x

Stort Peter Sommer-interview: Hvide katte løber over vejen

Stort Peter Sommer-interview: Hvide katte løber over vejen

Peter Sommer er aktuel med sit femte album i eget navn. I den anledning har han ikke bare fundet sammen med sit gamle band Tiggerne igen, han har også prøvet kræfter med dubjazz-duoen Bremer McCoy på et album, der dyrker livets og kærlighedens yderpunkter og tør se både tilbage og frem. Onwards and upwards.

Møllegade i Skanderborg var helt mørk, der var ikke et øje at se, og klokken havde efterhånden passeret tre om natten, da Peter Sommer for nogle år siden var på vej hjem ad sin barndoms gade efter en frugtesløs aften i studiet. Han havde røget, hvad han husker som ”tusind smøger” og drukket lidt bajere, men der var desværre ikke kommet nogle sange ud af aftenens anstrengelser. Noget nedtrykt over ikke at have fået udrettet noget tænkte han: ”Måske skal jeg prøve at skrive noget andet end de der voldmelankolske sange. Måske skal jeg i virkeligheden forsøge at hive noget ud af den del af mig selv, der er operativ og fremadrettet – den positive og optimistiske Peter…” Tanken var knap nok tænkt til ende, da en hvid kat kommer ud af en hæk to meter fremme og pænt og nydeligt krydser vejen for derefter at forsvinde ind i hækken på den anden side.

– Det lyder jo fandeme som en konstrueret historie, når man fortæller det, siger Peter Sommer i dag, men ikke desto mindre er det den skinbarlige sandhed.

– Det var ikke fordi, det fik mig til at føle mig specielt heldig, men det var bare den diametrale modsætning af den ulykkesbringende sorte kat, og jeg har altså aldrig set en hvid kat krydse vejen før. Jeg havde brug for en linje, der kunne guide mig frem, og den kom simpelthen gående lige der.

Således kan man i åbningsnummeret på Sommers nye album, Elskede at drømme, drømmer om at elske, singlen ”Skønne spildte kræfter”, støde på linjen: ”Hvide katte løber over vejen, lad dem løbe langsomt ind i en drøm, der ikke kun kan være min egen”. En sang, der i øvrigt indledes med udmeldingen: ”Jeg springer ud som optimist, det føles som at desertere”.

– Den linjer kommer af, at jeg ikke tror på, at man som menneske i ret lange perioder af gangen kan sige ”jeg er i total krig” eller ”jeg er i total fred”. Det kan jeg i hvert fald ikke selv, det går så hurtigt mellem de to ting. Det er enormt nuanceret og komplekst, og når jeg skriver sådan en linje, er det for at placere to yderpunkter i forhold til, hvordan mit liv kan være.

LÆS OGSÅ: Når kærligheden også gør godt – anmeldelse af Elskede at drømme, drømmer om at elske

Tvetydigheder og forskellige kasketter

Netop yderpunkterne giver mening, når man ser på de steder i livet, manden har befundet sig på sit seneste udspil, den stærke break-up-plade Alt forladt, hvor sangene var affødt af, at han netop var kommet ud af et langt forhold i forhold til nu, hvor han har fundet lykken sammen med sin ungdoms kærlighed, som han endda nu er blevet gift og har fået et barn sammen med. Den vågne lytter vil kunne finde spor af den udvikling i teksterne på pladen, der ellers bærer præg af tvetydighed.

– Jeg er meget til ”open endings”. Jeg kan godt lide, at man ikke altid ved, hvad der sker og ikke er så etableret i sin følelse. Nogle sangskrivere kommer ud med én ting, hvor de siger: ”Her er jeg lige nu. Jeg ved, det er lige præcis sådan her, jeg har det, og det har jeg skrevet ti sange om”. Det er der nogle, der er pissegode til, men jeg dyrker nok mere blindgyderne. Jeg er stadig i gang med at undersøge sangene, og det er sikkert først om et års tid, jeg kan finde den røde tråd i det, fortæller Peter Sommer og fortsætter med at uddybe i hvor høj grad, det er ham selv, der optræder i det ”jeg”, der figurerer i sangene. Det er nemlig ikke helt enkelt.

– Jeg sidder tit og arbejder med, hvor meget af mig selv, jeg skal lade slippe ud i sangene. Jeg hæver og sænker intimitetsbarren, og jeg synes egentlig selv, jeg er meget god til at dosere det rigtigt. Jeg kunne jo aldrig finde på at løbe fra, at der er et stærkt ”mig” i det her, men der er også ting, der er grebet ud fra ting, jeg har læst, oplevet eller hørt andre sige – og så er der en tredje person, der er en blanding af det hele. De kasketter flyver rundt på personerne i sangene hele tiden, og det kan nogle gange være svært for mig at finde ud af, hvor jeg skal sætte hatten i en tekst, for i sangene er der jo også nogle versioner af mig, der drømmer om at være noget andet. Bedre, ærligere eller stærkere.  

Tiggerne og Bremer/McCoy

Elskede at drømme, drømmer om at elske er delt op i to dele, der især gør sig gældende på vinylversionen, hvor sangene på side A er indspillet med Tiggerne, mens sangene på side B er indspillet med den danske duo Bremer/McCoy.

– For mig har det været forfriskende at gøre det på en anden måde. Jeg leder efter ting, der peger fremad. På denne her plade er der noget, der har peget bagud – med Tiggerne. Og genbesøget med dem har været helt fantastisk, mens samarbejdet med Bremer/McCoy har været noget nyt. Jeg kan godt lide at bevæge mig steder, hvor jeg ikke synes, der er overbefolket, og jeg synes ikke, der har været så meget dansksproget jazz. Ja, Gud forbyde, at jeg siger ordet ”jazz”, for folk skal ikke tro, det er jazz på dén måde, så har jeg jo allerede givet et forkert indtryk af, hvad det er. Men altså, lige præcis den farve synes jeg ikke har været brugt så meget, og det kan jeg egentlig godt lide. Det er fedt at undersøge, hvad vi kan sammen. Vi er kun lige gået i gang.

Hvad fik dig til at genbesøge Tiggerne?

– Egentlig startede det med de koncerter, jeg gav, hvor jeg sammen med Tiggerne spillede hele Til rotterne, til kragerne, til hundene-albummet live. Vi fandt stille og roligt sammen igen og havde nogle af vores bedste koncertoplevelser sammen i den konstellation, og i forbindelse med de koncerter syntes jeg, det kunne være sejt at have bare én ny sang at spille, så det hele ikke bliver bagudskuende. Det blev til ”Skønne spildte kræfter”, hvor jeg også synes, vi er kommet et nyt sted hen i forhold til, hvad vi kan sammen. Der var helt klart åbnet for en spændende retning at gå i for os, og det er blevet til en række nye numre, hvoraf de seks er kommet med på pladen.

Hvordan kom Bremer McCoy så ind over?

– Efter jeg flyttede til København, begyndte jeg at åbne lidt for at tage ud og besøge andre sangskrivere og co-write lidt. Det har jeg ikke rigtig gjort så meget før, bortset fra selvfølgelig med Simon Kvamm i De Eneste To, men det der med at tage ud for at se, om man kan få ild i noget sammen med andre var nyt for mig. Jeg mødtes med Rasmus ”Raske Penge” Poulsen, som jeg har kendt i en del år, nogle gange, og i en pause, hvor vi sad og hyggede med at skrive lidt, sagde han: ”Jeg udgiver jo for resten også selv musik. Jeg har et pladeselskab, der hedder Raske Plader, og vi har for eksempel udgivet det her…” Og så satte han en plade på med Bremer/McCoy. Der fik jeg virkelig den der: ”Hvad fanden er det!? Er det virkelig nogle danskere, der har lavet det?” Det lød som en totalt smagfuld opdatering af Jan Johansson med seje dub-effekter og masser af ro – sådan noget, som jo fandeme er guld værd at finde i de her tider, noget der giver én ro. Så gjorde jeg noget, der er en meget københavneragtig ting at gøre, jeg bad om deres nummer, og så ringede jeg til dem og sagde: ”Jeg har hørt jeres musik, og jeg synes, I er fede. Kunne I tænke jer at arbejde sammen med mig?” De var heldigvis klar på at prøve at få en vokalist ind over, og nogle af sangene er noget, de har lavet, som jeg har skrevet tekst til, andet er noget, jeg er kommet med, og noget helt tredje har vi lavet i fællesskab. Vi har brugt det meste af halvandet år på at finde ind til hinanden. Det har været ret intenst, og det er der kommet en del numre ud af, hvoraf vi har valgt fire til pladen.

Onwards and upwards

På tidlige sange som ”Valby Bakke” og ”8-6-6-0” mødte man som lytter en sangskriver, der i høj grad beskrev, hvad han så og med en legesyg tilgang til det danske sprog. På Til rotterne, til kragerne, til hundene blev det mere personligt, og siden da har det været svært for Peter Sommer ikke at skrive den type sange.

– Den måde, jeg undersøger, om en sang giver mening for mig, er om den er inde at stemme mine følelser. Hvis ikke den gør det, gider jeg ikke lave den, og sådan har det været de sidste syv år. Mit projekt i livet er ”to keep on keeping on.” Der er ikke så meget at sige til det. Der er ting, man fortryder, og der er ting, man ikke fortryder, ting man drømmer om, og ting man ikke drømmer om… Man læner sig ligesom ind i livet og vil fremad og opad. Er det ikke sådan, den undersættelse af ”onwards and upwards” er? Mod nye højder, det kan jeg godt lide. Man kan ofte konstatere – jeg gør det tit gennem mine sange – at man er trykket ned af livet, af sine egne besværlige tanker, og i samme øjeblik, man siger det højt, ryster man det af sig og går fremad. Sådan er det med mine sange, synes jeg. Jeg forbliver ikke i en tilstand af tristesse hele sangen igennem. I én sætning skal man gerne kunne fornemme både yin og yang.

 

Mikael Simpson, Turbolens og Benal

Peter Sommer har en række ret prominente gæster med på Elskede at drømme, drømmer om at elske. Ud over samarbejderne med Tiggerne og Bremer McCoy krydres sangene også med mundharmonika fra Mikaels Simpson, guitar og kor fra Turbolens og ord og poesi fra Benals Benjamin Hav.

– Det er jo hen ved toppen af min playliste, hvad dansksproget musik i min egen boldgade lige nu angår. Den eneste, der mangler, er måske Søren Huss på trompet, men altså, jeg er så glad for de gæster, der er med. Jeg har lyttet rigtig meget til de kunstnere her. Hele Benals ting med voldsomt fede produktioner og meget lyrisk-poetiske tekster leveret som hårdtslående rap. Jeg elsker den sammenblanding. Simpson er Simpson, og hans lyd har jeg været fan af i 100 år. Hvad Turbolens angår, er jeg vildt fascineret af, hvordan Bo er kommet af sted med sit anderledes take på, hvordan man griber musikken an. Det har ikke været så styret i forhold til, hvem der skulle være med på pladen. Det har mere været: ”Hvorfor er det nu, vi ikke kan få det her nummer til at fungere? Det er måske fordi, vi skal prøve at sende det til Benjamin fra Benal og prøve at høre, hvad han kan gøre ved det”. De her folk står for noget af det absolut mest spændende, der sker lige nu på den scene, jeg gerne vil være på.

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA