Portræt: I dag er det 30 år siden, Nico døde

Portræt: I dag er det 30 år siden, Nico døde

"I'll be Your Mirror / Reflect what you are," sang Nico på "The Velvet Underground & Nico" – albummet, som indskrev den tyske fotomodel i rockhistorien og markerede starten på en usædvanlig, musikalsk karriere et sted mellem avantgarderock, singer/songwriter-dyder og tysk lieder-tradition.
 
Og en karriere, hvor de hårde stoffer forblev en fast følgesvend helt frem til sangerindens tragiske død efter et cykelstyrt på Ibiza i sommeren '88. Det er 30 år siden i dag, at vi måtte sige farvel til kvinden bag særegne skiver som "Chelsea Girl" (1967), "The Marble Index" (1969) og "Drama of Exile" (1981)
 
En tilstrækkelig anledning til at mindes Nico og til at kaste et blik på de skygger, hun stadig kaster. For Nico er nemlig blevet netop det, hun sang i den ovenfor citerede linie - et spejl og en rollemodel for en lang række senere sangskrivere. GAFFA har talt med en af de danske disciple, singer-songwriter Emma Acs, med Velvet Underground-kollegaen John Cale, som i egenskab af producer og ven fortsatte samarbejdet med Nico gennem hele karrieren, og med Trine Dyrholm, som sidste år portrætterede ikonet i filmen Nico, 1988
 
John Cale: Hun ville ikke være en kvinde
 
Strasbourg, november 2011. John Cale sidder på et hotelværelse i den franske provinsby og har sat en halv times tid af til en telefonsamtale med undertegnede. Anledningen er egentlig Cales første nye album i syv år, men det falder naturligt at komme omkring den afdøde kollega Nico. Modsat Velvet Underground-makkeren Lou Reed afviser Cale ikke kategorisk at tale om "gamle dage", og da jeg beder ham beskrive sit private og professionelle forhold til den plagede sangerinde, svarer han beredvilligt:
 
- Hun var et meget privat menneske, og hun havde gennemgået adskillige forandringer. Da hun kom til New York, og Andy (Warhol, red.) indlemmede hende i bandet, havde hun hidtil været en højt profileret fotomodel. Og hun brød sig ikke om det billede af sig selv, som kvinde. Hun ønskede virkeligt at ændre det og blive til noget mere kreativt, fortæller Cale og fortsætter:
 
- Hun blev venner med Jim Morrison, og Andys måde at hjælpe hende var at sige, at hun bare skulle gå ud og gøre det, hun virkelig følte hun burde gøre. Så hun købte et harmonium, og hun var muligvis døv på det ene øre, men det betød ingenting. Hun begyndte at skrive lyrik og synge, og tog virkelig sit liv i en totalt anderledes retning. Og på den ene side var det virkelig et modigt greb, men på den anden blev hendes liv i smertelig grad styret af hendes fysiske behov.
 
Det søde liv
 
Nico blev født i Köln i oktober '38 - fem år efter nazisternes magtovertagelse - men flyttede tidligt til Berlin med moderen, efter faderens død under krigen. I teenageårene indledte Nico en karriere som fotomodel efter at være gået ud af skolen som 13-årig og begyndt at arbejde i undertøjsafdelingen i butikskæden KaDeWe. Siden blev den unge model taget under vingerne af fotografen Herbert Tobias, som forsynede hende med kunstnernavnet Nico.
 
Nico flyttede til Paris, og i de følgende år fulgte mindre filmroller - blandt andet i Fellinis klassiker "La Dolce Vita" fra 1960. Da var Nico rykket videre til New York, hvor hun skulle grundlægge såvel sin musikalske karriere og det stofmisbrug, som Cale hentyder til i citatet ovenfor. Her blev Nico introduceret for folk som Bob Dylan og Brian Jones - og for popkunstneren Andy Warhol og hans makker Paul Morrissey.
 
Roller i eksperimenterede film som "The Closet", "Chelsea Girls" og "Imitation of Christ" fulgte. Og da Warhol i '65-'66 valgte at hyre et eksperimenterende ensemble ved navn The Velvet Underground som husorkester i sit udvidede atelier The Factory, blev Nico anbragt i front, trods tyk tysk accent og en alt andet end konventionel sangstil.
 
Tragisk chanteuse
 
Aarhus, august 2013. Cale besøger den jyske provinshovedstad i anledning af årets Aarhus Festuge,  hvor han skal opføre hele albummet "Music for a New Society." Han ankommer flere dage i forvejen, og indvilliger i en halv times rendezvous på sit hotel. Da han kommer ind i den tomme restaurant, vi er blevet anvist, afslører den åbentstående blazer en T-shirt med et lille, rektangulært sort/hvid-foto af Nico.
 
Og igen falder snakken uundgåeligt på den tragiske chanteuse, der i 1967 både medvirkede på The Velvet Undergrounds banebrydende debutalbum "The Velvet Underground & Nico" og udsendte solodebuten "Chelsea Girl" med materiale af blandt andre Dylan, Jackson Browne, Tim Hardin og kollegerne Lou Reed og John Cale. 
 
Selv undsagde Nico siden debuten ("Jeg bad om enkelthed, og så overdængede de det med fløjter!"), og da hun to år senere vendte tilbage med albummet "The Marble Index" var det da også i et både mørkere og mere eksperimenterende modus - og med John Cale bag mixerpulten.
 
Den plads skulle han siden indtage ved flere lejligheder, ligesom de to stod på samme scene ved enkelte lejligheder i første halvdel af halvfjerdserne - foreviget på albummene "Le Bataclan '72" (med Lou Reed og John Cale) og ikke mindst "June 1, 1974," som dokumenterede en koncert i London med blandt andre Brian Eno, Cale, Kevin Ayers og Nico. Efter Nicos død har John Cale været involveret i flere hyldestkoncerter, og ifølge Cale har disse også afsløret et og andet om den arv, Nico efterlader: 
 
- Det første, du gør, er selvfølgelig at se på, hvem der vil være interesseret i at fortolke bagkataloget. Hvilke sange vil passe hvilke personer og så videre, og hvem er overhovedet interesseret i at deltage. Og det viste sig, at det overvejende flertal af dem, der var interesserede i at medvirke, var yngre kvindelige kunstnere. Som allesammen anerkendte hende for at have sat en standard for stålsathed og poetisk begær. Hun var døv på det ene øre, hun var tysktalende og begyndte at skrive sange på engelsk... indimellem var der enkelte på tysk. Men det viste sig virkelig at være de unge singer/songwritere, som beundrede hende... og sådan har det været siden.
 
Du har indimellem beskrevet, hvordan Nico afskyede at blive reduceret til den smukke blondine; at hun ønskede en mere seriøs kunstnerisk anerkendelse. Men på et lidt dybere, psykologisk plan, hvorfra tror du så hendes personlige problemer udsprang?
 
– Det faktum, at hun ikke ønskede at være en kvinde. Hun så ikke sig selv som en kvinde. Både styrkerne og problemerne udsprang af det. Hun var træt af den overfladiske idé om sig selv som en tysk skønhed, allerede da hun sluttede sig til bandet (Nico blev indlemmet i The Velvet Underground i '66 og medvirkede på gruppens første album, red.), for hun troede ikke, at hun ville passe ind nogen steder, som kvinde.
 
– Men folk opfattede hende jo som en kvinde, og det kunne hun ikke lide. Det var som Bradley Manning: "Jeg har været en kvinde, siden jeg var 18; nu vil jeg gerne være den person, jeg hele tiden har været." Den forvirring, det ubehag ved at blive misforstået og ikke værdsat i tilstrækkelig grad.
 
Du samarbejdede jo med hende efter The Velvet Underground og har ved en tidligere lejlighed fortalt mig, at hun var en meget privat person. Men hvordan var jeres forhold egentlig, privat og professionelt?
 
– Jeg var hendes ven. Jeg betragter mig selv som en, hun gik til for at få kunstneriske råd. Jeg plejede ikke omgang med hende hele tiden, men når det var tid til at lave en plade, dukkede hun op. Det var som om, hun begyndte at skrive kønnere sange, som årene gik... og der var altid en overraskende sang, med en simpelt smuk melodi, med i bagagen. Og alle de her forskelle kom frem, da vi lavede hyldestkoncerterne. Alle var overraskede over variationen...
 
Emma Acs: Et godt kvindeligt forbillede
 
At Nico har spillet en væsentlig rolle for senere kunstnere - ikke mindst de kvindelige - giver sig også udslag herhjemme, hvor den københavske sangerinder Emma Acs ikke tøver med at fremhæve Nico som en vigtig rollemodel. Den unge sangerinde er især glad for "Chelsea Girl," men fremhæver ikke mindst styrken i selve karakteren, figuren Nico. Hun hørte første gang den karakteristiske, mørke stemme som 15-årig, og fortæller her om sit forhold til Nico. 
 
70'ernes musikscene var fyldt med markante kvinder... hvad var det særlige ved Nico efter din opfattelse?
 
– Hendes person... hendes persona i Factory-tiden og i The Velvet Underground. I det crowd skilte hun sig ud som en anderledes kvindetype. Meget majestætisk, hun så meget hård ud,  var meget maskulin på en dominerende og små-intimiderende måde. Meget powerfuld. Hun virkede ikke særligt opmærksomheds-krævende, men alligevel havde hun en meget kraftfuld udstråling. Majestætisk.
 
– Hun virkede på en eller anden måde meget stor - hun var en meget stor kontrast til de andre piger (i Warhol-miljøet, red.); for eksempel en Edie Sedgwick, som var en meget mere fin, lille overpyntet pige. Med sin mørke stemme var Nico en helt anden type karakter...der var noget ur-agtigt over hende. Hun er også blevet kaldt en "amourøs viking"....det passer meget godt.
 
Jeg spurgte for nylig John Cale, hvorfra han mente - sådan rent psykologisk - at Nicos mange dæmoner stammmede. Han svarede prompte: "Fordi hun ikke ønskede at være en kvinde"......
 
...Og det er netop en af de ting, den dér udstråling, som jeg har været fascineret af......fordi jeg selv har været lidt af en drengepige. Så hun har for mig været en symbol på en mere maskulin, stærk kvindetype.
 
Hvad er det ved Nico der inspirerer dig - som kunstner og som kvinde?
 
– Da jeg var yngre, identificerede jeg mig meget med hende, af de årsager vi lige har været inde på. Hun var mere en inspiration i forhold til udviklingen af min egen personlighed end som kunstner som sådan. Hun var nærmest en slags galionsfigur for The Velvet Underground...hun var utroligt vigtig i bandet, selvom hun kun spillede tambourin og sang lidt. Det var en ting, jeg rigtig godt kunne lide.... hun var i høj grad en karakter.
 
Hvornår stødte du på hende første gang?
 
– Da jeg var cirka femten år og hørte Velvet Underground for første gang...i niende klasse fik jeg et stort Velvet Underground-trip, og hun blev en rollemodel....for en pige, som ikke nødvendigvis skulle være super feminin eller meget sød. En pige, som spillede i band med drengene, og som var lidt mere hårdfør. Hun var bare utroligt u-feminin, og alligevel helt vildt elegant og smuk.
 
– Jeg købte banan-pladen ("The Velvet Underground & Nico" fra 1967, red.) og kunne rigtig godt lide de sange, hun sang - især "I'll be Your Mirror". Jeg kunne rigtig godt lide hendes stemme. Og synes bare, at hun var virkelig sej.
 
Har du så efterfølgende dykket ned i solokarrieren - og har du et yndlingsalbum?
 
– Ja, det er helt klart "Chelsea Girl" (debutalbummet fra '67, red.)
 
Hvad er det, det album kan?
 
– Den er utroligt stemningsfuld...på en måde rigtig trist. Det er en plade, jeg ofte hører, hvis jeg er lidt træt eller mut til mode. Den er ret sød og utroligt smuk...men den er så stemningsfuld, at man virkelig skal være indstillet på at være i dét humør for at høre den. Den drager meget hurtigt éen ind i en stemning, som man skal være forberedt på.
 
For det Nico også kunne med sin stemning og sin person... hun var utroligt overbevisende og nærgående med sin musik, synes jeg. Det er ret powerfuldt at høre hendes musik; det er ikke noget, man bare sætter på. For mig er det i al fald ikke.
 
Hvad kan yngre sangskrivere i dag lære af Nico?
 
– Rent vokalmæssigt kan man lære at finde skønhed i sin egen klang... selvom det er en mørk  stemme, eller en utroligt træt stemme, er det væsentlige, om det er en ærlig stemme. Ens egen stemme.
 
Det er en god pointe. Hvis du kigger dig omkring i det musikalske landskab i dag - herhjemme og internationalt - hvem tænker du så, man kan pege på som Nicos arvtagere? Kan du få øje på nogen, som fører det hun kunne videre?
 
– Jeg har virkelig svært ved at sammenligne nogen med Nico. Forsangeren i Beach House (Victoria Legrand, red.) lyder som en, der godt kunne have Nico som forbillede, hun ligner hende vist også lidt. Men det er svært at sige, for folk sætter jo også deres eget præg på tingene. Og det er også svært at sætte alle, som har en mørk stemme og langt, lyst hår med pandehår i en bås. Det er lidt for naivt på en måde.
 
– Men jeg er sikker på, at hun har inspireret ret mange - i tresserne og årene umiddelbart efter - til at tænke ud af den dér boks med, at piger skulle synge lyst, fint og korrekt. Pænt og skolet. Og i stedet spørge "hvordan er det naturligt for mig at synge?" - og så finde den stemme frem. Men det er svært at svare på, hvordan det er for andres vedkommende - om jeg tror, at de har været inspirerede eller ej.
 
Ok. Betragter du Nico som et af dine væsentligste forbilleder - eller er hun en blandt mange?
 
– Hun er det stadig, men har måske især tidligere været en rigtig stor inspiration for mig. Fordi jeg voksede op som en pige, der kunne identificere mig med hende som person. Og som sangerinde, som kunstner. Hun har været vigtig på den måde at hun har mindet mig om, at... hun har inspireret mig til at udvikle mig, som jeg har gjort. Hun har været et godt kvindeligt forbillede for mig, i al fald... og sikkert for mange andre, tror jeg. 
 
Hun har mere været en rollemodel end et musikalsk forbillede? Der er nok nogle, der ville mene at hun med sin livsstil var en noget tvivlsom rollemodel...
 
– Haha, ja, jeg har ikke tænkt, at jeg skulle efterleve hendes livsstil... Nico i firserne er jo for eksempel ikke en person, man har lyst til at identificere sig med.
 
Nej, det var et trist endeligt...
 
– Ja. men det var også noget af det, som gør, at selve historien bliver smuk. Den triste, sørgelige historie om den tyske pige, der startede som striptease-danser og blev superstar, inden det gik nedad bakke igen. Det er næsten helt "Pigen med svovlstikkerne"-trist.
 
Trine Dyrholm: Nico var vild, kompleks og ikke specielt likeable

”Hun var ret vild, ret kompleks og ikke specielt likeable. Det har været en utroligt spændende udfordring at finde hullerne ind til hende og forsøge at forstå noget af hendes kaos.”

Ordene kommer fra skuespillerinden Trine Dyrholm, og sigter til den afdøde avantgarderocklegende Nico, som Dyrholm bringer til live i filmen Nico, 1988 fra 2017.

Filmen følger Nico i månederne op til hendes død ved et cykelstyrt på Ibiza, 49 år gammel. Forud var gået en usædvanlig karriere og levnedsforløb. Fra Berlin før krigen, over Fellini-film, modeljob, Andy Warhol og The Velvet Underground til den kompromisløse solokarriere og mørke mesterværker som The Marble Index og The Drama of Exile.

I oktober 2017 kunne Nicos debutalbum fejre 50 års jubilæum, og der er således god grund til at tegne et portræt af den enigmatiske tysker og hendes livslange kamp for at undslippe sit eget ikon og blive anerkendt for sin kunst.

Dyrholm kalder rollen som den aldrende, heroin-hærgede Nico en af sin karrieres ”absolut største og sværeste udfordringer” og fortæller her om arbejdet med filmen. 

Ikke imitation

Hvordan forberedte du dig til denne her rolle? Hvordan pokker forvandler man sig til den midaldrende Nico?

Jeg har gjort det, at jeg har set nogle forskellige koncerter og interviews fra den periode, filmen omhandler, som jeg har fundet på nettet. Og set den dokumentarfilm, som hedder Nico: Icon. Og så har jeg egentlig mest af alt gået til det på min egen måde – forstået på den måde, at jeg var meget opmærksom på, at det ikke skulle være en imitation. Det skulle være min version. Jeg er jo på ingen måde hende, og kan heller aldrig blive det.

Så jeg har været meget opmærksom på, at jeg for eksempel skulle finde en måde, jeg kunne synge de der sange på. Og det blev faktisk min nøgle til rollen: At gå i studiet, arbejde med sangene og prøve at finde en eller anden måde, jeg kunne synge sangene på. Finde en stemme, som kunne være hendes – og min. Senere hen kom der så en paryk, tøj og sådan noget. Så det har været karakterarbejde på den måde.

Er du stødt på nogle ”identifikationspunkter”, hvor du kan se dig selv i Nico-figuren og vice versa?

Hun var jo meget anderledes end mig – men selvfølgelig kan man finde nogle ting. Jeg startede selv meget tidligt i branchen. Og har været on the road, på turné som musiker, i nogle år da jeg var ganske ung. Det var så en anden genre – det var popmusik – men det er jo stadig hele den måde at være på tur.

Og den her film handler om et band, der er på tur – koncerter og alt det dér – og hele det dér musikerliv kender jeg godt lidt til. Samtidig er det også en mor/søn-historie, og jeg kan selvfølgelig også relatere til at være mor og ikke altid synes, at man gør det lige godt….

Offentligheden har et billede af Nico – det er let at anskue hende som en tragisk skikkelse i kraft af hendes stofmisbrug og så videre. Men så endimensionelle er der jo ingen af os, der er. Hvad tænker du er de centrale ting er at forstå om Nico – hvad var hun for skikkelse?

Jeg læste dit interview med John Cale for nogle år siden, hvor han taler om Nico – og en af hans pointer der var faktisk også noget af det, jeg selv faldt over i min forberedelse. I et interview, i hendes senere dage, bliver hun spurgt om, hvorvidt hun fortryder noget.

Og så tænker man jo umiddelbart, at der er mange ting som hun kunne nævne – det er der for os alle sammen. Men hun svarer: ”Nej, jeg fortryder intet, ud over at jeg blev født som kvinde og ikke en mand.” For mig var det en meget interessant nøgle.

Jeg tror ikke, at hun ville være en mand.  Men jeg tror, at det dér med at være en meget smuk kvinde – som hun jo var og blev ikoniseret for – hjemsøgte hende ret meget. Og det er også temaet i filmen: At hun på en eller anden måde tog afstand fra skønhed – og måske fandt sig selv, senere i livet. At hun kæmpede imod den ikonisering.

Det er blandt andet et tema i filmen, at hun hele tiden bliver bedt om at forholde sig til dengang – ”kan du ikke fortælle noget om Andy Warhol? Kan du ikke fortælle noget om The Velvet Underground”, ikke? – og egentlig er ret irriteret over det, fordi hun jo er på turné med sin egen plade og hellere vil tale om det. Jeg tror, hun kæmpede meget med gerne at ville respekteres som kunstner og ikke som ikon.

At hun jo nærmest var Kvinden – og samtidig foragtede hele den dér beauty-ting.  Jeg ved det jo ikke, men jeg tror, der har været noget med hele det med at være kvinde i den branche, som har været problematisk for hende. At være defineret af mænd…..

Ikke en pleaser

Er du selv stødt på den problematik – at blive reduceret til sit køn, i en vis forstand – i dit kunstneriske arbejde? Er det blevet bedre på den front, eller er det stadig en aktuel problematik?

Det kan det godt være. Jeg synes ikke selv, at jeg kæmper så meget med det. Men nu har jeg også gjort en dyd ud af at spille nogle meget maskuline damer. Jeg synes, at det er spændende at udfordre.  Jeg synes, at jo mere man kan have nogle nuancerede roller – både i den ene og den anden kønsmæssige afdeling – jo bedre.

Tænker du, at Nico var en foregangsfigur, i den henseende? Altså, hvori består det aftryk, hun har sat?

I vores version er det jo den måde, hun ikke er en pleaser på. Det er meget interessant, synes jeg. Hun havde sin helt egen måde at gøre tingene på. Noget, som hun gav udtryk for i interviews – og som også er med i vores film – er, at hun ikke var specielt interesseret i det kommercielle.

Altså, hun lavede sin kunst, og så måtte folk ligesom komme eller lade være. Og det er der et eller andet ret befriende over, synes jeg. Der er et feministisk islæt i vores version af Nico – og på den måde kan man godt sige, at hun har sat et aftryk.

Det er et interessant greb, at man har valgt at lade den nye film fokusere på hendes sidste år. Hvad tænker du om, at det er blevet gjort på den måde – frem for en mere traditionel, lineær biografisk film?

Jeg synes, det er et interessant greb. På en vis måde handler filmen om identitet; om at finde sin vej og finde sig selv. Og det tror jeg, hun gjorde ret sent i livet. Hun blev jo også clean til sidst.

Jeg synes, det er et interessant greb, fordi hun var så defineret, via noget andet, i starten af sin karriere. Som model, og siden med Andy Warhol og The Velvet Underground. Så fik hun ligesom sin solokarriere og tog rundt med den.

Men i al fald har instruktøren valgt det greb. Hun blev meget provokeret af en eller anden sætning et sted om, at Nico var fed og færdig, da hun var omkring tredive. At hun ligesom røg ud af glamouren og så var færdig. Og det blev hun provokeret af, fordi hun opdagede hele Nicos soloproduktion og opdagede den dimension af hende.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke vidste ret meget om Nico, da jeg blev tilbudt rollen, ud over at jeg relaterede hende til The Velvet Underground. Da jeg så googlede hende og fandt alle modelbillederne, kunne jeg selvfølgelig kende hende. Men jeg kendte ikke ret meget til hende.

Indre kaos

Hvordan har du det personligt med hendes musik? Siger det dig noget? – og har du i givet fald nogen yndlingsplader?

Jeg har ikke lyttet til det hele. Men jeg har lyttet til den del af det, og jeg synes, at noget af det er utroligt interessant – og meget kompliceret. Jeg kan fornemme på mange mennesker, at hun har sat et aftryk og inspireret utroligt mange mennesker. Blandt andet med The Marble Index. I filmen er der i øvrigt to covernumre med, som hun aldrig har sunget, men som giver mening, når man ser filmen. Det er også en måde at vise, at det ligesom er vores version af Nico.

Hvad har været vanskeligt i arbejdet med filmen? Hvilke vanskeligheder har præsenteret sig undervejs?

Det er der mange ting, der har. Jeg synes det har været svært at kaste sig ud i at lave sådan en vild karakter. Hun var ret vild, ret kompleks og ikke specielt likeable. Det har været en utroligt spændende udfordring at finde hullerne ind til hende og forsøge at forstå noget af hendes kaos.

Jeg tror, hun kæmpede med rigtig mange ting. Det er i al fald også vores historie. Hun kæmpede jo også med at være barn af krigen. Hun var født i 1938 – lige før krigen – og døde i ’88, året før Murens fald. Hun var i den grad et krigsbarn, eller efterkrigsbarn, og var plaget af det. Og havde også en lidt provokerende attitude til det. Jeg tror, at det hjemsøgte hende rigtig meget at være tysker.

Kan du få øje på nogen musikere – i samtiden eller siden – som du tænker er beslægtede med Nico?

Det synes jeg er svært at svare på. Men noget af det, som gjorde mig nervøs for at skulle gestalte hende, var at hun havde en så speciel stemme. Og en speciel attitude til det hele. Det var jo rigtig punk, ud fra hvad jeg forstår ved det begreb.

Jeg var inde og se en koncert med Patti Smith for nogen tid siden, og det er jo samme periode – de var unge på samme tid. Men det er jo alligevel noget helt andet. Patti Smith besidder en kæmpe urkraft, synes jeg – men det er jo ikke ødelagt, på samme måde som hos Nico. Nico var jo virkelig en dødsengel, i sin musik.

Hvilken rolle tænker du den her rolle indtager i din samlede produktion, i dit bagkatalog?

Jeg vil sige, at det er en af de absolut største og sværeste udfordringer, jeg har haft. Og jeg er glad for, at jeg har fået den på det her tidspunkt i mit liv, hvor jeg trods alt føler mig erfaren nok til at tage imod sådan en udfordring. Og nu gik det jo heldigvis godt. Men jeg kan love dig for, at jeg var et rystende nervevrag, da vi skulle have premiere.

Det er meget specielt at spille en, som har levet i virkeligheden, og som folk har meninger om. Det er også derfor, jeg er blevet oprigtig glad for, at flere anmeldere har påpeget netop det dér med at det er vores version frem for en imitation. For det er noget, som jeg har arbejdet virkelig hårdt for. Det er vigtigt, at det står som en universel figur, i en film – det skal kunne stå for sig selv.

Nico døde efter et cykelstyrt på den spanske ferieø Ibiza i juli 1988, 49 år gammel. Nico gav en række danske koncerter i 1982-83, hvor hun blandt andet optrådte i Saltlageret og Montmartre i København og århusianske Stakladen. Et år forinden havde hun udgivet albummet "Drama of Exile," og i forbindelse med udgivelsen udtalt: "Min plade hedder "Drama of Exile" fordi mit liv har været et eksilets drama. Jeg er blevet en fuldstændig fremmed for mig selv."
 
John Cale har været involveret i flere hyldestkoncerter til den afdøde kollega de senere år, hvor også navne som Kim Gordon, Gregg Dulli og Mark Lanegan har optrådt.
 
Emma Acs debuterede med anmelderroste "Champagne" i 2011 og fulgte det i 2015 op med Give in to Whatever. I 1995 udgav instruktøren Susanne Ofteringer den udmærkede dokumentarfilm "Nico/Icon", og i 2012 udkom en omfattende boks-udgave af "The Velvet Underground & Nico" i anledning af albummets 45 års jubilæum.
 
Lyt til Nico med Velvet Underground i "I'll Be Your Mirror":


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA