x

Russiske King Of Bongo: Vi vil ikke være mainstream

Russiske King Of Bongo: Vi vil ikke være mainstream

Selvom Rusland er blevet mere åbent, og censuren i musikken er væk, er det stadig svært at komme frem som musiker. Med mindre man er mainstream

– Vi vil ikke være mainstream, men spille det, vi elsker, så derfor bliver det svært for os at slå igennem, siger 23-årige Fedor Sokolov, der er forsanger i pop-funk undergrunds-orkestret King of Bongo. Bandet blev dannet i julen 2005, men det var først i 2007, da de endelig fandt en bassist, at bandet begyndte at spille koncerter. Men derfra er det til gengæld gået stærkt. Bandet har blandt andet spillet på to af de største festivaler i Rusland, Afisha og VDOH, og på Moskvas mest populære spillested, IKRA, som betyder kaviar på russisk. På trods af, at bandet ikke har eksisteret længere tid, er det spillestederne, der ringer til dem, fordi de er dygtige, og publikum er vilde med dem.

I Rusland er mainstreammusik pop og rock. Alle andre genrer er undergrundsmusik, og har svært ved at slå igennem. – Man kan godt leve af at være musiker i Rusland. Men så skal man være berømt og musikken mainstream. Og det skal spilles på de officielle radio- og tv-stationer, siger Fedor Sokolov.

Deres musik er pop-funk og bliver sunget på både engelsk og russisk. De engelske numre er covernumre fra 70’erne, som Jackson 5, James Brown, Stewie Wonder og Bob Marley. De russiske numre skriver bandet i fællesskab. Selvom bandet er populært på spillestederne i Sankt Petersborg og Moskva, spiller bandet kun én koncert om måneden. Det er vigtigt for bandet at have et nyt show hvert gang, så publikum ikke kommer til at kede sig.

– Det går op i en højere enhed til vores koncerter. Publikum danser og er glade. Det er helt fantastisk. Alle i bandet er vigtige, og alle kan synge. Vi er altid ’klædt ud’, og kostumet er også meget vigtigt. Det er med til, at vi rigtig kan leve os ind i det, fortæller Fedor Sokolov.

King of Bongo bruger Myspace og Facebook, som en slags PR for bandet, men det er mest henvendt til vesten, da de to hjemmesider ikke er særligt populære og besøgt i Rusland. Bandet har også planer om at sende en demo til de vestlige pladeselskaber, i håb om at bryde igennem i Vesten.

– Jeg ville helt klart hellere være musiker i Vesten. Vesten støtter musikindustrien, og der er flere muligheder. I Rusland skal man gøre alt selv, og det handler kun om penge, siger Fedor Sokolov.

Ved siden af musikken studerer Fedor Sokolov engelsk og pædagogik. – Jeg gør det af egeninteresse, og for sjov. Men også fordi jeg ellers skulle gøre militærtjeneste, hvis ikke jeg studerede. Sådan er det i Rusland. Enten studerer du, ellers også skal du i militæret, og så ville jeg jo ikke kunne spille musik, siger Fedor Sokolov, for musikken betyder alt for ham, og al hans fritid går med musik. Hvis ikke han øver med bandet, lytter han til musik.

Ifølge Fedor Sokolov er et af problemerne i den russiske musikindustri, at man ikke kan skelne mellem genrerne. – Russisk rock og pop er næsten smeltet sammen. Det er de samme producere, der producerer det hele. I Vesten kan Korn og Britney Spears nemt defineres, men det kan det ikke i Rusland. Det lyder ens, fortæller Fedor Sokolov.

King of Bongos næste planer er at indspille en maxi-single med fem numre til februar, og til august skal de indspille et helt studiealbum. Bandet er selvfinansieret, da de ikke har en pladekontrakt. De har samlet pengene ind via deres koncerter. Bandets drømme er ikke små.

– Jeg har en mission. Vi skal overtage verden, griner Sokolov og fortsætter: – Nej, vi drømmer selvfølgelig om at spille rundt om i hele verdenen og kunne leve af det.”

Baggrund: Rockmusikkens udvikling i Rusland
Ruslands moderne musikliv har haft det svært. Lige siden rockens fødsel i 1960’erne har de russiske musikere været pålagt streng censur og plaget af monopolisme

Med kun ét pladeselskab, Melodiya, brugte mange musikere egne midler, for at få deres musik udgivet. Det var først i 1986, da dobbelt lp’en ”Red Wave” med fire fremtrædende russiske rockbands blev udgivet i USA, at Melodiya udsendte et officielt album med Aquarium, Rusland første rockband. Joanna Stringray, initiativtageren bag ”Red Wave”, mente, at albummet var et klart statement. USA og Sovjetunionens musikere havde gjort dét, som de to landes regeringer ikke kunne, nemlig at samarbejde. Melodiya ville for omverdenen fremstå som et pladeselskab med mange udgivelser, men Aquariums album var blot en illusion, da det langtfra var udbredt at udgive plader med russiske bands.

Efter Sovjetunionens fald i 1991 blev musiklivet mere åbent. Man anså den klassiske russiske rocks æra for at være forbi, og datidens rock gik fra at være undergrundsmusik, til at blive offentligt anerkendt musik. Der blev eksperimenteret med mange nye stilarter i Rusland, og ud over rock blev ska, punk, heavy metal og det russiske fænomen rockapops utrolig populært op gennem 1990’erne. Musikbladet Rock-Fuzz Magazine og radiostationen Nashe Radio (Vores Radio) så dagens lys. I 1999 blev den første open-air rock-festival, Nashestvie, lanceret og Nashe Radio stod bag. Nashestvie er den dag i dag Ruslands største årlige open-air rock-festival med mellem 50.000 og 180.000 gæster.

Musikken er stadig i rivende udvikling i Rusland, og 90’ernes eksperimenterende musikleg fortsætter i det nye årtusinde. I 2000’erne er flere bands begyndt at vende tilbage til den klassiske 80’er-rocklyd, og heavy metal og den alternative progressive metal-scene vinder stadig mere og mere ind i de russiske musikfans hjerter. 90’ernes rockapops fænomen bliver også mere populært i 2000’erne, på trods af, at lyden er blevet mere poppet end rocket.


King Of Bongo på MySpace


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA