x

Guide: Her er påskens mest spændende koncerter

Guide: Her er påskens mest spændende koncerter

Påsken nærmer sig, måske har du påskeferie allerede nu, og der er masser af spændende koncerter i den kommende halvanden uge. Vi sætter fokus på de mest interessante shows, som der stadig er ledige billetter til.

En akustisk aften i Folkeklubben

Til koncerterne vil bandet invitere forskellige gæstemusikere på scenen, og man vil kunne opleve deres sange på en anden måde, end man er vant til. Folkeklubben er kendt for deres poetisk dansksprogede rockunivers, med klare hilsner til halvfjerdsernes scene og navne som Kim Larsen (anno Værsgo og 231045-0637) og Benny Holst. Deres nyeste album “Slå Flint!” udkom i 2016, og udløste fem stjerner fra GAFFAs anmelder.

Kan opleves her:

Hal A, Roskilde 23/3
Musikhuset Esbjerg, Esbjerg 24/3
Koncertsalen, København 30/3

Bisse

Bisse er tilbage på landevejen, atter med et nyt album i ryggen, denne gang det selvbiografiske, barn- og ungdomsfokuserede og meget roste "17.6.87" opkaldt efter Bisses fødselsdag. Albummet udkom i september 2017, og den altid produktive Bisse er da også klar med en helt ny single og videoen i marts 2018, "Plexiglas". Til lejligheden er den ellers så hårfagre Bisse blevet kronraget, se nedenfor.

Bisse har i foråret og sommeren 2017 haft mange anmelderes og koncertgængeres fulde opmærksomhed under sin maratonlange "Tour de Smackdown", der i slutningen af august 2017 fik en smuk afrunding på Rakett Natt-festivalen i nordnorske Tromsø. Foruden en lang række spillesteder i Danmark har Bisse og hans bande i 2017 lagt vejen forbi et udsolgt Store Vega samt festivaler som NorthSide, Musik i Lejet og Smukfest, og ved GAFFA-Prisen 2017 udmærkede sangeren sig med en særpræget og intens liveperformance, der var på de flestes læber efterfølgende.

Kan opleves her:

Portalen, Greve 23/3

Muzikhuset, Rønne 24/3

Godset, Kolding 28/3

Fermaten, Herning 29/3

VoxHall, Aarhus 30/3

Kedelhuset, Silkeborg 31/3

Uffe Lorenzen

Uffe Lorenzen – også kendt som både Guf og Lorenzo Woodrose – er primært kendt som den karismatiske forsanger og frontfigur i Spids Nøgenhat og Baby Woodrose, men han har huseret på den danske rockscene siden slutningen af 80’erne. Gennembrudet kom med Baby Woodrose i 2003, hvor de som et af de første bands vandt P3 Prisen og siden spillede Orange Scene to år i træk på Roskilde Festival. Senere fulgte et endnu større gennembrud med Spids Nøgenhat, der nærmest blev folkeeje i 2014 med singlen Lolland Falster og albummet Kommer Med Fred, som indbragte bandet to DMA-priser og to Steppeulve. Nu er Lorenzen så gået solo, og på denne turné, den såkaldte Rejsekort Tour, er Lorenzen helt alene med sin guitar og sit rejsekort.

Kan blandt andet opleves her:

Klaverfabrikken, Hillerød 23/3

Kulisselageret, Horsens 24/3

Dexter, Odense 28/3

Paletten, Viborg 30/3

Atlas, Aarhus 31/3

Spark!

Odense-klubben Klub Golem har denne gang svensk besøg. Duoen Spark! tager udgangspunkt i god, gammeldags ebm, men med et twist – sangene synges på svensk. Ydermere er der også en flig af svensk poptradition at finde hos Spark!, hvilket giver en anderledes og personlig vinkel i forhold til ellers gældende ebm-traditioner. Der bydes selvfølgelig også på dj's, nemlig Ras Bolding, Sue She, Changeling, Electromantic og svenske Adora Batbrat. Man kan forvente genrer som goth, synth, industrial, ebm, new wave, punk, neofolk, electronica og lignende.

Kan opleves her:

Kulturmaskinen, Odense 23/3

De Danske Hyrder

Navnet på de syv drenge fra Albertslunds rapkollektiv stammer fra en græsk drukvise. Alt, hvad de ellers laver er på dansk, men med numre som ”Billige bajere” og ”Med mine drenge” er det ikke svært at finde forbindelsen til fest og druk, som hyrderne altid er en garant for.

Kan opleves her:

23/3 Vega, København (udsolgt)

24/3 Kulturmaskinen, Odense

30/3 Forbrændingen, Albertslund

Peter Sommer & Tiggerne

Der er løbet meget vand gennem åen, siden Peter Sommer begyndte at snakke vest for Valby Bakke, og efter tre års pause fra solokarrieren har han haft et travlt 2017, som nu fortsætter ind i 2018. Publikum kan se frem til stærk sangskrivning med blandt andre numre fra det meget roste, nyudgivne album Elskede at drømme, drømmer om at elske.

Kan opleves her:

23/3 Musikkens Hus, Aalborg (udsolgt)

24/3 Musikhuset, Aarhus (få billetter)

30/3 Elværket, Holbæk

31/3 DR Koncertsalen (få billetter)

Scarlet Pleasure

Den populære, tredobbelt GAFFA-prisvindende pop-trio stod på mange scener rundt om i landet i 2017, og denne koncertrække kulminerer nu med gruppens hidtil største koncerter. Fra den store scene vil de spille deres ligeledes store hits som ”Heat”, ”Under The Palm Trees” og de nye ”Deja Vu” og ”Limbo”. Der er spændende opvarmning fra den østrigske rapper Mavi Phoenix og den danske r&b-sangerinde Anya.

Kan opleves her:

23/3 Forum Black Box, København (udsolgt)

24/3 Scandinavian Congress Center, Aarhus (få billetter)

WhoMadeWho

Den høj-energiske trio, aktuelle med albummet Through the Walls, er et af landets stærkeste live-bands og derfor også et band, det er værd at opleve på scenen. De kendte numre bliver krydret med uforudsete live-elementer som groovende guitarriffs, dansable toner, buldrende trommer og en dynamisk energi i verdensklasse.

Kan opleves her:

23/3 Store Vega (få billetter)

24/3 Train, Aarhus

Barselona

Barselona, der består af vennerne Rud og Rasmus, er på fuld fart fremad med deres kompromisløse pop. De har lige udgivet deres ep “Sommerkys”, og vi kender dem fra sange som “Pige og dreng” og “Et År”. De har for nyligt også ramt din radio med sangen “Hvornår”, som de har lavet sammen med Thøger Dixgaard, en sang der handler om at flyde med strømmen og leve i nuet.

Kan opleves her:

28/3 Vega

30/3 Radar

Majid Jordan

Efter en udsolgt koncert i Pumpehuset sidste år vender den canadiske r&b-duo Majid Jordan tilbage til Danmark med nyt materiale. Den unge duo fra Toronto består af sangskriverne og producerne Majid Al Maskati og Jordan Ullman, og deres seneste album “The Space Between” blev udgivet 27. oktober sidste år.

Kan opleves her:

28/3 DR Koncerthuset

Nathaniel Rateliff & the Night Sweats

Gruppen består af en singer/songwriter og et seks mand højt backingband. Sammen bevæger de sig ud i et miks af genrer som soul, blues, americana og folk. Singlen ”S.O.B.” tiltrak sig opmærksomhed, da Jimmy Fallon opdagede den fængende sang og inviterede bandet ind for at spille i det populære The Tonight Show. Derefter begyndte det at gå stærkt for gruppen med stigende interesse fra ind- og udland.

Kan opleves her:

31/3 Store Vega

 

Koncerter, vi ville have anbefalet, hvis de ikke var udsolgt:

Alex Cameron, Lille Vega, 27. marts

Metallica, Jyske Bank Boxen, 27. marts

Saveus: Alle koncerter i påsken er udsolgt


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA