Maria Juntunen fra Roskilde-aktuelle Nelson Can – mestrer mere end en slags gryder

Maria Juntunen fra Roskilde-aktuelle Nelson Can – mestrer mere end en slags gryder

Normalt tæsker hun løs på trommerne i Nelson Can, men sideløbende med trommespillet er Maria Juntunen en habil kok. Så habil, at hun faktisk har papir på sin kunnen. I mange år var kokkearbejdet hendes primære indtægtskilde, så hun kunne få råd til at dyrke musikken. I dag er det nærmest omvendt.

Maria Juntunen er i den brede offentlighed bedst kendt som den seje og fandenivoldske trommeslager i Nelson Can, men der skal nok sidde flere ude blandt læserskaren, der har stiftet bekendtskab med en anden af Marias kompetencer: madlavning. Hvordan kombinerer man lige det at sidde bag gryderne i et rockband med at stå foran dem på komfuret? Lad os gå tilbage til begyndelsen.

– Jeg begyndte at spille trommer i tredje klasse i folkeskolen. Siden begyndte jeg på musikskole, da jeg blev gammel nok til det. Der tossede jeg rundt i nogle år og spillede på store sammenspilshold, hvor vi blandt andet spillede en masse ABBA og sådan nogle ting. Da jeg så kom i gymnasiet, fandt jeg ud af, at det var meget sjovt at have et band, hvor man også kunne drikke nogle øl og have en anden type ungdomsfællesskab omkring musikken. Det var også der, jeg for alvor begyndte at udvikle mig som musiker. I musikskolen er det lidt mere en leg.  

Hvorfor blev det lige trommerne?

– Jeg har altid været draget mod dem, og jeg har altid syntes, trommeslageren var den sejeste i bandet. Det handler måske om personlighed og temperament, haha!

Hvor mange bands har du spillet i?

– Mit første rigtige band var et nu metal-band, der hed Jackdaw. Det var tre perifere venner, der havde startet bandet og manglede en trommeslager. De spurgte, om jeg ville være med, og den var jeg med på, selvom jeg ikke dyrkede nu metal dengang eller gør det den dag i dag. Men fællesskabet omkring musikken følte jeg mig meget draget af – og sådan er det stadig i Nelson Can. Efter det spillede jeg garagerock i et band, der hed Cherry Overdrive. Vi turnerede meget i Tyskland og Spanien, hvor vi kørte rundt i en smadret bus og drak en masse øl og sov enormt ukomfortabelt. Sådan nogle ting, man kan, når man er meget ung. Da Cherry Overdrive blev lagt i graven, kom jeg med i Nelson Can, som jeg spiller i nu, og ud over det arbejder jeg med en performancekunstner, der hedder Miss Fish. Det er meget performancebaseret elektronisk punk. Derudover har jeg været involveret i Hun Solo og mit eget lille band, F.M.K., der pt. er sat på pause, mens de andre har travlt med at spytte babyer ud, haha!

Hvordan kom du med i Nelson Can?

– Jeg kendte deres lydtekniker, fordi han også var lydtekniker for Cherry Overdrive, så da de spillede på Roskilde  så jeg koncerten nede fra lydpulten sammen med ham, og bagefter spurgte han, om jeg ville med om backstage. Det ville jeg gerne, så jeg tog med om og drak deres øl og fik en god snak, hvor det viste sig, at de ledte efter en ny trommeslager.

Mad og jazz

Hvornår begyndte du at uddanne dig som kok?

– Jeg har altid arbejdet som kok som min primære indtægtskilde. Dels fordi jeg er god til det, og dels fordi det interesserer mig meget. Et par år efter gymnasiet var jeg faktisk skrevet op til at begynde på kokkeskolen, men så kom jeg ind på en svensk jazzhøjskole, Fridhems Folkhögskola i Skåne, hvor jeg gik et år og spillede en masse jazz, så der gik ti år, før jeg startede på kokkeskolen. Det gik op for mig, at det kunne være meget fedt at få et svendebrev til at bakke mine evner op, så jeg også kunne få lidt bedre løn. Det lyder også meget fedt at kunne sige, at man er faglært kok, og for mig er der noget stolthed i at kunne sige, at jeg har et svendebrev.

Skal man bevise, at man kan lave mad for at kunne komme ind på kokkeskolen?

– Altså, alle kan komme ind, og der er også et grundforløb, hvor man lærer de mest basale ting, men meget af det sprang jeg over, fordi jeg havde så meget erhvervserfaring, jeg kunne meritoverføre. På den måde sprang jeg en del af praktikken over og gik mest på skolen, hvor jeg var i tre skoleperioder. Der var stor forskel på, hvor meget folk kunne, men det er selvfølgelig også forskelligt, om man vil være Michelin-kok eller arbejde i en kantine.

Var der noget, der overraskede dig ved uddannelsen?

– Ja, det kom lidt bag på mig, at jeg skulle have engelsk. Niveauet var vildt lavt, og jeg syntes, det var spild af tid, og det syntes min underviser vist egentlig også. En positiv overraskelse er, hvor meget man får at vide om det rent kemiske, der sker med råvarerne, når man tilbereder dem. En ting er, at man kan det og kan smage, hvad der sker, men det er fedt at kende til den fysiske og kemiske proces. Det er sejt at forstå de reaktioner, der sker, når en sovs for eksempel skiller. Det syntes jeg var spændende.

Skummad og stress

Er der noget, kokkefaget har til fælles med musikerfaget?

– I mange køkkener er der et ret højt stressniveau, hvor man skal være vildt fokuseret i lang tid, og det synes jeg godt, man kan sammenligne med at være på scenen. I et køkken skal man virkelig også kunne arbejde sammen, og det skal man jo også i et band, særligt når man spiller koncerter.

Er der noget i et køkken, der tiltaler dig mindre end andet?

– Ja, helt sikkert. Jeg er ikke så vild med sådan noget Michelin-puré…”skummad”. Jeg synes helt klart, det er spændende, men det er ikke den slags mad, jeg brænder for. Jeg føler lidt, man tager en god råvare og manipulerer på en underlig måde. Jeg mister meget hurtigt interessen for det.

Hvad synes du så er særligt spændende?

– Jeg har arbejdet på restaurant Rub & Stub, der er Europas første madspildsbaserede restaurant. Hver dag fik vi leverancer fra enten andre restauranter, der havde mad til overs eller fødevarebanken, der kom med overskydende mad fra de forskellige supermarkeder. Hver dag skulle man så være kreativ og lave en menu ud fra de ting, man havde. En dag lavede jeg for eksempel en cheesecake, der var lavet af branflakes, blød feta og appelsinfrugtkød. Jeg synes, det er vildt sjovt at skulle være kreativ på den måde, og det er fedt at give råvarerne nyt liv.

Hvad fylder mest nu, musikken eller maden?

– Det gør musikken. Lige for tiden arbejder jeg fuld tid som musiker, men en gang imellem laver jeg noget catering. Forleden lavede jeg mad til Vega, og det var sjovt at skulle lave mad til andre musikere. Jeg har også lige lavet mad til en hel folkeskole, hvor jeg havde ti sjetteklasseelever med til at hjælpe med at lave mad til 250 mennesker. Det var vildt sjovt, men også en udfordring.

Er der noget, man skal være opmærksom på, før man søger ind på kokkeskolen?

– Det synes jeg egentlig ikke. Jeg har selvfølgelig hørt alle skrækhistorierne om frygtelige forhold i køkkenerne derude, men det er ikke noget, jeg selv har oplevet. Det er højst nogle få gange, der er nogle, der er gået over stregen. Miljøet er blevet meget bedre end før i tiden. Kokkeelever er også meget ældre i dag, end de var tidligere, hvor rigtig mange gik i kokkelære som 16-årige, så de finder sig nok heller ikke i så meget. Men ellers skal man kunne arbejde hurtigt, effektivt og rent. Og så skal man ikke være bange for at tage fat. Det er et fysisk fag. 

 

Blå bog:

Født den 14. april 1984

Har spillet trommer, siden hun var 10 år gammel.

Har optrådt med blandt andre Cherry Overdrive, F.M.K og Miss Fish & the Drowners.

Har været en fast del af Nelson Can siden 2012.

Uddannelse: Gastronom (kok) fra Hotel & Restaurantskolen i København.

Erhvervserfaring: Har siden 19 års alderen arbejdet på alt fra kantinekøkken til selvstændig catering, madspildsrestaurant, sushirestaurant og fancy fiskerestaurant.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA