
Vi er i gang med en ny måned, og traditionen tro kigger vi frem mod de mest spændende koncerter, som der stadig er billetter til. Klik på kunstnernavn for link til billetsalg.
Isam B – folkekær sanger går solo
Det er ikke mere end lidt over et år siden, Outlandish gik i opløsning, og nu er Isam B fra den folkekære gruppe klar til at charme os med sine stemningsfulde sange. Set i lyset af et bredt bagkatalog, der henter materiale både fra Outlandish og Isam B’s egen karriere, er der meget at se frem til.
Kan opleves her:
3/10, Musikhuset, Aarhus (få billetter)
6/10, Musikkens Hus, Aalborg
7/10, DR Koncerthuset, København (udsolgt)
Martin Hall – kultfigur på første turné i fem år
Sangeren, sangskriveren og forfatteren Martin Hall drager ud på sin første turné i fem år. Hall udgav i maj opsamlingsalbummet A Brief Summary, der markerede Halls 40 års jubilæum som udøvende musiker – ganske imponerende, da han på udgivelsestidspunktet kun lige var fyldt 55 år. Han pladedebuterede dog "først" i 1980, som 17-årig.
Kan opleves her:
6/10 Fuglsøcenteret, Knebel
20/10 Bremen Teater, København
27/10 Kulturmaskinen, Odense
24/11 Hvalsø Kirke
I’ll Be Damned + Baest – det nye sort? metal!
Hold på headbanging og omvendte kors! Efterårets aftener står i metalrockens tegn, når I’ll Be Damned og sidste måneds forsidestjerner Baest growler sig gennem det danske land, mens de blander rock’n'roll med hardcore dødsmetal. Kan vi få et "hell yeaaaaarh?!" fra alle jer sataner derude? Det tror vi nok!
Kan opleves her:
18/10, Tøjhuset, Fredericia
20/10, Kansas City, Odense
25/10, Gimle, Roskilde
26/10, Vega, København
27/10, VoxHall, Aarhus
George Ezra – erfaren stemme i ung krop
Den 25-årige brite startede sin karrirere med at udgive to ep’er i 2013, for dernæst at slå igennem med singlen “Budapest” som kun 20-årig i 2014. Kendt for sin store stemme, der rummer mere alder end manden selv, har han vundet verden med sange som “Blame It On Me”, “Barcelona” og “Listen to the Man” fra debutalbummet Wanted On Voyage. Lige nu storhitter Ezra med "Shotgun" fra sit andet album Staying at Tamara's.
Kan opleves her:
18/10 TAP1, København
Gusgus – elektriske islændinge
Så skal der danses! Islandske Gusgus sætter strøm til et spændingsfelt mellem techno, dance, triphop og house, når de spiller på Train i Aarhus den sidste weekend i efterårsferien, hvor du – forhåbentlig – har fri og tid til at feste igennem. Mon ikke der er chance for at få et godt remix med på vejen?
Kan opleves her:
19/10, Train, Aarhus
Lord Huron – længselsfulde stemninger
Spoiler alert: Der var ikke et øje tørt, da Clay Jensens mindedes en high school-dance med afdøde Hanna Baker i første sæson af Netflix-serien 13 Reasons Why – alt sammen til Lord Huron-nummeret “The Night We Met”. Snøft! Find hellere lommetørklædet frem, når bandet indtager VoxHall med melankolsk indiefolk.
Kan opleves her:
20/10, VoxHall, Aarhus
Maximillian – gudsbenådet vokal
“Håber virkelig, I ka’ li’ den”. Med de ord delte Maximillian en video, hvor han synger og viser indspilningen af “Feelings” på sin Facebook-side i begyndelsen af 2017. Dertil kunne vi kun svare med et kæmpe rungende JA! Vores anmeldere er især blevet forelskede i Maximillians “gudsbenådede” vokal.
Kan opleves her:
24/10, Vega, København
25/10, Radar, Aarhus
Bikstok – kur mod leverpostejstilstande
Trænger du til lidt mindre arbejd’-arbejd’ og lidt mere gå-amok-til-dansksproget-dancehall? En koncert med Bikstok kan hjælpe dig! Heldigvis tager de tre stokke – Blæs Bukki, Eagger og Phar-far – lyden af jamaicanske reaggebeats med sig, når de fyrer op under landets tre største byer.
Kan opleves her:
25/10, Posten, Odense
26/10, VoxHall, Aarhus (få billetter)
27/10, Vega, København (udsolgt)
Teitur – erfaren på den nordiske scene
Den færøske singer-songwriter Teitur besøger Danmark som en del af sin verdensturné, og det bliver i det, de fleste opfatter som smukke rum, nemlig ældre danske kirker. Den erfarne herre vil spille nye sange fra det niende studiealbum I Want To Be Kind, som udkom den 8. juni – fem år efter Story Music.
Kan opleves her:
25/10, Budolfi Kirke, Aalborg (udsolgt)
26/10, Sønderborg Slot, Sønderborg
27/10, Sankt Pauls Kirke, Aarhus (få billetter)
Katinka – klar med den svære toer
De to koncerter i henholdsvis København og Aarhus markerer gruppens anden albumgivelse, som udkommer omkring koncerterne og har titlen Vokseværk. Sanger og medsangskriver Katinka Bjerregaard udtaler:
"Vi taler om, at Vokseværk er vores første voksenværk. Paletten er blevet større, fordi blidhed og forelskelse har fået plads mellem aggressioner og kærestesorger. Men det er stadig sammenstødet af følelser, som er det spændende – deraf også titlen: At det værker, når man vokser. Der er altid noget, vi som mennesker er bange for. Ellers kan vi ikke leve."
Kan opleves her:
25. oktober: Hotel Cecil, København (udsolgt)
26. oktober: Atlas, Aarhus
Koncerter, vi ville have anbefalet, hvis der ikke var udsolgt:
5/10 Nephew, Jyske Bank Boxen, Herning
6/10 Nephew, Royal Arena, København
9/10 Beach House, Den Grå Hal, København
9/10 Suede, DR Koncerthuset
10/10 Suede, DR Koncerthuset
16/10 Kurt Vile & The Violators, Vega
28/10 Bon Iver, Royal Arena