REPORTAGE: Seattle-grunge fylder 30 år

REPORTAGE: Seattle-grunge fylder 30 år

Pearl Jams gigantisk anlagte koncerter til støtte for hjemløse og et kæmpe Beach Party, der fejrede Sub Pops 30 års fødselsdag, satte et forandret Seattle på den anden ende i uge to af august. GAFFA var med.

Se stort fotogalleri fra Seattle ved at klikke "Galleri" ovenfor

Grunge. I mange år et skældsord, ingen ville kendes ved, ikke mindst de bands, der blev associeret med begrebet. Men tiden er gået, og meget ser anderledes ud i dag. Det gælder både opfattelsen af genren, behovet for samme og Seattle, den by hvor det hele udsprang fra i slutningen af 80'erne. Bevægelsen gik på rekordtid fra en lille, lokal subkultur til globalt dominerende rockindustri, der, bedømt på salgstal alene, gik totalt til tops og, i hvert fald i ordets leksikale forstand, blev mainstream.

Rigtig meget startede omkring en spirende punk-undergrund i Seattle, hvor mirakelmagerne Bruce Pavitt og Jonathan Poneman slog sig sammen og dannede selskabet Sub Pop, udsprunget af førstnævntes fanzine. Meldingen til de lokale musikere var, at de skulle bare fyre den af, uden skelen til stil, udtryk og allermindst kommercialisme, og så skulle de to herrer nok sørge for at få det hårdt-rockende Seattle ud på det globale landkort. Og det må man sige lykkedes til fulde.

Bands som Mudhoney (der tilfældigt opfandt begrebet "grunge" i en pressemeddelelse), Green River (tidlig inkarnation af Pearl Jam) og en række andre bands startede festen. Der kom for alvor kul under kedlerne, da en introvert lokal gut med et gigantisk vokalregister, Chris Cornell og hans band Soundgarden gik i studiet, og så var der lige et par gutter fra den isolerede forstad Aberdeen, der lagde vejen forbi. De var The Melvins' venner, og det var godt nok for producer Jack Endino. Han blev noget paf over karakteren af de sange, unge Kurt Cobain og hans to år ældre makker på bas, Krist Novoselic havde med i kufferten, og ikke mindst den måde, de fremførte dem på. Resultatet blev Nirvanas Bleach. Efter et par skift kom Dave Grohl på trommer, Nevermind så dagens lys, og resten af historien er velkendt. Albummet udkom på major labelet Geffen, men de drevne forretningsmænd på Sub Pop sørgede for et solidt cut.

Succes med konsekvenser

Samtidigt tog tingene mere end almindeligt fart for Soundgarden og andre lokale artister som Alice in Chains og Pearl Jam i særdeleshed. Grunge-genren, helt og aldeles associeret med Seattle, dominerede totalt, både i lyd og billeder, ikke mindst i form af Charles Petersons billeder. Allerede Green Rivers første ep blev lanceret under banneret "ultra-loose grunge that destroyed the morals of a generation”. Og som Jonathan Poneman siden så poetisk udtrykte det: ”Charles Peterson was here to document the scene, Jack Endino was here to record the scene. Bruce and I were here to exploit the scene”.

Intet i musik var større i start-90'erne end Seattle og grunge, og selvom de store album ikke udkom direkte på Sub Pop, var og er det selskabet, der bedst symboliserer genren fra den fjerntliggende bjerg- og vulkanby, beliggende i USA's nordvestlige område ved Stillehavet. Byen, der tidligere hverken var specielt kendt eller eftertragtet som musikby (Hendrix blev dog født i byen), blev nu det helt store tilløbsstykke. Selskaber oprettede Seattle-afdelinger, og unge, uprøvede, ambitiøse kræfter valfartede til byen, primært for at kunne kalde sig "Seattle-band". Historisk succes, mange uopslidelige klassikere, men bagsiden af medaljen meldte også sin tydelige ankomst. Heroin-relaterede dødsfald og andre fysiske og mentale livsstilsskavanker blev hverdagskost hos både fans, musikere og hos genrens helt store stjerner.

Artiklen fortsætter under billedet af Kurt Cobains mindebænk tæt på hans hjem.

gallery_large

30 år senere

I august 2018 kunne Sub Pop fejre 30 års jubilæum, og i samme uge spillede Pearl Jam for første gang i fem år i hjembyen. De såkaldte home shows, der ud over to udsolgte koncerter på det lokale Baseball-stadion, Safeco, mobiliserede mindst 11,5 millioner dollars til bekæmpelse af hjemløshed. GAFFA var med til begge koncerter, og på Alki Beach, i West Seattle, hvor Sub Pop 30 års jubilæum (SPF30) blev fejret med gratis koncerter på fire scener med langt flere fremmødte, end valget af venue kunne bære. Derudover deltog vi i en lang række af de aktiviteter, der var tilknyttet specielt Pearl Jams koncerter og de mange initiativer i forhold til det multi-ambitiøse projekt "fighting homelessness".

En uge, der satte grungens rolle før og nu, Sub Pops historik og dagsform og Seattles byudvikling på godt og ondt på dagsordenen. Her kommer et skud fra hoften, baseret på en masse førstehåndindtryk og en række samtaler fra både manden på gulvet, adskillige Uber-ture og kommentarer fra de mere kendte stjerner i området. I omvendt rækkefølge, Seattle, Sub Pop, grunge og Pearl Jam.

Seattle-boom

Seattle har gennemgået et historisk boom, der bare i Sub Pop og Pearl Jams levetid har resulteret i en befolkningstilvækst på 40 procent. Det gør Seattle til USA's 20. største by i dag, men med 12.000 mennesker uden tag over hovedet også byen med tredjeflest hjemløse i landet.

Seattle har en lang historie for tømmer- og skibsindustri og boomede kraftigt, da fly (både civil og militær) fabrikken Boeing for alvor tog fart efter anden verdenskrig, men oplevede en kraftig recession op gennem 70'erne og 80'erne. Et par unge lokale knægte med forstand på teknik og tro på egne evner, Paul Allen og Bill Gates, etablerer senere Microsoft, og siden er det strømmet til med virksomheder, der har sat sig tungt på verdensmarkedet. Starbucks er fra fjerne Seattle, og i dag ejer ligeledes lokalt-funderede Amazon hele bydele. Når man tjekker ind i Seatac lufthavn, er der særlige skranker for både- Microsoft- og Amazon-arbejdere.

Taberne

Pearl Jams Stone Gossard sagde til undertegnede, at det nu skønnes, at 800 mennesker om dagen flytter til Seattle på grund af "tech-jobs". Et slaraffenland af muligheder for veluddannede inden for teknologi og med naturlig følge af "suppliers", luksus-restauranter, og hvad penge – der ikke er en mangelvare – i øvrigt kan spenderes på.

Og så er der slagsiderne, mest iøjnefaldende tiltagende trafikkaos og hjemløse på gader og ved de mange motorveje. Geografisk kan Seattle bedst sammenlignes med San Francisco, det bugter sig i bakke, dal på noget anden vis end det, vi normalt synger om her i landet. Offentlig transport er i bedste udlægning mangelfuld og ineffektiv.

Når pengene kommer til i et, i bedste kapitaliske ånd, ureguleret marked, uden loft på huslejestigninger, et samfund med udpræget mangel på offentlige sundhedsforsikringer og et byråd, der ifølge mange lokale har vendt det blinde øje til problemerne, kreerer det økonomiske boom ikke kun vindere. 12.000 hjemløse bor på Seattles gader og stræder og under de mange motorvejsviadukter. Jeg så måske en håndfuld i alt, første gang jeg besøgte byen i 1996. En Uber-chauffør sagde, at der var mange tilrejsende hjemløse fra stater som Texas og Californien. De fleste, jeg snakkede med sagde, at det primært var lokale. Og mange, der tidligere havde hus, jobs og familier. Med prisstigningerne overalt i byen, og med mere end velvillig kapital til at nedrive gamle ejendomme, fabrikker, butikker og spillesteder og bygge luksusejerlejligheder i stedet giver det sig selv, at mange skrider i svinget, eller rettere, nu sover i usle telte langs vejkanten.

Seattle på godt og ondt anno 2018. For mange virkeliggørelsen af "The Land of Opportunities", for andre årsagen til menneskeligt forfald og deroute. Som en lokal musiker sagde til mig: "de to rigeste mænd i verden bor her i byen (Bill Gates og Amazon-chef Jeff Bezoz, red.), og ingen af dem betaler indkomstskat." (Det skal dog tilføjes, at begge er filantroper).

Sub Pop 30

Seattles historiske, musikalske sub-kultur er under pres, men den ligger stadig derude og roder, gemt under alle pengene, hvis du leder længe nok, som Pearl Jams Stone Gossard sagde til mig i Seattle. Og hatten af for Sub Pop, der har undgået at forblive en anakronisme. Det label, der mere end noget symboliserer grunge og Seattle i perioden omkring 1990, har forstået at følge med tiden. Mere end grunge må Sub Pops varemærke siges at være "alternativ kvalitet". Listen er lang fra hårdere navne som Afghan Whigs og Jesus & Mary Chain til lo-fi-baseret indie-rock som Iron & Wine og Fleet Foxes, og aktuelle spydspidser er navne som dream-pop-favoritterne Beach House og singer songwriter-ikonet Father John Misty.

Sub Pop er en institution, der har gjort fantastisk meget for byen, og som man også er behørigt stolte af lokalt. Blandt andet finder man en større Sub Pop-butik i Seattles internationale lufthavn Seatac.

Touch me I'm Sick

På Alki Beach gik Sub Pops frivillige rundt og fortalte om selskabets historie, ideologi og profil, samtidigt med at folk strømmede til omkring den eksotiske strandpromenade, hvis kapacitet blev kraftigt udfordret denne lørdag aften. Til gengæld var der et både historisk og nutidigt overflødighedshorn af artister på scenerne, der på flot vis illustrerede selskabets profil, historie og fortsatte eksistensberettigelse. Jeg så med stor fornøjelse Fastbacks, en af Seattles klassiske darlings, som alle dage har haft en lokal popularitet og kærlighed, der på ingen måde matcher bandets salgstal. Forrygende pop-punk, med umiskendelig charme og spilleglæde. Bandet blev for første gang i otte år gendannet til lejligheden. De to kvinder Kim og Lulu i front, på vokal og bas og guitar, Mr. Seattle, Kurt Bloch, evigt hoppende på guitar, og så med skiftende trommeslagere. Den første var Duff fra Guns n' Roses.

gallery_large

Endnu et tungt skud fra den nostalgiske, hårde ende, fra fortsat aktive Mudhoney. Indbegrebet af grunge, "Touch Me I'm Sick", mere præcist blev både tiden og genren vel næppe udtrykt. Bully, et nutidigt band i 20'erne, med den krasse vokalist Alice Bognanno i front, larmede behørigt på Loser-scenen. Bandet er med i rækken af nye bands, der tager tråden op fra den feministiske Riot Grrrl-bevægelse fra 90'erne, som også var central omkring Seattle og Sub Pop, blandt andet repræsenteret ved Sleater-Kinney.

Artiklen fortsætter under billederne af Mudhoney og Bully:

gallery_large

gallery_large

Senere mere blødere og sofistikerede toner fra elegante Beach House, der meget passende spillede på stranden, med udsigt til Seattle Skyline, Space Needle og The Puget Sound, der munder ud i Stillehavet. Father John Misty, der tidligere var en del af et andet af Sub Pops stjerneskud, Fleet Foxes, lukkede Loser-scenen, men var ikke lige i stødet til ekstranumre.

En skøn aften i Seattle-musikken tegn, og hvor rockfolk i alle aldre, hårfarver og tatoveringer havde indfundet sig sammen med de pænere, pengestærke tilrejsende.

Behov for grunge igen

Men subkulturen lever stadig, også den nye, og også i Seattle. Og så blomstrer den gamle. Som metal og punk dør grunge aldrig helt. Men det virker som om, at genren i dag har vind i sejlene, som man nærmest skal tilbage til de gamle 90'ere for at opleve. Grunge var i sin tid ikke mindst et aggressivt opgør med forælde/skilsmisse-generation, men i øvrigt fra en tid omkring murens fald, der ofte er omtalt som "The End of History". Forstået på den måde, at på nær visse udsving ville det kun være et spørgsmål om tid, før en indbygget, evolutionær logik ville få alle regeringer og folkeslag til at indse, at socialt reguleret kapitalisme med ytringsfrihed og repræsentativt demokrati er klodens logiske globale styreform, der vil skabe fred, fremgang og udvikling. Senere kom Det Arabiske Forår, det så godt ud. Uden at gå yderligere i detaljer kan man vist konkludere, at det globale billede ser noget anderledes ud i dag.

– Unge er dybt frustrerede i dag, de oplever en verden i kaos, og det kommer til at afspejle sig i mange subkulturer. Det aggressive og konfronterende tager til i styrke, som speciale-skrivende inden for området, Charlotte Mai Jacobsen (i øvrigt artiklens fotograf) udtrykte det i Seattle.

Last man/band standing

Måske er dette nøglen til grunge-musikkens tiltagende fremtrædende placering og succes. 

Efter fire rejser i Sydamerika over de sidste tre år kan jeg i hvert fald konstatere, at de gamle grunge-idoler dyrkes og lever i bedste velgående. Det gælder Soundgarden, Alice in Chains og selvfølgelig Nirvana. Og så er der Pearl Jam, som har opnået en tiltagende mytisk position. Med Chris Cornells selvmord sidste år er de ikke kun "last band", men råder også over "last man standing". Alle de store er enten gået i opløsning eller afgået ved døden for egen hånd. Okay, Willam DuVall, gør det fint i front for Alice in Chains, men bortset fra Eddie Vedder er de tre andre store stemmer fra den epoke nu væk for altid. Layne Staley, Kurt Cobain og Chris Cornell synger ikke længere, i hvert fald ikke her på planeten.

Home shows

Pearl Jam solgte ubegribeligt mange plader op igennem 90'erne, så stilnede det lidt af, men publikum blev hængende. Bandet er for længst blevet den retmæssige arvtager til Grateful Dead, hvor "The Dead Heads" som nomader rejste fra koncert til koncert. Trods karrierens længste albumtørke sælger Pearl Jam koncertbilletter i dag som aldrig før, hvilket en stribe udsolgte, primært stadionkoncerter i Sydamerika, Europa og USA alene i år illustrerer.

Som i Europa lå over hundrede fans i kø i flere dage i forvejen til koncerterne, selvom de allerede havde billetter, men bare for at komme op foran. Der var nærmest konstant op til tre-fire timers kø til bandets merchandisetelt, som var i omegnen af 25x15 meter, i de fire-fem dage, det var oppe. Det er intet særsyn at møde folk, der har set mere end 100 koncerter med bandet, og en fan fra Chile, som jeg genså på Safeco Field, fortalte om en veninde, der har passeret de 350. Mere end en tredjedel af bandets koncerter siden starten på The Off Ramp, under navnet Mookie Blaylock, i Seattle 22. oktober 1990.

Bandets popularitet, gennemslagskraft og innovative historik i filantropiske sammenhænge er velkendt. I Seattle i år lancerede Pearl Jam et af de mest ambitiøse humanitære projekter, udsprunget fra musik, jeg nogensinde har hørt om.

Lokale gutter

På nær nytilkomne Eddie Vedder og bassist Jeff Ament, der har boet i byen i henholdsvis 28 og 38 år, er alle Pearl Jam-medlemmer opvokset i Seattle, fra de var små, og Eddie proklamerede på scenen fra Safeco Field, at de ingen planer har om at flytte.

De har på nærmeste hold set byen udvikle sig på godt og ondt. For at gå forrest i pro-aktiv-sammenhæng var målet at indsamle otte millioner til at bekæmpe hjemløshed i Seattle. Bandet donerede selv den første million og fik efterfølgende 140 virksomheder og organisationer og mere end 80 restauranter til at gå med i projektet. Dertil en række specialprodukter som Pearl Jam-øl, whisky, listen er lang. På Starbucks lå for eksempel en folder med Pearl Jam Home Show-logo, et billede af en familie, der kunne have det bedre og en tekst med ordene "Donate and the Starbucks Foundation will match 2:1 up to $500K", og Stone Gossard prydede forsiden af Real Change, Seattles pendant til Hus Forbi.

I skrivende stund er det lykkedes at indsamle 11,5 millioner dollar, og som Eddie Vedder indpiskede fra scenen: – Dette er kun begyndelsen. Nu gælder det om at arbejde og kommunikere sammen og forvalte pengene i forhold til dette multi-komplekse emne. Men vi har gjort det sammen, vi har momentum, og jeg håber, at dette initiativ, som Seattle har stået sammen om, kan inspirere andre byer, andre bands, andre virksomheder og organisationer til at gå sammen, kommunikere og handle på dette frygtelige og umenneskelige problem.

Artiklen fortsætter under billedet fra Museum of Pop Culture i Seattle

gallery_large

Syv timer Pearl Jam på to dage

Ud over det rockede Pearl Jam benhårdt igennem over to koncerter, der til sammen løb op i tæt på syv timers varighed. Ud over sjældenheder, hyldester til afdøde Tom Petty og Chris Cornell samt Pearl Jam-klassikere på et sølvfad blev byen og musikken også behørigt fejret. Første aften i den mere sentimentale afdeling med Vedders døtre, der dansende på scenen med deres klasselærere til tonerene af White Stripes' "We Are Going to Be Friends" plus sjove og personlige historier om tiden fra Seattle, hvor alle bandmedlemmer var ukendte wannabes, der arbejdede i bagerier og serverede kaffe. Anden aften indeholdt så en utilsløret hyldest til Sup Pop og hele undergrundskulturen, bandet kom af. Ikke et øje var tørt, da Matt Cameron spillede i Soundgarden T-shirt, Mark Arm og Steve Turner fra Mudhoney tog fat i mikrofon og guitar, og Soundgardens Kim Thayil fuldendte stjerneparaden iført T-shirt med billede af Chris Cornell, som han flittigt pegede på. Først var det MC5's "Kick out the Jams" og til sidst Iggy Pops "Search & Destroy" og Dead Boys' "Sonic Reducer".

Seattle er nok blevet både pæn, posh og rig, men hverken punk eller grunge er død endnu. Og i denne sammenhæng har genrens overlevende konger fundet en anderledes omfattende og slagkraftig måde at spille, kommunikere og mobilisere på.

gallery_large


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA