Skjorten, der aldrig går af mode i musikindustrien

Skjorten, der aldrig går af mode i musikindustrien

Den ikoniske skovmandsskjorte har dannet mode gennem generationer af musikere og er en gennemgående fællesnævner for forskellige musikere på tværs af genrer gennem fem årtier.

Musik og mode har alle dage gået hånd i hånd. Se bare på Madonnas ikoniske kegleformede Jean Paul Gaultier-bh fra Blonde Ambition-turneen i 1990. Eller Sgt. Pepper-jakkerne, Beatles bar i 1966. Og hvad med Michael Jacksons røde læderjakke fra Thriller i 1983.

Og så er der én bestemt beklædningsgenstand, der er gået igen gennem årtier og på tværs af genrer. Nemlig skovmandsskjorten som igen er på mode. Men hvilke musikere og genrer har egentlig cementeret den varme, bløde og ofte ternede skjorte?

Indie-singer/songwriteren

Justin Vernon fra Bon Iver er indbegrebet af følsom singer/songwriter, der ligner en skovhugger, Paul Bunyan-style. Den canadiske sanger er tilmed gået så langt som at tilbyde en skovmandsskjorte i sin webshop til den nette sum af 60 dollars, svarende til knap 400 danske kroner. I indie-regi går skjorten næsten altid hånd i hånd med et imponerende fuldskæg.

Rapperen

Skovmandsskjorten er måske nok repræsenteret en smule mere på rockscenen end hos rappere. Men en ung rapper som A$AP Rocky ses ofte med en åben skovmandsskjorte over sin t-shirt, hvilket nok er en slet skjult cadeaux til 1990’ernes L.A. rapscene, hvor blandt andet N.W.A blev set med den ikoniske flannelskjorte ved mere end en lejlighed.

Grunge-æraen

I 1990’erne blev skovmandsskjorten nemlig fast inventar i enhver grungemusikers garderobe. Se bare på Chris Cornell fra Soundgarden, Eddie Vedder fra Pearl Jam og selvfølgelig Nirvanas Kurt Cobain, der fungerede som legemliggørelsen af grungegenren. Grungemusikerne flankerede selvfølgelig altid skovmandsskjorten med langt, fedtet hår, stonewashed cowboybukser og tunge støvler.

Popmusikeren

Justin Bieber er kendt for sin flamboyante tøjstil, og at stjæle fra tidligere årtier. Tænk bare på hans Kris Kross-periode, hvor Biebers afblegede lokker blev samlet øverst på hovedet i små dreadlocks. Senest har Bieber selvfølgelig taget skovmandsskjorten til sig, om det så er som åbentstående ud over en t-shirt eller bundet i en knude om livet. Fangruppen Beliebers har selvfølgelig også taget trenden til sig.

Den klassiske rockmusiker

Neil Young er nok en af de første musikere, der bar skovmandsskjorten. Tidligere havde det virket respektløst at have sin skjorte siddende løst frem for at have den stoppet ned i bukserne. Det lavede Neil Young om på, og satte tonen for det, der med tiden blev den helt store trend i 1990’erne.

Ligesom skjorten, har Fjällräven været med fra start, og laver i dag stadig den legendariske skjorte -  Ikonet fortsætter...

Tjek det ud på Fjällräven.dk

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA