x

Studiereportage: Volbeat og den gode metalsang

Studiereportage: Volbeat og den gode metalsang

Ved Jacob Hansen berygtede studie lidt uden for Ribe, ligger der en let tåge over landskabet, og på en mark udenfor det ene vindue går der i bedste ”Tintin I Tibet”-stil en enlig lama rundt.

Fornemmelsen af at være uden for lands lov og ret er insisterende. Samme fornemmelse må Michael, Thomas, Jon og Anders have haft, for det har vist sig at der ikke har været ret meget andet at lave end at færdiggøre Volbeats tredje udspil, der har fået titlen ”Guitar Gangsters And Cadillac Blood”.

Reggae og Hank Williams
Det var meningen, at Volbeat ville have løftet sløret for seks af deres nye numre, men det er et stort set færdigt album, der kun mangler at blive mikset og masteret færdigt af studieejer Jacob Hansen, der møder GAFFAs udsendte.

På pladen er der en opsigtsvækkende sammenblanding af diverse stilarter, alle bundet sammen af tunge guitarer og Michael Poulsens karakteristiske vokal.

På det kommende album vil man rende ind i strygere, reggae-passager, en fortolkning af et gammel Hank Williams-nummer, masser af syng-med-omkvæd med stadionrock-potentiale og en endnu hemmelig gæstevokal. Fans af bandets tidligere udspil vil ikke blive skuffede.

Guitar Gangstere Og Genreblandinger
- På jeres hjemmeside skriver I, at I har gang i en form for koncept på den nye plade. Kan I fortælle lidt mere om det?

Michael: - Ja, sådan halvt om halvt. Der er en syv-otte numre, der er kædet sammen i en lille historie, der også hænger sammen med coveret.

Pladen kommer til at hedde ”Guitar Gangsters And Cadillac Blood”, og der er nogle forord til teksterne og historierne, sådan at folk kan følge lidt med, så det har været en lidt sjov måde at skrive på. Der er en historie, som foregår ude i the middle of nowhere. Der er ti huse, hvor de her folk, der ligner gangstere er på vej ind i byen. Folk tror, at nu er der ballade, for de kommer slæbende med deres kasser, som folk tror, der er våben i. Men så er det egentlig bare instrumenter. Så stiller de sig op og spiller og kalder sig selv Guitar Gangsters And Cadillac Blood.

De kører fra by til by og snakker med folk og observerer dem og fortæller en masse historier. De sætter sig ned og snakker med de her mennesker, der er samlet på denne her bar. Man ved ikke rigtigt, hvor det foregår henne, og der er nogle sørgelige skæbner imellem.

Når man åbner coveret op, er der et billede af hele baren, hvor alle menneskerne, jeg synger om, er præsenteret. Et persongalleri over pladens figurer.

- Gangstere og cadillacs, det er meget amerikansk. I har et Hank Williams-nummer med på pladen. (det kommende album kommer til at indeholde en coverversion af sangskriverkongens ”I’m So Lonesome I Could Cry”- red.). Kører I en sådan lidt desert-agtig amerikansk stil?

Michael: - Det har også lidt at gøre med konceptet, at der er kommet den der desert-ting, så man ryger ind i en helt speciel følelse og sit eget lille univers. Men det er ikke fordi vi prøver at være amerikanske, og den der gangster-ting skal også tages med et glimt i øjet.

- Folk der render rundt herhjemme og leger gangsters, det er til at grine af. Det er jo latterligt. Hele det der hiphop-miljø, hvor de tror, de er gangsters, eller hvad de tror, de er… Jeg kan godt lide hiphop, jeg synes der er rigtig meget godt hiphop, men hold nu op med at kalde jer gangstere. Det lader vi italienerne og russerne om, ikke?

- Men nej, vi prøver ikke at amerikanisere os, selvom vi selvfølgelig har nogle inspirationer, som vi synes er sjove at lege med. Der er en stemning over at have den der kant af country.

Og ja, så er der jo den der Hank Williams-ting, hvor vi selv har lavet omkvædet, men hvor versene er Hank Williams. Elvis sang den også, og Me First And Gimme Gimmes har også lavet en coverversion af den, som vi også har ladet os inspirere af.

- Og i forlængelse af jeres sidste plade og snakken om inspirationskilder, har gode gamle Johnny Cash jo også indspillet en udgave. (På Rock The Rebel/Metal The Devil havde Volbeat et nummer, der lænede sig meget kraftigt op af Johnny Cashs ”Folsom Prisom Blues”. På pladecoveret er Michael Poulsen da også afbilledet iført en Johnny Cash T-shirt. Hertil kan det nævnes, at Poulsens seneste tatovering er navnet J. R. Cash hen over brystet, omgivet af henholdsvis en engel og en dæmon på hver sin side. -red.). I turnerer ganske heftigt, og I udgav en plade sidste år og har allerede en ny på vej. Hvordan får I tid til det?
Michael: - 103 koncerter på ni måneder sidste år, det er meget, og der er blevet turneret rigtig meget. Numrene er også blevet skrevet på landevejen, på hoteller og til lydprøver. Der har været hårdt arbejde, men vi kan også lide at lave det, vi gør.

Anders: - Vi har også sagt vores jobs op nu, så vi kan leve af det. Det giver lidt ekstra tid og frihed.

Michael: Det er selvfølgelig ikke glamourøst, men vi kan betale vores husleje og få mad på bordet og forkæle os selv engang imellem.

- I prøver nogle ting af på den kommende plade. Hvordan er I kommet frem til de eksperimenter, I har givet jer i kast med?

Michael: Jeg synes hele tiden, vi har eksperimenteret. Også på de to andre plader. Vi har bare videreført Volbeat-stilen og åbnet nogle nye døre, vi ikke har gået ind af før. Der er både punk, country, rockabilly, rock ’n’ roll og heavy rock. Der er sådan lidt af det hele. Der er også et nummer, der er inspireret af gospel-sang, og det er jo ikke fordi, at vi siger: ”nu skal vi bidrage med noget mærkeligt igen eller et eller andet skævt.” Det er først og fremmest fordi, vi hører en masse forskelligt musik og mener at, det kan vi da sagtens blande sammen. Vi gør i hvert fald et godt forsøg på at vise, at vi ikke kun er til en genre.

- Nu talte vi om Elvis, Johnny Cash og Hank Williams før. Hvis vi nu skal please metal-fansene lidt, hvilke metal navne lytter I så til? På den nye plade er der for eksempel et nummer med nogle Metallica-riff, og noget Metallica i teksterne.

Michael: Ja, præcis. Vi fik jo lige pludselig at vide, at vores plade skulle udkomme mere eller mindre samtidig med det nye Metallica-album, og så tænkte vi: ”Damn! Nu kommer de til at stjæle al spaltepladsen.” Vi er alle sammen store Metallica-fans i Volbeat, og vi kalder også det nummer for vores Metallica-nummer; jeg laver de der Hetfield-fraseringer og synger også ”Metallica” i teksten. ”Ride the lightening, oh yeah”, og sådan noget.

Det er sådan lidt med et glimt i øjet, også fordi Metallica snakker om, at de er tilbage til de gamle rødder. Så tænkte vi, at hvis ikke de kan nå helt tilbage til rødderne, så må vi jo. Det er lidt for sjov, men også fordi vi synes, det er fedt.

Thomas: Der er også nogle AC/DC-referencer og Black Sabbath-referencer …og Pink Floyd, siger Thomas med et skælmsk blik over mod Jon, der slår en latter op.

- Som et af de eneste bands indenfor genren herhjemme har I opnået at få et decideret heavy-hit, hvordan tror I det kan være? Er folk ved at være klar til dansk metal på hitlisterne?

Anders: - Vi vælger jo at tro på, at vi laver noget godt musik, og at det er derfor, vi vækker folks interesse.

Thomas: - Jeg tror også, at bølgen er ved at vende. Rock og heavy kommer lidt frem igen. Der er også en masse danske bands, der markerer sig for tiden. Man taler jo ligefrem om en skole eller en bølge. Danmark er det nye Sverige, hvor det der rører på sig i Volbeat er mere old-school.

- Det er jo de her Metallica-referencer og sådan nogle ting, og der tror jeg der render en masse folk rundt, både kids, bedsteforældre og folk på vores egen alder, der dyrkede musik dengang og havde langt hår og ikke har kunnet få vasket tatoveringerne af, selvom de er blevet federe. De synes, det er fedt, at konen gider med til en koncert, uden at de behøver at kede sig.

Michael: - Og de behøver ikke at få afsat ungen, for den tager de også med.

- Ja, og så får I jo stort set kun positive liveanmeldelser…
Michael: - He he ja, den sidste idiot er åbenbart ikke født endnu… Nej det er jo også fordi, vi kan lide det, vi gør. Vi elsker at spille live-musik, og vi elsker at stå og flytte med publikum og gøre dem til en del af vores show og vise dem vores taknemmelighed. Vi kan også godt lide at hænge ud med publikum bagefter. Stå og pjatte og drikke nogle øl og skrive på de ting, de har taget med. Det elsker vi, for uden dem var der jo ikke nogen fest.

- Hvornår regner I med at udgive pladen?
Michael: - I september engang. Det skulle være det gode tidspunkt, har vi fået at vide. Vi kommer til at spille lige så meget i år som sidste år, så når vi lige har været hjemme i en uges tid, så er det på landevejen igen. Der bliver en masse turneren rundt i Europa, og så må vi se, om vi når at tage hul på USA i år, eller om det må vente til 2009.

Til spørgsmålet om hvilket Elvis-nummer, der er hans favorit, ser Michael Poulsen helt opgivende ud, og de øvrige bandmedlemmer forlader lokalet med ordene: ”Vi ses om et par timer”, vel vidende, at der her er lukket op for noget, der kan tage en rum tid.

Da der er andre journalister, der venter, får vi da heller ikke pejlet os ind på noget decideret yndlingsnummer med Kongen, men det bliver konstateret, at den periode i Elvis’ karriere, som Poulsen bryder sig mindst om, er 60’erne med halvdårlige sange og heldårlige film.

Indtil videre skal det blive spændende at se både hvordan det nye album med guitar-gangsterne bliver modtaget herhjemme og hvordan ”Rock The Rebel/Metal The Devil” kommer til at klare sig, når den bliver udgivet til sommer i The States, The Kings eget hjemland.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA