x

På festival-roadtrip til Göteborg: Indfør svenske tilstande på danske festivaler

På festival-roadtrip til Göteborg: Indfør svenske tilstande på danske festivaler

Efter en tur på Göteborg-festivalen Way Out West med koncerter med Jenny Lewis, Charlotte Gainsbourg, St. Vincent og Arctic Monkeys konkluderer GAFFAs udsendte, at Danmark kan lære noget af svenskerne. Selvom man må tørste lidt.  

For en del år siden arbejdede jeg på ungdomsbladet Chili. Til de mere behagelige arbejdsopgaver hørte en månedlig rejse til Sverige-redaktionen i den centrale del af Stockholm. Ikke meget i denne verden er mere mysigt end en uteservering en sommarkväll ved Skærgården.

En dag mødte en kollega frem på jobbet iført en T-shirt med teksten ”Hata Orup”. Had Orup.

”Hvorfor dog det?,” spurgte jeg hende chokeret. På det tidspunkt var Orup større i Sverige end Ikea.

Hans tekster er baseret på et forhistorisk kvindesyn. Lød svaret.

"”Flickorna har blommar i sit hår”, synger han. (I fodboldsangen ”När vi gräver guld i USA”, som Orup indspillede i 1994 sammen med Anders Glenmark og Niklas Strömsted). Ingen moderne svenske kvinder har blomster i deres hår," rasede kollegaen.

Efter et roadtrip til Göteborg ved jeg nu, at det ikke er sandt. Ikke i 2018.

Jeg begav mig mod den flot beliggende festival Way Out West primært med det formål at give Arctic Monkeys, som jeg i årevis har forsøgt at lære at forstå, en chance efter en omgang ufokuseret lydsuppe i Royal Arena for snart to måneder siden.

Sekundært bare for at prøve noget andet.

Og allerede ved indgangen viste den vestsvenske rockkalas sig som noget ganske andet. Efter at have slentret et kvarter i det smukke klippelandskab havde jeg talt to deltagere med drikkevarer i hånden. Den ene med en flaske vand. Den anden med kaffe.

Efter et stykke tid gik det op for mig, at forklaringen på dette som på de fleste andre af livets gåder – bortset fra svenskernes hang til surströmming – dybest set er simpel.

I mange svenske kommuner er det forbudt at indtage alkohol på offentlige pladser. Således også på Way Out West.

Så langs med den centrale festivalplads ved de to store scener er der et indhegnet område med borde og stole og boder med Mat og Dryck. For 53,63 danske kroner er det muligt at investere i enten en fadøl eller et glas udmærket rosévin.

 

Roséreservatet

Efter den opdagelse blev det indhegnede område døbt roséreservatet.

Egentlig var det ikke meningen at gå ind i den ældgamle diskussion om alkoholpolitikken i Forbudssverige contra manglen på samme i Danmark. Jeg ved heller ikke, om der er flere eller færre stoffer her eller der.

Men selvfølgelig rykker det da lidt i resterne af smilerynkerne, når man få meter fra en cigaretbod ser et skilt, der henstiller til publikum ikke at ryge på grund af brandfaren.

Der er endog stor forskel på WOW og den gennemsnitlige danske rockfestival, selvom de optrædende mere eller mindre er de samme på stop under den kroniske sommerkaravane.

Ikke én gang i løbet af syv timer stødte jeg på en klassisk festival brandert/skævert/overdosis på grænsen mellem opkast, 112 og en fjern galakse. Det er bare en nøgtern konstatering.

Det er påfaldende, så lydhørt publikum er. Kun meget lidt koncertknevr. Keder de sig? Sådan ser det ikke ud. Efter læsning af flere end 100 svenske krimier havde jeg egentlig indtryk af svenskerne som et folkefærd bestående af lige dele døde Jönssoner, perverse mordere og ensomme, whiskydrikkende opdagere/journalister. Vi møder kun venlige mennesker overalt på WOW.

Det virker som om, mængden af alkohol er omvendt proportionel med mængden af blomster. Måske er jeg hidtil kommet på de forkerte festivaler, men jeg har endnu aldrig oplevet en Interflora-bod. På POW vrimler det med festivaldeltagere med blomster i håret. Vist mest plasticblomster, trods alt.

Sandsynligvis afspejler fænomenet tøjmoden, der siden 50 års jubilæet sidste år for "Flower Power" og "The Summer of Love" har været domineret af blomster i alle former og farver.

Det rette ord om WOW er eksotisk.

 

En popfe i pailletbesat bodystocking

Første koncertglimt efter en halv time med den amerikanske popsanger Jenny Lewis. Der i øvrigt også optræder på Haven i denne weekend.

Hun viser sig som en popfe i pailletbesat bodystocking. Igen domineres Lewis’ podie centerstage af plasticblomster – jeg mindes i øvrigt ikke at have set en pink mikrofonledning før.

Efter en karriere som børne- og ungdomsskuespiller i flere store Hollywood-produktioner har Lewis gjort sig som musiker. Først i indierockbandet Rilo Kiley, senere sammen med sin eks-kæreste Jonathan Rice og nu som solist. De senere år har hun bevæget sig i en mere midtvejssøgende countryfolk-stil.  

Som den fine sangskriver med en bedårende, meget personlig stemmeklang, hun er, er hun den potentielle, autentiske americana-stemme på torsdagens WOW.  Men virker ikke rigtig som om, hun gider den halvtomme Linné-scene.  

Samme sted ligger en bod, hvor det lykkes at købe en fadøl. Den meget smilende bardame får stor morskab ud af at forsøge at udtale fadøl på dansk. Det er hende velundt. Hun har ikke travlt. Måske fordi boden er placeret så langt væk fra festivalens hovedstrømme som muligt.

Øllen må man så ikke bære ud fra det indhegnede område ved Linné. En lille solrig, karmafyldt stund tilbringes derfor ved en sø med udsigt til ænder.

”Hvorfor har svenske ænder grønne næb?,” står der i mobilens tekstapp. Måske virker fadøl stærkere, når den indtages mellem ciderdrikkende svenskere.

”Man kan støtte dyrenes og alle mulige andres rettigheder her, men hvad med mine rettigheder?,” spørger en tørstig kollega på vej mod Azalea-scenen.

 

En stormfuld time

Således videre tilbage til roséreservatet, der ligger så smart placeret, at man som en anden Fritz eller Poul kan stå ved hegnet med sit glas og betragte stjernerne optræde.

På grund af sygdom fik jeg ikke set St. Vincent på Roskilde Festival i år.

I stedet bliver det til en stormfuld times tid på WOW’s Azalea-scene med et sceneshow, hvor legende seksualitet, pc-spil æstetik og kraftwerk’sk identitetsløshed går hånd i hånd med den brillant guitarspillende St. Vincents militant, aggressive spil. På en bund af technorytmer.

Jeg er på mange måder rocktraditionalist, men anerkender, at musikken ofte først flytter sig, når grænser sprænges. Som de blev under den triumferende fuzzstøj-eksplosion i Göteborg.

Eneste indvending, at St. Vincents sceneshow ville virke mere konsekvent, hvis hendes bassist med mere Toku Yasudo var ansigtsløs som de andre musikere. Men i det kunstrockmiljø, St. Vincent udspringer af, er Yasudo vist en lige så stor stjerne som hovednavnet.

St. Vincent alias Anne Erin Clark er en god veninde af nævnte Jenny Lewis. Musikalsk og hvad sceneoptræden angår, kan de næsten ikke blive mere forskellige. Og dog – og det er måske det rigtig fine ved St. Vincent – er hendes musikalske eskapader funderet i samme sangskrivningstradition.

Tilbage ved Linnéscenen havde jeg egentlig glædet mig til Charlotte Gainsbourg. Stor skuespiller, især kendt hjemme på den anden side af Øresund for hendes arbejde for Lars von Trier. Anerkendt som betydningsfuld avantgarde technopopmusiker gennem tre årtier.

Der er meget på spil i Gainsbourgs musik. Ikke mindst da på det seneste album, hvor hun bearbejder sorgen efter sin søsters død.

Jeg synes ikke, det avancerede sceneshow, hvor kun nogle hvide rammer i et antal firkanter oplyser den mørke scene, yder kunstneren Gainsbourg fuld ret. Det hjælper ikke, at der er problemer med lyden på hendes mikrofon.

Jeg har indtryk af, at der var lys på Charlotte, da hun spillede på Roskilde. Det var der ikke i Göteborg. Det var faktisk umuliigt at se hende. 

Jeg forstår godt idéen. Udtrykket er vigtigere end kunstneren. Jeg blev ikke grebet af den noget enslydende electropop, selvom jeg da vippede med foden og nåede at identificere flere gode melodier undervejs.

Visages "Fade to Grey" ligger i baghovedet som en form for opsummering af lyden af Charlotte Gainbourg denne aften. Og det er lige, hvad jeg er tæt på – at blive grå i fjæset, da hende i den afsides bar viser sig at have opgivet at udtale fatöl på dansk.

 

En sheffielddreng i lapseklæder

Præcis 21.33 træder en Sheffielddreng i lapseklæder ind på scenen. Han kunne være trådt ud af et af de soundtrack, Charlotte Gainsbourghs far, Serge, indspillede i 60erne og 70erne.

“Maybe I was a little too wild in the 70’s,” som manden, Alex Turner, senere synger i “Star Treatment”.

Den ubestridte frontmand i Arctic Monkeys har søgt et at skabe et nyt sprog for hver nyt album siden begyndelsen i 2002. Stort set.

Der var et eller andet galt under koncerten i Royal Arena for to måneder siden. Først og fremmest virkede Turner uoplagt og distræt. Lyden var nærmest katastrofalt dårligt. Nyudklækkede studenter havde mere travlt med at råbe til hinanden end at lytte.

Hvis koncerten gav et svar på spørgsmålet om, hvordan gruppen ville inkorporere det seneste meget omtalte ”Tranquility Base Hotel & Casino” live, gik det hen over hovedet på mig.

Et album, der i øvrigt bliver bedre og bedre, for hver gang jeg hører det. Turners statement/cut up-agtige tekster har aldrig været bedre. Hans indiskutable fornemmelse for melodi balancerer fornemt med cinemascope’ske visioner.  

Torsdag aften i Göteborg var der fremragende lyd på alle outputs. Bortset fra nogle åbenlyse problemer med bassens fodpanel. Under hele koncerten lød Turners vokal perfekt med et let croonerslør på mikrofonen. Det var muligt at identificere den ellers ofte marginaliserede guitarist Jamie Cooks i lydbilledet. Det samme med de fire-fem keyboards. På den sidste turné optrådte Turner i rock'a'billy-læder-outfit, nu sværmer han rundt som en anden Dave Gahan. Og det virker.

Lige så meget respekt, jeg kan have for Turners no shit-attitude og ambitioner om konstant at bygge på det oprindelige Sheffield garage-lyd, lige så meget har jeg savnet et swing i gruppens kantede rock.

Om det kommer, må tiden vise. Koncerten i Göteborg viste, at det er lykkedes at skabe en organisk sammenhæng mellem gammelt og nyt.

Også selvom bandet behændigt undgik mine favoritnumre, megahittet ”Fluorescent Adolescent”, neosoul-charmøren ’”Mad Sounds” og Turners John Lennon-numre, ”Nr. 1 Party Anthem” og ”The Bourne Identity” og ”The Dream Synopsis”, som godt nok begge stammer fra Last Shadow Puppets-projektet. Og som derfor aldrig vil dukke op til en Arctic Monkeys-koncert.

Jeg har haft tre af mine største koncertoplevelser i Göteborg. Bob Dylan i redefineret rockregi i 1978, U2 under den banebrydende Zoo TV Tour i 1992 (to uger før Danmark vandt fodbold-EM i samme by) og Paul McCartney i 1993 i ny stadionrockform efter mere end et årti i smult vand.

En oplevelse på dét niveau var Arctic Monkeys langt fra. Men jeg tror, jeg forstår, hvad der har bragt bandet op på A-niveau.

Heldigvis var det muligt at lytte til den halvanden time lange koncert uden at blive forstyrret af højrøstet ævlen og bævlen fra de omkringstående.

Efter at have tilbragt en dag på Way Out West er jeg tilbøjelig til at mene, at der bør indføres svenske tilstande på danske festivaler med alkoholfri smat for os, der er kommet for at lytte - og roséreservater for de, der er kommet for at knevre.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA