x

OMD-interview: – Vi er et brand, om vi vil det eller ej

OMD-interview: – Vi er et brand, om vi vil det eller ej

Tidligere på måneden gav den engelske synthpopduo OMD alias forsanger og bassist Andy McCluskey og synthesizermand og ekstravokalist Paul Humphreys koncert i et udsolgt Studie 2 i Koncerthuset. I forbindelse med koncerten mødte vi Paul Humphreys fra gruppen, der i år kan fejre 40 års jubilæum, og det blev til følgende samtale, der kom omkring blandt andet synthpoppens revival, tidens konsumkultur og bandets fremtid.

I har nyt album ude, The Punishment Of Luxury – kan du sige lidt om tankerne og idéerne bag albummet, både hvad angår tekst og musik?

Musikalsk er det et skridt videre fra English Electric. Vi gendannedes jo i 2006 og begyndte at udgive igen i 2010, så vi har været på lidt af en musikalsk rejse, som til dels har taget os tilbage til vore rødder. Det gjorde vi med English Electric og endnu mere med The Punishment Of Luxury, hvor vi igen arbejder med vores mere eksperimenterende side, et mere minimalt udtryk, mere elektronisk.

Se musikvideoen til "The Punishment of Luxury" – interviewet fortsætter nedenfor



Vi gav koncert i Royal Albert Hall i London, hvor vi opførte Architecture & Morality og Dazzle Ships samt B-sider, og den proces lærte vi af, for det er jo sjældent vi optræder med numre fra Dazzle Ships, så jeg måtte genskabe alle de her lyde, basalt set dekonstruere sang for sang for så at genskabe og lære at spille dem. Og gennem den proces erkendte jeg, hvor simple de her numre egentlig var, hvilket betød at jeg kunne genfinde nogle af mine gamle teknikker, og dem tog jeg med ind i arbejdet med The Punishment Of Luxury. Vi sværgede lidt til en ”less is more” tilgang.

LÆS OGSÅ: Veloplagte synthpop-veteraner – anmeldelse af OMD, DR Koncerthuset, februar 2018

Moderne musikteknologi giver alle muligheder for at læsse numre til med et uendeligt antal spor; man kan bare blive ved og ved, hvis man vil.

Men det kommer der ikke nødvendigvis nogen god sang ud af.

Det kommer der nemlig ikke nogen god sang ud af. Så da vi genfandt os selv, slog det os netop, hvor minimale vi egentlig var dengang. Så vi har arbejdet hårdt på igen at mestre den disciplin.

Og albummet har jo klaret sig godt på diverse hitlister.

Ja, det er lidt overraskende; jeg tror den gik ind som nummer tre i England.

Det samme gør sig gældende for jeres synth-kollega, Gary Numan, hvis seneste album også gik ind på den engelske hitliste. Er der et mønster her?

Vi befinder os jo i denne postmoderne tidsalder, hvor alt synes at være tilladt, hvis der bare er god kvalitet i det, så der er plads til alle. Udviklingen er ikke længere lineær, som den var det med modeluner i firserne og ind i halvfemserne. Efter årtusindskiftet er det, som om den lineære udvikling er ophørt og alle genrer for så vidt er okay. Da vi bevægede os ind i halvfemserne, var elektronisk musik ikke længere på mode.

Jeg ved snart ikke; man havde da hele techno-scenen.

Ja, der var technoen, naturligvis, men vores form for electropop og den eksperimenterende electropop var blevet spist af dance-scenen, og den havde vi personligt ikke lyst til at være en del af. Så den musik, vi dyrkede var lige pludselig ikke smart længere og så stoppede vi.

Lad os tale om, hvordan det foregår når der laves et OMD-album i dag. Hvordan er den kreative proces, hvordan arbejder du og Andy sammen, og hvorledes er rollefordelingen?

Jeg bor i London, og Andy bor stadig i Liverpool, så der er jo en vis afstand. Oprindeligt tænkte vi, at det ville være noget med at være vældig moderne og sende hinanden filer, den slags, men ret hurtigt fandt vi ud af, at det var ikke vores opskrift på et godt album. Vi indså, at vi var nødt til at være i samme lokale. Vi kan godt arbejde på numre hver for sig, men kernen er vi nødt til at være sammen om, for det var sådan, vi plejede at gøre det i vores eget studie dengang. Vi arbejdede løs på en idé dagen lang indtil vi fandt på noget, og den strategi har vi benyttet på de seneste tre album også, især det seneste. Jeg tager typisk til Liverpool, hvor Andy bor langt væk fra alting, så der er fredeligt og roligt.

Ingen naboer, der klager.

Lige netop. Derefter tager jeg vores idéer med hjem til London, hvor jeg har professionelt studie, og hvor vi færdiggør og mixer album. Jeg tager mig af det meste af mixet, og så lytter Andy igennem til sidst og foretager eventuelle ændringer.

I begyndte jo karrieren med en billig postordre-synth et sted i senhalvfjerdserne; hvilket udstyr benytter I i dag, og hvad er fordelene og ulemperne, hvis man sammenligner i dag med dengang?

Vi møder jo en del yngre synthbands, som bl.a. har hentet inspiration hos os, og de er aldeles chokerede over, at vi ikke benytter vores gamle analogsynthesizere mere – vi bruger softsynths i dag, og vi er vilde med dem. Det er sjældent, vi tænder for vores gamle analogsynths nu om stunder.

Men I har dem stadig, så jeg skriver, hvis min gamle Moog brænder sammen en dag.

Haha, ja, vi har dem stadig, men de er lidt støvede. Jeg er jo tekniknørden i bandet, så jeg foretog et eksperiment med en Prophet 5-softsynth og så hardware-udgaven, den jeg brugte på vores tidlige album i firserne, og jeg kunne ikke høre forskel. Jeg programmerede samme lyd på begge udgaver og lavede blindtest, og jeg kunne ikke kende forskel.

Og lige meget hvad – synthesizer, bas, trompet – så tilføjer man jo typisk også effekter.

Som netop kan ændre lyden også, det har du ret i. Andy og jeg har samme setup i dag, og det er rigtig fedt, for jeg kan dybest set bare tage en harddisk med til Liverpool og tilslutte den, og så åbner arrangementet som det skal, med alle synthspor, effekter, det hele.

Så I slipper for at lede efter manglende plugins.

Ja, præcis. Og det er jo en stor fordel.

Et af de temaer, I behandler på det ny album er konsumkultur, noget man også talte en del om dengang i firserne, hvor I slog igennem, dengang der var yuppiekultur til, neokonservatisme, etc. Ser I ligheder i dag?

Ja, der er ligheder. Det har jo altid ligget til vores kultur; folk vil have mere, men det spørgsmål, vi stiller er: vil folk i virkeligheden have mere, fordi der er nogle smarte marketingtyper, der sælger en dagsorden? Handler det om, at vi skal føle os forpligtede til at forbruge? Konsumkulturen er jo gået amok, vi ser overproduktion, en helt masse ting, vi egentlig ikke har brug for.

Det hele sælges til os som produkter vi slet ikke kan klare os uden. Hånden på hjertet, vi havde det jo aldeles fint med vores forrige tv, men nu skal vi have et nyere og større. Og jeg er også selv skyldig. Jeg har en iPhone X, men jeg savner egentlig sekseren, den nye model er jo dybest set ikke bedre.

Nogle produkter i dag er ligefrem designet til at holde et par år og så skal du købe ny model.

Ja, der er en sag omkring det i Frankrig for tiden – der var noget med, at Apple modificerede deres software, ikke? Når batteriet når ned omkring de tredive procent, så dør det bare lige pludseligt. De ser jo gerne, at du køber en ny telefon. Det er den slags, The Punishment Of Luxury handler om.

Mener du, at vore dages konsumkultur udgør en trussel mod musik og musikere?

Den digitale verden har udgjort en trussel mod musikere hele vejen igennem, kan man sige. Musikken har mistet sin værdi. Det skete, da musikken blev til filer på en skærm, da der ikke længere var et fysisk produkt, men bits og bytes. Pladeselskaberne bærer en stor del af skylden, for de var tilfredse med at sælge cd’er og ønskede ikke at hoppe med på den digitale bølge. Men det gjorde Napster, og folk var vilde med det, for her kunne man jo finde musikken gratis – hvem vil ikke gerne det? Det ser lidt bedre ud i dag med streaming-tjenester, men der er stadig ikke mange penge i det.

I halvfjerdserne og firserne hed det sig, at man måtte betale gode penge for sin plade, sit bånd, sin cd, for der var jo mange om at dele beløbet; pladeselskab, butikker, distribution, lønninger, og derfor fik Madonna kun en lille smule selv og var praktisk talt nødt til at sælge en million plader for at få det til at løbe rundt.

Ja, men ideelt set handler det også om, at pladeselskabet skal skabe overskud nok til at de så kan investere i nye kunstnere, og det sker stort set aldrig i dag.

Der hvor filmen for alvor knækker, er med services som Spotify, iTunes, etc., hvor kunstnerne stadig den dag i dag kun får en meget lille bid af kagen, til trods for at der jo netop ikke længere er udgifter til fysiske butikker, transport, etc. at tage højde for. Hvorfor skal det være sådan, og hvorfor finder vi os i det?

Vi har jo ikke rigtig noget valg, vi kan ikke gå tilbage. David Gilmour sagde for nylig, at Pink Floyd aldrig ville have slået igennem i dag. OMD heller ikke.

Jeg lavede interview med Daniel Miller for nogle år siden, og han talte om, hvordan Laurie Anderson fik et hit med O Superman, hvilket ville være komplet utænkeligt i dag. Jeg spurgte ham, som tanke-eksperiment, om Depeche Mode ville have slået stort igennem i dag, og han svarede, at det ville han gerne tro, de havde godt materiale, de var gode live, men nej, dybest set troede han ikke på det.

Jeg kender så mange unge bands, der kæmper hårdt, for du tjener stort set ikke penge på album længere, eller streaming eller YouTube, men du tjener heller ikke rigtig noget på koncerter før du når et vist niveau, for det er jo dyrt at tage på turné, hvis du skal have bil, udstyr, hotel. Transport er dyr. Så man skal nå til et vist niveau, inden koncerter for alvor giver gode penge, men hvordan skal man nå dertil uden hjælp, uden pr og marketing? Man er overladt til sig selv og må bare forsøge at benytte sociale medier, så godt man nu kan.

Hvilket naturligvis alle andre også gør.

Det gør de nemlig, og alle giver koncerter, for det er her, der kan være lidt penge, men der er jo kun et vist antal mennesker, der går til koncerter, der har råd. Måske går nogle til en koncert om ugen, men i visse byer, de store af slagsen, er der koncerter hver eneste aften. Det er ganske enkelt bare rigtig svært, og vi er personligt glade for, at vi ikke er i musikken for pengenes skyld længere. Hvis vi gjorde det bare for at tjene penge, så ville det være hårdt.

Vi er på et niveau hvor vi, som OMD, er en slags brand. Så vi tjener penge på at turnere. Vi stammer fra en tid, hvor der var råd til at skabe bands som brands, så at sige. I den forstand er vi et brand, hvad enten vi vil det eller ej – vi er et produkt, der kan sælges.

The Punishment Of Luxury.

Lige netop.

Nu vi taler om musikscenen i dag – lytter I også til moderne elektronisk musik, er der genrer, stilarter og musikere, der inspirerer jer?

Ja, vi lytter til mange ting. Men hvis man spørger til, hvad der inspirerer vore album i dag, så må jeg sige, at det gør vi selv, vores historie. Vi har set tilbage på vores karriere, på de ting, vi har lavet, og vores oprindelige inspiration kommer stadig fra Kraftwerk, Neu!, David Bowie, Brian Eno, men fra tid til anden sniger der sig også nyt ind såsom f. eks. den tyske glitch-musiker, AtomTM. En del af glitch-scenen er meget abstrakt, man tænker at det her er en god idé, men gider man rent faktisk at høre det igen?

Efter de første ti minutter har man ofte en solid fornemmelse af, hvordan resten af albummet lyder.

Ja, det er jo musik, der skabes af klik og støj, som de fleste normalt ville sortere fra. Men AtomTM formår at skabe smuk glitch-musik, og vi tænkte, at vi ville også forsøge os lidt. As We Open, So We Close fra det ny album er meget inspireret af AtomTM; vi ville kombinere noget smukt med noget meget kantet og støjorienteret. Sjovt med netop AtomTM – det er den tyske inspiration igen.

Ja. Måske kender I også til Alva Noto, endnu en tysker, der har arbejdet med musik i den retning. Han har også samarbejdet med bl.a. Blixa Bargeld og Ryuichi Sakamoto.

Ja. Og jeg holder stadig meget af Sakamoto også.

Lad os nørde lidt videre; Andy har fortalt mig at du engang var lidt af en haj til at programmere den legendariske hjemmecomputer, Commodore 64 – brugte du den nogensinde til musik og er du bevidst om, at spilmusik til Commodore 64 og Gameboy har skabt fundament for den moderne 8-bit-genre?

Ja lige netop. Jeg er vild med alle de der 8-bit-ting. Commodore 64 var min første rigtige introduktion til computere og jeg var en ægte nørd; jeg programmerede en slags step-sequencer; sequencerprogrammer var jo en sjældenhed dengang.

Legede du med tidlige trackerprogrammer som SoundMonitor, RockMonitor, den slags? Alting var hextal.

Ja, hextal! Det var et mareridt, ikke?

Jeg var bare ti år og ville lyde som OMD, Jean Michel Jarre, Kraftwerk, på min Commodore 64, men hvordan får man så meget som en lille saw wave ud af de her hextal?!

Haha, ja, giv mig bare noget lyd, ikke? Det var temmelig kompliceret. Men også rigtig sjovt og lærerigt.

Ja, og Commodore 64 havde jo SID-chippen, som var fed 8-bit-lyd. Den bruges stadig i musik i dag, Elektron lavede SidStation for nogle år tilbage.

Ja, jeg elsker den 8-bit-lyd. Selv vores gamle Fairlight var 8-bit, og det gav den en lidt mere støjende karakter, ikke helt ren i lyden.

Den var naturligvis digital, men i den forstand var der lidt analogsynth-agtigt over den, netop fordi den ikke var klinisk ren i lyden.

Nemlig; den var 8-bit, så lyden var ikke helt ren, og det kunne jeg virkelig godt lide.

Nu har du jo talt om, hvordan I finder inspiration i jeres egen fortid, så vi kan vel forvente noget Commodore 64 på næste OMD-album?

Jeg har faktisk forsøgt at finde en igen for at lære at bruge den på ny.

Det skal du da gøre. Jeg spiller på en live, som en keytar.

Wow, så du kan spille direkte på tasterne? Det er virkelig nørdet. Jeg har desværre ikke min gamle 64’er længere. Jeg havde en 128’er også.

Go 64.

Haha, lige netop.

Du nævnte selv Kraftwerk tidligere – OMD har samarbejdet lidt med Karl Bartos før, men er der andre kunstnere, I også godt kunne tænke jer at arbejde med?

Hvis jeg kunne vælge, så ville svaret have været David Bowie.

Det er desværre lidt for sent nu.

Jeg må også sige Brian Eno – ham ville jeg rigtig gerne lave noget med. Men jeg har ikke engang mødt ham.

Det har jeg. I en fornem slotshave, men det er en anden historie. Sidste spørgsmål, kort og godt: hvordan ser fremtiden ud for OMD?

Vi har jo fyrre års jubilæum i år. Egentlig har vi været ret emsige omkring vores bagkatalog; vi er et af de få bands, der har en kontrakt, som kræver, at pladeselskaber skal spørge os først, hvis de vil udgive opsamlinger og compilations, og vi bliver bare ved med at sige nej. Men vi kommer til at markere vores bagkatalog i år. Vi skal også optræde til en del retrofestivaler hen over sommeren, hvor vi byder på materiale fra karrieren og fejrer de fyrre år.

Der kommer noget udgivelse sidst på året og også næste år, men jeg kan ikke sige så meget om det endnu. Vi skulle skrive en B-side til single fra dette album, men endte med en sang, der var virkelig stærk, så vi lagde den i skuffen, den var for god til at være B-side. Vi må finde ud af, hvad vi skal bruge den til, men vi har et virkelig godt nummer, der ligger og venter. Så måske skal vi tænke i nyt album.

Vi har været i gang i fyrre år, men vi har stadig en masse at sige. Andy og jeg spørger ofte hinanden, om vi stadig har energien til det her, har vi stadig lyst, vil vi stadig turnere – men vi har ting i kalenderen hele dette og næste år, så I får i hvert fald to års OMD mere. På en måde føler vi os som unge igen, for der er ikke pres på os.

Det er det gode ved musikscenen i dag.

Ja, der er ikke noget stort forventningspres på os længere, så vi har fået vores frihed tilbage. Vi kan gøre det vi har lyst til og jeg føler, vi stadig har rigtig gode idéer. Så længe vi har noget at sige gennem OMD, så gør vi det.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA