Interview: The William Blakes

Interview: The William Blakes

The William Blakes består af tidligere vært på Liga, Kristian Leth, og Nordsø-brødrene Frederik og Fridolin, der hver for sig har produceret indie- og r’n’b-navne både i Danmark og i udlandet.

GAFFA mødte The William Blakes på Café Alma på Islands Brygge til en snak om supergrupper, tekster, trioens eget pladeselskab, MySpace-profiler og frem for alt, tilblivelsen af debutpladen. ”Wayne Coyne” udkom i mandags, den 7. april.

De tre har spillet musik sammen i ti år, men har siden da har travlt med sideprojekter, karriere, børn med mere. I løbet af det seneste år blev idéerne til The William Blakes og pladeselskabet Speed Of Sound grundlagt. Bandets markante, nogle gange dystre, meninger om politik, tro og samfund i tekstmaterialet modsvares af et gennemtænkt om end semi-filosofisk koncept for pladeselskabet, der netop skal gøre op med den langsommelige måde, pladebranchen har arbejdet på siden 80’erne.

”Wayne Coyne” er skrevet, indspillet, produceret på rekordtid. Desuden har gruppen den lidt sjove forhistorie, at bandet længe har eksisteret under flere forskellige pseudonymer. Først da A:larm ville lave aftale med flere af bands’ene, og Soundvenue samtidig havde inviteret et af de fiktive bands til at optræde live, blev illusionen brudt.

MySpace er altid første skridt
- Musikken har altid været der, men jeg gjorde det, at da jeg lavede en MySpace-profil, så i stedet for at bruge vores navne, specielt mens jeg lavede Liga, så har jeg leget lidt med forskellige musikalske projekter. Vi gav dem nogle klassiske opbygninger og historier. Fem mand, der bor i New York og sådan noget. Det var meget vigtigt, at folk skulle bedømme det på musikken, forklarer Kristian Leth.

Du har simpelthen oprettet falske MySpace-profiler?
- De var ikke falske, for musikken var jo rigtig nok. Jeg har bare ikke skrevet vores rigtige navne ind. Det ville være ærgerligt for mig, hvis det første det her blev lyttet som var ”ham fra tv’s musikprojekt” eller ”ham urbanproducerens egen musik”, forklarer Kristian Leth.

- I stedet var der mere anonyme navne på, og det var ligesom eksperimentet for os. Vi havde lavet fuldstændigt klassiske bandbiografier, som ikke rigtigt sagde noget om bandet, men bare siger det, man regner med en bandbiografi siger. Derefter gik vi til A:larm med pladeselskabet Speed Of Sound og sagde, vi havde fundet det her band, fortæller Kristian Leth.

- Vi narrede dem. Vi lod som om, det ikke var os. Der var mange ting, de ikke kunne forstå. De gik nærmest i chok hver gang, vi havde møde med dem, indskyder Frederik Nordsø.

- Hver gang vi kom derop, havde vi et nyt projekt med hver gang. Vi spillede nogle ting for dem. Ting vi havde signet, men som alt sammen var noget, vi havde lavet selv. Så vendte de tilbage os sagde, de gerne ville distribuere de forskellige bands, og så fortalte vi dem, at de alle sammen var os. Vi var faktisk ret bange for, at de var blevet rigtigt sure, for os var det vigtigt, at de tog det for musikken. Til sidst var det lidt et gamble, men det endte med, de syntes, det var herregrineren, siger Kristian Leth.

- Vi bad A:larm og Soundvenue, som vidste det på det tidspunkt, om ikke at sige det til P3. Det var vigtigt, at de gjorde, hvad de gjorde med rene hænder, kan man sige. At de ville spille musikken, uden det var pakket ind i en god historie om os tre.

- Det ville være Axel Boysen, der lavede Puls. Han lavede også et band bagefter. Så kunne Kristian være Axel Boysen: du ligner faktisk Axel Boysen (henvendt mod Kristian Leth). Jeg er Casper Christensen. Og Frido… Han er Frank Hvam, griner Frederik.

Seks dage i Sverige
Debutpladen blev lavet helt færdig på seks dage i et sommerhus i Sverige. Kristian Leth har skrevet teksterne, men resten af pladen er blevet til i et samarbejde – en slags anarkistisk diktatur – ud fra det dogme, at de tre medlemmer ikke måtte sige nej til hinanden idéer under indspilningerne.

Den svenske træhytte rummede tre forskellige studier og i rekordfart blev pladen både indspillet, arrangeret, skrevet færdig og mixet. Undervejs tilføjede Nordsø, Nordsø og Leth instrumentalspor, melodier, korstykker og miksede pladen uden hinandens interne accept.

- Vi satte pladen på i bilen på vej hjem, og så sad vi og hørte en plade, vi ikke kendte. Man kendte ikke halvdelen af rollerne på de forskellige numre, forklarer Frederik.

- Der var nogle af numrene, som vi ikke nåede at høre, før de var mikset færdig, siger Fridolin.

Hvorfor gør I det?

- Vi laver musik uden frygt. Vi er ikke bange for at lave noget lort, siger Frederik Nordsø.

- Det er helt rigtigt. God smag har ødelagt flere gode kunstværker. Hvis du er bange for, at det bliver noget lort, så bliver det noget lort. Utroligt meget dansk musik er lavet i frygt for ikke at lyde forkert. Vi gør helt sikkert det forkerte undervejs i forhold til god smag, og hvad man må gøre, kommenterer Kristian Leth og henviser til forskellige indiegenrer.

Hvorfor hedder I The William Blakes?
- Bandet er en tribute til William Blake, og pladen er en tribute til Wayne Coyne. Coveret er Wayne Coynes ansigt på William Blakes krop, sat ind på baggrunden af huset i Sverige. Kasper Nørlund fra Spleen United har lavet coveret, fortæller Frederik Nordsø.

- Jeg er en kæmpestor William Blake-fan. Han står for meget af det, som musikken også står for. Han er en blanding af digter, maler og en form visionær seer. Den energi synes jeg er ret spændende. Og så er han meget ædel, tilføjer Kristian Leth.

- Det er også lidt okkult. Der er nogle dæmoniske figurer. Apropos, husk at skrive, at mens du lavede interviewede, hamrede Kristian en kæmpe burger ned, tilføjer Frederik Norsø.

Kristian Leth ignorerer efter bedste evne kommentarerne.

- Blake arbejder med problemet med religionen, som vores tekster også handler om.

Pladen indeholder for eksempel numrene: ”Violent God” og ”Science Is Religion” i den kategori.

Båret af holdninger?

Kristian har skrevet teksterne og I samler op på store temaer, religion, tro, politik og så videre? Kan I alle sammen stå inde for det?
- Ligesom resten af processen har alle muligheden for at lave tekster, men det er mig, der har skrevet teksterne. Vi er grundlæggende enige i vores livsholdning, mens samtidig er nogle af sangene uenige med sig selv. Ingen af disse ting er dogmatiske: nu skal du høre, hvordan livet hænger sammen. Mange af teksterne er skrevet totalt automatik-agtige, andre har jeg tænkt meget over. Fælles er en insisteren på spiritualitet, men den handler også meget om politik, samfund og handler om holdninger til livet, kærlighed, frygt og tro, forklarer Kristian Leth.

- De er lidt mere anderledes end de meste, indskyder Frederik, mens Kristian Leth ser sit snit til at give tilbage for burger-kommentaren:

- Skarp formulering, Frederik. Det er derfor, jeg skriver teksterne. (Henvendt mod GAFFAs udsendte)

I det hele taget hopper The William Blakes rundt i holdninger til pladebrachen, som de insisterer på skal kaldes musikbranchen, referencer og fabulerende holdninger til kreativitet og oplevelsen af musik. Derfor passer det måske bedre end noget andet, at trioen har en legeplads, i dette tilfælde Speed Of Sound, hvor de kan udfolde deres idéer, dogmer, koncepter.

Billedet af The William Blakes får et par ridser i lakken, for mens de snakker om hastighed kontra omstændighed, så vader de rundt i alenlange, endeløse, abstrakte, nærmest studentikose diskussioner. Og mens de vil lade musikken tale for sig selv, så gemmer de sig bag pseudonymer, og i musikvideoen (et medie som de i øvrigt svor, de ikke ville røre) optræder de bag masker.

Det er mærkværdigt, men også spændende. Bandet tager musikken, men åbenbart ikke sig selv, seriøst, og det kan man kun beundre. Der er en masse koncepter og idéer, hvis største kvalitet er, at de altid kan droppes og forandres.

Trioen var faktisk så large og konceptfrie, at de afbad sig enhver vetoret og insterede på at give GAFFAs udsendte fuldstændigt frie rammer til at forme dette interview, opdigte fakta, citater, et helt nyt sprog om nødvendigt, i samme ånd som Speed Of Sound og The William Blakes.

The Yeahsayers
Mens Kristian har skrevet teksterne, har Fridolin Nordsø mere eller mindre eneret på blæsere og strygere.

- Vi lavede en regel inden vi tog derop, at vi måtte ikke sige nej til hinandens idéer. Der er ikke sagt nej til en eneste idé på den her plade, og det tror jeg ikke er sket før i verdenshistorien. Oven i det, så er der jo tre studier, så det var sådan noget med, at den ene lige løb oven på og spillede violin, den anden gik guitar, og så kom man med sin usb-nøgle, og så lagde vi filerne ind, og så var der ikke noget at diskutere, fortæller Frederik.

- I gennemsnit lavede vi tre numre om dagen. Vi skrev også nogle af dem deroppe. Vi gjorde det hele på én gang. Sygt produktiv energi. Vi har taget en masse beslutninger uden at have tænkt det igennem, siger Kristian Leth.

- Mig og Frido har på et professionelt plan arbejdet med bands, solister, alt muligt. Vi har tit løbet ind i en utrolig besværlig proces og følelser omkring musik. Folk sidder med det færdige resultat, vil de prøve at høre det med andre instrumenter. ”Du har skruet for højt op for klaveret. Kan du slet ikke forstå min personlighed?”, sådan kan folk være omkring deres musik. Hvis folk har været 10 år om at lave en plade, så får man ti års følelser og tovtrækkeri. Og det kan være stort, men det kan også være alt for hårdt, forklarer Frederik og fortsætter:

Storhedsvanvid
- Det letter processen, hvis man ved fra starten, at musikken ikke er en del af én selv. Det er noget man skaber. Når folk kritiserer det bagefter, er det ikke én selv, de kritiserer. Hvis man hele tiden tænker, at den musik, man laver, er en del af én selv, så vil man konstant blive skuffet eller ked af det eller få storhedsvanvid.

- Kristian blev for eksempel virkeligt udfordret, fordi Frido kom med den værste Michael Jackson-reference på Kristians største Wayne Coyne-tribute nummer.

- Vi arbejdede også ud fra sådan en værende ikke os selv. Vi brugte de personer, vi havde opdigtet på MySpace, Boris der spiller bas. I stedet for at spille for os selv, så fandt vi ligesom på sådan en rolle der, som man skulle være, tilføjer Fridolin Nordsø.

- Vi tror bare meget på, at hvis vi giver slip, så mister man ikke kontrollen. Der er mange, der gemmer sig bag at være fri til at lave hvad som helst, men vi tager den her plade tager vi meget seriøst. Den her plade kan alt muligt i Danmark og i resten af verden. Den er fuld med vigtige statements, og musikalsk er vi stolte af den, siger Kristian Leth.

- Når vi tre mennesker mødes, som pladeselskab eller som band, så handler det om at spørge: Hvordan kan man skære alt det, der er følelsesmæssigt hårdt, trægt og langsommeligt ud af en hvilken som helst proces? Jo hurtigere, man kan lave noget, der er sindssygt godt, des bedre bliver det. Jo mere nærvær og energi har det, siger Frederik.

Kristian Leth, med dit skifte fra Liga til at lave plade med William Blakes: Hvad er dit standardsvar, når medierne kommenterer, du har lavet Liga, og er du træt af at du har været Liga-vært, når du nu laver musik?
- Mit standardsvar vil være, at nu har jeg været på den anden side i fire år, og nu er jeg tilbage. For mig er det vildt sjovt og sidde på den anden side og ikke kunne regne den ud, når folk kommer med deres pressemeddelelser og deres nye musik. Det er sjovt at kunne sidde og sende ting ind til folk, som der før var mine kolleger. Jeg var også glad for min tid på Liga. Mit projekt er bare at udgive nok plader i alle mulige sammenhænge til at folk glemmer, at jeg lavede tv, for nu laver jeg musik, siger Kristian Leth.

- Der vil nok være en overgang, hvor folk skal vende sig til at Kristian laver musik. Folk skal slappe lidt af og gøre det, de har lyst til, tilføjer Nordsø-brødrene.

CV:
Kristian Leth: skuespiller, ex-Liga-vært, forfatterskolen, arbejder for tiden med interaktiv drama på DR.

Fridolin Nordsø: oprindeligt trommeslager og bassist, medlem af Moon Gringo, producer for Moi Caprice, Fashion, Gypsies, Figurines og har blandt andet samarbejdet med P.Diddy.

Frederik Tao Nordsø: urbanproducer for Outlandish, L.O.C., Burhan G., amerikanske Brandy. Har lavet remixes for Nelly, Mariah Carey, Blue, Craig David med flere.

”Wayne Coyne” fik i øvrigt fem stjerner af GAFFAs anmelder. Læs anmeldelsen her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA