x

Barra Heads turnedagbog kapitel 1

Barra Heads turnedagbog kapitel 1

Mandag den 3. marts 2008
Lidt om tourdagbogen
Velkommen til min lille reportage fra Barra Heads første tour med pladen ”Go Get Beat Up”. Planen er, at vi turnerer løbende året ud rundt omkring i Europa, men det starter altså her med 14 dage i Tyskland. Det er vist primært mig, der kommer til at skrive, så hvis andet ikke er anført, så er det altså mig – Arvid – der menes, når der står ”Jeg”. Mit primære mål er at give et indblik i, hvordan det føles at være på tour mere end bare at fortælle, ”hvad der sker” på touren.

Start på et band, start på en tour
Jeg (altså Arvid, følg nu med!) sidder lige nu her i tourbussen i Gedser havn og misser med øjnene i, hvad der rent faktisk ligner sol. Joho! Den tunge regn, der silede, da vi skulle pakke gear, er holdt op, og det virker da som et meget godt tegn, synes jeg. Færgen er ved at lægge til, og det går op for mig, at det (meget symbolsk) er færgen Kronprins Frederik – selv samme færge, jeg sejlede med i tidernes morgen, når jeg krydsede Storebælt og tog fra Nyborg til Korsør for at øve med Mikkel og Jakob for cirka 14 år siden. Det er da en meget sjov detalje, ikke? Meget er sket siden, må man sige. Nu har vi udgivet tre plader og er på vores tour nummer jeg ved ikke hvad. Nå, nu kører vi om bord - jeg vender tilbage senere.

Rå start i Rostock
Nå, nu sidder jeg på hotellet i Rostock. Klokken er 1:45, og jeg er bister. Og hvordan kom jeg så lige fra kæk og ”det virker da som et godt tegn” til bister og indebrændt på små fem-seks linjer? Jo, hør her: Vi ankom til Mau Club til rette tid og blev godt modtaget af promoteren. Stedet er på størrelse med Lille Vega, men ligner egentlig mere Pumpehuset – fedt sted! Meget lovende ... Nej, vent! Lad mig først nævne at færgen til Rostock gyngede på den onde måde, thi orkanen ”Emma” er åbenbart over os! (?) Så glem altså omgående det der med solskin! Næ, tilbage med regnen krydret godt med kraftig blæst. Forestil dig det. Har du det? Godt. Dette skal nemlig vise sig at blive symbolsk for min aftens forløb! (jeg ved ikke lige hvorfor så meget er ”symbolsk” i denne reportage indtil videre, men hæng på – det er sikkert bare en fase, jeg skal igennem).

Nå! Mere om stedet: Det er stort, hvilket er ret spændende – vi har kun spillet i Rostock et par gange, så det virker lidt ambitiøst. Men noget, der går rent ind, er backstage-cateringen, som er helt i top! Det lyder måske tåbeligt og primitivt, men når man turnerer, ender man faktisk ofte med at fokusere på de små ting. Hvordan er toiletterne? Hvordan er badet? Hvordan er maden? Er der arrival snacks? Den slags. Og alt på Mau Club rykker for vildt! Vi laver lydprøve, og det lyder FEDT! Det tegner til at blive en GOD aften. Og det er jeg så så dum at sige højt, og så sker ”omslaget”! For som aftenen skrider frem, kan vi godt se, at folk ikke ligefrem er STYRTET ud i orkanen for at se os. Fremmødet er beskedent.

Ok – i en sal til cirka 500, så skal der jo altså også noget til, før det batter, men alligevel. Det kunne jo have været meget skægt, hvis der bare var pakket. Gerne i en sådan grad, at folk må crowdsurfe hen til lokummerne, hvis de skal tisse. ;-) Meheeeen det er der altså ikke.

Nuvel. Vi går på scenen og spiller første nummer. Det går glimrende – jeg når lige at tænke ”SÅ er vi i gang”, før jeg 15 sekunder inde i andet nummer knækker en streng. Jeg hutler mig så igennem nummeret i okay stil, men det er alligevel lidt forstyrrende. Og da jeg har fået ny streng på, begynder småproblemerne så at sætte ind. Jeg kan bedst forklare det med en metafor: Jeg starter med at føle mig som en regulær Ronaldinho der dribler op ad banen, i mit overmod nærmest parat til at hi-five mig selv for små fikse detaljer, jeg laver. Det eneste, der ender med at holde mig tilbage, er det faktum, at mens jeg stolt knejser med nakken og skyder brystet frem, så småsnubler jeg i mine snørebånd som en anden tilfældigt forbipasserende dilettant fra Avnslev Boldklub eller no’et. Ikke fedt!

Forstå mig ret - jeg laver ikke bommerter store nok til, at alle ser det, bare nok til, at jeg bliver irriteret på mig selv. Og det gør jeg så igen og igen. ÆÆÆÆÆJ! Efter showet kommer flere hen og siger ”godt show”, og jeg smiler ud gennem sammenbidte tænder. Showet var for godt til, at man rigtigt kan brokke sig, men ikke helt godt nok til at man er helt forløst bagefter, og det er det værste, jeg ved. Jeg bliver så irriteret, når tingene bare ikke vil lykkes. Og det er så her, jeg sidder nu. Mikkel sover, og Jakob er taget på bar sammen med vores gode ven Nagel fra Hamburg. Jeg skal vist bare sidde her og surmule lidt længere. I morgen er en ny dag og et nyt show. Forhåbentlig lidt mindre frustrerende :-).

Barra Head på MySpace


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA