CHRISTIAN HJELM: Det ydre rum og den indre ro

CHRISTIAN HJELM: Det ydre rum og den indre ro

Spillemanden og livsnyderen Christian Hjelm har efter en frivillig time out genfundet skabertrangen, er blevet far og har fundet ind til den uskolede magi.

For jeg ved snart ikke hvilken gang foregår et interview, på artistens opfordring, på Vinstue 90 – blandt kendere 90’eren – på Gammel Kongevej, Frederiksberg. Hovedstadens foretrukne musiker-hangout, der paradoksalt, eller måske netop af samme grund, ikke spiller musik. Her er slow beer og samtalen i centrum, godt inspireret af stedets 101 år lange historie, der tæller flere optagelser fra Klovn, status som Simon Spies' gamle stamværtshus og meget andet.

Den tidligere nordjyde Christian Hjelm har som mange af sine kollegaer taget stedet til sig. Og Hjelm hygger sig. Han er pavestolt og nybagt far til en lille datter og har samtidigt lært, at det gælder om at udnytte den fritid, man trods alt har indimellem, især når man har en forstående kæreste. Sagt på anden og mere mundret vis: Christian benytter lejligheden, trods højlys dag, til at skylle godt igennem med både kolde fra kassen og tilknyttede sidevogne. Der er også noget at fejre. Efter en afstikker med det elegante duo-projekt Lucky Moon, med den amerikanske sangerinde Sarah Hepburn, har Hjelm færdiggjort sit første soloalbum i fire år, der har fået den for artisten meget passende titel Uskolet magi.

En særlig tone

Hjelm har været indspillende og turnerende musiker i godt og vel halvdelen af sit liv, siden han debuterede med barnsdomsvennerne Figurines for nu 17 år siden. Indierock-kvintetten, der med en blanding af punk, folk og melodisk tæft ramte noget i 00'erne, som blev opdaget langt ud over landets grænser. Noget, denne skribent oplevede ved selvsyn ved mit første møde med Hjelm & Co. på en syv-otte jobs turné i Canada og USA sammen med The Blue Van og Kira & The Kindred Spirits. Figurines var Pitchfork-darlings med godt fat i det nordamerikanske publikum, og ud over omtale i medier og succes på scenen blev der gået til den. Der blev flittigt tømt Long Island Iced Teas i Toronto, Montreal, Ottowa og Portland og røget joints ud ad vinduet på et stopfyldt hotelværelse i Seattle, uden at det blev opdaget og bonget, hvilket sikkert havde kostet det samme som turens samlede hyre. Siden har denne skribent mødt Hjelm adskillige gange, såvel professionelt som i mere løsslupne sammenhænge.

Men det var ved føromtalte turné – nærmere bestemt i en dagligstue i Montreal – at det gik op for mig, hvor god en guitarist Christian Hjelm egentlig er. En helt særlig spillemand med sin egen tone i både stemme, sangskrivning og udtryk. Figurines er aldrig officielt opløst, men den sidste koncert ligger omkring seks år tilbage, og siden er Hjelm sprunget ud som solist. Og nu for tredje gang på dansk i eget navn.

Musik kan ikke kalkuleres

Hjelm er typen, der med egne ord ikke kan lade være. Sangene kommer løbende og repræsenterer, som en kontinuerlig dagbog, hvor han er på det givne tidspunkt i sit liv, uden skelen til tid, sted, genre og trends.

"Nu er det fire år siden, jeg udgav mit sidste album, og det er som en anden planet"

– Det er sådan, det hænger sammen, det er grundlæggende ikke noget, jeg mener, at man kan planlægge eller kalkulere. Tiden går stærkt, og alt er i konstant udvikling. Nu er det fire år siden, jeg udgav mit sidste album, og det er som en anden planet. Skulle jeg rent hypotetisk skrive noget i dag, som jeg tænker rammer tiden, ville der måske gå et år, før et nyt album ville komme på gaden, og så er det hele jo allerede rykket videre. For mig er det altid mit eget udgangspunkt og min egen følelse af at ramme noget, der giver mening. Nogle gange sker det så, at det rammer noget i tiden, der hvor folk er. Vi ramte, uden at vide det, noget med Figurines, men det vigtigste er, at man selv kan mærke det. For ellers er chancen for, at andre også kan nok meget lille. Jeg ville skrive sange, selvom ingen hørte dem; det er min måde at leve og udtrykke mig på. For eksempel som med Lucky Moon. På sangene synger Sarah og jeg hele tiden samtidigt. Jeg ved ikke, hvad det er, men når jeg hører vores stemmer sammen, opstår der en stemning og en følelse, der for mig er den rene terapi. Jeg kan ikke definere, hvad og hvorfor nærmere, men det er et eksempel på, at det at skrive musik og udtrykke sig er min måde at ånde, leve og trække vejret på. Når det er sagt, er det altid spændende at sende noget ud og så se, hvor det havner, hvem det rammer – om nogen overhovedet – og se, hvilket liv det får.

Det ydre rum og den indre ro

Trods sideprojekter som Lucky Moon og producertjans for og samarbejde med Bene (som også er trommeslager i Baby in Vain og spiller saxofon på ”Sjældne syner” fra Uskolet magi) er fire år en relativt lang pause for den næsten altid produktive sangsmed Christian Hjelm, der også skrev alle sangene i Figurines. Han har simpelthen haft brug for at trække sig helt væk, eller rettere meget langt ud, for at finde ind til kernen igen, forklarer han.

– Jeg har på sær vis søgt et nulpunkt for at starte maskinen op igen. Der kommer en naturlig afmatning, eller ligefrem depression, når et langt forløb stopper. Som ”nu har du spillet det allersidste job på denne plade, der er ikke flere koncerter, festivaler, interviews, eller andet”. For at komme tilbage til de følelser, der gør, at jeg kan se, hvor jeg er og have noget nyt at skrive om, har jeg dyrket mange forskellige ting. Jeg har ligget i min seng og lyttet til det samme Righteous Brothers-nummer mindst ti gang i træk, og jeg har rådyrket slutscenen i Once Upon a Time in America, så jeg kan den udenad ned til mindste detalje, for at give et par eksempler.

(Scenen, hvor den jødiske gangster Noodles, spillet af Robert De Niro, hopper 30 år tilbage i tiden. Man ser ham liggende i en opiumshule i 30’ernes Chicago, hvor han først hostende inhalerer de euforiserende dampe, hvorefter hans ansigtsudtryk efter et omtåget øjeblik materialiseres i et lige dele karakteristisk og gådefuldt smil, red.).

– Det er ikke fordi, jeg vil kopiere de ting, men det hjælper mig til at komme ind til en følelse, som sætter gang i min egen evne til at reflektere og komme ind i mig selv. En anden ting har været at ryge joints og se en masse dokumentarfilm om det ydre rum. Det at komme ind til en form for uendelighedsfølelse, hvor det står klart, hvor lille og mikroskopisk en del af det samlede kosmos, jeg – og vi som enkelte individer – egentlig er, i både tid og rum. 

Jeg dyrkede vanviddet

Ja, hvad skal man sige; velkommen til Christian Hjelms besynderlige hjerne og kreative univers, der både virker og fungerer på meget personlig vis. Men ud af De Niros opiumsåbenbaring, galaksernes, psykedeliske uendelighed, Righteous Brothers’ magiske vokalharmonier, begyndte sangene igen at forme sig hos den gode hr. Hjelm, hvad skete der ?

"Jeg samler hele tiden på indtryk og udtryk"

– Man kan sige, at jeg på sin vis dyrkede vanviddet. Jeg ved aldrig, hvad jeg leder efter, men jeg ved, hvor jeg skal søge. Jeg røg blandt andet ind i en Bukowski-periode, som også er namedroppet i sangen Ud af kurs. Jeg nød og dyrkede den døde periode og fandt tilbage til den melankoli, den gode smerte, som altid har fascineret mig i al kunst og kultur. Det er nok det element, hvis noget, der går igen i min sangskrivning. Jeg samler hele tiden på indtryk og udtryk. Det kan være i musik, film, nyheder, samtaler, ting jeg hører på gaden, alt muligt. Jeg går altid med en lille notesblok og skriver ting ned uden at læse dem bagefter. Typisk efter et halvt år kigger jeg så det hele igennem, og så sker der tit noget med kreativiteten.

Uskolet magi

På åbningsnummeret ”Dødvande” lyder Hjelm næsten som det allertidligste C.V. Jørgensen anno 1974-75, før Det Ganske Lille Band. Der er de mange Beach Boys-inspirerede klange og harmonier, og de små-psykedeliske stunder og klangen af den skæve, hurtige indie-rock fra Figurines-tiden fornægter sig ikke. Indimellem er det, som om Folkeklubben er på besøg, og på en sang som ”Laviner” fornemmer man en snert af nationalskjalden Kim Larsen. Men hvordan ser trubaduren selv på Uskolet Magi?

– Som mange forskellige ting, som en dagbog over, hvor jeg har været på de forskellige tidspunkter, hvor jeg har skrevet sangene. Jeg har aldrig dyrket C.V. Jørgensen, men andre har sagt, at jeg på ”Dødvande” lyder som Dylan på Blood on the Tracks (CV's helt, den CV, som udsender sit andet album kort tid efter netop Blood on the Tracks, red.). Der er helt sikkert psykedeliske elementer, som på ”Ud af kurs”. Teksten er fantaserende og fabulerende (hvor albumtitlen gemmer sig, red.), hvor et andet nummer som ”Lille kolibri” mere konkret handler om konstant at blive bombarderet med negative nyheder gennem massemedier. Så er der et mere manisk nummer som ”Hvide måne”der trækker mere på Figurines-tiden. Brian Wilsons magi er min største inspiration, og Beach Boys vil altid skinne igennem på en eller anden måde. Samlet en mental dagbog, hvor hver sang karakteriserer perioder, jeg har været igennem. Men hvor jeg tidligere næsten konsekvent har skrevet sangene på guitar, er flere denne gang startet med computerbeats, hvilket måske giver en anden karakter.

Mere erfaren – ikke nødvendigvis klogere

Så er du midt i processen blevet far for første gang. Er det noget, der indvirker kreativt på pladen?

– Det var en utrolig glædelig og uventet nyhed, der kom meget sent i skriveprocessen, så mindre end man måske vil tro. De fleste sange var færdige. Sangen ”Slowmotion” er skrevet umiddelbart efter, jeg fik det at vide. Jeg sov ikke hele natten, min kæreste var faldet i søvn, og jeg sad og følte, at hele mit liv passerede revy. Det er helt fantastisk at blive velsignet med et lille barn, hvilket ud over glæden og kærligheden også har været rigtig sundt for mig. Pludselig er det ikke mig, der er i centrum længere, der er én, jeg skal passe på og har ansvar for. Jeg kan godt gå ud ad en tangent, og det har jeg stadig i mig, men spørgsmålet er, om du er i stand til at finde tilbage. Jeg har altid elsket at spille live, hvilket er en slags ”natural high”, og det nu at være familiefar styrker følelsen af at finde hjem.

Er du blevet klogere med alderen?

– Det er jeg slet ikke sikker på, men jeg er blevet mere erfaren. Jeg synes, det bliver sjovere og sjovere at blive ældre. Efter at jeg er blevet far, er det som om, jeg kan se mig selv udefra på en anden måde, jeg er blevet bedre til at reflektere over mig selv. Og uden at sige det modsatte om, hvad jeg tidligere har lavet og udgivet, vil jeg i det lys sige, at albummet er det mest ærlige, jeg har lavet.

Hvad bliver så næste skridt i den uendelige Christian Hjelm-encyklopædi?

– Ha, ha. Det aner jeg ikke. Pladen slutter lidt i forlængelse af spørgsmålet på instrumentalnummeret ”Mezzaninen”. Den der etage midt imellem, man ikke helt ved, hvad er. Det kan blive både en dreng eller en pige. Meget symbolsk slutter albummet i det uvisse.

Jeg har hørt Beach Boys hver eneste dag i 15 år

Som den opmærksomme læser muligvis har anet, er Christian Hjelm typen, der kan dyrke enkelte ting helt ned i mikroskopiske detaljer, en ikke helt fremmed brik i sangerens personlighedsstruktur. Det gælder i særlig grad i forhold til Brian Wilson og The Beach Boys.

– Jeg har hørt Beach Boys hver eneste dag de sidste 15 år. Det er ikke kun Pet Sounds, som mange sværger til, men hele kataloget, inklusive outtakes og special editions. Jeg har en 19 minutter lang playliste, taget fra Sunflower-albummet fra 1970, som jeg bruger til at powernappe. Det er et rum, jeg er nødt til at være i dagligt. Jeg kan ikke forklare det, men jeg er nødt til at være i den følelse, mærke den blå tone. Jeg elsker den melankoli, som Brian Wilson frembringer, den rører mig så inderligt. For mig er det ”beyond music”. Han rammer mere end nogen den gode smerte, som jeg selv søger. Selv på de tilsyneladende mest naive og poppede numre, som ”Wouldn't It Be Nice”, er det den underliggende tone. 

Myten om Smile

Der er nogenlunde lige dele konsensus i musikkredse om Brian Wilsons innovative, melodiske evner som popsnedker og om, at euforiserende stoffer og pres udefra knækkede Wilson i slut-60’erne. Det betød blandt andet, at stort anlagte Smile først blev klar i sin endelige i form i 2004, 37 år forsinket, som svar på den skitse-agtige Smiley Smile fra 1967. Christian Hjelm ser lidt anderledes på myten og historikken.

– På en måde er det fedt, at Smile blev færdig i 2004, men det var ikke den rigtige for mig. Jeg har det oprindelige indercover, fra de 500.000 oprindelige eksemplarer, der blev destrueret, hængende på væggen, signeret af kunstneren. Myten er, at Brian Wilson, grundet stoffer, totalt mistede grebet omkring 1967, men det tror jeg ikke på. Han tog sin del af de rusmidler, der florerede, som mange andre omkring ham. Men ser du interviews med ham helt frem til 1974, er han rimelig klar. Jeg er af den opfattelse, at det, der knækkede ham, var hans psykiater, der fodrede ham med – også gammel – medicin, fra midt 70’erne helt op til starten af 90'erne. Psykiateren ville overtage kontrollen over Wilson og frarøve ham alle rettigheder. Så ved jeg også, at det var et kæmpe knæk, da faren Murry Wilson solgte hele bagkataloget efter ”Good Vibrations”, uden at spørge Brian Wilson selv, da han mente, at Beach Boys' tid var ovre. Jeg tror, at Wilson vidste præcis, hvad han gjorde, da Smiley Smile udkom. Han ville væk fra den store ”Wall of Sound”-Phil Spector-lyd. Albummet er jo reelt en lo-fi-plade, årtier før det blev moderne. For mig er myten større end historien, og det synes jeg, at den færdiggjorte Smile lidt har punkteret. 

Figurines: Vi var giftige til at feste

Figurines udsendte deres første ep i 2001, og særligt med albummet Skeleton fra 2005 ramte de unge nordjyske knægte noget i 00'erne, specielt i det segment, der var meget optaget af alternative lo-fi-artister som Modest Mouse, The Flaming Lips, Pixies med flere. Toneangivende (nogle vil sige bedrevidende) Pitchfork Media faldt pladask for bandet, der i en meget tidlig alder fik stor erfaring både inden- og uden for landets grænser. Det tætteste på et mainstream-gennembrud i Danmark kom efterfølgende med albummet When the Deer wore Blue. Bandet udgav sit sidste album i i 2010, og siden da har der været stille omkring den fine, nordjyske perle. Er den fest helt, aldeles og uigenkaldeligt slut?

– Vi har med vilje aldrig opløst bandet, det har der ikke været nogen grund til. Det var en vild tid og meget unikt at opleve ungdommen sammen med sine barndomsvenner på den måde. Vi spillede vores sidste offentlige koncert i Zürich i 2012, sammen med Kaizers Orchestra, hvilket var en ret stort anlagt koncert. Efter koncerten tørlagde vi stedet totalt. Der var ikke en dråbe sprut tilbage. Vi var giftige til at feste, sådan var det altid, det var noget, der holdt ved. Den indtil videre sidste koncert var til en ven, musikeren Johan Gammelbys (I Am Bones mere mere, red.) bryllup. At gamle barndomsvenner spiller deres, indtil videre, sidste koncert til en gammel vens bryllup, synes jeg giver god mening.

Det har været en kæmpe ting i dit liv, savner du Figurines i dag?

- Nej, ikke som sådan. Som musiker og sangskriver, har jeg aldrig prøvet at skule hverken tilbage eller fremad, men bestræbe mig på at være i nuet. Så som jeg ser på det, ved jeg hvad Figurines var, jeg ved ikke, hvad det ville være i dag? Noget andet i hvert fald. Men alle er gode venner, der er ingen skelleter i skabet, men det er ikke noget jeg går og spekulerer over.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA