x

Studiereportage: Beta Satan lægger an til bekæmpelse af pøblen

Studiereportage: Beta Satan lægger an til bekæmpelse af pøblen

Det århusianske band inviterede GAFFA med til indspilningerne af deres debutplade og en længere snak om succes, erfaringerne fra Tiger Tunes, og hvorfor den danske musikscene er til at lukke op og skide i.

Når man snakker om Beta Satan, snakker man om et band, som man med rette kan have ganske høje forventninger til. To af hovedkræfterne i bandet, Kåre og Klaus, har deres fortid i Tiger Tunes, som både formåede at opbygge en solid fanskare samt underskrivelsen af en international pladekontrakt. De øvrige medlemmer er Morten, Kenneth og Johannes, der heller ikke er helt grønne inden for musikken. Det gælder ikke mindst Johannes, der samtidig med Beta Satans fremturen også har fuld gang i sit eget band, det kritikerroste I Am Bones. Det neddrosler heller ikke forventningerne, at det album, som Beta Satan er ved at indspille, udgives af Crunchy Frog, der har affødt internationale succeser i form af Junior Senior og The Raveonettes.

Så hvis Beta Satan indfrier deres potentiale, er vejen banet for dæmonisk dominans under både lokalt, nationalt og internationalt scenelys.

Vejen til den store anerkendelse er dog ikke specielt glamourøs, og det er da heller ikke glamour, jeg bliver kvalt i, da jeg første gang ser omgivelserne, som bandet har placeret sig i. Der er tale om et studie på en villavej rundt regnet midt imellem Gellerup og Viby, og med naturen til at bidrage med et halvkoldt og helgråt scenario, så er det tydeligvis ikke dette første indtryk, der skal vise sig at være synderligt sigende for Beta Satan, deres selvforståelse og de tårnhøje kunstneriske ambitioner. Når først jeg først kommer ind i varmen, får jeg syn for sagn og kan bevidne den kreativitet, der er grundlaget for bandets fremdrift.

Masser af studiekuller
For de fleste medlemmers vedkommende kommer denne kreativitet dog ikke fysisk til udtryk i nogen synderlig grad. Kenneth sidder aldeles stilfærdigt bag den store mikserpult og lytter til de samme par takter trommer, som hele dagen synes at være afsat til at beskæftige sig med. Morten sidder med en laptop og er ligeså stilfærdig. Kåre sidder med en gratisavis og siger ikke noget, med mindre han absolut skal. Og Johannes er slet ikke til stede.

Til sidst er der så Klaus, der til gengæld rummer al den energi, som de andre ikke lige besidder på nuværende tidspunkt. Han fortæller ivrigt løs om projektet, viser rundt i lokalerne, byder på kaffe og når at nævne ordet ”studiekuller” utallige gange inden for de første få minutter. Det er næstsidste dag i studiet, og det virker helt fair, at der går lidt kuller i maskineriet efter to uger, hvor hver arbejdsdag typisk har været på 14 timer. Men han forsikrer mig, at det er helt igennem fedt at være i studiet, og det lyder bestemt også troværdigt. Ikke mindst må det være interessant for ham netop denne dag, hvor det handler om indspilningen af trommespor, som han som bandet slagmester må være ekstra ivrig omkring.

Arbejdet foregår med Klaus bag trommerne i det ene rum og Kenneth bag mikseren i det andet, og så kører der ellers det ene take efter det andet. Kun en sjælden gang imellem er der en tydelig tilfredshed med et take, og for at hjælpe sig selv til at spille rigtigt skribler Klaus møjsommeligt en talrække ned på papir. Det hjælper dog ikke mere end som så – i hvert fald flyttes fokus ikke fra de evindelige par takter, hvis dundren til stadighed fylder rummet ud.

Perfektionismen hersker
Sådan går der lang tid, og perfektionismen hersker ganske givet i studiet, og for den udenforstående synes det umiddelbart utroligt, at så lille en del kan være så frygtelig vigtig – for hvor lang tid må det ikke tage at indspille et helt album, hvis man skal arbejde i timevis på så få takter? Nuvel, der ligger velsagtens en ganske fornuftig årsag bag. I hvert fald er der ingen diskussioner eller mærkbare frustrationer mellem Klaus og Kenneth, så hvis de indbyrdes har fuld forståelse for den tidsmæssige prioritering, så må man jo stole på dette.

Nummeret, som takterne er en del af, hedder ”Let’s Talk About Sex”, og bandet afslører, at det bliver albummets mest konceptagtige nummer. Det handler om ”anstrengte seksuelle relationer” og er én lang støjflade – nøje tilrettelagt støj, må man tilføje. Hele albummet kommer til at rumme 14 numre, der tilsammen varer godt en halv time, og det bliver ifølge bandet så bastant en omgang rock, at det kommer til at kræve sin lytter at udstå hele pladen fra ende til anden.

Når grundsporene er færdige, fortsætter bandet med vokalindspilninger og overdubs i øvelokalet, inden hele herligheden skal mikses i Airplay til marts af islandske Árni Bermann. Produktionen tager hele bandet sig af, dog med det mest konkrete arbejde foretaget af Kenneth, Klaus og Morten, mens Kåre og Johannes så giver deres besyv med.

Pladekontrakten med Crunchy Frog
Da der opstår en naturlig pause i indspilningerne, bliver der tid til en snak med bandet, og vi fortrækker til det tilstødende køkken, og om end Morten er til stede under hele interviewet, og Kenneth også kommer med undervejs, så er det uomtvisteligt Kåre og Klaus, der kommer til at fylde mest, hvilket det følgende rigt illustrerer. Rørende enige er de om langt de fleste ting, og uden problemer følger de lynsnart op på det, den anden netop har ytret. Det var forventeligt, at Klaus ville tale løs, men det var lidt af en transformation, som Kåre gennemgik fra at være ganske mut til direkte lidenskabelig og voldsomt engageret i snakken, der både kommer til at handle om bandet selv og den musikscene, som de er på vej til at blive en endnu mere markant del af.

Hvordan kom aftalen i stand med Crunchy Frog?
Klaus: – Da vi spillede på Spot, snakkede vi med Yebo fra Crunchy, og han sagde en masse fede ting om vores musik, og vi sagde en masse fede ting om dem. Han var stiv – men sådan er dét!

Kåre: – Vi har været i dialog med flere forskellige selskaber, men dialogen med Crunchy var god hele vejen igennem – så det var meget naturligt at vælge dem. Det var dem, der repræsenterede os bedst. Klaus og jeg har arbejdet sammen med dem før, og det er nogle fine mennesker, der har styr på, hvad de laver.

Hvilke forventninger har I til albummet, og hvor godt skal det gå, før I anser det for at være en succes?
Kåre: – Det er en succes, hvis bare det bliver udgivet. Det har hele tiden været planen bare at lave en rockplade. Fuck resten.

Klaus: – Det er en megafed plade. Du må høre 20 sekunder af den senere – det bliver de bedste 20 sekunder nogensinde i dit liv!

Men alligevel, så har I vel nogle forhåbninger, når det engang bliver udgivet? Det ville vel være en nitte, hvis det bare solgte hundrede eksemplarer?
Kåre: – Helt sikkert.

Klaus: – Det ville være en nitte. Men sådan kommer det heller ikke til at gå, altså. Vi kommer nok ikke til at stå og vise tissemænd til fucking Grammy Awards den her gang, men altså, det er en megafed plade.

Kåre: – Det er en rockplade – og det er lang tid siden, der er blevet udgivet en ordentlig rockplade.

Et nyt udtryk efter Tiger Tunes
Tiger Tunes stoppede, mens I havde en V2-pladekontrakt i ryggen, I var blevet udråbt til Årets Håb (Klaus og Kåre griner hjerteligt og måske en smule forlegent), og I var ved at skrive sange til album nummer 2. Er der noget materiale fra dengang, som man vil høre på Beta Satan-albummet?
Kåre: – Nej. Tiger Tunes har ikke noget med Beta Satan at gøre. Det er to forskellige ting.

Klaus: – Skriveprocessen er også helt anderledes.

Men det var jo også jer to, der primært skrev materialet til Tiger Tunes?
Klaus: – Det er det i mindre grad her.

Kåre: – Det er stadig vores pitch, men det er bandmusik, det her. Tiger Tunes var ikke bandmusik.
Klaus: – Vi startede med benene plantet et helt andet sted. Selvfølgelig har vi en hel masse ting med i bagagen, det er der ingen tvivl om. Men rent æstetisk synes jeg, vi er startet et nyt sted.

Kåre: – Helt sikkert. Men vi har også været rundt omkring, før vi har fundet den her plades lyd. De andre medlemmer har også deres aftryk.

Klaus: – Mig og Kåre kan sidde og skrive, hvad vi vil på klaver – men det ender med at blive Beta Satans udtryk. Og det er superfedt. Modsat Tiger Tunes, som havde mange forskellige facetter og udtryk, så er det her mere stilrent.

Hvad er det for nogle steder, I har været henne for at finde det her udtryk?
Kåre: – Vi har lavet nogle numre, der nærmest bare var ren grindcore. Hvor andre bands op til en plade måske har en pool på X antal numre, hvor de tager dem alle sammen med i studiet og så vælger de bedste, så har vi haft en pool på måske det samme antal numre, men på forhånd vidst, at der var rigtig mange af dem, der skulle discardes – men som bare er blevet skrevet for at finde hen til målet. Man kan ikke sætte sig ned og bare sige: "vi skal være et fedt rockband". Det tror jeg, der er beviser nok på oppe i tiden.

Klaus: – Hvis man hører, hvad vi har lavet frem til de sange, som vi står med nu, så er der nogle ubehagelige ting i mellem og nogle pussenussede ting, og så er det endt dér, hvor det er. Det er fedt for engang skyld at lave noget med et færdigt udtryk.

Kåre: – Og det bliver fedt at arbejde videre med fremover. Den her plade er en debut, men det er ikke sådan en "make-it-or-break-it"-plade. Vi har bestemt tænkt os at udgive ti plader, så vi tager det stille og roligt. Vi har det megafedt i studiet, og der er god stemning, men det er ikke noget med, at hvis den ikke går godt, så kommer der ikke en plade mere. Det vil vi skide på, om vi så bliver sacked af alle pladeselskaber – så udgiver vi pladerne selv.

Hvad gør I anderledes end dengang, I var i Tiger Tunes?
Kåre: – Vi havde lyst til at lave noget andet end programmeret pop. Det her er spillet rock.

Men er der ikke nogen bandpolitiske erfaringer, som I kan tage med jer?
Klaus: – Jo, der er tusind ting. Men det er ligesom en teenagedreng, der fucking vokser op og pisser på et elektrisk hegn – så lader du være med det. Chicks, dem render du tilbage til, hvis de er lækre, og så videre. Det er sgu det samme.

Kåre: – Kognitiv indlæring! Med Tiger Tunes var vi dumme nok til at turnere i hvert et nyt territorium, som pladen blev udgivet i. Det kommer ikke til at ske igen. Vi tager den med ro og laver nogle ordentlige, fede shows og laver nogen plader – vi behøver ikke at jagte land og rige rundt. Så der er nogle huller, vi ikke hopper i, som for eksempel at turnere med de samme 12 sange i halvandet år.

Ingen indie-tricks
Kommer man til at se en The Storm-lignende lancering, når jeres plade kommer?
Klaus: – Så mange penge har vi slet ikke!

Kåre: – Og hvis vi havde, så havde vi brugt dem på at lave tre plader i stedet for.

Men hvor ser I jer selv i en branche, der også afføder et stunt, om man vil, som The Storm?
Klaus: – Vi ligger jo nok i den anden ende i hvert fald. Vi prøver at holde os nede på jorden. Det er ikke sådan noget med, at når pladen kommer, så har vi alle sammen et eller andet skorstensfejerkostume på og bærer omvendt kors.

Kåre: – Vi finder aldrig nogensinde sammen om at have den samme frisure eller gå i den samme slags bukser. Det er heller ikke vigtigt for os.

Klaus: – Der kommer ikke sådan et eller andet konceptuelt – "vi spiller kun i regnvejr!" – op i røven.

Kåre: – Vi er blevet for gamle til at synes, at indie-tricks er sjove.

Klaus efter en kort tænkepause: – Det er sgu egentlig synd for de dér The Storm.

Kåre: – De må have lavet en lorteplade, for den har eddermame fået dårlige anmeldelser.

Klaus: – Men hvis vores får dårlige anmeldelser, så er det bare fordi, folk de fucking ikke forstår den!

Man hører det samme stykke musik, men ikke alligevel
Hvordan er hierarkiet i bandet?
Morten: – Som Kåre og Klaus sagde, så er det dem, der som oftest kommer med et eller andet udspil, men jeg synes, vi er blevet bedre til at lave det færdige produkt i øvelokalet – sammen.

Hvor store er de modstridende følelser, når de er størst? Altså forskellen mellem det, som én synes er fedt, og som en anden synes er mindre fedt?
Kåre: – De har været meget større end de er nu. De er mere nuancerede nu, vil jeg sige. For hver sang vi får på bagen, jo tættere kommer vi på hinanden. Til at starte med kommer alle med en forestilling om, hvilken lyd vi skal have. Men realiteten er jo altid en anderledes størrelse end fantasien, så derfor er man også nødt til at lytte efter, hvad der egentlig er vores fælles lyd. De numre, vi har taget med til studiet, dem er vi enige om, er fede. Men jeg tror, det er forskellige ting, vi synes, er fede ved dem.

Klaus: – Vi hører det samme stykke musik, men vi hører ikke det samme musik. Specielt når vi ikke lige er i gang med noget og bare har en samtale om, hvor pissefede vi er – for det snakker vi utrolig meget om – og Morten forklarer, at en eller anden sang er fed på grund af sådan og sådan, så ved man nogle gange ikke, hvad det er for en sang, vi snakker om. For han har hørt noget andet i den, og sådan tror jeg, at alle oplever et stykke musik forskelligt.

Kåre: – Og folk har vetoret. Hvis der er nogen, der synes, at noget lyder downright forfærdeligt, så lader vi bare være med at spille det.

Har det været tilfældet?
Kåre: – Ja, vi sackede for eksempel en sang i går, hvor vi ikke kunne blive enige om æstetikken. Så røg den bare ud. Det gider vi heller ikke spilde tiden på. Hvis der er nogen, der ikke kan lide et nummer, så er der ikke nogen, der skændes, for jeg gad heller ikke sidde med en plade, hvor der bare er en sang, som jeg fucking hader. Hvis man slås fra starten, så får man ikke noget band.

Eliten og pøblen
I har brugt udtrykket ”elitær” om jer selv. Hvis I er eliten, hvem er så pøblen?
Klaus: – Resten. Har du været inde på MyMusic for nylig og hente et eller andet? Har du været inde i den lokale pladebutik og kigge under dansk og set, hvad der foregår dér? Det er fandme sørgeligt. Der er da nogle fine danske bands, det er ikke det – men vi er da den absolutte elite.

Kåre: – 99% af det er noget pis. Det er noget ligegyldigt fucking indie-pis. That’s it.

Klaus: – Når jeg hører, hvad vi fem i bandet har kogt sammen, så synes jeg absolut, det er blandt – ikke bare eliten herhjemme – men noget af det bedste musik, jeg kan høre.

Kåre: – Det er derfor, vi laver det.

Klaus: – Og det er ikke bare elitært, fordi selvfølgelig kan vi lide det, vi selv laver – vi er også bedre end stort set alle andre for tiden. (De øvrige medlemmer udbryder i stor latter) Nej, men det synes jeg – det er fandme ikke løgn! Det er megafedt. Jeg er pissestolt af det, vi laver. Når jeg hører andre plader, så tænker jeg sådan lidt, at det er sgu meget fedt, og de bliver nok lige så gode som mig en skønne dag.

Kåre: – Grunden til, vi har skrevet ’elitær’, det er fordi alle indie-bands i hele verden, de synes selv, de er de fedeste. Også dem, der bare sidder og… (Kåre udgyder taktfaste klynkelyde) De tæller 1-2-3-4, og så begynder de… (Yderligere klynken) Vi synes selv, vores musik er det fedeste i hele verden, men indie-scenen er blevet så vant til at gå med håret ned i panden og bare hade sig selv og sit eget musik, at det er til at brække sig over, altså. Jesus fucking Christ. De lyver!

Klaus: – De ville jo ikke bruge hele deres liv på at lave musik, hvis de ikke selv syntes, "hold kæft, jeg laver fed musik!". Det ville jo være sparkende åndssvagt.

Stilen er lagt, og det synes muligt at konkludere, at Beta Satan vil blive et af den slags bands, som man enten virkelig godt kan lide, fordi de prøver at gå mod strømmen og sige tingene ligeud – eller som man afskyr for deres arrogance og musikalske udtryk, som ikke søger så direkte at behage, som visse musikalske kolleger i større stil prøver på. I hvert fald kan det ses som en kvalitet, at bandet tvinger folk, der stifter bekendtskab med det, til at tage stilling, frem for blot at dyrke den midtersøgende vej mod først afrundede, bløde toner og siden hen mod en snarlig forglemmelse.

Fremtiden er en win-win situation
I interviewet har Klaus lovet mig de 20 bedste sekunder af mit liv, når jeg efterfølgende får et eksklusivt lyt til indspilningerne, så forventningerne er høje. Vi vender tilbage til selve studiet, og inden længe brager musikken derudad. ”6-6-6!”, brøler Kåres vokaler, mens beatet er solidt og insisterende. Ingen tvivl om, at det lyder interessant, men det er også muligt, at bandet får ret i, at det ikke bliver en dans på roser at udstå en gennemlytning af hele pladen fra ende til anden. Det er dog svært at afgøre ud fra de tre numre, jeg får at høre, hvoraf der er et med en demovokal, et instrumentalt, og så et, der er demo hele vejen igennem.

Men potentiale er der nok af, og med endelige vokaler, dubs, miks og mastering stadig i vente, kan det gå hen at blive rigtig interessant. Om det bliver for de få, der ”fucking fatter”, hvad det er, bandet vil, eller om der bliver slået hul igennem til et bredt publikum, ja, det må man vente en rum tid med at finde ud af endnu. Albummet udkommer nemlig først til sensommeren – men med lidt held vil ivrigt afventende fans allerede i forsommeren stifte bekendtskab med en singleforløber.

Med rig fotografisk dokumentation og en stor mængde verbale svadaer foreviget forlader jeg studiet. Efter adskillige timer i det tårnværelse, hvorfra Beta Satan beskuer såvel deres fremtid som den øvrige musikscenes pøbelagtige horder, virker det århusianske villakvarter som at blive kastet ud af det selv samme tårnværelses vindue, for så at lande pladask i virkeligheden igen.

Tankerne har fået frit løb, og som Beta Satan ser det, er fremtiden en win-win situation: Enten får de anerkendelse og succes og kommer derved til at rykke lidt rundt på det musikalske landskab, som de så åbenlyst synes at foragte. Eller også bliver de misforståede og fyret af alverdens pladeselskaber og må selv finansiere indspilningen af alle de albums, de har planer om at lave – og det er stadig en succes, for det er musikken – kunsten – og processen, der indhyller den, der er det vigtigste.

Som bandet selv fortæller, så føler de ikke, at de konkurrerer med nogen, og måske er det netop den indstilling, der skal til at revolutionere sin omverden – måske ikke. Uanset hvad, der så sker, så vil bandets blotte eksistens i hvert fald få folk til at tage stilling til et par ting eller tre, og deri ligger måske kilden til den succes, som bandet insisterer på at føle, hvad der så end sker.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA