x

Doí-turnédagbog kapitel 2

Doí-turnédagbog kapitel 2

Lørdag den 23. februar, bagest i bussen med udsigt til fem gange sovehår og blå motorvejsskilte mod Dortmund

Så kunne der igen blive tid til lidt dagbogsskriveri. Vi er nu halvvejs igennem anden etape af vores Tysklandstour. Autobahnen fører os vuggende mod Dortmund, hvor der kl. 14 venter os en times radioshow på radiostationen Eldoradio. Med udsigt til en tur fra Berlin til Dortmund på formodentlig 6 timer skulle vi ud af fjerene, før fanden havde fået ben at danse på. Programmet er stramt i dag, for straks efter vores lille radiovisit må vi haste mod Duisburg for at nå vores lydprøve der klokken 17. Indtil videre holder vi os overraskende nok inden for tidsrammen. Ingen i bussen tror rigtigt på, at det kan være sandt.

De sidste par dage er blevet tilbragt i Berlin. På plakaten stod der Doí på Maschinenhaus torsdag klokken 22, men først skulle vi et smut inden om Radio Eins i Berlin Mitte for at snakke lidt tysk med den venlige radiovært og spille et enkelt akustisk nummer. ”Tolle Stimme!” lød den umiddelbare reaktion, og teknikerens telefon blev hurtigt kimet ned af lyttere, som ønskede et par fribilletter til aftenens koncert.

Tilbage på Maschinenhaus, hvor cirka 110 mennesker havde indfundet sig foran scenen. Det skulle dog vise sig at blive en koncert, der bød på lidt uventede overraskelser. Midt i det buldrende og larmende stykke i sangen "Ponds" vælger en tilskuer ufrivilligt at besvime og derved slå to fortænder ud af munden. Så blev der lige indlagt en naturlig pause i sættet. Men der var flere udfordringer i vente. Egentlig er der ingen af os, som synes det er specielt sjovt at spille til et backtrack, men det har vi nu alligevel vovet os ud i på en nyere sang ved navn "Airports".

At spille til et backtrack medfører helt naturligt en række ulemper af praktisk karakter. Endnu en af den slags blev føjet til listen, da computeren i løbet af sangen lige så langsomt gyngede ud på kanten af trommepodiet for derefter at falde ned på selve scenen, hvorved alle kabler blev revet ud. Tilskuerne har her været vidne til seks musikanters meget forvirrede og overraskede ansigtsudtryk. Der skulle tages en hurtig beslutning: Vi improviserer da sangen færdig.

Søndag den 24. februar, den fornemste vinduesplads i bussen på vej mod Hamburg.

I denne fagre nye verden, hvor man med alskens elektronik knap nok selv behøver at tænke en tanke, før en eller anden computerdims har tænkt den før dig, kan man frygte, at vores intelligens lige så langsomt er på tilbagegang.

Det måtte vi sande i går, da vi blindt og ubekymret stolede på, at den venlige damestemme i GPS’en bestemt måtte have ret i, at den rigtige vej til spillestedet i Duisburg var via nogle meget ufremkommelige små, ja næsten usynlige, skovstier gennem et fredet naturområde, hvor sjældne ørne og grævlinger uden tvivl havde kigget længe og måbende efter vores store hvide tourbus hældende faretruende meget mod venstre og derefter til højre og med hjulspind i skovbunden og seks forventningsfulde danskere: ”Neeeeej, hvor et spændende og anderledes sted vi skal spille!!”

Vi fandt dog tilbage til Duisburg, og aftenen blev en stor succes, selvom det desværre ikke var i de smukke naturomgivelser, vi først havde sat næsen op efter.

Men Murphys lov skulle for alvor håndhæves i går. Hvad der kunne gå galt, skulle også gå galt. Før vi nåede til Duisburg, havde vi jo det føromtalte interview og radiokoncert hos Eldoradio i Dortmund. Søde og venlige mennesker, men også her måtte vi konkludere, at man ikke altid skal sætte sin lid til den elektronik. Radioshowet skulle være en pre-recording, som først sendes mandag den 3. marts (http://www.eldoradio.de), så der var derfor plads til fejl, som kunne redigeres ud. Men hvad der ikke kunne redigeres ud, var en skrattende og forvrængende lyd igennem de to første sange og hele interviewet. Den stakkels tekniker var nær grådens rand og stod og undskyldte så mange gange, at man stod og blev helt forlegen. Nå, men vi måtte jo tage det en gang til så.

Når man tager på sådan en bandtour, så får man ved start udleveret en lille pose med uheld, som man skal bruge med omhu. Vi har så tilsyneladende valgt at bruge hele posens indhold i går. Efter koncerten ser vores chauffør nemlig sit snit til (måske i et jalousianfald) at angribe en fin gammel klassisk Mercedes med vores store tourbus.

Som en sindssyg i gerningsøjeblikket sætter han bussen i bakgear og banker direkte ind i tyskeren helt nye klassiker. Politiet måtte tilkaldes, og en forsikringssag er nu i vente. Men "hvad fa’en", som Caspar rigtigt nok i sin brandert fik fremstammet: ”Vi schkal fokushere på, at der jo ikk kom nogen til schkade J”

Nu er det søndag eftermiddag. Klokken er 14:37 og om en lille time har vi endnu et radiointerview inklusive et par live-sange hos BYTE.FM i Hamburg. Derefter venter os denne turs sidste koncert – i aften på Hafenklang i Hamburg. Vi er forberedt på, at intet længere kan overraske os!

På glædeligt genhør – Doí

Doi på MySpace


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA