x

SlingShotSuck – Dream on, Live on, Rock on

SlingShotSuck – Dream on, Live on, Rock on

Intro:
I 2005 tager en af rockens grand old men, John Fogerty på ”The Long Road Home”. Turneen munder ud i en ganske vellykket 2cd/dvd-udgivelse med undertitlen In Concert. Kort inde i showet fra Los Angeles udbryder han: “What I’m about is just plain rock’n’roll. So let’s get down to it!”

Dette er i ord og ånd også den korte historie om bandet SlingShotSuck, en insisterende dansk rockdrøm, der snart kan blive virkelighed.

Bare tæl til fire … så er de klar. Helt klar.

Et:
For der er egentlig kun én eneste drøm. Det er ret beset at stramme skruen urimeligt meget, da der vel i virkeligheden er lige så mange drømme, som der er mennesker, men det er alligevel ikke langt fra en form for sandhed. Der er nemlig én drøm, der gerne svirrer rundt i hovederne på (især) drenge, alder helt uanfægtet, og det er drømmen om et liv i og med rock’n’roll. Sådan har det formentlig været lige siden, nogen første gang satte strømmen til, og sådan vil det for¬mentlig blive ved med at være, selvom rockmusikken fra tid til an¬den er blevet erklæret både død, borte og begravet.

Det afhænger selvfølgelig af ørerne, der hører, men fra denne side af højtalerne kan det være svært at få høre sygdomstegn. I stedet er rocken stadig en heksekedel af musikalsk kreati¬vitet med et utal af over- og undergenrer; musikken har altid bevæget sig i uforudsigelige retninger. Det er sådan, den lever. Det er også sådan, den overlever. Men det vil også være helt urimeligt at underskrive dødsattesten af en helt anden årsag. Rock er jo ikke bare en bestemt musikform, men lige så meget et begreb eller ligefrem en betegnelse for en livsstil.

Sådan har det været længe. I hvert fald siden det canadiske band Steppenwolf i 1968 anlagde en noget hårdere tone og en noget vildere attitude med klassikeren ”Born To Be Wild”, og fra og med filmen ”Easy Rider” indgår musikken i en uskøn symbiose med motorcykelkulturen, på mange måder indbegrebet af tanken og drømmen om det frie og uafhængige liv. Et liv, hvor man lever fuldt ud. Et liv, hvor man selv er situationens herre. Et liv, hvor man selv bestemmer. Hvis ikke før, så fra det øjeblik vokser rocken fra musik til drøm, til ideal.

Dette ideal er måske uopnåeligt. Det har i hvert fald i praksis vist sig vanskeligt at praktisere helt uden omkostninger, men de bliver fejet ind bag bagtæppet, når musikken spiller, og prisen betyder tilsyneladende mindre. Dette ideal er nemlig i den grad blevet hyldet igennem årene. Få idealer er besunget så ofte af sine egne som rockmusikken, og næsten alle bands, fra A til Z, har mindst én sang på repertoiret, hvor de hylder sig selv og musikken. Det, som musikken står for.

Der er sågar bands, som har gjort det til deres levebrød udelukkende at holde rockfanen højt i tekst og musik. Der er selvsagt også bands, der på overfladen aldrig er gået den banale vej, men selv med noget andet og mere på hjertet, deler de samme tanke, lever de samme liv. Frit, selvstændigt, uafhængigt.

Paradoksalt nok har denne selvfejring også vist sig som den perfekte formel til at skabe en regulær form for massehysteri; nok dyrker rocken stadig individet, men samtidig fremstår den meget uniformeret med koncerter, hvor publikum klapper i takt og brøler med, og hvor rockmusikeren nemt får en lettere agiterende rolle. Således afslører rockmusikken undervejs i historien (og i nutiden) utallige ansigter, der forventeligt aldrig ældes, aldrig dør, og mens mange etablerede bands har virkeliggjort deres drømme, men nægter at holde op (hvem tør eksempelvis spå om, hvornår Rolling Stones stopper?) melder nye bands sig til trofast tjeneste – og holder drømmen i live.

To:
I slutningen af 2004 danner Jens Moss (guitar, sang), Jesper Ry (bas), Jonas Budtz (guitar) og Steffen Sørensen (trommer) SlingShotSuck, der er (som de selv pointerer) et ret seriøst ment bud på en dansk rockrevolution med et erklæret mål om at bringe rockmusikken tilbage på spillestederne og på Danmarkskortet. Selvtilliden er således i orden. De fire fyre kender tilsyneladende ingenting til janteloven, og hvorfor skulle de også det?

De er dygtige, foran sig har de fremtiden, og samtidig er det jo i denne branche ikke bare accepteret, men ligefrem nødvendigt at tro, at man er noget. Det er en del af attituden, en del af gamet. Navnet er lidt af en tilfældighed, en leg med ord, der frækt signalerer hele grundidéen med gruppen: Ikke så meget pjat; lad os bare tælle til fire og komme i gang. Der er med andre ord lagt op til en energisk og lige i synet rock and roll. I en pause i øvelokalet fortæller Jonas:

– Fra starten har vi haft en meget direkte opfattelse af musikken og erklærede fra begyndelsen, at vi guitarister kun skulle have en pedal hver.

Han griner, ser ned på arsenalet på brættet foran sig og derefter rundt på de andre. – Jeg ved ikke rigtigt, om vi kan leve op til det dogme længere?

Det kan de tydeligvis ikke. Og så alligevel. Man skal ikke have gennemlyttet debutalbummet mange gange for at kunne høre, at grundtanken holder hele vejen til studiet, og musikken er endog meget direkte. I en anmeldelse på sitet transmission.nu står der: ”En umiskendelig duft af D-A-D stiger op fra omslaget til denne århusianske kvartets debut-cd. Hos SlingShotSuck er stilen en anden og anderledes lige på og ondskabsfuld, men tegneserieuniverset er helt intakt. Musikalsk er forbindelsen til førnævnte sværere, men ikke umulig at høre. Sine steder lyder Jens Moss meget som en yngre Jesper Binzer, men hvilken dreng med rockdrømme kan sige sig fri for at have gjort det? Sine steder er tilknytningen meget tydelig, men når musikken spiller, så er det i højere grad energien og vildskaben, der synes at være fællesnævneren. I modsætning til drengene fra forlystelsesparken giver SSS ikke køb på noget som helst på ”Corpses and Buddies”. Snarere tværtimod.”

Sammenligningen med et af Danmaks mest kendte rocknavne falder ikke udelukkende i god, århusiansk jord: – Personligt, siger Jens, er jeg temmelig træt af, at det altid er D-A-D, man sammenligner os med i stedet for at pege på de mange udenlandske navne, der påvirker os langt mere. Ingen af os fire var ret gamle, da de brød igennem.

Touché. Indrømmet: Musikalsk tegner SlingShotSuck oftest et mere nuanceret, lettere progressivt billede, musikken indeholder langt flere lag, fylder mere, men holder man sig til det forum, hvor musikken helst skal høres og ses, live, fra og på scenen, så er der alligevel et slægtskab de to bands imellem. Ikke siden D-A-D har Danmark fostret et band med samme rå, energiske attitude. Ikke før nu.

Tre:
Sådan, råt for usødet, præsenterer de sig i Amager Bio i decem¬ber 2006, hvorefter de, med et fast greb i … hm, ja, hvad de nu end har fat i, afleverer publikum gennemvarmt og svedigt i hænderne på aftenens hovednavn Pretty Maids. Det gør de med en rygende omgang festrock: Direkte, energisk, insisterende, larmende, skingert, skrigende og frem for alt velspillet ligner og lyder de som selve musikkens essens. Præcis et år efter gentager de bedriften, nu om muligt endnu tættere sammenspillede, hvilket Steffen tilskriver en periode med hektisk koncertaktivitet:

– I det seneste års tid, faktisk lige op til, at vi begyndte at arbejde med albummet, har vi spillet et job om ugen eller hver fjortende dag. Mange steder har vi underholdt to luddere og en lommetyv, eller måske kun os selv, og alligevel været helt på hver eneste gang, men selvfølgelig er vi da ekstra opsatte store aftener som denne. I aften flyver vi.

Selv demonstrerer han tydeligt bandets alt eller intet princip med sit absolut kompromisløse trommespil. En uge efter adrenalinsuset og jobbet på Amager lander SlingShotSuck tungt som aftenens første navn på kælderscenen på The Rock i København. Det er anden runde af Bodog Musics Battle of the Bands. I programmet skriver arrangørerne Impress the judges. Det lyder rimeligt, da man næppe kan skrive hjem om et betalende publikum. Det rører ikke aftenens konferencier, der formentlig tænker sig tilbage til staterne, mens han med vanlig amerikansk overdrivelse forklarer præmisserne.

Det rører tydeligvis heller ikke fyrene i SSS. Helt uden forudgående lydprøve og helt ude af stand til at høre, hvordan de egentlig selv lyder, præsterer de nok en halv times solid rock’n’roll. Det er det, de er kommet for. Den halve time på scenen retfærdiggør både den lange transport og de økonomiske omkostninger. Konkurrencen i sig selv betyder intet; de har ikke ønsker om at blive stjerner i et reality-show:

– Det er et job, og det er det, vi er interesserede i. Det er det, vi kommer for. Ikke andet. Hvis vi går videre, har vi et job mere. Hvis ikke, så er det bare ærgerligt. Det handler om eksponering. Det er bedre at spille for fem end slet ikke, og hvis vi er heldige eller stædige nok, så står den rigtige person pludselig blandt publikum. Mere skal der ikke til. De gør, hvad de kan for at opsøge heldet. De rejser land og rige rundt, ofte for egen regning og til små jobs, klør på uden træthedstegn. Man siger nok, at brændt barn skyr ild, men det gælder ikke i rockverdenen, hvor hverken tomme sale eller andre bands skræmmer bandet væk.

Hertil siger Jesper: – Konkurrence er velkommen, men, og det siger jeg ikke for at lyde arrogant, vi meget har svært ved at se, hvor den skulle komme fra lige nu. Jeg kan i hvert fald ikke lige nævne nogen herhjemme, der lyder som os – live eller på plade.

Fire:
Det har været mere end almindelig småt med jobs efter færdiggørelsen af ”Corpses and Buddies”, men selvom de gerne så sig selv på landevejen for at promovere skiven, så hænger de ikke med skuffen over de manglende invitationer. I stedet tager de næste logiske skridt med SlingShotSuck. De mødes igen, tirsdagen efter udflugten til København, i Rottefælden, Verdens Koldeste Øvelokale, for at arbejde videre og skrive nyt. Den kreative proces har de ganske enkelt savnet; derfor kaster de sig frådende over instrumenterne.

Jens siger: – Nu er vi jo ret godt tilfredse med både indhold og lyd på pladen. Selvom hvert enkelt nummer består af mange lag, fremstår både de og helheden meget organisk, meget live.

Det er også sådan de arbejder i øvelokalet. Det største samtaleemne er et nummer med Machine Head, hvori der indgår et stærkt guitarriff, som ligner et, SSS tidligere har brugt. Selve riffet er fedt, men da nummeret efter eget udsagn stinker, spiller de det ikke længere. Men måske kan riffet genbruges? Det er sådan, de fleste numre bliver til. De vokser ud fra en idé. Tålmodigt tager de fire stump for stump igen og igen. Hvert nummer spilles utallige gange. Hvert nummer varieres. Muligheder afprøves. Igen og igen. Der improviseres. Forkastes. Bekræftes. I den proces byder alle ind, og selvom musikken næsten altid bliver til på en idé fra guitaristerne, Jens eller Jonas, så skal alle være enige om, at det virker, før nummeret sidder lige i skabet. Det er Jens, der skriver teksterne, som på mærkværdigvis rumsterer rundt i hovedet på ham, for at falde på plads, når musikken er rigtig. Timerne i øveren afslører, at bandet om muligt bevæger sig endnu længere væk fra den dogmatiske begyndelse og hen imod et særdeles progressivt, men stadig aggressivt, energisk og dog melodisk udtryk.

– Da det skal være lysten, der driver os alle sammen, er det vigtigt, vi er ærlige hele vejen igennem. Ellers lykkes vi ikke. Den dag vi ikke kan yde hundrede procent, her, eller på scenen, stopper vi. Denne konsekvente holdning til musikken kræver hårdt arbejde, blod, sved, tårer og forårsager indimellem højlydt uenighed, men når gemytterne falder til ro, er det stadig disse fire, der bare må og skal ud og spille op, sammen. Er det altid sliddet værd?

– Nej, siger Steffen. – Nogle gange kommer vi herud. Så står vi og glor på hinanden uden at der sker noget, og mangler gnisten kan vi lige så godt tage hjem igen. Den musik vi spiller, kan ikke forceres.

Der bliver nikket hele bordet rundt, hvorefter Jonas supplerer: – Men det er det her, vi vil. For fanden, rock’n’roll er det, vi kan, det er det, vi kæmper med. Og vi drømmer alle sammen om, at kunne leve af musikken. Nej, måske er det mere et håb, end en drøm, for nogle gange synes det sgu som det eneste, vi kan. Det er det eneste, vi vil.

– Men, bryder Jens ind, – det er vigtigt for os at kunne skelne. Det er rigtigt: vi er rockmusikere og har den her drøm, men vi er også bare fire unge fyre, der er glade for rockmusik og elsker at have det sjovt. Det er sandt, at vi spiller i et band, der ikke ønsker at gøre andet end at trykke den af fra scenen, men vi er ikke bandet. Det er en identitet, roller, vi påtager os.

For lige som at sætte en tyk streg under det hele tæller Steffen til fire og SSS kaster sig ud i et uafbrudt, tilsyneladende improviseret, men usvigelig sikkert medley med så forskellige afstikkere som Led Zeppelin, Ozzy og Queens Of The Stone Age. Fortolkninger af en og samme musikalske drøm. Men drømme er ikke gratis; nogle gange er de endog meget dyre. Det store spørgsmål er så, om prisen kan blive for høj?

– Det er sgu svært at sige. Det ved vi vel først, når vi står der, måske endda først, når vi er gået for langt. Men så længe vi kan være os selv, er der vel ingen tvivl om, at vi gerne går hele vejen, og viser chancen sig, så tager vi den! Du, vi, lever jo kun en gang.

Outtro:
Musikken standser, og støjen fra forstærkerne dør ud lidt efter lidt, akkompagneret af bifald. Ud af alt opstår intet. Et temmelig besynderligt øjeblik, hvor alt er stilhed. Men det er ikke slut endnu. Det er blot en pause. Snart brager rocken løs igen et helt andet sted for et helt andet publikum, men med samme forløsende budskab.

Drøm videre. Lev videre. Rock videre.

SlingShotSuck på MySpace


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA