Guide: 10 navne, du skal se på Smukfest

Guide: 10 navne, du skal se på Smukfest

Så er Smukfest for alvor i gang med masser af musik ugen ud. Traditionen tro har vi fundet et par håndfulde navne, du absolut ikke må gå glip af, hvis du er på festivalen. Rigtig god festival!

 

MØ, Bøgescenerne, onsdag 19.30

Danmarks internationale popstjerne giver sin anden af kun tre danske koncerter i år, og måske får vi smagsprøver på hendes længe ventede andet album, som har fået titlen Forever Neverland og er på gaden 19. oktober – og bliver hendes første album i mere end fire år. GAFFA uddelte hele fem stjerner, da MØ gav koncert på Heartland i juni og skrev blandt andet:

"Det står også snart klart, at MØ kommer langt med få virkemidler. Hendes band består foruden hende selv at blot tre personer på henholdsvis keyboard, guitar og trommer, og scenografien er reduceret til fem store flader tæt besat med lyspærer, og det viser sig at være rigeligt."

LÆS OGSÅ: Pigen fra Fyn på alt andet end gyngende grund

 

Britney Spears, Bøgescenerne, onsdag 23.15

Hun har ikke det allerbedste live-ry rent musikalsk, men plejer at levere et spektakulært show, så naturligvis skal man være der, når den amerikanske popstjerne giver sin første danske optræden siden Jyske Bank Boxen i 2011. Dengang var GAFFAs anmelder ikke imponeret. Han uddelte beskedne to stjerner med blandt andet følgende ord:

"Det kørte meget godt for det mekaniske udtryk. Britney er et urværk, der ikke går i stå, uden at man hurtigt finder nøglen og trækker det op igen."

LÆS OGSÅ: Timet, tilrettelagt og lige så menneskeligt som en Barbiedukke på Duracell-batterier

Britney Spears var senest albumaktuel i 2016, hvor hun udsendte albummet Glory, og hun arbejder i skrivende stund på sit tiende album.

 

Maximillian, Bøgescenerne, torsdag 13.45

Han er kun 20 år, men soulpopsanger Maximillian med efternavnet Rasmussen har alledere haft to hits med mere end 1 million streams på Spotify hver især, "Higher" og "Heard (Draft)". Han har endnu kun udgivet singler, fem af slagsen over det sidste år, men allerede haft sin egen serie på DR3. GAFFA anmeldte ham sidste år på Wonderfestiwall, hvor vi uddelte fire store stjerner med blandt andet følgende ord:

"Maximillian har utvivlsomt en gudsbenådet vokal og en følsomhed, som mange musikere kun tør drømme om. Alt syner yderst ambitiøst og gennemtænkt, og kommer fremtidige numre samt live set-up til at følge trop, kan der kun være succes at spå for talentfulde Maximillian – på dansk såvel som international grund."

LÆS OGSÅ: Følsomhed, dragende dramatik og gudsbenåedet vokal

 

Jethro Tull, Stjernescenen, torsdag 19.30

Det er intet mindre end 50 år siden, det stilskabende engelske folk-rock-prog-band udgav deres debutalbum. Siden har de haft en lang og begivenhedsrig karriere og blandt andet vundet en Grammy i 1989 i kategorien "Best Hard Rock/Metal Performance" lige for næsten af Metallicas … And Justice for All uden at have særlig meget med metal at gøre – og det vakte da også opsigt. Gruppen har haft talrige medlemmer gennem årene, men sanger og sangskriver Ian Anderson står som sædvanlig i front – og kan forhåbentlig stadig stå på et ben og spille fløjte samtidig.

LÆS OGSÅ: Solidt, men ikke helt som i gamle dage

 

Shawn Mendes, Bøgescenerne torsdag 21.00

Han fylder 20 år dagen før koncerten, men den canadiske popstjerne har allerede udgivet tre album og haft talrige hits som "Stitches", "Treat You Better" og "In My Blood". Da han gav koncert i Falconer Salen i 2016, uddelte GAFFAs anmelder fire stjerner og skrev blandt andet: "Han er et naturtalent, en rigtig dygtig singer-songwriter, som med både ægthed og troværdighed i stemmen formidler nogle sange, der tydeliggør, at han ligger i naturlig forlængelse af den flotte tradition, der i hele Nordamerika er for singer-songwriting. Hans fraseringer er eminente, hans musikalitet evident."

LÆS OGSÅ: En seriøs, meget dygtig og nærværende sanger, fuldt udfoldet

 

Nephew, Bøgescenerne, torsdag 23.15

Simon Kvamm & Co. vendte lige efter nytår tilbage efter mere end fem års udgivelsespause med en ny ep, som siden har fået følge af yderligere to, og en fjerde følger til efteråret, alle sammen med fokus på en bestemt årstid. Samtidig kunne bandet præstere et nyt medlem, sangerinde og keyboardspiller Marie Højlund, der også kendes fra Marybell Katastrophy. Gruppen gav deres første danske koncert i fire år på Orange Scene på årets Roskilde Festival, og herhjemme kan de resten af året kun opleves på Smukfest samt til to udsolgte koncerter i Jyske Bank Boxen og Royal Arena i oktober. GAFFAs anmelder uddelte fem stjerner til koncerten på Roskilde og skrev blandt andet:

"Det var stemningen, atmosfæren, spilleglæden og viljen til at ville prøve noget anderledes midt i det kendte, som løftede det hele."

LÆS OGSÅ: Nephew gjorde det til du danske supersommer

 

Martin Jensen, Bøgescenerne, natten til fredag 01.30

Bag den anonyme navn gemmer sig Danmarks for tiden mest succesfulde dj, hvis største hit "Solo Dance" i skrivende stund har næsten halv milliard (!) afspilninger på Spotify. Jensen, der er 26 år og indtil for få år siden ernærede sig som sælger i sin fars maskinhandel i Sorring ved Silkeborg, optrådte også på Smukfest 2017, hvor vi tildelte fem fem stjerner og blandt følgende dom:

Martin Jensen leverer det, han selv elsker, nemlig catchy sange, man ikke kan få ud af hovedet. Lyden er lækker, let, appetitlig og frisk i modsætning til det tunge, dystre og hardcore sæt, DJ Snake spillede aftenen forinden. Martin Jensen spiller ligesom Mark Ronson hits, som folk kan synge med på.

LÆS OGSÅ: Martin Jensens drøm gik i opfyldelse

 

Post Malone, Bøgescenerne fredag 21.30

Han storhitter globalt og har også toppet hitlisterne herhjemme, men GAFFAs anmelder var ikke begejstret for rapperens andet album Beerbongs & Bentleys, som han blot tildelte én stjerne med blandt andet følgende ord:

"Musikken er irriterende, snøvlende og tåget pop-r&b krydret med country og rap, som vi kender det fra 00’ernes en mut Fred Durst eller en træt Everlast."

Hvem har ret? Mød op og døm selv!

LÆS OGSÅ: Bøvede ølbongserenader

 

Tom Jones, Bøgescenerne, lørdag 13.30

Det er først på dagen, men stemningen skal nok komme på kogepunktet – og ikke kun på grund af hedebølgen – når 78-årige Tom Jones indtager scenen. Veteranen har beriget musikverdenen i over 50 år og er kendt for hits "It's Not Unusual", "What's New Pussycat", "Sex Bomb" og mange, mange flere. Gennem årene har han kastet sig over genrer som som pop, rock, soul, r&b, country, gospel og dance og har stadig en imponerende fyldig soulstemme.

Tom Jones har solgt mere end 100 millioner album og har haft 36 top 40-hits i Storbritannien og 19 i USA. I 2006 blev han slået til ridder af Dronning Elizabeth II. Han har udgivet 39 album lige fra Along Came Jones (1965) til Long Lost Suitcase (2015). Da han gav koncert på Værket i Randers i 2014, uddelte GAFFAs anmelder fem stjerner og skrev blandt andet:

"I en alder af 74 år kan man ikke blive andet end svimlende imponeret over, hvordan pokker manden stadig formår at udstråle så meget karisma, at ramme de samme toner som for 50 år siden og samtidig at udvikle sig kunstnerisk i en så spændende retning, hvor han dekonstruerer den amerikanske musikhistories byggesten."

LÆS OGSÅ: Tom Jones beviste, hvorfor han er en levende legende

 

Kendrick Lamar, Bøgescenerne, lørdag 23.30

Det burde ikke kunne gå galt, når en af tidens mest succesfulde og anmelderroste rappere giver koncert i bøgeskoven. To af hans album har fået de maksimale seks stjerner af GAFFA, og hans udsolgte koncert i Royal Arena i marts modtog fem flotte GAFFA-stjerner med blandt andet følgende ord:

"I forhold til hans koncerter på Roskilde Festival i henholdsvis ’13 og ’15 var der her skruet op for det visuelle og artistiske og – til tider – lidt ned for det raptekniske."

LÆS OGSÅ: Knivskarpe K-Dot kapitulerede ikke for kulden

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA