x

Dagbog fra Kløften Festival: Party i provinsen

Dagbog fra Kløften Festival: Party i provinsen

Danmarks største festival er netop startet på Dyrskuepladsen i Roskilde, men vores lille land byder på meget mere festivallir end blot mastodonten – og det er ganske smukt. Jeg brugte min weekend i Haderslev i Sønderjylland, hvor Kløften Festival blev afholdt for 38. gang.

(Billederne i det tilknyttede galleri er ikke af folk omtalt i denne artikel, men stemningsbilleder fra festivalen)

Hver egn i Danmark har praktisk talt sin egen festival. I Sønderjylland huserer Tønder Festival og den lidt mere lokalt kendte Kløften Festival, som år efter år samler byens beboere og en lang række tilbagevendte sønner og døtre – der trofast returnerer til byen i den sidste weekend i juni. 

For en god håndfuld år siden startede mit Kløften-eventyr. Vi er en gruppe damer, der i studietiden fandt hinanden i Aarhus og har holdt sammen lige siden. En af de damer hedder Tanja, og hun er vokset op i Haderslev – og er naturligvis kommet på festivalen, siden hun var lillebitte. For det gør man, hvis man er fra byen. Faktisk forholder det sig således, at hvis man først har meldt sig ind i Kløften-fællesskabet, så bliver man ikke glemt. Og det forventes, at man kommer tilbage. År efter år.

Det første år vi var af sted, boede Tanjas far Jean oven på Haderslevs bedste værtshus, Buchs, der har været samlingspunkt for generationer af byens borgere i mange år, og som virkelig har sin primetime under Kløften Festival. Forholdsvis belejligt. Buchs ejes af Onkel E og Dorte, der siden første færd har budt de fremmede Aarhus-piger velkomne med åbne arme. De er også gode venner med Tanjas far, så jaja, vi har da haft en lille fordel fra starten. Og nu er vi ikke længere fremmede. For de personer vi har stiftet bekendtskab med gennem årene er vi blevet fast inventar i Kløften (som det hedder), og det forholder sig i den grad også omvendt. Vi har mødt en lang række vidunderlige mennesker, og en helt særlig gruppe drenge har vundet vores hjerter. Selvom vi til tider ikke ser hinanden i et år eller flere, så er gensynsglæden altid stor. Vi taler her om Claus-Allan, Møller, Dan, Lasse, Kasper, Nikolaj (også kendt som Troels... fordi det passede bedre den dag) – og deres venner og venners venner. 

Der er dog kommet en smule grus i maskineriet, for i 2015 startede der en festival i Odense ved navn Tinderbox. Den fynske nyopfindelse ligger i samme weekend som Kløften Festival. Sidste år, forrige år og året før dét var der bred enighed i Kløften-gruppen om, at man altså ikke bare skipper Kløften, fordi Tinderbox præsenterer et lineup, der kan give en mindre festival baghjul. Det skal lige siges, at flere af navnene på Tinderbøx faktisk også spiller i Kløften. Blandt andet Kato og Dizzy Mizz Lizzy. Nå, men i år mistede vi altså Kasper og Nikolaj til det moderne og større. Det gjorde ondt på mange og uendeligt mange snaps og beskeder blev sendt deres vej i håb om, at de ville blive misundelige og fortryde deres latterlige valg. Dog så det ud som om, at de nød deres Tinder. Og vi nød i den grad også vores Kløften. 

DAG 1

Kursen er sat, og efter en bustur til Åbyhøj, hvor første meeting point og opsamlingsstationen er placeret, er vi klar til at køre mod Haderslev. Esther, Rikke, Anna og undertegnede kæmper os ind i Jørgen (Esthers bil, der har 64 heste og plads som en sardindåse). Heldigt, at der ikke er tredive grader... Vi har selvfølgelig allesammen pakket lidt ekstra grej, for vi skulle nødigt gå ned på udstyr i de tre dage, vi skal være væk hjemmefra. Der er lige plads til vores arme over Rema-poserne med hovedpuder og sneaks, og lårene klistrer lækkert op ad Annas Ikeapose med Machester United-dynen i. Hvem fanden har også brug for aircondition. Efter en lille detour mod Silkeborg grundet excitement og manglende overblik finder vi vej til Haderslev – for femte gang.

Første stop er hos Dorte og Alfred – Tanjas mor og stedfar. Denne omgang Kløften handler nemlig ikke kun om gensyn med venner, musik og overflod af alkohol. Vi skal møde Tanjas baby Lennox for første gang, da hun er bosat i Florida (og stadig kommer hjem til Kløften!) – og har haft den frækhed at få et barn over there, som vi ikke har mødt endnu. Han er lige så sød som forventet, og imens vi beundrer hans store, brune øjne, får vi lige kastet de første fire-fem grænsehandlede dåsebajere i ansigtet. Stemningen er i top, Tanja er hjemme, og nu er vi sgu klar til at tage hul på Kløften 2018.

Andet stop er hos Jean. Tanjas far, vores husvært og vores allesammens Kløften-far og provider. I hans lejlighed er det mest unødvendige møblement som borde og stole fjernet til fordel for luftmadrasser, der er pustet op til lejligheden, og køleskabet er fyldt til randen med pilsner, classic og en seriøs mængde slavevodka, som i løbet af weekenden svinder skræmmende meget. 

Efter en masse hejhej og gensynsglæde er klokken efterhånden blevet mange, og vi bliver enige om, at vi skal få benene på nakken, hvis vi vil nå at se giraffen aka 90'er-succesen Aqua, der i anledning af underskud på bankkontoen eller fornyet spilleglæde, indtager Store Scene klokken 22.45. Festivalpladsen er placeret midt i Haderslev by, og derfra, hvor vi residerer tager det små ti minutter at nå indgangen. Priviligeret og overskueligt. Vi når derfor pladsen i tide, og finder ud af, at Aqua er en halv time forsinkede. Alt godt. Menneskemængden er mindre, end jeg husker, hvilket dog skyldes, at torsdagens throwback-agtige program er markant mindre end fredagens og lørdagens. Hit med 80'erne, Infernal, Aqua på Store Scene og fire forskellige dj's på den nyoprettede Beach Scene. Heriblandt Thomas Madvig, der engang var vært på MTV i 90'erne. 

Foran den store scene, hvor Aqua nu er ankommet er der dog tætpakket, og nostalgien er intakt igennem det første nummer eller to. Som soundtrack til vores opvækst i 90'erne har Aqua en af de pladser, hvor man bliver mindet om, hvilken farve ens værelse havde, da "Barbie Girl" kom ud, og hvilken dreng fra klassen man var hemmeligt forelsket i. Desværre sætter René Difs overgearede og forholdsvis fallerede forsøg på at være ung med de mange nyudklækkende studenter en stopper for morskaben, og det bliver alt i alt bare et pinligt gensyn med noget, der var fedt og nyskabende engang. Og som nu mest af alt virker tåkrummende og akavet. Lene Nystrøms stemme var dog stadig imponerende og ditto Søren Rasteds energi i maskinrummet, der i dagens anledning befandt sig i et oversavet, pink dollargrin. Det virkede i øvrigt også som om, at de unge mennesker oppe foran havde en gevaldig fest - selvom de nok ikke kendte Aqua fra dengang, de tjente mere hjem til Danmark på eksport af deres musik end den samlede danske svineproduktion. 

Aqua slog os ud, og som de efterhånden ældre damer, vi er, tog vi hjem og lå under dynerne inden klokken slog 01.00.

DAG 2

Modsat de fleste andre festivaler, vi har deltaget i gennem tiderne, så involverer Kløften ikke morgener med 80 graders telte og 200 meter til nærmeste toilet. Vi vågner på dag to i trygge rammer hos Jean uden alt for ondt i hovedet med direkte adgang til tømmermandsdræber nummer et, vandhanen, og tømmermandsdræber nummer to, reperationsbajeren. En af de faste traditioner på Kløften for os er brunch på Buchs fredag og lørdag, og i år kommer vi rent faktisk til tiden – som er klokken 11. Og det var klokken 11. Forrige år skippede vi brunchen en dag og kom i særdeles bad standing hos Dorte, der forsikrede os for, at den brunch praktisk talt kun eksisterer for vores skyld. Selvom en god del af de faste Buchs-gængere også nyder godt af gæstfriheden og den overdådige start på dagen.

Så i år var der ingen slinger i valsen, og med vores nye, modne tilgang til festivallivet indfandt vi os i solen og fik noget, der minder om den bedste start på en festivaldag, man kan tænke sig. Kakao, juice, kaffe, rundstykker, rugbrød, varm leverpostej, bacon, scramled eggs, 74 forskellige slags pålæg, ost, Galle & Jessen, butterdej med rejesalat, vandmelon og alt muligt andet hejs. Så tak for den, Dorte! 

Tradition nummer to fredag under Kløften er karneval. Buchs ligger på gågaden, og hvert år sidder vi udenfor med en Fuglsang i hånden og ser børn fra alle byens institutioner komme padlende i strutskørter og tematøj. Det er nu meget hyggeligt. Da de sidste børn har danset af, får vi en melding om, at de sidste damer i gruppen lige er kørt ind i Haderslev. Gry og Katja skippede torsdagen, fordi de begge har fået megamange børn. Vi render dem i møde de 30 meter, der nu engang er til vores midlertidige bolig, og efter udpakning og mere hejhej indtager vi Jeans stue med Dan, Lasse og Møller, der sørger for, at vi får en griner på i noget, der minder om fire timer uafbrudt. Promillerne følger trop, og dagen byder på koncerter med navne som C.V. Jørgensen, Go Go Berlin, Mads Langer, Queen Machine, L.O.C., Jesper Binzer, Gangway, Skinz, Love Shop, Aksglæde og mange flere. Et forholdvis gedigent festivalprogram.

Vores provinsparty starter for alvor, da vi tropper op til Queen Machine. Ja, hernede kan man åbenbart godt proppe et kopiband på den store scene – til enormt stor begejstring fra de fremmødte. Det er første gang, jeg oplever Queen Machine. Jeg har altid haft en aversion mod kopibands, så jeg har holdt mig på afstand af den slags i mange år. Da de starter, og forsangeren spytter de første toner ud over den massive folkemængde af blandede studenterhuer og grå hår råber Katja ind i mit ansigt: "Han er da vist æ nogen Freddie." Men som koncerten skrider frem bliver vi mere og mere overbeviste og ender med både gåsehud og medskrål for alle pengene. Det er sådan noget, Kløften gør ved én. Fuck den såkaldte dårlige stil, fuck underminering af guilty pleasures og fuck musiksnobberi. Vi har det bare grineren. 

Efter succesen planter vi os solidt på det støvede underlag, imens vi skiftevis render på toilettet og i baren efter kander med White Russian, Strawberry Daiquiri, Dark & Stormy og Brandbil (jo, vi gjorde!). Vi er enige om, at vi vil genfinde vores store, fælles kærlighed til L.O.C., der indtager Store Scene som det sidste act. Den er nemlig visnet lidt i takt med, at alderen er steget. Da der er tyve minutter til koncerten, begynder vi at blive omringet af mange mennesker. Unge mennesker. Nogle med huer – andre uden. Da koncerten går i gang skriger vi, som var det for ti år siden, da vi så Liam O' Connor spille på Orange på Roskilde og det kilder helt ned i maven. Imidlertid er vi omringet af børn, der ikke har nogen form for idé om, hvordan man opfører sig til en koncert. Albuerne flyver rundt om ørerne på os, og fadøllene bliver hældt ned ad nakken på os. Ja, det kan hurtigt lyde som om, at vi er nogle gamle sure kællinger, men med den mængde koncerter, vi har været til i årenes løb og med sammenligningen af andre og større festivalers koncertgængere, så var det her sgu helt særligt irriterende. 

Én ekstra irriterende ung dude begynder decideret at skubbe til Gry, og da hun (meget venligt) beder ham om at fjerne sine fingre fra hendes ansigt, albuen fra hendes skulder og knæene fra hendes ben, bliver han fjendtlig, truende og pegende i typen, og et kort øjeblik overvejer vi syv damer en lillebitte plet på straffeattesten – bare for at få ham til at holde op. Det bliver naturligvis ved tanken. Vi skrider og efterlader det kaos, der er, midt for scenen – som vagterne tydeligvis ikke har noget idé om. Heldigvis har L.O.C. en fuldstændig formidabel lydmand, og selvom vi ender helt ude i siden, hvor pladsen er bedre, men udsynet mindre, så er lyden decideret fantastisk. Og L.O.C. vækker minder og puster liv i vores gamle, musikalske crush. Fantastisk koncert.

DAG 3

På den igen. En smule sløvere end dagen forinden kæmper vi os op til brunch. Den er jo trods alt lavet for vores skyld, ifølge Dorte. Tredjedagen på Kløften starter mere afdæmpet end de to foregående, og da vi har indtaget maden, nulrer vi langsomt tilbage til Jeans lejlighed for at gøre os festivalklar... og måske også for at tage en lillebitte lur. Den langsomme start gør, at vi går glip af både Folkeklubben og Nelson Can. To acts, vi i den grad havde glædet os til, og som vi helt sikkert fanger senere på sommeren. I det hele taget er lørdagens program også forholdsvis fornemt. Ud over de førnævnte spiller Marie Key, Burhan G, Phlake, Dizzy Mizz Lizzy, Carl Emil Pedersen, Kato, Soleima og mange flere.

Dagens såkaldte forfest blegner en smule i forhold til gårsdagens, hvor drengene gjorde os behageligt selskab, men vi får snakket en hel del og kæmper lidt med at få Gin&Tonics ned. Efter liiidt for mange timer i sløvhedens tegn drager vi over mod Buchs, hvor vi forsøger at løfte stemningen med en pædagogisk klappeleg (ja, jeg har praktisk talt kun veninder, der er pædagoger, og det er nogle gange irriterende og nogle gange kærkomment). For nogle virker legen. For andre ikke. Jeg må simpelthen kaste håndklædet i ringen, og med et par tanker rettet mod, at jeg skal stå skoleret på Roskilde Festival mandag formiddag, så kapitulerer jeg. De andre følger med, men blot for at hente gåbajere.

De fortsætter op på pladsen, hvor Burhan G giver anledning til en enkelt tåre i øjenkrogen, et mindre angstanfald og en hel del skrålen – er jeg blevet fortalt. Det samme gælder Dizzy Mizz Lizzy. Et band der virkelig deler vandene i vores lejr. Nogle er helt nede med Tim C og co., og andre kan praktisk talt ikke klare mere Dizzy i dette liv. Pigerne overværer koncerten og det efterfølgende festfyrværkeri, der traditionen tro sætter punktum for Kløften Festival. Endnu et dejligt år og endnu engang et glædeligt gensyn med virkelig dejlige mennesker. 

Støt op om din lokale festival! Der er hundredevis er ildsjæle, der kæmper for at stable disse arrangementer på benene, og som danner grobund for sandsynlige venskaber, usandsynlige venskaber og dejlige musikoplevelser. Konkurrencen i festivaldanmark er stor, og jeg opfordrer kraftigt til at smutte ud i sommeren og deltage i både de små, de større og de største festivaler, for de har alle deres charme. Og det har Kløften også. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA