x

Aura – Tilbage til musikken

Aura – Tilbage til musikken

Aura har været ude i noget af det stormvejr i løbet af de sidste par år, men nu er den sprudlende sangerinde langt om længe ude med ny musik. Man kan tage meget fra hende, men musikken er ikke til at stjæle, er budskabet på Can’t Steal the Music, hvor Aura er stærkere og mere personlig end nogensinde.

Der er noget forandret over Aura. Den sprælske sangerinde er stadig mere sprudlende end de fleste og afslutter blandt andet nærværende interview ved spontant at sætte sig ved klaveret og lade en passioneret fremførelse af You’ve Got Wings gjalde ud i lokalet, der er prydet af store, kunstfærdige versioneringer af albumcoverne til henholdsvis Kraftwerks Mensch Machine og The Clashs London Calling. Alligevel er der en ny, nærmest afmålt alvor over hende.

Hvis man er typen, der følger med i den mere kulørte del af dagspressen, vil man de sidste par år kunne have fulgt med i en yderst bitter strid i kølvandet på bruddet mellem Aura og hendes tidligere milliardær-kæreste. Det har fløjet med beskyldninger og dyre advokater, og det skal vi sådan set ikke komme så meget nærmere ind på her, andet end at hele miseren er skyld i, at der er gået mere end fem år, siden den notorisk produktive sangerinde og sangskriver udgav sit sidste udspil, Before the Dinosaurs. I mellemtiden har hun skrevet sange til ikke mindre end fire plader. En del af de sange ser næppe dagens lys på grund af diverse retslige forhindringer, men seneste skud på stammen er netop landet i form af Can’t Steal the Music. Vejen dertil har været lang og budt på både sangskriversessions i London og i isolation i et kloster i Himalaya.

Gravid i niende måned i to år

– Jeg har været ude i et ret vildt stormvejr gennem de sidste par år, og det har gjort, at jeg har måttet mærke grundigt efter, hver gang jeg har skullet træffe en beslutning, for jeg var nødt til at være sikker på at have mig selv fuldstændig med i det, fortæller Aura, og forklarer, at hun havde lavet et album, der ikke kunne komme ud på grund af forskellige forhindringer.

– Det var to års arbejde, jeg ikke kunne få lov til at udgive, fordi min ekskæreste og hans advokater havde besluttet sig for at gøre livet rigtig svært for mig, efter at vi gik fra hinanden. De påstod, de ejede masterrettighederne, og så var det sådan se ligegyldigt, om de ejede dem eller ej, for så ville der komme en disput, og det betød, at jeg ikke kunne udgive det, fordi retten var nødt til at forholde sig til det, og det blev udskudt i det uendelige. Det var en måde at sørge for, at jeg ikke kunne arbejde, så jeg ikke kunne tjene penge, så jeg ikke kunne overleve. Det var meget systematisk grundigt og ondskabsfuldt.

– Jeg havde arbejdet på den i døgndrift, og det var nærmest som at være gravid i niende måned i to år. Det var hæsligt og så hårdt, og jeg vidste, at hvis jeg overhovedet skulle udgive musik igen, så var jeg nødt til at skrive mig ud af de bitre følelser og hele min situation. Så sangene på pladen her er stort set alle sammen blevet til i løbet af et par dage, hvor jeg bare skrev og skrev i en lang køre, hvor jeg bare hentede en masse ting frem fra langt inde i mig selv.

Nonne eller dommer?

– Jeg tog til England og arbejdede sammen med en fyr, der hedder Jonathan Quarmby. Han har vundet Mercury Prize, men havde ikke lavet musik i nogle år. Han arbejdede meget med blues- og reggae-artister, så han kom fra en hel anden verden, og efter at have boet i L.A. havde jeg opbygget nok erfaring til at føle mig parat til at producere en plade selv, og så havde jeg brug for en, der kunne eksekvere mine idéer. Det var han ydmyg nok til, samtidig med, at han var storsindet og dygtig nok til, at han ikke lod mig hænge i det, når der kom 32 strygermusikere ind til os, mellem de skulle indspille med folk som Adele og Ellie Golding. Vi havde halvanden time med dem, og de havde fået skrevet alle partiturene ud, og så spillede de det igennem to gange, og det var sindssygt at se de 32 mennesker, der skulle spille sammen. Det var fuldstændig fascinerende, og jeg kunne aldrig have gjort det uden ham. Vi fandt en måde at arbejde på, så det blev et rigtig godt partnerskab.

Efter at have boet flere år i Los Angeles besluttede Aura sig for at vende det hele på hovedet og tage til Nepal, hvor en helt anden oplevelse ventede.

– Jeg tog til Nepal som en kontrast til at have boet i orkanens øje i Los Angeles, hvor jeg fandt ud af, at det er et sted, man kan tage hen for at blive dygtig, men hvor originaliteten ofte kan blive lidt udvandet, når man bare er i session efter session med folk, der alle leder efter guld. Så jeg havde lyst til at vende det hele på hovedet og gøre noget helt andet. Jeg havde nogle forbindelser til en lama, der boede på et kloster i Himalaya, som jeg tog ud og besøgte, og så endte jeg med at gå i kloster i en måned og vende blikket indad.

– Siden jeg var barn har jeg altid gerne villet være nonne. Det er nok en blanding af at have set Sound of Music og Frøken Nitouche og så fascinationen af forbindelsen til det åndelige. Og det lyder åndssvagt det her, men det kræver nosser at tage i kloster. Det er noget af det mest hardcore, jeg har gjort. Der er stilhed hver anden dag, og man er tvunget til at være alene, så man skal kunne slutte fred med sig selv. Der var jo kun kvinder på klosteret, så om natten blev vi låst inde i tilfælde af, at der skulle komme røvere eller voldtægtsmænd forbi. Det var ret vildt.

Så hvis ikke du var blevet sanger, var du blevet nonne?

– Ja, eller dommer. Det kan jeg huske, jeg gerne ville være som barn. Siden jeg var lille, har jeg været grebet af retfærdighed. Jeg ved godt, at en dommer har mere med loven end med retfærdighed at gøre, men jeg har efterhånden kæmpet en del med retssager og managere i min tid, og jeg er svær at kue, når jeg synes, noget er uretfærdigt. Så det kunne være meget fedt at være dommer og være rigtig nørdet omkring loven og sætte sig grundigt ind i den. Og ja, så er det heller ikke utænkeligt, at jeg en dag kunne finde på at trække mig helt tilbage og gå i kloster. Og det lyder måske mærkeligt, for jeg er jo en ung kvinde og et seksuelt væsen og både meget levende og til en vis grad materialistisk. Der er mange modpoler, men jeg er i hvert fald nysgerrig på, hvordan det er at leve så fattigt og så rigt på samme tid. Jeg er tiltrukket af kontrasten i det. Jeg lever bedst mellem modpoler.

Slut med pop?

– Jeg sagde til min engelske ven, James: ”James, do you think I’m fearless?” og så svarede han: ”No, darling. You’re reckless!” Og det har jeg ikke tænkt så meget over, men jeg tror, han har ret. Jeg har altid troet, at verden har villet mig det bedste, samtidig med at jeg også har villet den det bedste. Man skal lære, at der findes forskellige typer af mennesker, der har forskellige agendaer. Det er ikke alle, der er kommet for at være en sommerfugl, der skal lyse op. Men jeg er opvokset på Bornholm, så jeg har nok været lidt for meget i mit eget klippeunivers. Men jeg har lært en ting eller to siden da og står nu meget stærkt og vil gerne vise, hvor stærk jeg er blevet.

Det er et kraftigt stormvejr, man kommer ind i flere steder på pladen. Men du har en enorm ro over dig nu. Har du skrevet dig ud af uvejret?

– Ja, det har jeg. Som kreativt menneske er man jo heldig, at man på en eller anden måde kan sætte ord, musik eller farver på, hvordan man har det. Så i stedet for at blive for vred eller bitter, prøver jeg at få det til at vibrere på et niveau, hvor det jeg kommer af med bliver bedre end det, jeg selv har modtaget. Det har krævet meget af mig at kunne komme igennem det her som et helt menneske.

– Det her er den ærligste plade, jeg har lavet, fordi jeg kun har skrevet om mig selv. Jeg har ikke skrevet om andre mennesker. Det har været en kæmpe sejr for mig at lave en plade i en tid, hvor bare det at trække vejret har været svært. Det har føltes som om, det var med livet som indsats. Det har været noget, jeg skulle gøre.

Til sidst i musikvideoen til Can’t Steal the Music møder Aura ingen ringere end døden og spurgt ind til symbolikken, afslører hun, at albummet meget vel kunne være den sidste pop-plade fra hendes hånd.

– Jeg forestiller mig, at jeg næste gang, jeg udgiver noget, er et andet sted. Popmusik interesserer mig ikke så meget længere. Jeg tror, jeg skal noget andet. Noget større. Nu må vi se, det kan også være, jeg tager fejl…

 

Et udvalg af sangene på Can’t Steal the Music

Gay Boy

– Det er en helt klassisk popsang, der har det hele. Den er meget amerikansk, og Katy Perry kunne sagtens have sunget den. Jeg skrev den som en hyldest til alle mine homoseksuelle venner. De har skullet stå ved sig selv tidligt, og det har medvirket til, at de har en stor rummelighed og følsomhed, og det kan jeg relatere til. Jeg har turneret meget i Rusland og Østeuropa, hvor homoseksuelle ikke har en lige så naturlig ret til at være sig selv som her, og så tænkte jeg, det ville være fedt, hvis der var en sang på det her album, som de kunne lytte til hjemme på deres værelse og føle sig fri.

King of Pain

– Hold kæft hvor var jeg gal, da jeg skrev den. Jeg indsang den i ét take, og på det papir, hvor den er skrevet ned, kan man se, den er ret hidsigt nedfældet. Da jeg havde indspillet den, gad jeg ikke have mere med den at gøre. Og da jeg ved et tilfælde kom til at høre den igen, syntes jeg pludselig, det lød rigtig godt. Og det var vildt irriterende at blive bekræftet i, at man ikke har styr på, hvad der er godt eller dårligt i øjeblikket. Jeg havde syntes, den var totalt ligegyldig til at begynde med. Her kan man høre, hvor meget jeg har lyttet til Jeff Buckley, hvor meget jeg også elsker rockmusik. Jeg havde brug for at få luft, og det fik jeg på denne her sang.

Elephant In the Room

– Den handler om, at man ikke må tale om tingene, for det er jo sådan det har været for mig de sidste par år. Det var en legende måde at se min egen situation på. Den er blevet sådan lidt Suzanne Vega-agtig. Den handler om at være i et rum, hvor alle tænker på en ting, men ingen siger det højt. Og lysten til at pande nogen ned nogle gange.

Cherry Tree

– Det er en ret speciel tekst. Jeg er ikke sikker på, der er så mange, der forstår den. Jeg havde den der rundgang på klaveret, og den lød bare så asiatisk, og jeg tror bare, at hvis man kunne gøre noget om i sit liv, ville alle så ikke gerne have haft deres første kys under et kirsebærtræ i Tokyo? Og hvis man vil, kan man måske også læse noget ind i billedet af den lille pige med de bare fødder, der vinker farvel til kejseren, som står bag en lukket dør med sin hær, mens hun går væk hen over rosenbladene.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA