x

The Chris Greys-turnedagbog kapitel 1

The Chris Greys-turnedagbog kapitel 1

Den 19.01 Kl. 07.00 gik startskuddet for vores 12 dages Tyskland / Hollands tur. Med tunge øjne og kilden i maven, havde vi, sammen med vores nye tourbus, en 11 timers rejse foran os. Målet var Stuttgart i sydtyskland.

Vi ankom planmæssigt kl. 18.00, og blev venligt taget imod af vores promoter, der bød os velkommen. Til vores store begejstring var det et virkelig fedt og tjekket spillested, der skulle danne rammen om vores debutkoncert som trio. Stedet hedder Zwölfzehn, og har vel plads til omkring 200 personer.

Efter endt lydprøve var det bare at tage for sig i det yderst velassorterede backstage. Med fyldte maver gik vi ud i baren, bestilte et par øl og kiggede lidt på hinanden, og derefter op på et stort ur bag baren. Klokken var 21.15, og der var 45 min. til showstart. I baren sad der tre gæster! Hmm ... ikke just det man havde håbet, efter at have tilbragt en meget lang dag i en meget tilrøget bus. Vi gik backstage igen, og blev enige om selvfølgelig at give den maks gas, selvom det stort set kun var bartenderne der var til stede. Tror de fleste upcomingbands kan nikke genkendende til den replik;-)

Til vores store overraskelse kom folk nærmest væltende ind på spillestedet cirka 15 min. før showstart, og da vi gik på scenen, var spillestedet totalt fyldt, og vi blev mødt med jubelråb og klap, hvilket resulterede i en stemning på kogepunktet, hvor folk sang med, og kaldt os ind to gange til ekstra ekstra numre. Fantastisk koncert for et fantastisk publikum. Vores tourmanager havde fået æren af at styre vores merchandise bod, og solgte flere cd'er og T-shirts end vi sikkert nogensinde kommer til i Danmark ;-)

Efterfølgende snakkede vi med dj'en, der fortalte os, at vi kørte ret solidt i radioen i Stuttgart, og det sikkert var det, der bevirkede det pæne fremmøde. Vi kunne ikke gøre andet end at påpege, at det da så måtte være en fejl, at han ikke havde spillet os endnu, hvilket han selvfølgelig straks ændrede på ;-)

Vi mødte også to piger, der præsenterede sig med ordene: "det var hele turen værd". Det viste sig, at de havde kørt 150 km for at høre os. Vi kvitterede aller-ydmygest med et par cd'er og rigtig mange gange tak!

Ovenpå en fuldstændig sindssyg aften placerede vi os i baren, og festede, som det hører sig til, når man er tre rockmusikere i byen ,-)

Next stop: Köln!

Mange hilsner fra:

The Monkey, The Bird and The Pig AKA The Chris Greys

The Chris Greys på MySpace


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA