x

Kollegerne interviewer Spleen United

Kollegerne interviewer Spleen United

Som lovet i januarudgaven af GAFFA fik vi et par af Spleen Uniteds kollegaer og samarbejdspartnere til at stille spørgsmål til bandet og samtidig sætte ord på, hvad de synes om den albumaktuelle synthbrigade, der 21. januar udgiver deres andet album ”Neanderthal”.

Simon Kvamm (sanger i Nephew, der introducerede Spleen United for et større publikum, da de varmede op for førstnævnte i 2004):

Om bandet:
– De skriver pissegode sange, og Bjarke er særegent god til de engelske tekster. Der har ikke været lagt så meget vægt på deres tekster, men de beskæftiger sig virkeligt med nogle andre temaer, end man normalt hører, og det rammer mig virkeligt. Og så er sangene sat i et knivskarpt koncept. Det er smukt, stort, dunkende og sindssygt hårdt, så det både prikker både i hjertet og dansemusklerne. Jeg synes, det er helt forfejlet, når de bare bliver beskrevet som Kraftwerk med lidt Depeche Mode indover, men det er en mærkelig præmis, anmelderne har, når der er synthesizer med i rockmusik, hvilket vi også har oplevet i Nephew. Alle bands står på skuldrene af traditionerne og genbruger nogle krydderier, men Spleen United står ret alene i forhold til musikhistorien. De er noget nær det perfekte band.

Spørgsmål fra Simon Kvamm:
Hvad for noget musik hader I mest? … Jeg fisker ikke efter noget, men synes, det er interessant, hvad folk definerer sig i modsætning til.

Kasper Nørlund (synth, kor): – Det er helt klart Nephew. Nej, men det, man hader mest, er vel det, der minder mest om en selv, hvorimod man er lidt ligeglad med det, der ligger længst væk fra én.

Bjarke Niemann (sang, guitar, keyboard:) – Netop, og når indiemusikere brokker sig over Stjerne For En Aften og sådan noget, jamen, det er jo ikke deres verden. Det er to forskellige verdener, og så kunne man lige så godt svine en eller anden film til. Og jeg vil ikke mønstre noget had mod de ting, der ligger langt fra os.

Kasper: – Jeg har for eksempel været virkelig irriteret over Didos musik, men på den anden side har hun lavet noget interessant med sin brormand Rollo. Det er sgu et svært spørgsmål.

Gaute Niemann (bas, keyboard): – Jeg sidder lige og tænker på, hvem det ville være på plads at give en sviner.

Kasper: – Lige med den her plade er det det meget fortænkte, vi tager afstand fra, og det meget storladne og selvsmagende, som vi definerer os i forhold til, men det er måske bare lige nu.

Bjarke: – Nu ved jeg ikke, hvordan Simon har det, men nu synes jeg faktisk ikke, vi er super hadske.

Gaute: – Vi var mere i starten,
Bjarke: – Ja, der hadede vi alle.

Gaute: – Det var også nemmere at stå i starten og ikke have udgivet noget selv og pege fingre. Nu kan vi jo godt se, at de bands, man hadede dengang, måske har et eller andet at byde på, siden de er der.

Kasper: – Men man kan heller ikke sige, hvad man virkeligt elsker længere.

Gaute: – Jeg har det virkeligt dårligt med, at jeg ikke kan komme på et eller andet jeg hader. For det er jo konstruktivt at tage afstand fra noget. Men der er da bands, der giver os myrekryb, men det er for kontroversielt at nævne dem.

Michael Patterson (producer med Black Rebel Motorcycle Club, P. Diddy, Jay-Z, She Wants Revenge med flere på cv’et):

Om bandet:
– Det, der gør Spleen United til så fantastisk og specielt et band er, at de ved præcis, hvad de vil, og i modsætning til de fleste andre bands ved de også, hvordan de opnår det og evner det. De er den perfekte forening af kunst, design og musik.

Spørgsmål fra Michael Patterson:

What's the deal with Danish men and v-neck T-shirts?
Bjarke: – Det er sjovt, når amerikanerne kommer til Skandinavien og begynder at udbrede sig om mode og deres store viden,

Kasper: – Patterson læser for eksempel tykke bøger om mode.
Bjarke: – Ja, og så kommer man derover, og så ligner de jo alle sammen lort.

Gaute: – Forhistorien er nok også, at da vi spillede i Amerika, da reagerede en af hans venner ret kraftigt på, at der stod tre af medlemmerne i v-necks. Patterson var også efter mig, fordi jeg havde en cardigan på til et show, og jeg kan egentligt godt se det udefra: Da jeg kom derover, hvor de amerikanske bands dresser sig enormt meget op og sminker sig, der er den dér med, at et rockband skal være farligt, og hvor en cardigan er tjekket her, er den for ham virkelig morfar. Jeg kunne lige så godt have stået og spillet med en pibe i kæften.

Kasper: – Han havde også et stort issue med facial hair, at det havde alle danske mænd, men det er jo hele tiden lidt småkoldt her, selv om sommeren.

Bjarke: – Men han fik dog et fuldskæg op at køre, mens han var her. Det røg hurtigt af, da han kom over til sit hiphop-posse i New York, og de mobbede ham.
Kasper: – Det er kun Rick Rubin (legendarisk rock- og hiphop-producer, red.), der har måttet beholde sit.

Carsten Heller (Nephew-producer og Henrik Hall-, Under Byen m.fl.-mikser, der også stod bag Spleen Uniteds debut)

Om bandet:
– En af Spleens styrker er evnen til at balancere imellem ydmyghed og arrogance. Deres ydmyge side gør dem seriøst arbejdsomme og betyder, at det er en fornøjelse at samarbejde med dem. Omvendt er de så tilpas arrogante, at de altid bider sig fast, når de fornemmer, at de er på rette spor. Hvis de selv er klar over, at de musikalsk og stilmæssigt har fat i den lange ende, så kan både anmeldere, musikbranchefolk og nørde-fans godt pakke deres velmenende kommentarer og råd sammen. Den eneste respons, de vil få fra Spleen, vil være et opgivende blik, der bedst kan oversættes med: "Hvem fanden har ringet dig op?". Ydmygheden har gjort Spleen United til et fantastisk dygtigt band, men det er nok arrogancen, der kommer til at gøre dem til stjerner.

Spørgsmål fra Carsten Heller:
Et halvgammelt techno-fjols som jeg har jo med fryd bemærket, at I siden sidst har udvidet jeres instrumentpark, så de gamle Korg- og Juno-synths nu har fået selskab af to Akai-samplere. Hvordan kom I på den idé? Og ... hvilken betydning har samplerne haft for jeres nye numre?

Bjarke: – Jeg ville gerne ha’ en; jeg kan huske den fra slutningen af 90’erne, hvor jeg spillede med én, der havde den, og den var sjov at lege med. Så jeg købte én, rodede lidt med den og fik den under kontrol, og så begyndte det ligesom at præge sangskrivningen temmelig meget. Jeg tror, det er meget teknisk, den måde, det har præget musikken.

Gaute: – Jeg synes, at den har ændret noget ved, at den melodiske kant er taget lidt ned. Det er ikke hyper- og overmelodisk som den første, og det kan man jo tilskrive, at det hele ikke er lavet på keyboards, hvor man sidder og spiller melodier, men derimod på en sampler, der generelt er bedre til rytmiske ting.

Bjarke: – Det er jo en fysisk maskine, for den er tænkt som en tromme-afvikler. Så man står og slår på den, og så kan man lave en tekst, der svarer til det, man står og slår, i stedet for at sidde med en synthesizer med masser af delay på. Den bruges også som et ret normalt elementer i et hiphop-set-up.

Jesper Majdall (manager for bands som Figurines, Under Byen og Spleen United):

Om bandet:
– Jeg har stor respekt for bandet for deres evne til på en gang at være kompromisløse i deres musikalske stil, men samtidig have en bred appel. Hvilket nok i høj grad skyldes deres popsensibilitet, som ikke er umiddelbar, men alligevel allestedsnærværende – i synthtemaerne, basgangene, og vel egentlig også trommespillet. Men jeg vil kun kunne sætte så høj pris på det, hvis det fulgte den rækkefølge, altså kompromisløshed og derefter modet til at være populær.

Spørgsmål fra Jesper Majdall:
I hvilken grad har det haft betydning for flere af sangene på pladen, at I – modsat sangene på ”Godspeed Into The Mainstream” (albumdebuten fra 2005, red.) – ikke har spillet dem live, før I indspillede dem til pladen?

Kasper: – At vi ikke kan spille dem live. De gamle er blevet ændret tusind gange, for eksempel startede ”Spleen Utd.”-sangen som et rocknummer med march-trommer, men det blev lavet om mange gange.

Gaute: – Det har nok skabt lidt mindre berøringsangst, da de gamle numre var blevet præsenteret live, og så skulle de ligesom gerne ende sådan på pladen. De nye numre turde vi tage lidt større chancer med, da de ikke har føltes som endegyldige numre, da vi gik i gang med at indspille dem. Så vi har turdet at eksperimentere noget mere, men jeg ved ikke, om vi har gjort det.

Bjarke: – På den første plade var der en dagsorden, hvor sangene bare skulle i kassen. Det har været mere kreativt i studiet denne gang, men det er så også bare fordi, vi har valgt at lægge arbejdet dér i stedet for i øvelokalet.

Carsten Hebsgaard Nielsen (guitarist i Green Concorde, der agerede opvarmer for Spleen United tilbage i 2005):

Om bandet:
– Svævende postpoppede sange på insisterende stram bund i unikt visuelt live-show.

Spørgsmål fra Carsten Hebsgaard Nielsen:
Hvad skete der egentlig den aften, hvor Green Concorde fik
livsvarig karantæne fra VoxHall?

Bjarke: – Den ved jeg sgu ikke helt, om den skal ud.
Gaute: – Der skete vel bare det, at der var nogen fra Green Concorde, der smadrede nogle stole,

Kasper: – Jeg tror bare, der blev sparket en enkelt stol ud over scenen.
Bjarke: – Der var i hvert fald gang i et eller andet, som ikke var helt fint, og så var vi nok ikke større mennesker dengang, end at vi lod opvarmningsbandet tage skylden, eller hvad?

Kasper: – Jeg ved det faktisk ikke.
Gaute: – Men jeg tror, det var fortjent, så han burde måske spørge sig selv, hvad der skete egentligt.

Spleen Uniteds hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA