spillet de gamle sange live så mange gange, så vi har undervejs fået lyst til at spille dem på en lidt anden måde. Det bliver jo kedeligt at spille de samme sange på den samme facon igen og igen.

Anders B: - Vi skal i øvrigt turnere rundt om i Europa og også Danmark i foraret. Det er godt for et band, der vil frem i verden at spille hver eneste dag, så man kan komme i ordentlig form. Tidligere har vi selv syntes, at vi tog på turne, bare vi spillede torsdag-fredag-lørdag, men man kommer altså længere ved at spille hver eneste dag.

Der har været meget snak i den hjemlige presse om, at I sagde nej tak til at varme op for Spice Girls på deres reunion-tour. Hvorfor gjorde I det?
Trommeslager Troels Hansen: - Vi vil gerne gøre arbejdet selv frem for at blive skudt i gang af en kæmpemæssig reklamekanon, som det er at supporte Spice Girls. Vi vil også hellere spille for vores eget publikum end for Spice Girls'. Der skulle jo gerne komme flere Alphabeat-plader end bare den første.

Hollandsk pladeselskabsmand tilfreds
Efter koncerten fik GAFFA også en snak med René Willemse, product manager for den hollandske afdeling af pladeselskabet EMI, som Alphabeat har skrevet international kontrakt med.

Hvilket potentiale synes du, Alphabeat har?
– De har et kæmpestort potentiale. De gav en god koncert her, og det gjorde de også i november i Amsterdam, da de varmede op for Mika i en fyldt Heineken Music Hall med plads til 5000 personer. De har både pop-appeal og samtidig indie-credibility, fordi de jo gør tingene selv og ikke bare er skabt af et stort pladeselskab.

Alphabeat sagde for nylig nej til at varme op til Spice Girls på disses reunion-tour. Tror du, de kan blive lige så store, som Spice Girls var i deres storhedstid?
– Ja, for de har rigtig gode sange. Men det afhænger meget af, om radioerne vil spille dem. Hvis de får den rigtige radio-airplay, kan de blive kæmpestore, men de afhænger som sagt af, om de falder i radioernes smag. Hitpotentialet er der i hvert fald, synes jeg.

Hvad synes du som pladeselskabsmand til, at Alphabeat sagde nej tak til Spice Girls-turnéen – det havde jo været en kæmpechance for eksponering?
– Ja, men det viser også, at det er band, der tør tage en kontroversiel beslutning, og det respekterer jeg dem for. Hvis de ikke mener, de passer ind som opvarmning for Spice Girls, skal de naturligvis ikke sige ja. Det er en beslutning, som det helt og holdent har været op til dem at tage.


EuroSonics hjemmeside

Alphabeat på MySpace


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA