x

Weekenden starter med Fredagsrock

Weekenden starter med Fredagsrock

Måske har du haft en helt vildt travl uge på arbejdet. Måske har der ikke været noget at lave, og timerne har slæbt sig af sted. Måske din chef har været efter dig, måske landede du ikke det drømmejob, du ønskede dig. Uanset dit scenarie, har du sikkert talt sekunderne til fredag eftermiddag. Og hvordan starter din weekend? Fyraftensøl, lege med ungerne, drikke bobler med veninderne, kysse på din nye flirt?

Hos os starter weekenden med Fredagsrock i Tivoli. For 22. år i træk åbner den gamle have i København nemlig op for musikalsk kræs til dine øregange en lang række fredage de kommende måneder. Og der er noget for enhver smag: Citybois med Skinz og Faustix, Kim Larsen, L.O.C., a-ha, Burhan G, Lis Sørensen og Karl William, Alex Vargas, Scarlet Pleasure, Mew, Rasmus Seebach (hvor du stadig kan sikre dig en plads helt forrest ved at købe en Inner Circle billet), CV Jørgensen, Søren Huss og Carl Emil Petersen.

Ud over en lang række store, danske, prominente kunstnere på programmet, har Tivoli også fået godkendt en stigning med syv decibel i lydniveau – hvilket betyder at kvaliteten af koncerterne er steget.

Fredagsrock bliver årligt besøgt af op mod en halv million musikfans. Hvis din weekendstart også skal forsødes lidt, så gå ind her og tjek programmet ud.

For at det ikke skal være nok, fejrer Tivoli intet mindre end 175 års jubilæum i år. Og som gave til alle havens gæster, har Tivoli gjort noget af et scoop, når sangerinden Solange giver koncert den 15. august. Solange har gjort sig bemærket de sidste år, blandt andet med albummet A Seat At The Table fra 2016 og en eminent koncert på sidste års Roskilde Festival, hvor GAFFAs anmelder Sara Elisabeth Nedergaard gav seks stjerner under overskriften: "Æstetisk magtdemonstration"

Program for juli, august og september:

6 juli: Citybois + Skinz + Faustix

13 juli: Kim Larsen

20 juli: L.O.C.

27 juli: a-ha

3 august: Burhan G

10 august: Lis Sørensen + Karl William

17 august: Alex Vargas

24 august: Scarlet Pleasure

31 august: Mew

7 september: Rasmus Seebach

14 september: CV Jørgensen

21 september: Søren Huss + Carl Emil Petersen


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA