x

GAFFA-anmelder: Giv mig nu lov til at kræve kvalitet!

GAFFA-anmelder: Giv mig nu lov til at kræve kvalitet!

Af Sara Elisabeth Nedergaard, 30 år, uddannet journalist fra Syddansk Universitet, skribent på GAFFA siden oktober 2011

Som musikanmelder ser jeg det som min fineste opgave at sige fra over for dårlig musik. I pop-regi tænker jeg primært på metervarepop bestilt af pladeselskabsbosser med dollartegn i øjnene, hvor musikken absolut ingen nerve og sjæl har. Når jeg hører den slags, bliver jeg så trist på kunstnerens vegne over, at de er blevet fanget i pengemaskinen, men også irriteret over, at de ikke har sagt fra. Og så får de altså bare ikke særligt mange stjerner af mig.

En anmelder skal ikke skrive en neutral artikel om et værk. Ej heller skal jeg som anmelder være objektiv. En anmeldelse ligger under den journalistiske opinionsgenre og giver udtryk for skribentens subjektive holdning til et værk, i mit tilfælde musikalbum. Bare så vi lige har det på plads.

Når jeg skriver en negativ anmeldelse, kommer fansene efter mig, og jeg bliver ofte sammenlignet med Thomas Treo fra Ekstra Bladet.

Som da jeg gav hele verdens sweetheart, Ed Sheeran, to stjerner for albummet Divide og fik følgende kommentarer på Facebook: ”Thomas Treo har sgu fået konkurrence”, ”hun er selv talentløs udi anmelderkunsten, hun er den nye Thomas Treo”, ”Treo har fået indflydelse hos GAFFA” og ”er der mon en, der har fået det forkerte ben ud af sengen her til morgen eller lidt for mange ”Treo”’er??? Magen til surt opstød skal man sgu da lede længe efter!!!”. Og i den værre ende: ”Sara er en kost” og ”jeg håber, at der ligger en fyreseddel klar”.

LÆS OGSÅ: Kedeligt album fra manden, der ikke kan rappe – anmeldelse af Ed Sheeran: Divide

Jeg er ret kold i røven over den slags kommentarer, og om jeg kan eller ikke kan lide Thomas Treo, er sagen fuldstændigt uvedkommende, så det vil jeg ikke bruge spalteplads på at snakke om her. Men de her kommentarer undrer mig. For hvorfor må jeg ikke kræve kvalitet på den danske såvel som internationale popscene?

Fra januar 2017 og frem til årsskiftet har jeg anmeldt 50 popalbum. Det har i alt kastet 185 stjerner af sig, hvilket giver en gennemsnitskarakter på 3,7 stjerner. Det er blevet til otte et-stjernede anmeldelser, og syv gange har jeg kvitteret for et album med to stjerner. Det er altså noget skidt.

Jeg er træt af, at kunstnere lefler for laveste fællesnævner for at tjene penge frem for at lave noget med mere kunstnerisk integritet og ambition. Og når jeg sidder og lytter til et album og føler mig som en idiot, der bliver snydt af pågældende kunstner, så stejler jeg. Som lytter synes jeg nemlig godt, at jeg kan kræve, at musikere lægger deres sjæl i deres musik, som jo ofte er deres arbejde. Når det ikke sker, kvitterer jeg med en negativ anmeldelse og få stjerner.

Som da jeg i august gav Joey Moes album Klarsyn én stjerne under overskriften: ”Joey Moe har regnet musikindustrien ud”. Jeg begrundede overskriften med, at der af uransaglige årsager er et kæmpe marked for rædderlig musik i Danmark. Og sammen med en flok andre danske musikere nyder han godt af, at en stor del af den danske lytterskare ikke kræver ordentlig kunst – hej Burhan G, NOAH, Magnus Vil og Bryan Rice, bare for at nævne nogle af dem, jeg har anmeldt i 2017.

LÆS OGSÅ: Joey Moe har regnet musikindustrien ud – anmeldelse af albummet Klarsyn

Så denne klumme er ikke kun en opsang til musikerne – det er faktisk også en opsang til lytterne, til fansene. Kræv kvalitet! Lad være med at nøjes med en middelmådig produktion, kedelig AutoTune og maskintromme og fuldstændigt åndssvage lyriske landskaber. Kan du ikke høre, hvor elendigt det er?!

Denne opsang betyder ikke, at jeg er pissesur eller hader popmusik eller har et horn i siden på den pågældende artist. Tværtimod. Det betyder, at jeg stadig har en snert af naiv barnetro, og at jeg i mit stille sind håber, at min lille anmeldelse finder vej til musikeren. At der sker et lille mirakel, og at jeg bliver hørt. At musikeren sætter sig ned og tænker over de valg, han eller hun har truffet og beslutter sig for at gøre det bedre, og tænke mere på at være kunstner end på at tjene penge og gøre pladeselskabsbosser glade.

Så nej. Jeg er ikke altid sur. Jeg har ikke altid fået det forkerte ben ud af sengen. Jeg mangler ikke sex i mit parforhold. Jeg vil ikke være ”GAFFAs svar på Thomas Treo”. Og jeg mangler heller ikke en uddannelse inden for journalistik – den har jeg. Og nå ja, jeg hader heller ikke pop generelt. Jeg elsker pop. Det er da derfor, jeg er popanmelder, for søren da. En popanmelder, der tillader sig at kræve kvalitet.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA