x

Reportage: Koncert i Center Sandholm

Reportage: Koncert i Center Sandholm

På initiativ af Kira Skov blev Bygning 4 midt i Center Sandholm onsdag aften forvandlet til en fantastisk musikalsk smeltedigel. Med Savage Rose-forsanger Annisette Koppel, svensk-amerikanske Caroline Henderson, danske Marie Fisker og Nikolaj Nørlund samt en række af Danmarks dygtigste musikere fik de mennesker, som af uransagelige grunde gennem en lang årrække er blevet klemt og glemt i og af det danske asylsystem, en grund til at smile, synge og danse. For en stund i hvert fald.

Aftenen indledtes med, at konferencier Charlotte Munck alias Anna Pihl bød de omkring 150 fremmødte indsatte velkommen med ordene: ”Tak fordi vi må være her! Kom bare nærmere.” Og det gjorde de så. Børn, unge og gamle, hvis ansigter mest af alt mindede om døende måner. For det er tydeligt, at krig og fornedrelse har sat sig sine spor i disse mennesker.

Først på plakaten var en af Danmarks smukkeste stemmer, Marie Fisker. Med sig havde hun fem lavmælte og indtrængende sange – deriblandt en hjertenær udgave af Nick Caves ”Into My Arms” – som i aftenens anledning mindede os om, at sangen, hvis den synges tilpas indfølt, kan nærme sig bønnen.

Andet indslag var Nikolaj Nørlunds Rhonda Harris. Tempoet blev sat op og efterhånden fik de indsatte mulighed for at røre kroppen og lade tankerne stå stille i takt til Nørlunds finurlige, velarrangerede og intelligente engelske sange.

Så kom Caroline Henderson. Iført en UNICEF-hættetrøje som symbol på, hvad det hele i virkeligheden handlede om. Hendes optræden indledtes med en tale om rodløshed og om ikke at føle sig hjemme. Og da Hendersons karisma ganske enkelt er enestående, var det svært ikke at blive i godt humør af hendes soul.

Aftenens næste indslag skulle egentlig have været Annisette. Men da to seks-syvårige drenge havde bedt om at få lov at uropføre ”Children of Denmark”, blev scenen naturligvis overladt dem. Med en blanding af kådhed, ydmyghed og nervøsitet satte den ene sig bag trommerne, mens den anden andægtigt slog tonen af bag orgelet. Et bevægende øjeblik, som da også retteligen afstedkom et af aftenens største bifald.

En bedre optakt kunne Annisette ikke have ønsket sig. Hun er vel om nogen symbol på, hvad musik og mennesker har at sige hinanden. Og da hun med parolen ”Længe leve friheden og livet, vi elsker” begyndte at synge sig ind i de fremmødtes sjæle, forvandledes salen til noget, der lignede en dansende gadefest. Det var aftenens højdepunkt, hvilket man på forhånd – med al respekt for de øvrige optrædende – godt kunne have forudset.

Efter godt halvanden times sang og dans overtog initiativtager Kira Skov scenen. Eller rettere: dansegulvet foran scenen. Med en håndfuld nye sange og en håndfuld nye musikere, som beviste, at Kira-epoken på ingen måde er slut. Som forbilledlig garant for et sobert og åbent Danmark fik hun vist, at det kan betale sig at gøre noget. At det kan betale sig at tage sagen i en hånd. Med udtalelser som: ”Vi er ikke enige med regeringen”, ”Det er som at slås med en dinosaur”, og ”Save me from this loneliness and fear” fik hun også vist, at ord og musik er en af vejene til at forene mennesker på tværs af grænser, tro og hudfarve. For i musikken er vi alle lige. Så må vi se, om det også kan flytte stemmer – alt imens asylforhandlingerne i Folketinget fortsætter…


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA