x

Den ubarberede sukkerdreng – Rex Orange County

Den ubarberede sukkerdreng – Rex Orange County

I anledning af Rex Orange Countys koncert på NorthSide satte GAFFA sig med det fremstormende multitalent og tog en snak om kærlighed, popindustrien, og hvad Odd Future egentlig har betydet for hele den vestlige verden.

De britiske øer mangler ikke ligefrem charmetrolde. I nogle århundreder har deres forfattere, musikere og filmstjerner sneget sig ind i mange hjerter med deres sproglige ekstravagante nænsomhed og deres kække listige glimt i øjet. Det er måske den klassiske James Bond-filmrulle, jeg lidt teatralsk lader rulle ind over min egen nethinde. Jeg møder til gengæld denne aften på NorthSide Festival en mand eller snarere dreng, som måske indkapsler den moderne britiske charmetrold anno 2018. Rex Orange County er lige nedsteget fra festivalens røde scene proppet til med hvinende piger og fællessang, iklædt tøj, sko og jakke, der i deres XXL-format langt mere bærer ham rundt end omvendt. Han har skater-stilen tilpasset, men er i sin popsmedsindpakning en øm og ydmyg sjæl, der skriver kærlighedssange til mangen en teenager på planeten.

Men vi skærer ikke lyden over en steriliseret og noget mekanisk top 10-spilleliste. Tværtimod dyrker den bare 20-årige sangskriver en mere skraldet og alternativ pop, der trods sin tillid til genren alligevel søger en større personlig agenda i musikken. Nej, han er ganske vist ikke den første, der kaster sig ud i denne disciplin, og det skorter ikke ligefrem på artister, der forsøger at udføre lige præcis samme manøvre (tæl Frank Ocean, Blood Orange, Kali Uchis etc.). Men idet man sætter sig og lytter til Alex O’Connors (hans borgerlige navn) første to album ”Bcos U Will Never B Free” (2015) og ”Apricot Princess” (2017), får man en meget ubarberet indie-lyd, der på mange måder ikke bare taler ind i tiden, men også får sagt noget om denne. Og med nylige samarbejder med bl.a. Chance the Rapper, Daniel Ceazar og Tyler, The Creator ville det være synd at påstå, at hans udbrud på popscenen ligefrem er gået ubemærket hen.

Netop tidsbestemmelsen, som noget værket ikke slipper ud af, og som er bundet til hver enkelt udgivelse, er noget, Rex selv berører i sin beskrivelse af de første to album. – Der har helt klart været en progression imellem de to album, og jeg er glad for, at de lyder præcis, som de gør. De siger meget om den tid, som jeg skrev dem i, og hver sang har den lyd, den skal have. Det bliver formentlig anderledes fra nu af med hensyn til lyden, som jeg vil skabe.

At dyrke lortet

Stortalentet leverede på årets NorthSide, hvad der helt evident var en gennemført og helstøbt forestilling. Og med lidt tovtrækkeri accepterer han påstanden. – Vi er lige kommet fra Amsterdam her i går, Barcelona før det og London før det Tyskland, Belgien. Men det her var helt klart en af de bedste crowds, jeg har oplevet på touren. De virkede til at være super-begejstrede for musikken i sig selv, og det er bare ikke en selvfølge, at folk er så investerede i det, man laver på det plan, forsøger Rex febrilsk at trække opmærksomheden væk fra sig selv ved at rose danskernes musiklyttevaner.

Meget sigende er det om den moderne teenager, at man skal hive og flå i vedkommende for at få dem til at anerkende deres eget værd. Det samme gør sig gældende for Rex Orange, som gør mangt et forsøg på at understrege sin egen ubetydelighed. Men tilgangen er i det hele taget meget jordnær og umiddelbar, og fraværet af en særlig struktur eller formular udvikler ifølge Alex selv sangene i tour-formatet. – Jeg synes, det at skrive og producere musikken er virkelig langt fra det at udvikle sangene live foran et publikum. Min trommeslager Jim og bassist Darrow har virkelig været med til at definere sangenes udtryk, fordi de har været med mig og spille, siden materialet var klar. Og de er virkelig dygtige musikere rent teknisk, og jeg fucker ti gange op mere op end dem.

Det tekniske es er ikke et element, som sangeren tager for givet. Tværtimod startede han på musikskole i London som trommeslager, men rollen som instrumentalist huede aldrig teenageren, der havde taget turen ind til hovedstaden fra den lille landsby Grayshott i nærheden af Hampshire. – Efter at jeg begyndte at gå på BRIT Music School i London, lavede jeg bogstavelig talt ikke andet end at spille trommer. Det var så mine venner på skolen, som begyndte at introducere mig for andre musikere, især kunstnere med deres egne produkter i støbeskeen. Og jeg nød selvfølgelig musikken, men jeg nød aldrig forståelsen af bare at dyrke et stykke lort og bare gøre det. Altså, bare spille klaver eller trommer eller guitar. Det sagde mig bare ikke nær så meget som den helhedsoplevelse, musikken gav mig.

Men før man i ren kreativ iver smider trompeten og noderne ud af vinduet, underkender den kære O’Connor langt fra disciplinens betydning. – Jeg lærte på skolen, at når du først har lært teknikken, kan du selv ændre formatet og skabe dit eget udtryk i det. Og den styrke har jeg altså, og hvis jeg føler, at jeg har en evne til at skrive sange og tekster, jamen hvorfor fuck gør jeg så ikke bare det? Og det fik mig måske til at indse, at det lige præcis var tidspunktet for mig til at prøve lykken, trækker Rex på skuldrene.

 

En stjernestribet indflydelse

At spille på mange heste rent musikalsk er ikke i hans øjne et problem, men snarere et udtryk for hans kærlighed til mediet. – Jeg har på en eller anden vis fundet en måde at finde min egen inspiration i alle de små hjørner af genrerne, der findes i dag. Der er helt klart en singer-songwriter-vibe a la Mac DeMarcos, og det prøver jeg helt klart at adaptere i min musik. Men samtidig er jeg kæmpe rap-nørd, og så ender jeg alligevel med at sætte mig bag klaveret og synge ulykkelige kærlighedssange. Men for at skulle pin-pointe de allerstørste for mig, bliver det nok nødt til at være delt mellem Stevie Wonder og Frank Ocean.

Kært barn har mange navne. Og den mangfoldige stil har indtil nu kun været et plus i hans drejebog. Senest så vi det i slutningen af maj måned, da han lige pludselig i selskab med Randy Newman havde kastet sig over dennes Toy Story-klassiker ”You’ve Got a Friend in Me”. Briten virkede også selv benovet over samarbejdet. – Vi kontaktede Randy Newman. Og jeg havde siddet før det og lært ”You’ve Got a Friend in Me” på klaveret. Og det kunne være sjovt at lave et cover i den stil, så Spotify fik kontakten op at stå med hans manager. Så snakkede jeg et par gange med ham. Og så var det åndssvage lige pludselig, at han bad mig om at spille nummeret på klaver. Jeg har fandeme aldrig hørt noget lignende, griner Rex. – Men han skulle ligesom have bekræftet for sit eget vedkommende, at han brød sig nok om min musik til at ville lave det her cover med ham. Og så var det jo bare en kæmpe ære derfra.

I det hele tager vandrer O’Connors udtryk bestandigt imod det amerikanske. Med navnet ”Orange County”, som er et særligt lukrativt kystområde i staten Californien har Alex på indirekte vis allerede annonceret, at han aspirerer imod en lyd eller en kultur, der måske egentlig først er blevet helstøbt på den anden side af Atlanten. Men det er ikke kun den sukkersøde pop, hvorfra O’Connor henter sin inspiration. Tværtimod er samarbejdet på Tyler, The Creators Flower Boy langt fra tilfældigt, eftersom Tylers tilhørende hiphop-kollektiv ”OFWGKTA” ikke har betydet så lidt for alle os på den vestlige halvkugle, når det kommer til lyden af musik i 2018.

– Jeg tror, at jeg med en million procents sikkerhed underbevidst på mange måder har været ligesom dem, uafhængigt af dem. Og når det er sagt, så er jeg overbevist om, at Odd Future har været definerende for, hvordan vi tilgår verden. For os alle sammen. Især i musikken. Når vi forsøger at gøre det bedste for at lave vores lort, der formåede de bare at lave det bedste lort overhovedet, og vi som musikere forsøger bare at gøre det, som de har gjort indtil nu. Jeg har lyttet til dem i årevis, og de er helt sikkert også en grund til, at jeg står her i dag. Frank Ocean, Tyler, Earl Sweatshirt, Hodgy og alle de andre skabte bare den her sublime kreative lyd uden overhovedet at tænke over det. Den rene impuls deler briten i hvert fald med L.A.-kollektivet, og der skulle da også en større musiker til at holde ham fra at tage del i Tylers koncert på NorthSide samme dag, nemlig skaberen selv. – Musikselskabet har godt nok roteret noget af min tour-rute ud fra hans, da de jo godt ved, at vi har lavet noget sammen. Og jeg stod faktisk lige ved scenen og sang med på de numre, jeg var en del af. Men Tyler er en meget bestemt kunstner, så alene det at skulle gå op og spørge ham virkede forkert. Men han skal absolut ikke have nogen negativ vibe fra min side af den grund.

Og det mærkes tydeligt, at respekten ikke hæmmes af Tylers status. – Jeg er kæmpe fan af alt, hvad han laver og gør, især i den seneste tid, hvor jeg har fået lov til at være med. Jeg synes, at Cherry Bomb var et interessant eksperiment, men med Flower Boy, uden at jeg overhovedet havde nogen indflydelse på det, fik han virkelig forløst sit potentiale som pop-kunstner, efter min opfattelse.

Om Alex er mere musiker end fan-boy i svaret på mit spørgsmål er svært at sige.

 

Den maskinelle kærlighed

Når vi kalder Rex’ musik skraldet, skal det ikke forstås som lag på lag af skøre lyde og pudsige musikalske indfald. Tværtimod har man det netop, som hvis en musikstuderende satte sig ved et instrument, startede en båndoptager og lod sit inderste flyde ud i mikrofonen. Og spørger man hovedpersonen selv, kan han nikke genkendende til denne oplevelse. – Jeg har i noget tid haft en ”less is more”-filosofi i mit forhold til at skrive sange. Jeg har altid følt, at det rene og simple skar bedre end noget andet. Og jeg forsøgte netop også bare at skabe min egen lyd, og man er i stand til at høre alt, som jeg faktisk siger. I dag forsøger jeg egentlig at huske på det som et mantra, som jeg var bedre til at følge før i tiden. Det kan være svært, når produktionerne vokser, at undlade at tilføje flere lag og i stedet holde sig til det, som fungerer.

Hvad der dog synes ikke at ændre sig i O’Connors tilgang, er hans tekstunivers. I en episk fortællende stil føles hvert nummer som en beretning om et specifikt udlevet kærlighedsforhold. Alligevel vil Alex med singler som ”Best Friend”, ”Sunflower” og ”Loving is Easy” prøve at slippe den ulykkelige kærligheds tøjler, der styrede meget af lyden på de to første udgivelser til fordel for et lettere og lysere take på kærlighedens mange ansigter. – Jeg er egentlig ret begejstret for alle kærlighedens aspekter, både de gode og de dårlige. Men det er langt sværere at sige noget sublimt om at vinde kærligheden, end om at miste den. Det er nok derfor, at jeg også gerne vil sige noget om det positive i kærligheden, fordi det er svært og en udfordring at gøre det godt. Det er helt klart svært for mig at være så dyster i dag, som jeg har været på nogle af de første numre i min karriere. De er helt klart tilbage fra et tidspunkt, hvor jeg søgte henimod det mørke i sangskrivningen. I dag er det noget mere afbalanceret.

Det er og bliver dog til stadighed kærligheden og i det hele taget de intime og personlige forhold, som bestemmer sangenes udformning. En indlevelse i forelskelsen kan derfor virke nødvendig for at komme ind til Alex’ charme, og det mener han selv kan være en svær barriere at bryde ned. – Alle rundt omkring i verden har deres egne problemer. Og uanset hvor meget vi gerne ville have folk til at kære sig om alt muligt andet, der foregår i verden, så er det til syvende og sidst ens eget lort, som man er interesseret i. Så nøglen er måske ikke nødvendigvis i mine sange, at folk skal elske det, men lige så meget, at folk skal kunne relatere til det. Og at der så er nogle, der elsker det er jo bare en kæmpe bonus oveni, siger den besynderligt pragmatiske popprins.

At være selektiv i sin smag i popindustrien kan dog være vanskeligt, og det bliver i digitaliseringens tidsalder sværere og sværere at føle sig i stand til selv at vælge til og fra og lade sin egen holdning styre ens præferencer. Og det er et problem, der ærgrer Rex. – Jeg tror, at vi rigtig tit bliver fanget af, at nogle forsøger at fortælle os, hvad der er godt, eller hvad vi egentlig bør synes er godt. Når festivalerne highlighter deres navne, er det altid med tanken om at skabe en troværdighed for den enkelte kunstner: ”så god er han/hun/de!” Og så begynder man at betvivle sig selv, når man egentlig ikke bryder sig om deres musik. Og det er selvfølgelig ikke rettet mod nogen, men det kan være så fucking nemt bare at stille sig i baggrunden, når man har et produkt og så bare lade medie-maskinen rulle.

Med den reprimande lægger vi båndoptageren fra os, og Alex siger farvel, mens han kigger ned i jorden og styrter videre i æteren med sin manager om armen til næste show. Og jeg mærker såvel efter snakken som efter utallige gennemlytninger af ”Loving is Easy”, at jeg nok ikke er og aldrig har været så ung og så meget til stede som Rex Orange County.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA