x

Filmanmeldelse: Bananaz

Filmanmeldelse: Bananaz

Folkene bag ”Bananaz” har markedsført filmen som den ultimative dokumentar om bandet Gorillaz fra idé til verdensturné over hits og interessante kollaborationer.

Filmen er instrueret af Cery Levy, der tidligere har stået bag filmen ”Starshaped” om Blur, men derudover er hendes største anbefaling vist at være gode venner med Damon Albarn, hvilket har gjort det muligt for hende at være med (næsten) fra starten af projektet, og at følge Albarn og hans partner, animatoren Jamie Hewlett særdeles tæt.

På den måde er filmen et unikt indblik i deres verden, og vi får set dem, når de er både bedst og værst. Der er optagelser fra forskellige interviews, hvor Albarn er særdeles morsom og klip fra studiet, hvor det er tydeligt, at Blur-sangeren har fået fuldstændige fri tøjler og kan lege i studiet lige så meget, han lyster.

Der er også masser af scener, hvor Albarns indre drengerøv får frit spillerum, hvilket fører til prutter, bare baller og episoder, hvor han spiller overdrevent fornærmet. Alt dette er ganske underholdende, men leder man efter en godt fortalt historie om, hvordan de to venner endte med at gøre, hvad Blur aldrig magtede – nemlig at slå igennem i USA – så får man det ikke rigtig her.

Bandets begyndelse beskrives i korte træk, og mest rammende er Albarns udtalelse om, at problemet med britpop-betegnelsen var, at det gjorde det meget svært at være kreativ. Derefter hopper filmen direkte til indspilningerne af debuten, der mere bliver en række stemningsbilleder end en egentlig beskrivelse af, hvordan albummet blev til.

Så er der faktisk mere kød på de individuelle interviews med Hewlett, der forklarer, hvordan karaktererne blev til og afslører, at der foreligger en masse historier om karaktererne, så de kun gør ting i Gorillaz-universet, der passer til deres personlighed.

Lignende interviews med Albarn ville have hjulpet med at forstå musikken. I stedet bliver indspilningerne af de to plader repræsenteret af en lang række klip med de kendte gæster (De La Soul, Dennis Hopper, D-12, Ibrahim Ferrer, Danger Mouse, Dan The Automator), der kun gør lidt for at afsløre, hvad Albarn og hans kumpaner egentlig ville med projektet.

Shaun Ryder glimrer ved sit fravær, og dermed får vi hverken af- eller bekræftet historien om, at sangen ”DARE” fik sin titlen, fordi Happy Mondays-frontmanden var så skæv, at han ikke kunne udtale ordet ”There”. Han dukker dog op senere i filmen, hvor han optræder live sammen med bandet.

Men får man ikke en dybdeborende dokumentar, så får man dog intimt indblik i den verden, gruppens medlemmer bevæger sig i. Der er alt fra en scene, hvor Albarn er så nervøs, at han kaster op umiddelbart inden bandets første amerikanske koncert til en scene, hvor han skal retfærdiggøre teksten til ”Dirty Harry” for lederen af det børnekor, han skal bruge til en af koncerterne.

På den måde kommer man langt tættere på gruppen end tidligere, og undervejs er man ganske godt underholdt. Men slutresultatet bliver mere en underholdende hjemmevideo med glimt af ærlige øjeblikke, end en egentlig gennemgribende analyse af en af de senere års mest innovative popgrupper.

"Bananaz" har endnu ikke fået en dansk premieredato.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA