x

Alec Empire – En ægte pioner

Alec Empire – En ægte pioner

Foto: Christian Hjorth

Alec Empire er én af de der irriterende flygtige figurer, der er svære at få hold på, fordi de laver så forskellige genrer. Han har lavet både industrial, techno, ambient, breakcore, rock og et hav af andre ting under samme navn. Utallige kunstnere står i gæld til det, han har skabt, men herhjemme er han nok mest kendt for at være frontfigur i Atari Teenage Riot.

Han turnerer nu med sin nye plade ”A Golden Foretaste Of Heaven”, der lyder markant mere tilgængelig og catchy end det meste af hans øvrige produktion. Turnéen er kommet skævt fra start, da keyboardspilleren Nic Endo fik en trommehinde-infektion, og bandet måtte udskyde hele den første del. I aften skal de spille sættet for første gang, og spændingen er smittende.

– Jeg har aldrig fået så gode anmeldelser som af den nye. Sådan noget er for mig umuligt at gå efter, men jeg håber da, at folk tager imod det live også.

Bandet holdt release-fest på techno-klubben Tresor. Da Alec spillede der sidste gang, blev han smidt ud for at spille for hårdt, men denne gang blev han hyldet som Berlins nye håb.

– Det er mærkeligt at komme tilbage til Berlin med den her plade. Jeg er blevet modtaget exceptionelt godt i medierne, der rent faktisk kan høre, hvad jeg vil med den. Berlin har forandret sig meget, hvad man måske ikke ser så tydeligt, når man bor der. Jeg troede, at det var mig, der huskede min barndom forkert, men så så jeg "Christiane F"-filmen igen for nylig, og var helt hypnotiseret. Det var en lang panorering over den by, jeg voksede op i. Den nye plade er mit forsøg på at forene det Berlin med min nutid.

Og det er faktisk en temmelig god beskrivelse af den iskolde electro, den varme lyd og den ekstra larm og attitude ,der fylder det nye album. Alec Empire benægter, at det er et princip for ham at forny sig selv hele tiden:

– Det er nok mere instinktivt end egentlig en frygt for gentagelse. Hvis folk kendte mine referencer, ville de nok kunne se den tråd igennem pladerne, som jeg selv ser.

En naturlig nysgerrighed, samt en trang til at flygte fra scener, når reglerne bliver for fastfrosne, har sikret hans evne til at kunne komme videre, hver gang en scene begynder at dø ud omkring ham. Men kan det ikke gøre en mand bitter at pionere så meget, og så se andre score kassen på det?

– Nej! Jeg har fået mere end rigeligt for det, jeg har gjort. Det er trods alt kun musik, og jeg har både fået oplevelser og penge til at fortsætte, så jeg er rigtig godt tilfreds. Og det har givet mig en frihed, at publikum ikke forventer noget bestemt af mig. Når jeg kigger tilbage, er det måske ikke alle pladerne, der er lige gode, men der er ikke nogen, jeg har fortrudt. Det skulle da lige være ”Nintendo Teenage Robots”. Det var sådan en plade, vi var nødt til at lave, men som de færreste nok har sat på efter at have købt den.

"Nintendo Teenage Robots" er en plade lavet kun på Nintendo-gameboy.

– På den anden side får jeg stadig mails fra folk fra 8-bit-scenen, der synes, det er den bedste og vigtigste, jeg har lavet. I det hele taget er det sjovt, hvordan specielt nettet hjælper folk til at finde de gamle plader frem. Kids opdager de gamle Atari Teenage Riot-sange, og oplever det som friskt og nyt. DHR (Alec’s gamle pladeselskab, red.) sælger stadig ud af bagkataloget. Og jeg troede, at alle havde fået mere end rigeligt af den lyd.

Alec har en lang tour foran sig, og derefter skal han hjem og lave soundtrack til den japanske filminstruktør Asanos spill film ”Ichi The Killer”, et projekt, han glæder sig rigtigt meget til. Og så er der sikkert en ny plade, der presser sig på.

Læs anmeldelsen af Alec Empire-koncerten på Stengade 30


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA