Glen Hansard-interview: Den irskes gademusikants helbredende venskab

Glen Hansard-interview: Den irskes gademusikants helbredende venskab

I anledning af den irske sanger og sangskriver Glen Hansards tredje studiealbum Between two Shores, der netop er udkommet, udsender vi et omfattende og ikke tidligere udgivet interview fra Heartland Festival i juni 2017.

I slutningen af juni 2017 kulminerede Glen Hansards turné med Eddie Vedder i Californien. Den sluttede under Ohana Festival, hvor Eddie Vedder, Glen Hansard og Jack Johnson mødtes på scenen og udførte ”I Shall Be Released” af Bob Dylan. Det var en optræden, der var alt andet end konventionel. Den var venskabelig, intim og løssluppen – akkurat som det var under Heartland Festival ved Egeskov Slot, da Eddie Vedder og Glen Hansard sent lørdag aften den 3. juni stod sammen på scenen. Inderligheden ved Glen Hansards tekstunivers, hans beskedenhed og hans omfavnende person har skabt et venskab, der sender trykbølger igennem musikken.

Min historie med Glen Hansard er uforlignelig. Hans smittende spilleglæde, hans inderlige lyrik og intense tilstedeværelse på en scene har gjort hans koncerter til nogle af mit livs bedste oplevelser. Om han sidder alene på en scene, som han gjorde under Heartland Festival, eller om han har et ottemandsband med på scenen, er niveauet det samme. Glen Hansard er en mand, der kan udtrykke lige så meget ulykke som glæde. Man kan mærke det på ham, selvom man står metervis væk fra ham.

LÆS OGSÅ: Fra gademusikanten i Dublin – koncertanmeldelse fra Heartland Festival, 2017

Jeg mødte Glen Hansard kort efter koncerten på Heartland Festival. Han var øjeblikkeligt eftertænksom og tog sig god tid, selvom Eddie Vedder sad på slottet og ventede på ham. Vedder havde bedt ham om at øve et nummer sammen med ham til ære for Michael Stipe, der var til stede blandt publikum. Selvom jeg egentlig var mødt op for at snakke med Glen Hansard, og det, fremtiden byder på for ham, drejede samtalen sig hurtigt over på Eddie Vedder. Venskabet imellem de to er et eksempel på, hvordan der kan skabes noget smukt ud af tragedien.

LÆS OGSÅ: Rockhelt i øjenhøjde – koncertanmeldelse af Eddie Vedder, Heartland Festival, 2017

Hør "Time Will Be the Healer" fra Glen Hansards nye album Between two Shores:

Du er lige nu på turné med Eddie Vedder. Hvordan går det?

– Det er faktisk femte gang nu. Vi har turneret sammen i Europa før, og så har vi været en enkelt gang i Australien og New Zealand, og så et par gange i Nordamerika. Det er virkelig, virkelig godt! Men det er ret sjovt for mig at være med som opvarmning, fordi det bare er en ret sjov ting at gøre. Sådan er det helt sikkert for alle, uanset hvem der varmer op, eller hvilket band, der er for. Men det er noget over at være på turné med ham, som jeg finder meget nemt. Der ligger meget lidt pres på mig, og så er vi oven i købet virkelig gode venner, og det er faktisk alene grunden til, at jeg gør det. Det er en måde for os at bruge tid sammen på, og så er det naturligvis også fedt at komme ud og skabe en forbindelse til et nyt publikum. Og da jeg fik tilbuddet, var jeg naturligvis klar på det – nogle uger rundt i Europa sammen med min gode ven.

Nu har jeg set dig optræde før – på Train i Aarhus for et par år siden…

– Den koncert ville jeg faktisk have snakket om til koncerten! Jeg havde den bedste oplevelse med Aarhus! Det var bare en virkelig god aften.

Det er ærligt talt også en af de mest bevægende og følelsesladede koncertoplevelser, jeg har haft personligt.

– Var det virkelig? Det sætter jeg stor pris på at høre. Jeg husker, at der var en trævarebutik på en anden side af gaden, der åbnede for os. Det blev jeg virkelig glad for! Så jeg købte nogle lamper, og jeg har stadig de lamper hængende i mit hjemmestudie. Der hænger de her store industrilamper, hvor der står Aarhus på, så jeg har virkelig også en helt særlig forbindelse til den by og det sted. Fantastisk aften!

LÆS OGSÅ: Koncertanmeldelse fra Train, oktober 2015

Da du optrådte i Aarhus, var det sammen med et ret stort band. Denne gang er du helt alene. Hvordan oplever du forskellen på at være alene på scenen og at spille sammen med et band?

– Jeg savnede også det band i dag. Det er klart sværere alene, men det er også mere belønnende, når det så fungerer alene. Hvis man kan skabe et rum, og det sådan set altid det eneste job, man har. Uanset om det er en festival, et lillebitte spillested eller foran familien, er det vigtigste at skabe en forbindelse med sit publikum. Det er ret ironisk egentlig, for man er på en måde nødt til at bevæge sig væk fra sit publikum for at bevæge sig ind i sangen. Og ironien ved det er, at når man derind, så når man sit publikum. Men der er ingen hurtig vej dertil, og det, der ofte kan gøre det svært er, hvordan jeg har det. I dag havde jeg det perfekt inden koncerten, fordi jeg har sovet ud, og så har festivalen serveret en masse virkelig god mad, og derfor havde jeg intet at kæmpe med. Og for en musiker er kampen vores motivation. Uanset hvilken kamp det er. Det er ikke nødvendigvis musikeren, der skaber kampen, men den åbner for den forbindelse med sangen og publikum. Det er den kamp der gør, at man er til stede.

– John Lennon sagde ”whatever gets you through the night”, og det passer meget godt her – ”whatever gets you through the song”. Men nogle gange er det ikke en god nats søvn eller et godt måltid. Nogle gange er det stress og ting, der går i stykker. Så da Simon, vores tour manager, spurgte mig, om jeg var klar til at gå på, fortalte jeg ham, at jeg havde det helt fint, og at det faktisk kunne blive et problem. Så jeg besluttede mig for, at når jeg nu ikke har noget at sige, så siger jeg det. Det er det at være på scenen handler om. Den kalder dig altid tilbage til din samtid og spørger dig, hvordan du har det lige nu. Sandheden er, at man skal gøre det, der falder en naturligt, og derfor spillede jeg en god koncert i dag. Det var naturligt. I bund og grund er man nødt til at give slip, selvom det kan være svært for en frontmand. Det er på den måde, at man når ind til sit publikum.

Er det så noget, der er vigtigt for dig, når du skriver sange?

– Sange er i virkeligheden bare deres helt eget bæst. Sangen alene tilpasser sig ikke din smag, og man skriver ikke en sang på en særlig måde, fordi det er den måde, man godt kan lide. Sangen skriver sig selv, og det er dig, der må indordne dig og gøre, som den vil have det. Så kalder du dig selv en rockfyr, men skriver folk-sange, så er du en folk-sanger. Og ofte er vores æstetiske opfattelse ikke, som den i virkeligheden er, så prøver man at presse en sang ind i den kasse, vi har skabt til os selv, kan det ende med, at sangen fejler grusomt.

Føler du, at du er nået hvortil, du gerne vil som sangskriver?

– Nej, overhovedet ikke. Jeg er stadig i gang med at finde ud af, hvor jeg gerne vil hen. Jeg tror ærligt talt på, at muligheden for at skrive en rigtig god sang en dag er der. Men hvad er en god sang? Lad os bruge begrebet den perfekte sang, for det er fandeme stort. Det er noget, som folk kan bruge, om de så er triste eller glade, om de vil danse eller græde. Den gode sang er brugbar og noget, man søger hen imod. Den slags sange er de vigtige. Det er dem, der lever videre. For nyligt har jeg lyttet meget til A Moon Shaped Pool af Radiohead, når jeg har siddet på et fly, for det bringer mig bare et meget behageligt sted hen. Det har intet at gøre med Radiohead, eller hvorvidt jeg godt kan lide det band, eller den slags musik. Det handler kun om, hvad der er brugbart. Så når man som sangskriver får at vide, at man har skrevet en sang, der har haft en betydning for nogen, så har man skabt noget af værdi.

Hør "Setting Forth" fra Glen Hansards nye album Between two Shores:

Du spillede med i filmen The Commitments, har haft bandet The Frames og senere gruppen The Swell Season. Hvordan vil du beskrive overgangen til, hvor du er i dag?

– Jeg tror ikke, der er nogen forskel overhovedet. Min måde at gøre tingene på er ikke anderledes. Jeg var ude at sejle sidste år sammen med nogle venner, hvor vi sejlede langs den spanske kyst. Det tog syv uger, og vi var på båden ti timer om dagen, og det var virkelig, virkelig svært – fysisk og mentalt. Men de andre mænd på båden var meget ældre end jeg. Der var en på 70, en på 65 og en på 55, så hvert årti var ligesom repræsenteret, hvor jeg var den yngste. Og jeg kan huske, hvordan jeg en dag var meget syg og træt, hvor den ældste kom over til mig og fortalte mig, at jeg kun lige var gammel nok til at gøre sådan noget. Det her kunne en ung mand aldrig gøre, fortalte han mig. Men det havde ikke noget at gøre med styrke eller erfaring, men derimod vilje og vedholdenhed, og har man den vilje og vedholdenhed, kan man blive på både hele dagen uden problemer. Så når det kommer til at skrive sange, ændrer den vedholdenhed sig, som man bliver ældre. Det bliver nødvendigvis ikke bedre, men det er også processen ved det, der er vigtig. Og jeg har lagt mærke til, at som jeg bliver ældre, kan jeg holde fat i en sang i længere tid. Jeg er mere tålmodig med den nu, hvorimod da jeg var yngre, ville jeg bare færdiggøre den og sende den afsted til folk.

Er det en fremgangsmåde, der er repræsenteret på dine to første soloalbum?

– Måske ikke så meget på det første album, for dengang befandt jeg mig i et meget dynamisk sted. Jeg havde kærestesorger, mit tidligere band var lige brudt op, og jeg flyttede til New York kort forinden, hvor jeg drak alt for meget. Så på den måde røg sangene bare afsted. Men på Didn’t He Ramble brugte jeg lang tid på, og jeg synes stadig ikke, at de har den helt rigtige struktur.

Jeg finder det meget tydeligt, at du har en særlig forbindelse til den irske musikkultur, og at du er en irsk folkemusiker. Hvad var baggrunden for at flytte til New York?

– Man bliver ikke en rigtig irer, før man forlader Irland. Det er sikkert også gældende for danskere. Jeg synes helt klart, at Irland har produceret nogle gode og store mennesker, men det er også et land, der er meget indadvendt. Det er et land, hvor der er meget politisk undertrykkelse. Det er enormt neoliberalt og ikke et særligt modigt land, når det kommer til politik. Sådan er det desværre, men vi er også et meget ungt land – men med en gammel sjæl. Jeg elsker og foragter Irland på samme tid, men jeg er tilbage i Dublin nu, og det er jeg, fordi min mor er blevet ældre, og for at være tæt på mine brødre og resten af min familie.

Hvad arbejder du på, når du ikke er på turné?

– Jeg er lige blevet færdig med et album, som jeg lavede for tre år siden. Da jeg begyndte på Didn’t He Ramble, besøgte jeg et studie i Chicago, der hedder The Loft og er ejet af Wilco. Jeg tog mit band med dertil, hvor vi indspillede 15 sange, men kun fem af dem endte på Didn’t He Ramble. Min manager har sagt til mig i flere år, at jeg burde udgive det, fordi bandet fungerede virkelig godt sammen på det tidspunkt, så jeg tog tilbage for at gøre dem færdig, da der var et par ting, der ikke helt fungerede. Derudover arbejder jeg på et album, der kun består af mine egne sange, og som nok ender med at være meget mere nedtonet.

Når du skriver sange, hvilke temaer forsøger du at formidle, og hvad inspirerer dig til at formidle dem?

– Når en sang er præcis, som den skal være, er det lidt ligesom en bøn. Og jeg er ikke religiøs. Men en bøn er ren overgivelse, og det er ambitionen ved en god sang. Ambitionen er at blive transcenderet til det sted, hvor der er fred og nåde, og er berørt af noget smukt, kraftfuldt og uvirkeligt. Mit liv er meget almindeligt, da jeg prøver at få styr på et forhold ligesom alle andre, og jeg prøver at føre et fredfyldt liv. Så på den måde er mine sange en refleksion af de ting. Det er lidt ligesom en dagbog, men alligevel er det meget anderledes, da sangskrivningen kan være meditativ. De er bedst, når jeg ikke er en del af dem, for det giver sangen en bredde. Det er egentlig lidt ironisk, da de bedste sange ofte er de mest personlige, men samtidig er det også dem, hvor jeg er mindst til stede. Når sangen bliver personlig, bliver den universel. Så hvis man kan tage chancen og sige noget, der er virkelig svært, så ender man måske med at sige noget, som alle har brug for at høre. Den sang, der får dig til at have det ad helvede til, er måske den sang, du har brug for at skrive.

Hør "Lucky Man" fra Glen Hansards nye album Between two Shores:

Lige for at vende tilbage til Eddie Vedder, så mødtes I under nogle lidt triste omstændigheder.

– Ja, det gjorde vi. For nogle år siden var der en ung mand, der begik selvmord til en af mine koncerter. Han begik selvmord for at få opmærksomhed fra sin kæreste, da hun var fan af vores musik. Det havde intet med os at gøre, og det var enormt underligt. Det var i Californien, og vi var helt knuste, og nogle var også meget vrede. Jeg blev enormt ked af det, hvor Marketa (Irglova, ekskæreste og tidligere samarbejdspartner) blev enormt vred. Det var underligt at se, hvordan vi hver især reagerede. Dagen efter skulle vi spille koncert i Portland, Oregon. Jeg var meget ked af det og overvejede at aflyse resten af turnéen, da Marketa sagde, at vi ikke skulle lade ham ødelægge turnéen. Det havde intet med intet med os at gøre, sagde hun, men alligevel var jeg usikker på, hvad jeg skulle gøre. Jeg var enormt bange og samtidig meget ked af det på fyren og familiens vegne. Men så ringede telefonen, og det var Eddie Vedder.

– Jeg havde aldrig mødt ham før, eller snakket med ham før. Han præsenterede sig og spurgte, om jeg havde et øjeblik, da han meget gerne ville tale med mig. Han fortalte mig om Roskilde og Pearl Jam, og hvor svært alt det var for ham, og hvordan det nær havde ødelagt ham. Det tog ham to år at komme over det, og han fortalte mig, at han havde en fornemmelse af, hvordan jeg havde det. Vi talte sammen i over en time, hvorefter han spurgte mig, om han måtte ringe tilbage dagen efter. Så dagen efter ringede han tilbage, hvor vi talte sammen i over en time, og det samme skete dagen efter, og dagen derefter. Det fortsatte en uge, og han fortalte mig, at jeg skulle komme og besøge ham, når jeg kom til Seattle. Så kunne vi drikke en øl. Han var meget insisterende, så da jeg nåede Seattle med The Frames, ringede jeg til ham. Han fortalte mig, at han var i sit studie, og at jeg bare kunne kigge over. Han var i gang med at indspille Ukulele Songs, og han fortalte om den her sang, hvor han bad mig om at være med. Jeg skulle synge om ham fyren, og han ville synge om menneskerne på Roskilde. Han bad mig om at lægge al min vrede og sorg ind i den sang, så det gjorde vi.

Albummet Between two Shores er netop udkommet.

Hør Glen Hansard fortolke Bruce Springsteens "Drive All Night" i 2013 feauturing Eddie Vedder og Jake Clemons, sidstnævnte kendt fra Springsteens E Street Band.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA