x

Barra Heads turnédagbog kapitel 4

Barra Heads turnédagbog kapitel 4

Jeg ­- en trådløs desperado!

Når man er på tour, er man underligt afskåret fra verdenen derhjemme. Man lever i et lidt sorgløst limbo, hvor de fleste af ens normal dagligdags elementer er væk. Ingen tøjvask, ingen madlavning, ingen opvask.

Til gengæld er der også kun sjældent mulighed for at læse en avis, en bog eller checke sin mail. Det er både svært at finde ro og tid til det, men der er - i forhold til at læse mail og nyheder også den rent praktiske begrænsning, at det ikke er alle steder, der har Internet.

Og nu hvor jeg har påtaget mig at levere tourdagbog til Gaffa, antager netop denne praktiske forhindring efterhånden enorme dimensioner: Intet net = ingen afsnit til Gaffa = total utjekkethed.

Det har flere gange på denne tour gjort mig lidt desperat. Værst var det i den sydtyske by Trier ­ ironisk nok, fordi alt gik rigtigt godt. Trier er en god by for Barra Head, da den ligger tæt på byer, hvor vi har mange fans, nemlig Luxembourg og Saarlouis. Og da vi gik på scenen kunne vi straks genkende nogle af gutterne i første række fra vores første tour i 2001, og det gav et ekstra spark at se dem stå med luftguitaren fremme fra første nummer.

Efter koncerten solgte vi også godt, så humøret var højt, hvorfor jeg besluttede mig for at sende et afsnit mens humøret var i top, så der kom lidt modspil til den lidt dystre tone, der blev slået an i kapitel 1. (jeg har fået en del henvendelser om det går bedre nu. Det gør det, bare rolig. Tak :-)).

Nå men jeg laver så lidt thé og sætter mig godt til rette, parat til at skrive. Jeg finder det trådløse netværk, jeg har fået anvist tidligere på dagen og forsøger at koble på. Den spørger efter kodeordet, og jeg skriver skråsikkert det ind, som jeg har fået af promoteren (ham der laver koncerten).

Jeg får en lille tic ved øjet, da den ikke vil godtage det. Jeg rynker panden og forsøger igen, men den nægter stadig. Pragtfuldt! Jeg kigger på uret, og spekulerer på præcis HVOR uhøfligt, det mon vil være at ringe til promoteren klokken halv fire om natten for at få en ny kode?

Jeg beslutter (i overskudsagtigt storsind!) at lade ham sove, og forsøger en anden tilgang. Et øjeblik efter ser man så mig liste rundt i skyggerne i bedste ninjastil i det ret omfattende bygningskompleks som kulturhuset "Exhaus" viste sig at være, for at finde et åbent trådløst netværk.

Intet held. Til sidst dropper jeg ninjastilen og begynder bare at forbinde til ethvert trådløse netværk, jeg kan finde og indtaster tilfældige kodeord, mens jeg griner en på samme tid undertrykt og hysterisk latter. Det var ren desperadostil. Hey! - Jeg er ikke stolt af det, men jeg var sgu desperat. Efter ca. 30 minutters renden rundt måtte jeg dog give og fortabt og gå slukøret i seng med uforrettet sag. Surt. Nu sidder jeg i Remseck og er ved at sende dette afsnit skrevet om Trier, mens vi i mellemtiden har spillet i Bonn, Siegen og Karlsruhe.

"Når man er på tour, er man underligt afskåret fra verdenen derhjemme": Jo tak, du! :-)

MySpace


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA