x

Koncertaktuelle Alt-J: – Vi er ligeglade med genrer, bare I lytter til vores musik

Koncertaktuelle Alt-J: – Vi er ligeglade med genrer, bare I lytter til vores musik

Alt-J giver koncert i Forum i aften oven på udgivelsen af albummet RELAXER i juni sidste år. Albummet bærer præg af Alt-J’s eksperimenterende stil, en eudaimoni af elektroniske beats og emotionel lyrik. De er legesyge og åbner op for ikke kun den sørgmodige, men også den provokerende side af deres inderste følelser.

De blev dannet i 2007 i Leeds. De udgav deres debutalbum An Awesome Wave i 2012 og har siden da været igennem en rivende udvikling. De vandt den prestigefulde engelske Mercury Prize for debutalbummet, deres andet album This Is All Yours fra 2014 strøg direkte til tops på de britiske hitlister, og den 2. juni 2017 udgav de deres nyeste skud på stammen, albummet RELAXER.

Alt-J har stort fokus på følelserne i musikken; knudepunktet er og bliver sammenhængen mellem atmosfæren og teksterne. De tre britiske drenge har formået at lave endnu et album, som fortæller en historie. En historie, som ikke er skabt på baggrund af et bestemt koncept, men er inspireret af netop de tre britiske gutter og deres forskellige musikalske egenskaber. Det er et afslappet album, som afspejler det sted i livet, Alt-J befinder sig nu.

GAFFA har talt med keyboardspillende Gus Unger-Hamilton om det aktuelle album.

 

Store bogstaver og stjerner

Hvis der ligger noget bag valget om at udforme titlen på det nye album med store bogstaver, er det, at Alt-J har gennemgået en udvikling siden deres sidste album. De store bogstaver i titlen på RELAXER skyldes, at det simpelthen ser bedre ud, ét ord med det store X i midten. En interessant stilisering hos et band, som Gus mener befinder sig på deres mest interessante stadium som musikere.

Gus: – Der har ikke rigtigt været nogen speciel inspiration til albummet. Vi har altid nydt at lave musik sammen som band, og vi er mest af alt inspirerede af hinanden. Titlen på albummet kommer egentlig bare fra, at det er en cool og afslappet titel; albummet er ”chilled-out”, og vi havde det sjovt, da vi producerede det. Vi føler os selvsikre som trio og arbejder rigtig godt sammen. Nu er vi ved at være vant til kun at være tre, som arbejder sammen (fjerdemanden Gwil Sainsbury forlod bandet før udgivelsen af deres andet album, red.). Jeg tror, at det er godt. I forhold til det nye album RELAXER giver den første single 3WW det bedste indtryk af, hvor vi er som band lige nu. På vores sidste album var vores første single Hunger of the Pine, da vi følte, at det var et godt budskab om, hvem Alt-J var i 2014, og vi føler, at 3WW er et godt øjebliksbillede af, hvor vi er nu.

Ellie Rowsell fra Wolf Alice er gæstevokal på 3WW, hvorfor?

Gus: – Ellie er en af vores gode venner, og vi har været af sted på tour med Wolf Alice. Vi kender dem rigtig godt. Egentligt var det lidt heldigt; de var i et andet studie i Shoreditch, da vi var i gang med at indspille, så det var virkelig ikke sværere end bare lige at ringe til hende for at høre, om hun ville lave lidt vokaler til os – det ville hun heldigvis.

 

Fortællingen

Alt-J opererer i den grad med følelserne i musikken, og gennem deres nye album kan man følge en rød tråd, en historie, som ender med en forløsning med det sidste nummer, Pleader. Albummet giver lytteren indblik i den drejning, trioen har taget for at finde frem til, hvor de befinder sig som musikere nu.

Gus: RELAXER er et langt mere kompakt og maskulint album. Hvilket jeg rigtig godt kan lide. Det føles mere som et album med slagkraft og mere kortfattet, hvilket jeg synes er godt. Isæt på et af numrene har vi leget med en rebelsk holdning, hvor vi synes, at det ville være sjovt at være lidt mere respektløse og te os lidt mere useriøst og egentlig bare have det sjovt. Et nummer, hvor man kan sige, at vi gør, hvad vi vil. Generelt vil vi gerne have, at albummet er opløftende, med følelsesmæssige ups and downs.

Hvordan er jeres skriveproces?

Gus: – Når vi skriver til et album, er alle sangene skrevet individuelt uden at overveje, hvor på albummet de passer ind. Men når vi skal sammensætte albummet, bruger vi meget tid på at finde ud af, hvor hvert enkelt nummer passer bedst ind. Jeg synes, at det her album har en følelse af en rejse, hvor man får lov at udforske både spænding og sorg og til slut håb for fremtiden.

Nogle af sangene handler som specifikke ting. Deadcrush er om to kvinder, vi var forelskede i, som nu er døde. Især det sidste nummer på pladen, Pleader handler om en bog, How Green Was My Valley, skrevet af Richard Llewellyn om walisiske minearbejdere i det 19. århundrede. Det skal udtrykke og afslutte pladen på en positiv måde med håb for fremtiden. Ellers er en del af numrene ret abstrakte og følelsesladede.

 

Nyskabende trekanter

Når man trykker Alt + J på en computer, kommer der på magisk vis en trekant frem. Denne trekant har hjemsøgt indierockbandet Alt-J hele deres karriere og sat dem lidt i bås, ikke med trekanten, men også genremæssigt. Drengene mener ikke selv, at de tilhører en bestemt niche, men vil bare gerne have, at der bliver lyttet til deres musik.

Gus: – Vi er nok ligeglade med, hvilken genre folk sætter os i, så længe de lytter til vores musik. Vi er ikke rigtigt interesserede i de forskellige genrer, men hvis folk synes, at det er hjælpsomt at give os et bestemt label, så er det fint med os. Jeg tror ikke, vi ved hvilken genre, vi hører under. Vi har aldrig rigtigt tænkt over, hvilken retning vi er gået i, rent musikalsk. Vi følger bare vores intuition og ser, hvor den fører os hen.

Hvad med trekanten?

Gus: – Jeg synes, at vi er kommet lidt videre fra trekanten. Det var et sjovt symbol, som vi fjollede rundt med for nogle år siden. Vi har altid været glade for rene linjer og den enkle geometriske natur af en trekant. I videoerne til de første to singler leger vi også med nogle vilde geometriske mønstre – vi synes faktisk bare, at det er sjovt.

 

Varm op med "3WW" – der er i øvrigt stadig billetter til koncerten i Forum i aften:

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA