PLAYLISTE: Spritnye tracks til din weekend

PLAYLISTE: Spritnye tracks til din weekend

Fredag er store udgivelsesdag i musikverdenen – derfor har vi samlet vores favoritter på en playliste til dig. Læs om ugens nye singler og hør dem alle nederst i artiklen.

Lenny Kravitz: It’s Enough
Legende-status-kunstneren, der inkorporerer et hav af genreinspirationer i sin musik er tilbage. Det er et chill-outed nummer til de lange sommerdage.

Jungle: Happy Man
“Dansant elektronisk soul”. Sådan er den engelske gruppes musik før blevet beskrevet af GAFFA. “Deres groovy 70'er-lyd har fået dem omtalt i stort set alle hjemlandets musikmedier,” og deres selvbetitlede første album fra 2014 fik stor succes og fem stjerner hos GAFFA. Nu er de tilbage!

Lydmor: Killing Time
Hun satte et kæmpe mærke på GAFFA-Prisen med sin sensationelle og modige optræden, og nu er hun tilbage med nyt. Jenny Rossander har taget på electropop-scenen. Den nye single handler om online-kærlighed og ventetiden, det medfører – en tematik, der afspejles i, hvordan verset bruser med energi, der forløses i omkvædet.

LÆS OGSÅ: Storslået og modig sekster fra Sheffields stolte sønner

Emil Kruse, Bette: Svært
Rapperen og sangeren har fået disse ord med sig på vejen: “Stilen minder om 80’ernes dansksprogede popsangere parret med Kid Cudi, en kombination, der fungerer bedre, end det ser ud på papiret. Emil Kruse er både velsyngende og har en simpel og radiofængende rapstil. Og det fungerer” – og det fungerer stadig på dette nye udspil.  

Barbara Moleko: Hemmelighed
Hun har en hemmelighed, som hun er lidt bange for at komme ud med. Så derfor har hun som en sand kunstner skrevet en sang om det i stedet. “’Hemmelighed’ handler om at have en hemmelighed, som det egentlig ikke burde være nødvendigt at hemmeligholde, men fordi man ved, at det ikke er sikkert, at verden vil forstå én, så holder man på det”, fortæller hun selv.

Meghan Trainor: Let You Be Right
Hun er tilbage efter sit 2017-album “Thank You”, der måske er et af de mest selvtillidsskabende albums længe – “If I was you, I’d wanna be me too”, synger Trainor blandt andet. På den nye single handler det dog om at holde tilbage og undgå et skænderi med sin udkårne. Trainor er også aktuel med singlen “Can’t Dance” fra den 9. maj. 

LÆS OGSÅ: Bisse surprise-udgiver nyt album før Spot-koncert

Christina Aguilera: Twice
Pop-dronningen fra en anden æra er tilbage med endnu en ny single efter sidste uges “Accelerate”. “Twice” tager sangerinden ned i et smukt tempo i modsætning til sidste uges tag på den moderne lyd.

Years & Years: If You’re Over Me
“Sanctify” har storhittet i flere måneder nu, hvor vi får en anden smagsprøve på, hvad vi kan forvente af det kommende album fra Years & Years: Palo Santo udkommer den 6. juli 2018. Sangen er mindre bastant og har måske mere en let og positiv lyd, til trods for tematikken, der giver sig selv ud fra titlen.

James Bay: Slide
James Bay har efterhånden udgivet en god håndfuld singler i år og leveret gang på gang med sin nye, mere poppede lyd. Denne gang bliver vi dog taget tilbage til, hvor vi kan se ham med det lange hår og hatten på en sjælfuld klaver-ballade.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Drømmepop med fremdrift 

Mustard, Nick Jonas: Anywhere
Endnu en rigtig elektronisk sommersang er landet. På denne her viser Nick Jonas både sentimentale og festlige sider af sig selv.

Maximillian: Hollow Days
Maximillian vil bare gerne gøre alting godt igen med dette nye nummer. Han fik stor succes i løbet af sit debut-år 2017, hvor han blev døbt som “soulpop-stjerneskud”.

IVYxM: But You
Endnu en behagelig ny chill-out sang om at have fundet den eneste ene. IVYxM er en ung, dansk r&b-sangerinde. Hun synger upbeat sange om besværlig kærlighed og smooth tunes om at være en stærk og ambitiøs kvinde. Og så er det nye udspil af international kaliber, så det batter.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Sjælekval og vægelsind fra hovedstaden (Lord Siva, Spot Festival)

Ina Wroldsen: Remember Me
Ina Christine Wroldsen er norsk singer-songwriter, der har udgivet dette lækre pop-nummer, hvor tankerne kan lede hen til en Sia-lyd. Hun har specielt haft succes med sine sangtekster til alle fra Britney Spears til One Direction, men beviser på dette udspil, at hun da sagtens kan selv.

Selena Gomez: Back To You
En del af soundtracket til den kommende sæson to af serien “13 Reasons Why”, der tog verden med storm på Netflix. Der er klassisk poppede Selena-elementer på nummeret, som dog også virker mere organisk eller country-inspireret andre steder.

John Mayer: New Light
Singer/songwriter-legenden er tilbage med endnu en behageligt stille chill-out sang, så du kan godt mixe en god drink og sætte dig ud i solen. Den handler, som titlen antyder, om at man på en aften kan komme til at se en person i et andet lys.

LÆS OGSÅ: Intens livevideo fra albumaktuelle Kaspar Kaae

Shor: Sirens
Den unge musiker Chris har en mørk og dragende stemme. Han brød igennem sidste år med debutsangen “Calm of the Sea”, der ramte toppen af de britiske streaming-lister efter dens udgivelse 27. september. Nu er han klar med endnu en single, der fortsat peger på en lys fremtid for musikeren.

Diplo, MØ: Stay Open
Det magiske makkerpar er tilbage. Danske MØ og den amerikanske dj Diplo har flere gange nu formået at skabe magi, når de laver musik sammen. Diplo er desuden aktuel på dette års NorthSide Festival. 

Sia, Diplo, Labyrinth: Audio
Diplo er enormt aktiv for tiden. Han har selv lige udgivet sin ep "California" denne marts, og ud over singlerne med MØ, er han altså også aktuel i denne trio under navnet "LSD". Dette udspil er deres andet af slagsen og følger førstesinglen "Genius". 





Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA