x

Filmanmeldelse: Shine A Light

Filmanmeldelse: Shine A Light

På et pressemøde i Berlin udtalte Mick Jagger, at en koncertfilm er noget helt separat fra en koncert, og selvom han naturligvis har ret, lykkedes det alligevel Martin Scorsese et par gange undervejs i visningen af Rolling Stones-filmen ”Shine A Light” på filmfestivalen i Berlin at narre os til at tro, at vi var med til koncerten i New York .

I hvert fald måtte denne anmelder kontrollere sig selv for ikke at springe ud af sit sæde og applaudere Stones, mens de sidste toner fra åbningsnummeret ”Jumpin' Jack Flash” hang i luften i sal syv i den store Cinemaxx biograf på Potsdamer Platz.

Men inden publikum kan komme til at se bandet fyre den af i Beacon Theater i New York, er der lige nogle praktiske ting, der skal være på plads først. I en særdeles underholdende og desværre for kort del af filmen gennemgås forskellige dele af planlægningen, bygningen af koreografi, indstilling af kameraerne, frustrationer over en manglende sætliste, og vi får såmænd også et intimt indblik i, hvordan bandet øver materialet til de to koncert, der ligger til grund for filmen.

På selve koncertdagen dukker Bill og Hillary Clinton lidt overraskende op sammen med 30 indbudte gæster til en ganske underholdende meet-and-greet med bandet, hvilket viser sig at være fordi, Bill skal introducere dem fra scenen samme aften. Det er dog en temmelig absurd situation at se bandet give kindkys til Hillarys mor, og for at punktere den underlige stemning siger Keith Richards med et djævelsk smil til Ron Wood, at han havde lyst til at gå over og sige, ”Hello Clinton, I'm bushed” (hvilket teknisk set betyder ”jeg er træt”, men naturligvis er en reference til George W. Bush, red.)

Herefter handler størstedelen af den to timer lange koncertfilm om musik. Bandet løber igennem store hits som ”Start Me Up”, ”Brown Sugar” og ”Sympathy For The Devil ” samt mindre kendte numre som ”She Was Hot” og ”Some Girls”, og undervejs får de hjælp af nogle kendte venner.

Jack White fra The White Stripes synger duet med Jagger på ”Loving Cup”, og man er ikke et sekund i tvivl om, at den 32-årige sangskriver elsker hvert et øjeblik. Også Christina Aguilera er i fin form på ”Live With Me”, og uanset hvad man mener om hendes eget materiale, så kan der ikke herske tvivl om, at hun har en fantastisk stemme. Og midt i testosteron-festen er det en fornøjelse at se en kvinde, der kan matche Jaggers sexappeal.

Stones havde også inviteret Buddy Guy med på scenen, hvilket dog var noget mindre vellykket end de andre to gæsteoptrædener. Bluesguitaristen gæstede på Muddy Waters-sangen ”Champagne & Reefer”, der formodentlig har aftenens mest underholdende tekst, men desværre blev den leveret i en noget rodet udgave. Undervejs så det faktisk ud som om ingen anede, hvad der ville komme næst. Men alligevel lykkedes det dem nogenlunde at få hevet sangen tilbage på sporet, og om ikke andet, så var det et eksempel på rigtige musikere, der udviste en enorm spilleglæde.

Koncertoptagelserne blev lavet med 17 kameraer, og der er tydeligvis sket meget, siden Scorsese stod bag ”The Last Waltz” om The Band fra 1978. Der er mange gode ting at sige om den film, men visuelt er den ikke ligefrem bjergtagende, og de mange optagelser skudt fra siden af scenen kan være en smule distancerende.

Men med ”Shine A Light” er man med helt oppe på scenen, og selv den så kamerasky Charlie Watts spiller op til kameraet en enkelt gang. Scenografien er simpel, men effektiv, og lyset underbygger fint stemningerne undervejs og er med til at gøre det samlede indtryk særdeles positivt. Og så er det decideret rørende, når kameraet kører helt tæt på Jagger og Richards, der deler en mikrofon undervejs i ”Far Away Eyes”.

Selvom der er en tidligere præsident og masser af rockstjerner på scenen, så er det spilleglæden, som specielt Mick Jagger og Keith Richards fremviser undervejs, der er den egentlige stjerne i filmen og fremhævet af Scorseses skarpe øje for detaljer får den lov til at skinne særledes kraftigt.

Der er dog enkelte afbræk i filmen, og afhængig af, hvor stor fan man er af at se Stones optræde live, kan man så diskutere, om der er nok af dem. Det er i hvert fald ganske morsomt at høre en ung Mick Jagger to år inde i sin musikkarriere udtale, at han mener, de som band i hvert fald vil være ganske godt kørende et år endnu.

Lidt længere inde i karrieren interviewes de om deres anden amerikanske turné, og det humoristiske højdepunkt er en montage over nogle af de frygteligste interviews, bandet har måttet sidde igennem.

Det er så også her, man kan begynde at kritisere filmen. For det første er dette arkivmateriale langt mere interessant end at høre Stones spille ”Satisfaction” endnu en gang, og hvorfor bruge et interview lavet af engelske Chris Evans for ganske få år siden i stedet for bare at lave nogle nye selv? Samtidig dukker hverken Brian Jones, Mick Taylor eller for den sags skyld Bill Wyman op i arkivmaterialet, hvilket nærmer sig historieforfalskning.

Derudover er der en særdeles underlig slutning klistret på efter afslutningsnummeret, der mere ligner noget fra en dårlig reklamefilm end en værdig afslutning på en ellers forrygende film. For disse ting er småting, der ikke kan ændre ved at Scorsese har lavet den fantastiske koncertfilm, han gerne ville lave.

Det er ikke en dokumentar, og klippene er blot små omveje på vejen gennem en flot koncertoplevelse, der undervejs næsten er lige så god som den ægte vare.

”Shine A Light” har dansk biografpremiere 11. april.

Reportage: Shine A Light-pressemøde


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA