x

Stort interview med The Minds of 99: – Angsten er død

Stort interview med The Minds of 99: – Angsten er død

Del to af Solkongen er ude, og det er et skarpladt The Minds of 99, der tager imod GAFFA i øvelokalet i bunkeren på Vesterbro. Sveden springer fra panden, næseblodet løber, og tænderne er bidt hårdt sammen. De nye sange slår gnister og truer med at få væggene i det lille underjordiske lokale til at slå revner – nej, de har ikke skuffet over tid, tværtimod. Og The Minds of 99 er klar til at se fremad.

Altid velovervejede Niels Brandt giver sig mellem gennemhaglingen af sangene tid til at tørre sveden af panden, blinke den bidende intensitet ud af de isblå øjne og sætte sig ned og puste ud, mens han sammen med GAFFAs udsendte tager en snak om det, bandet selv kalder en overgangsplade, om rockens død og om vigtigheden i at holde fast i sig selv.

Det var nemlig noget af en eksistentiel krise, The Minds of 99 var ude i, da de i september 2016 sad på Gæstgiveren på Bornholm for at finde ud af, hvad der skulle ske med bandet, efter at keyboardspiller Mikkel Bech-Hansen havde forladt gruppen. I hjørnet af Gæstgiveren sad et andet dansk band, Gasolin’, i 1978 og besluttede sig for at gå hver til sit.

– Der sad de og fandt ud af, at de ikke skulle være et band længere, samtidig med at de vist nok også fik opbygget den største barregning nogensinde på stedet, fortæller Niels Brandt og fortsætter:

– Vi har spillet på Gæstgiveren nogle somre i træk, og vi er blevet gode venner med Henrik og Malene, der ejer stedet. Det lukker ned om vinteren, så vi fik lov at låne det og satte studie op derovre. Vi sad oppe ved baren, hvor vi kunne kigge ned til venstre, hvor Gasolin’ var blevet enige om at gå i opløsning og til højre, hvor vores studie lå. Så sad vi der og fandt ud af, hvad der skulle ske. Vi drak os pissehamrende fulde, og om morgenen dagen efter spillede jeg en ny sang, jeg havde skrevet for resten af bandet, og det var "Solkongen". Bagefter spillede jeg "I’m Gonna Die", og Jacob (Bech-Hansen, red.) havde taget en fyldig skitse med til "Ubåd". Den skrev vi færdig, og vi startede også på nummeret "Engel" – så var vi ligesom i gang. Derfra var der ikke længere nogen diskussion om, hvorvidt vi skulle fortsætte.

Se The Minds of 99 fremføre "I'm Gonna Die" til P3 Guld i DR Koncerthuset 22. september 2017. Artiklen fortsætter under videoen.

”At jeg brækkede foden er noget af det bedste, der er sket for bandet”

Havde I været i tvivl om, hvorvidt I skulle fortsætte efter Mikkels exit?

– Ja, det havde vi. Der var megen usikkerhed, og alt var gået rigtig stærkt for os. Vi havde udgivet to plader på tre år, spillet tre gange på Roskilde Festival, og Mikkel var simpelthen brændt ud. At være turnerende musiker var ikke det, han ville, og det havde været en svær tid for ham – næsten et år, hvor han havde gået og hængt i bremsen. Og det var ret frustrerende for os andre, for det var som om, der heller ikke rigtig var overskud til at lave ny musik, og det var derfor, der gik så lang tid med at komme i gang med det. Koncerterne tog for mange kræfter fra ham. Vi var meget kede af, at han ikke længere var en del af bandet, for vi vidste jo også godt, at han var en stor del af vores lyd, ligesom han også er en superkreativ fyr. Det var underligt, at vi nu kun var os fem tilbage, og vi kunne jo heller ikke lade være med at spekulere på, om han mon havde ret: Var der noget galt? Havde det gået for stærkt? Men samtidig var der også en lettelse over, at der var taget en beslutning – han var trådt ud, og det gav også en energi til at komme videre. På den måde var det også en genfødsel for os. Vi havde alle intentioner om at fortsætte, og det var en stor lettelse at finde ud af, at vi også havde musikken til det. Sangene var der.

I en noget mindre målestok skulle der også tages beslutninger om, hvorvidt bandet kunne fortsætte på den igangværende tour, efter Brandt brækkede foden i november måned midt i bandets turne i kølvandet på første del af Solkongen.

– Dengang var det jo kun mig, der kunne tage den beslutning. Når alt kom til alt, handlede det jo om, hvordan jeg havde det. Da de lige havde rettet min fod ud, og jeg havde fået et ordentligt skud morfin, kunne jeg jo det hele. Jeg kan huske, jeg ringede til Doku-Kasper, Kasper Kiertzner, der var ved at lave en dokumentarfilm om os (se boks, red.) og sagde: ”Kom ud på Hvidovre Hospital, mand! Du kan virkelig få nogle gode ting i kassen herude…” Så han kom derud, og jeg havde det bare så vildt over, at jeg skulle på tour med min brækkede fod. Dagen efter var morfinrusen desværre overstået, og jeg røg ned i et dybt, sort hul, hvor alting bare var umuligt. Det var tirsdag, og onsdag skulle vi tage beslutningen om at fortsætte touren eller ej. Det var altså et gamble, men det endte med at være sindssygt fedt. Jeg vil faktisk sige, at det at brække den fod er en af de bedste ting, der nogensinde er sket for vores band. Vi fik så meget presse og eksponering på det – selv i Ekstra Bladet – og jeg kom også tættere på sangene. Lige pludselig skulle jeg jo ikke koncentrere mig om andet end at synge, og det gik op for mig, hvor gode sange det egentlig er, vi har. For de er fandeme gode. Under de koncerter tog alle i bandet en ekstra tørn, det var, som om Anders, Asger, Jacob og Louis kom mere frem, idet jeg trådte tilbage. På nær det at brække foden var det helt genialt. Det blev en legendarisk tour. Vi må håbe, jeg brækker noget igen en anden gang, haha!

Rocken er død

Første single fra del to af Solkongen hedder "Alle skuffer over tid". Hvem har skuffet dig på det seneste?

– Altså, FCK skuffer mig lige for tiden, men det kan jo hurtigt vende. Hvad sangen angår, opstod selve titlen ved, at jeg vågnede midt om natten og skrev de fire ord ned på et stykke papir, og jeg havde det simpelthen så grineren over den sætning. Jeg syntes, det lød som et citat, noget en eller anden har sagt for lang tid siden, men jeg kunne ikke finde det nogen steder. Det er så hård og kynisk en udmelding, men hvis man tænker livet på den måde, at alle skuffer over tid, så kan man heller ikke rigtigt tillade sig at blive skuffet, for så er det et grundvilkår. Det er ligesom arvesynden, noget der ligestiller alle mennesker, fordi vi alle sammen ikke er ufejlbarlige. Så på en eller anden måde synes jeg, det er en smuk tanke, fordi det sætter forventningerne ned. For bandet er det også en meget god udmelding, for hvis denne her plade skulle være endt med at blive en rigtig dårlig plade, så havde vi helgarderet os ved at komme med den udmelding i en sang. Så vi syntes, det var helt genialt. Det var en sang, der startede med, at Louis lavede akkorderne og teksten til første vers, og bagefter blandede vi det med det digt, jeg havde skrevet. Det blev til sangen. Desuden er der en fucking guitarsolo med, og det har jeg totalt optur over, for rocken er død. Sådan er det bare. Men alligevel fungerer vi som band af en eller anden underlig årsag, og det er bare så vildt.

Solkongen

Noget uortodokst har bandet valgt at dele deres nye album, Solkongen, op i to dele. Første del udkom i oktober sidste år, og nu er del to så langt om længe på gaden. Men hvorfor overhovedet dele det op, når de i alt 11 sange tilsammen fint kunne udgøre et fuldt album? Svaret skal findes i tidspres, og at der simpelthen var for mange gode sange til at udgive på én gang.

– Når man udgiver musik, skal man fokusere på nogle ting. Selvom man havde et helt album, der lå klar, så var det først i 11. time, det blev færdigt. Den sidste sang, vi skrev til pladen, "Stor som en sol / Flad som en pandekage" blev først færdig i august, så det var meget tæt på. Selvom et pladeprojekt er næsten færdigt eller kun mangler at blive masteret, skal man stadig have en plan for, hvordan man lancerer det, og hvordan der skal fokuseres. Og vi kunne simpelthen ikke udgive alle de her sange og samtidig holde et godt fokus på dem. De ville ikke hver især få det liv, de havde fortjent. Vi syntes, der var så mange gode sange på Solkongen. Så mange singler. "Ubåd" skulle også have været en single, hvis ikke det havde været for ubådssagen, og på del to er der tre singler. Det vil sige, at vi udgiver seks singler i alt fra et enkelt album, og det er simpelthen for at give sangene den opmærksomhed, vi synes, de fortjener. Selv nu er vi i tvivl om, hvorvidt det er for tidligt at udgive del to.

Se The Minds of 99 fremføre "Stor som en sol / Flad som en pandekage" og "Alle skuffer over tid" til GAFFA-Prisen 22. februar i Odeon i Odense. Artiklen fortsætter under videoen.

Der er også et markant nyt visuelt udtryk forbundet med albummet i forhold til tidligere. Hvor kommer det fra?

– Det er kommet fordi, Solkongen for os er en overgangsplade. Den er lavet i en tid, hvor vi har skullet finde ud af, hvordan det har været kun at være os fem, efter Mikkel gik ud. Vi havde brug for noget nyt – også hvad det visuelle angår. Solkongen er et udtryk for de sidste to år af vores liv. Det er ikke bare en plade, for os er det også en tid – en overgangstid, der også afspejler verden omkring os. En verden, der er ekstremt fragmenteret og sværere at overskue end nogensinde.

Hvordan det?

– Det er både, når det kommer til det politiske landskab, medielandskabet og folks meninger, men primært er det teknologien, der gør, at verden er blevet mere kompleks end tidligere. Det bliver sværere og sværere for os alle sammen, og det er ikke bare fordi, vi bliver ældre. Det er også unge mennesker, der har det sådan. I den tid, vi lever i, har man næsten kun troen tilbage på, at solen står op igen næste dag. Solen er blevet et symbol på, at alt nok skal gå. Hvor Liber mere var en fakkel, et lille lys i mørket, er faklen nu blevet til en sol. Og hvad musikken angår, er den for første gang ikke drevet af en eksistentiel angst.

Hvorfor ikke?

– Det kan der være mange grunde til, men noget af det åbenlyse er, at vi har opnået noget. Vi er kommet op på et plateau, hvor vi er blevet etablerede. Vi er et stort band, mand! Det er et nyt sted at være for os. Lige pludselig har vi den er følelse af: ”For fa'en mand, der er ikke en drage, der ånder mig i nakken længere!” Så på den måde passer solen som symbol også meget godt. Desuden er der jo den anden side af sagen, hvor en Solkonge også er et udtryk, man bruger om en person med et latterligt stort ego, og som ikke kan styre det. Og det er jo faktisk noget, der let kan ske, når man går igennem de ting, vi har været igennem i løbet af de sidste fire år – succes og opmærksomhed påvirker én, og hvis ikke man passer på, kan man godt gå hen og blive en anderledes person. Hvis man tror, man kan det hele, kan man let miste sin selvkritik og den eksistentielle angst, der måske før var drivkraften i musikken. Man har et ansvar for at holde fast i sig selv og sine værdier, selvom det kan være svært.

Små spillesteder og dobbeltgængere

I efteråret 2017 spillede Minds nogle koncerter på ganske små steder som Stengade i København og Black Box i Aarhus, hvor man kunne opleve bandet under langt mere intime forhold end normalt.

– Vi ville gerne tilbage og spille nogle små steder i de store byer for dermed at kunne give nogle af vores die hard-fans – og os selv – den oplevelse. Det var rigtig fedt at gøre, og vi havde for eksempel aldrig spillet Stengade før, og alle vores plader er mikset lige oven over Black Box. Idéen om koncerterne på Stengade opstod på baggrund af, at Falconer Salen var optaget, da vi gerne ville spille der. Det havde jo ellers været næste naturlige skridt for os, men så måtte vi pludselig være kreative. Heldigvis.

Minds har ry for at være et liveband ud over det sædvanlige, og for nylig modtog de en Steppeulv for netop deres indsats på scenen. Og da de spillede til Zulu Awards i slutningen af januar, var det lige før, publikum og tv-seerne fik en helt særlig inkarnation af bandet at se.

– Den energiudveksling, der er mellem os og publikum, når vi spiller, betyder enormt meget, og vi har jo nogle vildt fede fans. Da vi skulle spille til Zulu Awards, var det faktisk meningen, at vores keyboardspiller, Jacob, skulle have været på ferie i Vietnam. Vi vidste først ikke rigtigt, hvad vi skulle gøre, men så kom vi i tanker om, at fodboldspilleren Per Krøldrup ligner Jacob på en prik, så vi spurgte ham, om han ikke havde lyst til at komme og spille sammen med os i stedet for Jacob, og det sagde han sgu ja til. Så det var faktisk meningen, at det skulle have været ham, der stod på scenen med os den aften. Desværre skete der det, at Jacob blev ramt af noget sygdom i familien, så han kom aldrig til Vietnam, og det endte med, at vi kunne optræde som fuldt band alligevel. Vi må optræde med Krøldrup en anden gang.

"Ubåd" har jo fået sit eget liv, efter det tilfældige sammenfald med ubådssagen. Er det noget, I tænker over, nu hvor I spiller den live?

– Nej, det er det ikke. Heldigvis ved folk godt, hvordan det hænger sammen nu. Det er jo en af de der helt sindssyge tilfældigheder. Det er jo sygt, hvor meget den sang og den tekst ligesom passede på den fucking tragiske og groteske historie. Da pladen var færdig, og vi skulle ud i Nordhavn hos noget, der hedder Nordsø, for at trykke nogle limited-vinyler, siger Jacob, idet vi stiger ud af bilen: ”Der ligger sgu da en ubåd”, og så siger Anders: ”Det er dén ubåd. Det er hans ubåd!” Og så ligger den fandeme lige der ved siden af vinylfabrikken, hegnet inde. Og da vi kommer ind på fabrikken, er det dén sang, der spiller ud over højttalerne. Det forfølger os, det er bare så åndssvagt – helt fucked.

Børnesange og eventyr

Med stærke lyriske udtryk er det altid en fornøjelse at få lov at udfritte ophavspersonen om meningen med ordene. Som oftest foretrækker visse sangskrivere at lade meningen med sangene stå åben, men heldigvis er Niels Brandt anderledes åben for at folde tankerne bag sine til tider kryptiske formuleringer ud. Der er nemlig klare idéer bag langt størstedelen af The Minds of 99s sange.

Titelnummeret, "Solkongen", fremstår for mig noget kryptisk med linjer som ”hvem er det, der nærmer sig? En måneprinsesse mod en solkonge som dig. Smelter I to sammen? Så er det helt sikkert helt slut med mig (…) og hun ligner dig, ja hun ligner dig”. Hvad kan du fortælle om idéen bag sangen?

– Idéen er, at Solen spiser Månen. De to modsætninger bliver til ét objekt, og derfor ophører verden med at eksistere. Lige inden begynder Månen at ligne Solen: ”og hun ligner dig, og hun ligner dig”. De ligner hinanden, og alligevel er de modsætninger. Den ene symboliserer mørket, og den anden symboliserer lyset. Den er egentlig skrevet som en slags børnesang, der på en enkel måde beskriver det komplekse i, at modsætninger gør, at ting eksisterer.

I "Ung kniv" fornemmer man en vis rastløshed i sætningen: ”Altid ud igen”, handler nummeret om ikke at kunne finde ro?

– Ja, det er en sang om eventyr. Den handler om, at der altid er et eventyr til.

Så når man har været igennem et eventyr, kan man ikke bare læne sig tilbage og leve lykkeligt til sine dages ende, fordi der altid venter et nyt lige rundt om hjørnet?

– Nogle mennesker kan godt. Jeg kan ikke, og det kan de andre i bandet heller ikke.

”Ung kniv, helt skarp”, hvor kommer det udtryk fra?

– Det er opstået, fordi jeg er totalt besat af trap-musik, og i Rae Sremmurds sang "Black Beatles" bruger de udtrykket ”young bull”, der i mit hoved blev til ”ung kniv”, og ti minutter senere var sangen skrevet. Jeg tog den med ned til bandet og til ELOQ, der også har været med til at producere pladen, og da jeg spillede den for dem, vidste alle, hvad de ville med nummeret. Bandet stemte i, og der gik ikke mere end 12 timer, før den var arrangeret og indspillet. Det var som om, sangen selv fortalte os, hvad der skulle ske med den.

Se The Minds of 99 fremføre "Ung kniv" i DR P3's Moyo Live. Artiklen fortsætter under videoen.

Vikinge-EDM og Matador

"I’m Gonna Die" er baseret på en ret konkret passage i J.D. Salingers roman The Catcher in the Rhye fra 1951, som du er ret stor fan af. Hvad er det, den bog kan?

– Jeg elsker den bog. Den beskriver simpelthen så rammende, hvordan jeg selv og mange andre unge mennesker går rundt og har det i deres teenageår. På den ene side meget usikre og på den anden side med en følelse af at vide alt, og alle andre er idioter. De to yderpoler af at være menneske.

En sang som "Guldregn" har jeg også studset en del over. Hvad kan du fortælle om den?

– Vi kalder den selv for ”vikinge-EDM”, og sangen handler om en vikingebegravelse: En ceremoniel begravelse ude på en brændende tømmerflåde. Guldregn er jo en plante, der rammer centralnervesystemet, og jeg tænkte, det passede meget godt at proppe det ned i kæften på den her døde person, der skulle sendes videre.

"Ideen er død" synger du gentagne gange ”Amerika er død”. Det er der sikkert mange, der vil erklære sig enige med dig i, men hvad skal man lægge i det?

– Det er virkelig vigtigt for mig at sige, at det ikke er en politisk sang. Det er den sang på pladen, der rører mig allermest, og den handler ikke om Donald Trump, Obama eller Hillary Clinton. Den handler om USA som symbolet på en tro på en bedre verden. Når man bliver ældre, finder man ud af, at verden ikke er så simpel, som man gik og troede som barn. Sangen handler om min barndoms nostalgi omkring USA.

Du har også en Matador-reference med i sangen…

– Ja, til sidst bliver der sagt: ”Daniel, her skal vi bo”, som jo er det, Mads Skjern siger til sin søn i første afsnit af Matador. Og Mads Skjern er jo nærmest helt amerikansk som entreprenøren, der kommer fra trange kår og kommer helt til tops. ”The American Dream”. Det symbol fylder enormt meget i hele verden, men hvad er det lige, der sker med Mads Skjern til sidst? Han er også en solkonge.

Hvad kan du fortælle om afslutningsnummeret, "Tak for i dag"?

– Den er skrevet helt tilbage på den første tour, vi var på med bandet. Den har bare aldrig fundet vej til en plade, men vi tænkte, den sikkert ville gøre sig godt herpå. Så vi tog den med til Carsten Heller, der miksede den, og så var vi helt vilde med den. Den lød fantastisk, efter han havde haft fingrene i den. Vores forhåbning er, at den sang engang bliver spillet på alle barer på Vesterbro, når de lukker. Mikkel spiller også trommer på det, så det fuldender ligesom cirklen.

 

Tilbage til Orange Scene

Til sommer kommer The Minds of 99 til at spille på Roskilde Festivals ikoniske Orange Scene. Men hvad bliver forskellen på denne gang at stå der som et etableret band i forhold til sidst, hvor Minds åbnede ballet?

– Dengang vi skulle åbne Orange i 2015, holdt vi et møde, hvor vi talte om, hvordan vi skulle gribe det an. På det møde kom vi frem til, at vi ville åbne Orange på en måde, så vi kunne komme tilbage til samme scene.

Hvordan det?

– Det at åbne Orange Scene er en institution i dansk musik, men det er også en virkelighedsforskydning. Man er ikke stor nok til at stå der, og man er ikke klar til det. Det er institutionen, der gør, at det kan lade sig gøre. Jeg så en liste over de bands, der havde åbnet Orange Scene gennem tiden, og på den liste var det meget få, der var kommet igen. Der var påfaldende mange, der havde åbnet Orange, som ikke lang tid efter var holdt op med at være et act.

Så du mener, det kan være lidt af en forbandelse at åbne den scene?

– Lige præcis! Derfor valgte vi også at lade være med at lave noget presse på det. Vi fokuserede kun på koncerten, og vi ville ikke have nogen gæster med. Roskilde har booket os, så vi må være nok i os selv. Vi ville spille vores koncert ­og ikke andet – men vi tog orange tøj på og havde noget orange konfetti med, for vi elsker den scene og den festival; vi er alle sammen kommet på Roskilde, siden vi var 14 år gamle. Vi gik bare på scenen og spillede vores sange dengang, og nu, hvor vi skal tilbage på samme scene og have indfriet den drøm, det er, har vi det virkelig vildt over det. At stå der som en del af det etablerede program, sådan som vi også gjorde det på Arena i ’16, hvor vi i øvrigt spillede vores bedste koncert nogensinde, er virkelig en drengedrøm, der er gået i opfyldelse. Vi kommer til at spille koncerten med dyb respekt for den scene og gøre det, vi synes er bedst for, at folk får den bedst mulige koncertoplevelse. Man skal ikke gå i panik og tro, man ikke er nok.

 

Dokumentarfilm

Den 20. marts får The Minds of 99-dokumentarfilmen Stor som en sol premiere på Bremen Teater som en del af CPH:DOX. Filmen, der er lavet af Kasper Kierzner, følger blandt andet bandet på tæt hold til både udsolgte koncerter, isoleret i den bunker, GAFFA også er med i ved dette interview og under turen til Bornholm, hvor den nye retning for bandet efter Mikkels exit skulle findes.

– Kasper, ”Doku-Kasper”, som vi kalder ham, kontaktede os, efter han havde hørt vores musik til et bryllup og havde fået lyst til at følge os bagefter. Jeg har faktisk været sindssygt angst for at se den, mand. Jeg tror slet ikke, jeg tør være der til premieren.

Hvordan har det været at have ham med som en flue på væggen gennem den seneste tid?

– Vi skulle lige vænne os til det. Også at vi selv havde et ansvar i forhold til at gøre opmærksom på, når der kunne være noget interessant for ham at filme. For eksempel, da jeg brækkede foden. Ellers var vores pladeselskab og management gode til at holde ham opdateret og give ham input. Det tog lang tid at vænne sig til, at han var der så meget, og der var også nogle gange, hvor vi var nødt til at bede ham om at gå, fordi vi kunne mærke, det påvirkede os på en dårlig måde. Vi blev meget selvbevidste, men med tiden vænnede vi os stille os roligt til det. Vi forhørte os lidt om Kasper, før vi gik i gang, og alle sagde jo bare, at han var den vildeste. Han er ung, og vi kunne mærke, at han virkelig følte for projektet, ligesom det betød meget, at det var hans egen idé. Det var noget, han selv ville. Det var ikke et stykke bestillingsarbejde fra hverken os eller andre. Det er fedt, at det ikke er os, der er afsender på den, og jeg tror helt bestemt, det bliver en meget anderledes dokumentar end så mange andre musikdokumentarer. Kasper er virkelig en mand med noget på hjerte.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA