Det var årets bedste og værste Spot-koncerter – ifølge anmelderne

Det var årets bedste og værste Spot-koncerter – ifølge anmelderne

Få var skuffende – flere var fede

Spot Festival er vel overstået med mere end 200 bands og solister i det indre Aarhus i dagene 9.-13. maj. GAFFA anmeldte præcis 50 koncerter, dem som vi på forhånd vurderede som de mest interessante, og der var mange store oplevelser, men desværre også enkelte skuffelser. Nedenfor har vi samlet uddrag fra de mest positive og de mest negative anmeldelser, nærmere betegnet dem, der resulterede i henholdsvis fem og to stjerner – første kategori var heldigvis i markant overtal. Læs anmeldelserne i deres helhed ved at klikke på kunstnernavnet.

De bedste koncerter – som vi gav fem stjerner:

Afenginn, Godsbanen, Den Rå Hal

Sump er måske den rigtigste betegnelse for denne koncert, hvor noget blev trukket frem for igen at forsvinde i tågen. Den indeholdt alt fra breakdowns i swing til heavy-lignende mandolinriffs, Balkanfornemmelser, marimba-modrytmer, elektroniske strejf og smukke, klassiske duetter mellem violin og klarinet, alt sammen vævet sammen på en måde, hvor overgangen foregik helt umærkeligt. I en musikhistorisk sump af genrer og konventioner havde Afenginn håndplukket det, de kunne lide, og skabt deres eget ubundne og forfriskende univers.

Anya, Scandinavian Congress Center

Selvom sætlisten ikke just var en hitparade, lod det ikke til at genere de mange mennesker, der var mødt op for at opleve Anya live. Iført lyserødt track suit, håret opsat i Spice Girls-frisure og et oprigtigt stort smil indfangede hun publikum i sit musikalske univers og gav dem en seriøs lektion i popmusik i løbet af den korte og meget intense halve time, koncerten varede. Hittet ”Doorstep” samt seneste single ”Avalanche” satte et flot punktum på en yderst veltilrettelagt og veludført koncert, der til trods for masser af nyt materiale aldrig mistede pusten eller blev kedelig.

Baest, Scandinavian Congress Center

Baest (billedet) er kommet for at lægge det hele ned, og det gør de. Igennem den halve time cementeres deres gennemførte materiale fra ep’en Marie Magdalene til det kommende materiale, der rammer gaden til august. Det er gennemført og overbevisende vildskab, der alligevel er enormt kontrolleret, imens Baest bevæger sig igennem de skarpe temposkift på ”Wormlord” og skiller publikum fra hinanden under en wall of death, imens ”Marie Magdalene” brager af sted fra scenen. Aarhus-publikummet forkæles med den nye skæring ”Ego Te Absolvo” fra det kommende album Dance Macabre, der er et udtryk for, hvordan Baest ikke dvæler ved det vante, men tager et skridt videre i udviklingen og formidlingen af den gode gamle svenskerdød.

Barselona, Musikhuset, Store Sal

”Alene Hjem” og ”Sidste sang” glider let og elegant ind og ud ad hinanden, og ”Solen står op i morgen” bliver en kontrolleret stilstand, der ikke går i hjertet, men passer ind i helheden. Klimaks nås (forstået møghamrende erotisk) med hvinende piger til anslaget af ”Barcelona”, som helt naturligt er en publikumsfavorit. Jeg ville gerne påstå, at jeg sad og manglede variation i udtrykket eller nogle flere eksperimenter, men det gør jeg bare ikke, fordi de lukrative forhold åbner op for en bjergtagende sommer, som venter om hjørnet, og i det element skinner solen klart på københavnerne.

Patrick Dorgan, Scandinavian Congress Center

At please et publikum er også en disciplin, Patrick Dorgan mestrer til fulde, hvilket tydeligt kom til udtryk, da han søgte tilbage i bagkataloget og fandt numre som ”Marilyn” og titelnummeret fra debutalbummet ”Painkillers” frem til de fremmødte. Her var der overskud til store smil, bevægelser helt ude på scenekanten og opfodring til fællessang – en disciplin, der selvsagt også er en del nemmere, når publikum kender sangene på forhånd. Generelt virkede Dorgan mere tilpas med at spille de gamle, velkendte tracks, men han havde absolut intet at være nervøs for, for de mange fremmødte mennesker, der fyldte godt op i salen, åd det hele råt.

Drew, Aarhus Volume

… Drew var helt nede på jorden samtidig med, at hun leverede sine numre med en stjernes sikkerhed. Hun havde publikum i øjenhøjde, og skønt alle gemte sig bag solbriller, så havde hun dem i sin hule hånd. Det havde hun godt flankeret af Ole Bjørn og Morten Hellborn, der styrede de utroligt mange lag og lydeffekter i musikken med kyndig hånd. Selv adderede og subtraherede Drew lag med sin vokal, der på et øjeblik kunne skifte fra det høje til det dybe og til det ekstremt høje uden den mindste slinger, ligesom hun mestrede både det spinkle og det kraftfulde.

Fribytterdrømme, Musikhuset, Store Sal

Forsigtige toner bliver slået an, mens en stemme læser op fra Tom Kristensens Fribytterdrømme: ”Mod fribytterdrømme, for drømmen fanger.” Bandet går på scenen, ledt an af forsanger Lau Ingemann Vinther, der med sine bare tæer og åbne skjorte indkapsler looket af den psykedeliske rock, bandet er kendt for. Drengene bliver mødt af jubel fra den store sal, og så snart plekteret rammer strengene, rejser den første række sig op, og størstedelen af salen følger med. Snart ligger guitarist Alexander Mahaffy på ryggen med sin guitar over sig, mens resten af bandet hopper rundt på scenen, og publikum følger takten. Jeg kan ikke komme i tanker om en meget bedre måde at starte en koncert på.

Gents, Scandinavian Congress Center

Gents' lyd er stadig båret af synthesizere med inspiration fra 80’ernes basgange og catchy melodier. Men Gents formår at rive sig løs af referencerne til fortiden og har en moderne og mere elektronisk energi. Der gemmer sig en essentiel længsel i både tekst- og lydunivers, der tilføjer de overfladiske og kitschede synths en dybde, der giver kant og gør dem interessante. 

Go Go Berlin, Scandinavian Congress Center

Bandet lægger ud med, hvad må antages at være den nye single “The Ocean”, der endnu ikke er udgivet. Og allerede der topper de med klart det bedste nummer rytmisk såvel som energisk. Det kan virkelig noget – de kan noget, de der Go Go-drenge. Allerede her fornemmer man også det nye skift til en mere poppet eller “klubbet” vibe fra bandet. Det handler om, at vi alle sammen skal danse – ikke headbange (selvom denne lyst til tider fortsat sniger sig ind.) Og danset bliver der gjort i stor stil, også til trods for valget om næsten udelukkende at spille nye numre, der endnu ikke er udgivne. Gruppen formår virkelig at få folk med på noget, de aldrig har hørt før – en svær opgave for selv de bedste.

Iris Gold, Scandinavian Congress Center

Hun optræder to gange plus det løse til dette års festival og har samme glade set-up som til GAFFA-Prisen i februar: hvidt backdrop og masser af kæmpe solsikker. Hvad de hvide Ellesse-dragter skal til for på bandet, skal jeg ikke kunne gøre mig klog på, men det er i hvert fald det, de endnu gang er trukket i. Iris selv ankommer i en kæmpe pels, afro og solbriller – en rigtig attitudefuld rockmama. Under er hun i endnu et farverigt jakkesæt, som både skriger stil og sjov på én gang. Selvom hun ligger stramt i Spot-tidsplanen, og Hugo Helmig går på, før hendes sæt er færdigt, er salen helt fyldt op, og flere af gæsterne helt nede bagi kan heller ikke stå stille koncerten igennem – det spreder hun simpelthen for mange good vibes og rytmer til. Vi skal alle starte en revolution, som Iris har gjort for sig selv med en af sine sange. En revolution af kærlighed og glæde.

IAMJJ, Scandinavian Congress Center

Fra det sekund, Jacob Stenfatt Jensen aka. IAMJJ åbner sin mund og lukker sin dybe røst ud i den propfyldte koncertsal i Scandinavian Congress Center, giver det et sug i maven, for IAMJJs stemme er netop så dyb, at den også går dybt i lytteren. Og han kan ikke blot synge dybt, for allerede under åbningsnummeret ”You in my Arms” demonstrerer han, hvor flydende han kan gå fra den lidt mere lyse og råbende vokal på ”With you in my arms babe” til den helt dybe ”cruising down the road”, som, selvom den næsten overlapper den forrige sætning, skifter fuldstændig gnidningsløst. En imponerende og dyb stemme alene gør dog ikke en god koncert, for dem kan man finde mange af i musikhistorien, også den, der udfolder sig omkring os nu. Men heldigvis har IAMJJ meget mere at byde på end det.

Kippenberger, Scandinavian Congress Center

Kippenberger er fortsat, hvor The Floor Is Made Of Lava slap, uden på nogen måde at være bagudskuende. Den store, hæse stemme er ikke til at tage fejl af. Musikken er mørk og stor rock i lige linje fra mesterværket Howl at the Moon. Og så er der teksterne. Det danske sprog klæder virkelig Kippenberger – og omvendt. Teksterne er propfyldte med billeder og bogstavrim. Der tyvstjæles og sættes ind i nye kontekster. Ordene er intelligente, men ligefremme nok til at være til at forstå. Kippenberger er en historiefortæller af en særlig kaliber, der leder tankerne hen imod en vis anden vestjysk sangskriver.

Lord Siva, Spot Festival, Aarhus Volume

Sivas styrke kommer for alvor til udtryk efterfølgende på ”48 timer” og ”Hvornår”. Røgen damper ud af den beskedne scene, mens regnen triller, og frontmandens vægelsind får endelig lov til at komme til udtryk, uden at stille krav til de tilhørende, blot udleveret til stemningen. Det står stærkt, og nøjagtigt i det øjeblik forstår man Lordens berettigelse på den danske musikscene. ”Hold mit hjerte, det’ for tungt nu / Tag min smerte, det gør for ondt nu / bare mine tårer får dig til at leve”, synges der, og i det sfæriske slør får ordene og den stærke vokal lov til at stå som et tristesse-fornyende indspark i dansk popmusik. Og ingen hopper. ”La Haine” vender efterfølgende skuden rundt og lader bandet træde frem med en laber 80’er-guitar og velklingende drum-machine, og blikket vendes igen udad med løftet pande. Klædt i sort fra top til tå løber Siva rundt uden at fægte med armene, men lader sårbarheden skinne igennem med våde hundeøjne. I nogles øjne påtaget, men aftenen kalder på lige netop det udtryk fra kunstneren, og det skal han have ros for.

Luster, Godsbanen, Åbne Scene

Lokalet var indhyllet i røg, hvilket i den rette belysning gav en ganske passende sepiatonet atmosfære til Lusters kornede, men knivskarpe raw pop. Der blev ikke vekslet et eneste ord med publikum, vi blev bare blæst omkuld fra begyndelsen med albumåbneren ”New Pleasure”, den umanerligt cool ”Let’s Try It” og ”You’ve Got the Heat” – en trilogi, der for Luster blot var en åbner, hvor bare en af disse ville have været aftenens højdepunkt for enhver anden.

Mames Babegenush, Spot Festival, Godsbanen, Den Rå Hal

Det er sjældent, at et frontparti bestående af klarinet, accordion, saxofon og flygelhorn kan fængsle, fortrylle og forene en så feststemt folkeskare, som var mødt op til denne sene aftenkoncert på Spot Festival. Men Mames Babegenush må siges at levere østeuropæisk klezmer-musik af den festligste skuffe, og dét gav de kædedanseglade publikummer noget at løbe i cirkler over.

Monti, Godsbanen, Åbne Scene

Der går lidt, men ti minutter, før gruppen er sat til at gå på, strækker køen sig længere tilbage, end man kan se. Der er tydeligvis flere, der har opfanget, hvor høj kvalitet gruppen leverer, end bookere eller band selv havde regnet med, og hvorvidt alle faktisk kommer ind, er ikke til at sige. Folk er “hella lit”, som K-Phax ville sige det, og klar til at tonse af sted til noget fed og tung hiphop. En helt hardcore fan-gruppe står også frem midtfor scenen og skråler med på praktisk talt hvert eneste ord – en sindssyg bedrift, Sebastian Montis flow taget i mente. For det er nemlig helt sindssygt. Det er hurtigt, slow, speak – ordene bliver spyttet ud, som gjaldt det livet til sidst. Der går dog lige et par sange, før energiniveauet stikker helt af, og han må smide lag på lag af sit tøj for ikke at brænde det helt i varmen. Men så kan man da starte med at bemærke omtalte flow, der bare kører derudad allerede fra første track.

Nelson Can, Scandinavian Congress Center

Signe SigneSigne havde knapt rørt bassen, før et godt fyldt Scandinavian Congress Center eksploderede til ”Miracle”. Herefter stoppede publikum aldrig med at hoppe og danse, og Nelson Can fortsatte ufortrødent med at hive kaniner op af hatten fra deres lille 2017-mesterværk EP3 godt krydret med numre fra debutalbummet Now Is Your Time to Deliver. Og leverede, det gjorde de.

Gurli Octavia, Godsbanen, Den Rå Hal

Hvis man som undertegnede har døbt sin bil Gurli, vil jeg anbefale, at man skifter den ud med en Octavia hurtigst muligt. For hold nu op, en mere lækker oplevelse end en Gurli Octavia har vist sjældent kørt på denne jord. Fredag aften lyste den lille kvinde op i Godsbanens Rå Hal med sin gule bluse blandt fem sortklædte bandmedlemmer. Det var helt igennem trygt og behageligt at høre den aarhusianske sangskriver med orkester cruise gennem ni både nye og kendte sange. Publikum lå eller sad på kulørte hynder, og selvom mange talte højt, gik Octavia alligevel klart igennem, så teksterne stod knivskarpt.

Kira Skov, Spot Festival, Musikhuset Store Sal

Senere forsøger Kira Skov at komme endnu tættere på sin afdøde mand med nummeret “Soul in the Ceiling”, der prøver at beskrive døden fra Nicolai Munch-Hansens hinsides perspektiv. Et nummer, der fremføres med så stor overbevisning, at jeg ikke kan andet end at håbe på, at de mennesker, vi mister gennem livet, aldrig helt forlader os, men følger os fra en endnu ukendt verden. Generelt er Kira Skovs numre så veludførte, at det er svært ikke at blive rørt – og derfor fortjener hun fem flotte stjerner for sin kvalitetsmæssigt stærke præstation.

Kajsa Vala, Scandinavian Congress Center

Kajsa Vala var en oplevelse af de mere eksplosive slags denne solskinseftermiddag på Spot Festival i den mørklagte koncertsal i Scandinavian Congress Center. Der var heldigvis højt til loftet, for i den alt for korte halve time, koncerten varede, ejede Vala simpelthen salen og blæste gang på gang toppen af de mange publikummers hjerneskaller.

Virgin Suicide, Scandinavian Congress Center

De vanish-hvide T-shirts oplyses af et blå-lilla lysstofrør og varsler indendørsfest, da Virgin Suicide indtager venstre scene i Scandinavian Congres Center fredag før midnat. Med nummeret “Forever Trouble", der deler titel med 2017-albummet, tiltrækker den københavnske britpop-gruppe en bred skare af yngre publikummere, der ihærdigt rykker sig tæt på scenen under koncertens første nummer. Herfra cementeres den stærke vokalharmoni og synthesizeren, der karakteriserer det populære indie-band; et stabilt musikalskt grundfundament, der yderligere forstærkes af gruppens velkendte hit “Around the Sun”, der høster bifald fra den sommerglade og -kåde ungdom. Og således er der dømt seriøs festivalstemning på et splitsekund.

 

De mest skuffende koncerter – som vi gav to stjerner:

The Felines, Bora Bora

Bandet lægger ud med deres seneste single ”Going Out”, som på trods af bandets manglende bevægelse på scenen sætter gang i lidt bevægelse på gulvet, hvilket skaber en noget ulige balance, hvor der faktisk lader til at være mere gang i publikum, end der er i bandet. Bandets fire medlemmer står fastlåste i deres halvmåne-sceneopsætning flankeret af de to vokalister Asta Louisa Bjerre og Ditte Melgaard, og ingen rører sig særligt væk fra disse pladser. Det nærmeste, bandet kommer på at være energiske, er gennem lydniveauet, der så vidt jeg kan se fra min plads bag lydpulten ligger temmelig stabilt over 90 dB og også ofte over 100 dB. Desværre kommer størstedelen af denne larm fra trommerne, og det er derfor beklageligvis svært at høre noget som helst andet.

Konvent, Train

Konvent har melodierne. Melodierne og kompositionerne, man lægger mærke til og husker. Sara Helena Nørregaard skaber sammen med Heidi Withington Brink riffs, der på ”Puritan Masochism” er med til løfte sættet en smule, men bliver leveret udtryksløst, imens det drukner i de buldrende trommer og den vrælende vokal. Konvent bliver til repetition. Det bliver til en langsom udgave af Mayhem, når der trækkes elementer fra de norske black-legender, og selvom den ellers skarpe sangskrivning har det med at indfinde sig igennem sættet, tabes formidlingsevnen på vejen og cementerer, hvordan udtrykket er en essentiel del af et metalband. 

Ellis May, Musikhuset, Rytmisk sal

Der er ingen tvivl om, at Ellis May er en dygtig sangerinde, med ud over det er der ingen fare for at blive blown away – og især ikke, hvad lyseffekter angår, hvilket er drønærgerligt, for det kunne ellers have været med til at krydre det ellers anonyme sceneshow. Med konferencierens præsentation af Ellis May som en sand multikunstner, der mestrer både produktion, sang, lydkunst og komponering, var der lagt op til en halv times musik med kvaliteten i højsædet, men desværre endte koncerten med at blive en lidt for forudsigelig vekselvirkning mellem de elektroniske og akustiske elementer – og må derfor må aftenens præstation nøjes med to stjerner.

Node, Aarhus Volume

”Kender I den her?” siger Node uden et enstemmigt svar fra det snakkende publikum, inden ”JVB” ruller ud af højtalerne, og han fyrer rullende ad-libs af sted. Nodes egen AutoTunede vokal mudrer sammen med backtracket, og hans flow er flere steder ude af trit med de indspillede versioner af sangene. I det hele taget virker det som om, at Node har taget og copy-pastet aftenens show fra et diskoteksjob på Crazy Daisy uden overvejelser om, at det givetvis kræver noget andet at spille live på en festival som Spot.

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA